Selvom vi allerede sparer, hvor vi kan, kommer min mand med endnu en idé om at begynde at lægge penge til side til en lejlighed til vores søn. I går, da han fik løn, sagde han ret bestemt: Nu begynder jeg altså at spare op til et hjem til vores dreng. Men jeg kan ærligt talt ikke føle mig begejstret over det. Jeg skal nok forklare hvorfor.
For mere end ti år siden flyttede min mand til København for at tjene penge. Han arbejder som håndværker ikke nogen nem tjans, det kan jeg godt love dig! Før vi mødte hinanden, sendte han faktisk størstedelen af sin løn hjem til sin mor i Esbjerg og beholdt kun lidt til sig selv til kaffe og en øl i ny og næ. Hans kollegaer sagde til ham, at han burde spinke lidt sammen til sin egen bolig, men han mente, at hans mor havde mere brug for pengene. Han har to brødre, og de hjælper hende også, men ikke helt så gavmildt, som min mand gjorde.
Efter vi blev gift, flyttede vi ind hos min mor og mormor i deres gamle lejlighed på Amager. Der trængte til en kærlig hånd, for det var evigheder siden, der var blevet malet eller repareret noget som helst.
I starten var han sød og kærlig. Han holdt lidt igen overfor min mor og mormor, men jeg tænkte bare, at han nok skulle varme op til dem. Men efter et års tid gik det næsten den modsatte vej. Han begyndte at drikke for meget, blev grov i munden og klagede over hvor lidt, vi fik ordnet i lejligheden. Ret beset burde jeg nok være gået fra ham, men så begyndte han at presse på for, at vi skulle have et barn. Og der blev jeg naiv jeg troede, at kærlighed og et lille barn ville fikse alting. Jeg blev gravid og vi fik en lille dreng.
Men det hele blev bare sværere. Penge var altid stramme. Min barselspenge fra kommunen rakte lige netop til bleer, og alt det andet måtte vi bare skrabe sammen til på fællesbudgettet.
Min mor brugte sin lille løn på at betale regninger og købe medicin til mig, fordi jeg har en kronisk sygdom. Resten brugte hun på mad, og det mest nødvendige til husholdningen. Mormor havde sparet op til sin begravelse, men hun gav os faktisk hele hendes opsparing, så vi kunne holde bryllup.
Min mand håbede, hans familie ville give os noget til brylluppet, men nej det var kun min mormors penge og hans løn, vi måtte bruge. Vi kunne bare have holdt det lille, men min mand ville have hele svineriet med familie og venner.
I syv år har vi nu været gift, og næsten hver måned sender han stadig penge til sin mor i Esbjerg. Hun har fået lavet hele huset om og alle husholdningsmaskiner er betalt af min mands arbejde. Når vi så selv var flade for penge, kunne jeg lokalisere hvor han havde gemt kontanter til at sende hjem og hver gang vi skændtes om det, lovede han bod og bedring, men det gentog sig bare.
Da hans mor døde, valgte han og storebroren at være standhaftige læs: tåbelige! og gav hele arven videre til yngstebroren. Men ham får de så heller ikke meget hjælp fra. Så set i bakspejlet har min mand altså først lagt alle sine penge i hans mors hjem, så opgav han hele arven, og nu har vi nærmest ingenting.
Efter vores søn blev født, ændrede han sig radikalt: han blev mere grov og nærig, nægtede at købe mad og det, vi havde brug for. Han skændtes nærmest dagligt med min mor uden grund. Og alkohol blev nærmest en fast følgesvend. Jeg kan ikke tillade mig at blive skilt vores søn er stadig lille, jeg er syg, og jeg ved faktisk ikke om jeg kan komme ovenpå igen. Man har snakket lidt i krogene om, at jeg måske bliver fyret, når min barsel ender så jeg har ikke mulighed for bare at klare den alene.
Han udnytter situationen og gnaver gang på gang om, at jeg og min familie kun lever på hans løn. Han giver udtryk for, at han er træt af at forsørge os alle sammen selvom sandheden er, at vi lever af min mors, mormors, mine og hans penge tilsammen.
Vi har mange gange talt om det der med at købe et hjem til vores søn det er også mit drøm! Men det er og bliver en drøm, for pengene rækker ikke. Og nu vil han altså lægge en tredjedel af lønnen til side, og det betyder, at vi andre skal spænde bæltet ind, leve af rugbrød og leverpostej og ikke vide hvornår og om, vi nogensinde får bedre tider. Det nægter jeg.
Jeg tvivler stærkt på, at han gør det for vores søns skyld jeg tror bare, han prøver at spare sammen, så han kan forlade mig, og det kan koste os alt, hvad vi har.
Jeg har fortalt ham om mine bekymringer. Hans svar var, at han faktisk også er bange han frygter bare, at jeg en dag vil smide ham ud. Jeg har godt nok tænkt tanken midt i al frustrationen, men mit hjerte vil alligevel ikke kunne gøre det så længe han holder op med at skælde ud på min mor og mormor.
Men der sker ikke rigtigt nogen forandring. Vores forhold har udviklet sig til noget ubegribeligt. Jeg føler ærlig talt, vi sidder fast i et mareridt og jeg kan ikke lige se, hvordan vi kommer ud af det.
