En mand trådte ind i sin lejlighed og blev målløs…
Et halvt år tidligere havde han fået en lille killing, som blev døbt Smørbølle. Hans niece, der af og til besøgte ham med sin familie, havde fundet den lille fyr på gaden. Og mens hun overrakte ham killingen, sagde hun:
– Du bor alene. Du har stadig ikke fundet en partner. Dit job er stressende. Buschauffør. Når du kommer hjem, er der nogen, der er glad for at se dig. Katte skaber hygge og ro…
Åh, ja! Han troede på det. Hvorfor ikke? Måske var det sandt. Man kommer hjem, irriteret af passagerer og bilister, der nægter at vige, og der ligger den, fredeligt på sofaen. Miauer og spinder. Glæder sig over din tilstedeværelse og vil kæles.
Nå, damer og herrer, sådan tænkte han nok bare på grund af sin uerfarenhed. Katten levede ikke op til hans forventninger. Fra at være en lydig og sød killing blev den til en rebelsk teenager. At sidde på skødet og blive klappet var ikke dens stil, men at lave ballade… det kunne den bruge meget tid på!
Af mangel på erfaring købte manden en fluesmækker til at slå fluer. Små, snedige eller store, de store blev af en eller anden grund kaldt møgfluer.
Smørbølle fulgte nøje med hver gang manden slog efter fluerne. Den huskede sikkert og samlede information. Og en dag besluttede den at glæde sin ejer. Og glædede ham gjorde den…
Lad os vende tilbage til det øjeblik, hvor det hele begyndte.
***
Manden trådte ind i sit hjem og blev målløs. Ingenting! Absolut intet var tilbage på sin plads i hans lejlighed. Der var sådan et kaos, at man kunne tro, to gangsterbander havde haft opgør i hans hjem og brugt… køller til det!
Stole var væltet omkuld. Vaser, glas og alt, hvad der stod eller lå på bordet, vindueskarmene og skabene, lå nu spredt ud over gulvet i stumper af glas, ler og plastik…
Gardinerne lignede strimler fra en modebevidst kvindes nederdel, og i køkkenet… Ketchup flød sammen med syltede tomater og marmelade. Salt, sukker og peber var pænt drysset i små bunker. Gafler og skeer lå i små klumper. Gardinerne i køkkenet var revet ned sammen med stængerne og lå i al den her herlighed, mens på det helt tomme spisebord…
Sad en meget tilfreds Smørbølle, og foran den lå en flue. En kæmpestor en. Som en flyvemaskine. Smørbølle så på manden med et vinderblik og spandt tilfreds.
Yes! Nu ville manden rose den. Hele dagen havde den jagtet den frække flue gennem lejligheden, uden at hvile poterne. Træt som bare pokker, men den fangede fluen! Og nu kunne den fremvise den og få sig en velfortjent belønning. Ved sådanne behagelige tanker trak Smørbølle sig sammen og spjættede med poterne.
Manden rettede en stol op og satte sig. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre først. Rydde op, spise aftensmad eller skælde Smørbølle ud, men lange overvejelser blev der ikke tid til. Det ringede nemlig på døren. Han rejste sig og gik ud i gangen, åbnede døren og blev endnu mere forbløffet.
I opgangen stod der tre politibetjente, og bag dem en hel flok af beboere fra ejendommen. Politiet havde hænderne på deres pistoler.
– Vi fik en opringning… – begyndte en af dem.
– Mange opkald, – tilføjede en anden. – De sagde, der foregik noget væmmeligt i din lejlighed. Møbler vælter, tallerkener smadres, og der kommer frygtelige lyde. Kunne du tillade os at komme ind og sikre os, at alt er i orden, og du skulle… bare for en sikkerheds skyld… løfte hænderne, krydse dem ovenpå hovedet og træde ind i et hjørne af rummet.
Naboerne så på manden med skræk og forargelse.
– Nåååh… Sådan, – sagde manden. Og fortsatte: – Kom gerne ind!
Han trådte tilbage i et hjørne af rummet og krydsede hænderne ovenpå hovedet.
Politibetjentene gik gennem lejligheden, betragtede det frygtelige rod og ledte efter noget, mens de gik fra rum til rum.
– Hvad leder I efter? – spurgte manden.
– Kroppen, – svarede en af betjentene. – Og din forklaring på, hvad der er sket.
– Åh, kroppen! Kroppen skal I nok få at se, – sagde manden.
Politibetjentene spidsede øre og greb om deres pistoler. Forsigtigt, langs væggen, uden at gøre nogen pludselige bevægelser, gik manden mod køkkenet. Og lige så stilfuldt som i en teaterforestilling åbnede han dørene og bøjede sig fremad.
– Værsgo! – sagde han. – Her er kroppen.
Politibetjentene skubbede ham til side og væltede ind i køkkenet.
Kroppen sad på bordet og smilede frækt. Kroppen nød opmærksomheden. Og foran den lå fluen.
Et par sekunder herskede der tavshed i rummet, mens betjentene kom til sig selv og så sig omkring. Så faldt tiøren. Den første, der begyndte at grine, var ham, der startede samtalen, og så brast alle de andre også i latter.
De grinede og kunne ikke holde op, og Smørbølle så på dem og manden med et vindende blik, som om den sagde: “Ja, ser du? Alle er glade. Så det var al min umage værd!”
Bagefter tog betjentene en halv time til at tage billeder med fluen og Smørbølle i hænderne i baggrunden af det totale kaos. Alle lo og var meget glade. Især katten. Naturligvis! Alle satte pris på dens indsats.
***
Da politiet og naboerne var taget af sted, satte manden sig igen.
– Jeg kan hjælpe dig, – hørte han en stemme og vendte sig om.
En kvinde fra stueetagen stod der.
– Jeg har fri i dag, – sagde hun med et smil. – Du vil bruge hele natten på det, men sammen kan vi hurtigt klare det.
– Det er jeg flov over at besvære dig med, – stammede manden.
– Åh, hvad er det for noget! – smilede kvinden til ham. – Det er helt i orden. Jeg har alligevel ikke noget at lave. Jeg er alene. Har kun min mor. Hendes lejlighed er ikke langt væk. Og kommer du til at straffe den lille bandit, eller måske i det mindste skælde den ud? – spurgte hun med et nik mod Smørbølle.
Den sad på køkkenbordet og legede med den fedeste flue med sin højre pote.
– Nåh, skælde ud… – sukkede manden. – Skælder ud nu…
Han rejste sig op, gik over til Smørbølle og løftede den:
– Du er da en lille bandit! Kan man opføre sig sådan? Nej. Det kan man ikke.
Smørbølle strakte sine poter ud. Far skældte den ud. Og han skældte så pænt og kærligt ud, at katten simpelthen ikke kunne modstå det og rakte op og gav sin menneske et lille slik på venstre kind. Manden… Kyssede sin kat på næsen.
– Jamen, fint nok. Du er en dygtig kat, – sagde han til Smørbølle. – Så forstår du det korrekt. Sådan noget gør man ikke.
Og han satte katten ned på gulvet. Smørbølle løftede sin hale og begyndte at gnide sig op ad kvindens ben. Hun lo.
– Så pænt du skældte den ud, – sagde hun med et grin. – Hvorfor har jeg aldrig lagt mærke til dig før?
– Det ved jeg ikke, – svarede manden. – Måske fordi, jeg tidligere var ulykkelig, men nu har jeg Smørbølle, og ens lykke er steget.
Og han viste med hånden det rod, katten havde lavet.
Kvinden ringede til en kendt håndværker, og næste dag fik manden sat et solidt trådnet op ved alle vinduerne. Så Smørbølle nu kunne ligge på vindueskarmen som den ville og kigge på fugle og store fede fluer.
Og kvinden og manden ryddede al rodet op, bar og smed alt det ødelagte service ud, vaskede gulvet og tog de iturevne gardiner ned. Så tog de på indkøb efter nye gardiner.
De kom tilbage om aftenen, manden havde købt snacks og en lækker kage. Og en flaske champagne. Nå, I forstår, damer og herrer. For at fejre det gamle hjem. Sammen med kvinden.
De sad ved bordet i køkkenet, spiste, drak og talte. De havde det godt, og Smørbølle havde det endnu bedre. Den lå på kvindens skød og planlagde… ny hjælp til far.
***
Alt endte derfor rigtig godt. Og Smørbølle, selvfølgelig, hjælper tappert begge. Far og den nye mor. Som kom ind i deres lejlighed, netop fordi hun fandt Smørbølle. Og genkendte den som sin helt egen kat.
Nu er far og mor fælles om at klare gangene, som følger af Smørbølles hjælp.
Hvad tænker I?
Hvordan skulle det ellers være?
Der er ingen anden mulighed…
