Mads kom hjem klokken halv syv. Det var et godt tegn normalt dukkede han ikke op før tidligst otte. Lene stod netop og vaskede de sidste tallerkener, mens hun hørte ham rode længe ude i gangen. Længere end normalt.
Len, kaldte han. Hans stemme var forsigtig, som én der balancerer noget skrøbeligt og ikke ved, hvor det skal sættes.
Lene tørrede hænderne af i viskestykket og gik ud.
I gangen stod to personer. Mads så ud, som om han netop havde udført en heroisk bedrift, men endnu ikke vidste, om folk ville klappe eller ryste på hovedet. Ved siden af ham stod en kvinde på omkring 50 år, med en sportstaske over skulderen og kuffert ved fødderne.
Det her er Rikke, sagde Mads. Min kusine. Kan du huske, jeg har nævnt hende?
Lene kunne dårligt. Vagt, én eller anden Niels og Rikke fra Odense. Eller måske Herning. Ikke til at sige.
Hun bliver hos os et par uger, fortsatte Mads. Hun har lidt rod i det ovre hos sig selv.
“Et par uger,” gentog Lene for sig selv.
Hej, Lene, sagde Rikke. Lavmælt, undskyldende, næsten som om hun hviskede. Undskyld alt det her. Jeg forstår godt, det ikke passer ind. Hvis jeg er for meget, så siger du bare til. Jeg rydder op, laver mad, skal nok ikke være til besvær.
Lene betragtede hende. Så Mads. Så hende igen.
Kom ind, sagde Lene. Du behøver ikke stå derude.
Hvad skulle hun ellers sige? Der står en dame i entréen med kufferten. Man kan jo ikke sende hende tilbage ud på Valby Bakke.
Mads udåndede så dybt, at Lene næsten blev lidt stik i hjertet. Sådan alt var tydeligvis allerede besluttet. Og hun var ikke blevet spurgt.
Rikke gik forsigtigt ind i stuen, kiggede rundt uden at snage, og satte sin kuffert i hjørnet.
Her er hyggeligt, sagde hun stille. Ikke for at smigre. Bare konstaterende.
Lene kiggede på kufferten og spekulerede: Hvad dækker det der “rod i det” egentlig over?
For “rod” det kan jo være hvad som helst.
Rikke gjorde sig faktisk helt usynlig. Stod op før alle andre, listede rundt som en kat. Sad med sin te i køkkenet, inden Lene stod op, og nåede at vaske sin kop. Hun efterlod ikke en gang krummer. Brugte aldrig badeværelset for længe. Lavede mad nogle gange ikke fordi hun spurgte, men bare stilfærdigt satte en gryde suppe på komfuret og forsvandt. Suppen var faktisk god. Ja, bedre end Lene selv lavede.
Det var på en eller anden måde irriterende.
Ej, helt ærligt. Hvis folk opfører sig åbenlyst dårligt, ved man hvor man har dem. Så er der noget at snakke om. Men når alt er pænt og ordentligt og stille og alligevel føles der noget forkert, så er det straks mere tricky. Som en lille torn, du ikke kan se, men du mærker den alligevel.
Der gik en uge. Så en måned.
Mads slappede mere af. Gik rundt med hænderne på ryggen og sagde: “Nå, men du kan da se, det kører jo.” Lene nikkede. Ja, det kørte sådan da.
Men Rikke hun talte altid i telefon med lav stemme.
Lene bemærkede det ved et tilfælde. Gik forbi stuedøren og hørte Rikkes hastige, hviskende stemme. Ikke så meget ord, bare tonen: nervøs, anspændt. Det er ikke sådan, man snakker om flæskesteg eller vejret.
Lene stoppede op, ikke for at lytte bare et øjeblik. Så gik hun videre.
Alligevel blev hun ikke fri for fornemmelsen det var som duften af gas, den burde være væk, men var der alligevel.
Også når det ringede på døren, var det mærkeligt. Hver gang: om det var buddet med pakker, nabokonen eller PostNord, frøs Rikke midt i det hele og kiggede på døren, som om hun ventede enten dommedag eller en lottogevinst.
Lene lagde mærke til det. Sagde intet.
En dag forsøgte hun alligevel forsigtigt:
Rikke, hvordan går det? Begynder det at løsne sig?
Jo, det skrider da frem, svarede Rikke. Smilte roligt, næsten afslappet. Du skal ikke tage det så tungt, Lene. Lidt endnu, så er jeg videre.
“Lidt endnu.” Det er også et rummeligt begreb.
Lene så hende forsvinde og tænkte: Der er noget her, vi ikke får at vide. Men hvad?
Hun fik ingen svar. Men så, en nat, gik Lene ud i køkkenet efter et glas vand. Døren til stuen stod på klem, og Rikkes stemme lød dæmpet ind fra mørket:
Jeg bliver lige her lidt, de aner intet.
Lene stod frosset med flasken i hånden.
“De aner intet.”
Hun stod sådan en halv minut. Så gik hun tilbage til sengen. Lå og stirrede i loftet. Mads ved siden af sov roligt, som en mand med god samvittighed og god suppe.
Lene vækkede ham ikke. Hun vidste ikke helt, hvad hun skulle sige. Hvad var det egentlig, de “intet” vidste om? Det måtte hun selv finde ud af.
Forklaringen kom en lørdag omkring middag.
Det ringede på døren meget beskedent. Lene åbnede.
På dørtrinet stod en fremmed kvinde i 40erne, i pæn frakke, med en mappe under armen. Bag hende en yngre, tavs mand.
Goddag. Vi søger Rikke Pedersen. Vi har oplysninger om, at hun bor her.
Lene mærkede et koldt sug nede af ryggen.
Og hvem er I? spurgte hun.
Inkassobureau, lød svaret tørt og vant.
Lene så på mappen, på manden bag hende, og på ordet “inkasso”, der nu havde indtaget entréen som endnu en ubuden gæst.
Vent lidt, sagde hun. Jeg henter hende.
Hun lukkede døren.
Allerede nu stod Rikke i stuedøren, med telefonen i hånden og et ansigt, som én der længe havde ventet, at det værst tænkelige ville ske. Og nu var det sket.
Er de efter mig? hviskede hun.
Lene svarede ikke. Så bare på hende.
Lene, jeg forklarer senere.
Snak lige med dem først, sagde Lene og trak sig.
Mads var på kolonihave. Lene ringede til ham.
Mads, kom lige hjem i dag. Vi skal have en snak.
Hvad sker der? lød det straks bekymret.
Ikke noget farligt. Bare kom, ikke?
Bag døren blev alt stille. Inkassofolkene var gået, Rikke dukkede ikke op igen.
Lene sad ved spisebordet og tænkte over det der med “rod i det” det var ikke bare et stort begreb. Det var også et fremmed et. Nu havde det boet under hendes tag halvanden måned.
Og hun, Lene, havde bare nikket og sagt, at det gik nok. “Det er fint.”
Det var det faktisk ikke.
Mads dukkede op tre timer senere. Han trådte ind i entreen, så på Lene, og forstod straks, det var alvorligt.
Hvad er der? spurgte han, denne gang uden et glimt i stemmen.
Sæt dig. Rikke også.
Rikke sad i stuen, rank og stille, som én der forbereder sig på et møde, hun har frygtet længe. Hænderne foldet i skødet.
Mads satte sig.
Er der nogen, der vil forklare, sagde han.
Rikke, sagde Lene. Fortæl Mads, hvem der kom i dag.
Rikke kiggede ned i bordet. Så løftede hun blikket.
Inkasso, sagde hun stille. Det var inkassofolkene.
Mads skulle bruge et par sekunder. Han så ud, som en der lige har hørt et nyt ord, uden at vide, hvad det betyder.
Inkasso… hvorfor?
Fordi jeg skylder penge, sagde Rikke. Mange penge. Jeg tog et lån for to år siden. Tænkte, det skulle nok gå. Det gjorde det ikke. Prøvede at låne igen, det gik heller ikke. Til sidst mistede jeg min lejlighed og skylder nu en hel del.
Hun tav. Så sagde hun udmattet:
Derfor har jeg gemt mig for dem.
Mads sad stille. Han så ud, som om jorden pludselig havde flyttet sig.
Rikke du forstår godt, hvad du har gjort?
Ja.
Du brugte vores adresse. Uden at spørge.
Ja, jeg forstår.
Lene, jeg anede ingenting, sagde Mads. Virkelig.
Det ved jeg godt, svarede hun.
Rikke sagde ingenting. Hun stirrede på sit glas vand.
Rikke, sagde Lene. Jeg vil have, du forstår én ting. Hjælp er én sag. Vi ville gerne hjælpe. Hvis vi havde fået det at vide. Men at leve med hemmeligheder, det vil jeg ikke i mit eget hjem.
Rikke løftede blikket.
Du har ret, sagde hun. Jeg ved det godt. Jeg var bare bange. Jeg havde ingen steder at tage hen. Min datter og hendes familie bor småt. En veninde har håndværkere. Og Mads sagde altid: “Kom, hvis der er noget.” Så jeg…
Kom, afsluttede Lene. Med kuffert. Og gæld.
Mads kiggede ned i gulvet. Så sagde han:
Hvor meget skylder du?
Meget. Sagde hun. Seks hundrede-og-halvtreds tusinde kroner. Nok mere, med renterne.
Mads trak vejret dybt.
Hør her, vi har ikke de penge. Jeg kan ikke hjælpe økonomisk.
Jeg beder heller ikke om penge, svarede Rikke hurtigt. Jeg ville bare gemme mig et øjeblik. Indtil de glemte mig, eller…
Rikke, afbrød Lene blidt. De har allerede fundet dig. De stod ved vores hoveddør i dag klokken tolv.
Stilhed.
Rikke lukkede øjnene.
Jeg ved det.
Du kan ikke skjule dig for det her, sagde Lene. Man skal handle, ikke vente.
Jeg ved ikke hvordan.
Det gør jeg, svarede Lene.
Mads så overrasket på hende.
Hør, sagde Lene, jeg er ikke jurist. Men min nabo gik gennem præcis det samme for et par år siden. Hun fik omlagt sin gæld. Det tog tid og krævede mange nerver, men det lykkedes. Jeg kan give dig hendes nummer. Og mangler du ikke arbejde?
Jo, lavmælt.
Jeg har en veninde med en lille butik, hun mangler en deltidsansat. Ikke store penge, men det er fast job det hjælper, hvis sagen ender i retten. Og så i vores kvarter lejer de værelser ud billigt. Jeg så et opslag i sidste uge.
Rikke så på hende. Noget skiftede; langsomt, som lyset forsvinder ved solopgang. Ikke helt lyst endnu, men ikke nat mere.
Hvorfor hjælper du mig? spurgte hun. Efter alt det her?
Fordi du har brug for hjælp, svarede Lene. Og fordi du er Mads kusine.
Mads så på Lene længe. Så sagde han lavt, uden drama:
Tak, Lene.
Hun sagde intet. Gik bare ud og satte vand over til te.
For efter sådan en samtale har man altid brug for te. Det vidste Lene med sikkerhed.
Rikke rykkede ud fire dage senere.
Ikke straks først et opkald til naboen, så et møde. Så ringede Lene til sin veninde fra butikken; hun sagde ja til en prøveuge. Inden længe fandt de også et værelse fem stoppesteder væk, ikke dyrt, ældre værtinde, lover at lade folk være i fred.
Det tog tre dage. På fjerde dag pakkede Rikke sin kuffert.
I gangen blev hun stående længe. Blinkede, som én der leder efter de rette ord.
Lene… jeg ved slet ikke, hvor jeg skal begynde…
Lad nu være, afbrød Lene.
Rikke tog kufferten; Mads fulgte hende ud til taxaen. Lene blev stående tilbage.
En måned senere ringede Rikke. Kort: hun arbejder, hun har betalt første bidrag på sin nye betalingsordning, værelset er fint, værtsdamen sød, bager boller om søndagen.
Lene smilede skævt.
Men det var en god samtale. Kort. Ingen overflødigheder.
