MANDEN ER DYRERE END BITRE FORNÆRMELSER – Igor, det her var dråben! Det er slut – vi skal skilles! Du kan lade være med at falde på knæ, som du ellers elsker, det nytter ikke mere! Jeg satte endelig punktum for vores ægteskab. Selvfølgelig troede Igor ikke på mig. Han var sikker på, at alt ville gå efter det gamle mønster: han ville falde på knæ, bede om tilgivelse, købe en ny ring, og jeg ville tilgive. Sådan var det sket mere end én gang før. Men denne gang besluttede jeg at bryde båndet for alvor. Mine fingre – selv lillefingrene – var pyntet med ringe, men mit liv var tomt. Igor drak sig ofte fra sans og samling. …Og det hele startede ellers så romantisk. Min første mand, Erik, forsvandt sporløst. Det var i 90’erne, hvor alt virkede usikkert og farligt. Erik havde et hidsigt temperament og søgte altid konflikter. Jeg er sikker på, at han røg ud i en eller anden ballade og blev slået ihjel – jeg hørte aldrig fra ham. Så stod jeg der alene med to døtre. Lise var fem, Rikke kun to. Der gik fem år efter hans mystiske forsvinden. Jeg var tæt på at gå fra forstanden. Jeg elskede Erik, selvom han var eksplosiv. Vi var som ét. Jeg havde besluttet for mig selv, at livet var slut – nu gjaldt det bare om at opdrage pigerne. Mig selv satte jeg på standby. Alligevel… Det var ikke nemt i de vilde tider. Jeg arbejdede på fabrik og fik min løn udbetalt i strygejern(!), som jeg måtte sælge på markedet i weekenden for at købe mad. En isnende vinterdag hvor jeg stod og frøs, kom der en mand hen til mig. – Fryser du, frue? spurgte han forsigtigt. – Hvordan gættede du det? forsøgte jeg at joke, tænderne klaprede. Men hans nærvær varmede lidt. – Ja, det var da dumt spurgt. Må jeg byde på en kop varm kakao? Lad mig hjælpe med strygejernene. – God ide. Ellers dør jeg af kulde, mumlede jeg næsten uhørligt. Vi nåede dog aldrig til noget café. Jeg trak manden, som præsenterede sig som Igor, med hen til mit opgang, bad ham vente og passe på mine strygejern, mens jeg hurtigt hentede børnene fra børnehaven. Da jeg kom tilbage, så jeg Igor – han stod og småtrippede og røg foran indgangen. “Jeg byder ham på te, så må vi se…” Igor hjalp mig hele vejen op på sjette sal – elevatoren var selvfølgelig i stykker. Mens jeg gik med pigerne op til tredje, var han allerede på vej ned. – Stop, min redningsmand! Jeg slipper dig ikke, før du har fået noget varmt at drikke, råbte jeg og greb fat i hans ærme. – Er du sikker, jeg ikke forstyrrer? kiggede Igor bekymret på pigerne. – Overhovedet ikke! Tag dem i hånden, så skynder jeg mig op. Jeg ville ikke miste denne mand, han føltes allerede tæt på. Over teen tilbød Igor mig job som assistent – lønnen var bedre end et helt års strygejern på fabrikken. Naturligvis sagde jeg ja. Igor var selv midt i en skilsmisse fra sit første ægteskab og havde en søn. Så slog vi pjalterne sammen. Han adopterede mine piger, vi købte en stor fireværelses lejlighed, fyldte den med dyre møbler, byggede sommerhus og tog hvert år på ferie ved havet. Livet var en dans på roser. …Syv lykkelige år gik. Måske nåede Igor toppen af lykke – for han begyndte at drikke oftere. Først sagde jeg ingenting, for jeg vidste, han knoklede hårdt. Men så begyndte han også at drikke i arbejdstiden. Jeg er eventyrlysten. For at få ham væk fra flasken besluttede jeg… at få et barn mere med ham – jeg var 39, men tog chancen. Veninderne grinte: – Kom an, Tanja! Måske bliver vi også unge mødre som 40-årige! Jeg sagde altid: – Får du fjernet et ufødt barn, vil du fortryde. Får du et barn – også selv om det ikke var planlagt – vil du aldrig ærgre dig. …Vi fik tvillinger – nu havde vi fire piger at tage os af! Men Igor blev ikke ædruere. Jeg drømte om et liv på landet: dyr, frisk luft, sundt for børnene, og måske ville Igor finde ro. Vi solgte lejlighed og sommerhus, købte hus i en bynær landsby og åbnede en café. Igor blev jæger, købte våben. Men en aften gik det galt – Igor drak sig fra sans og samling, smadrede alt og fyrede med geværet ind i loftet. Med børnene løb vi over til naboen og skjulte os. Jeg vil aldrig glemme det syn næste morgen: Ødelæggelse overalt, børnene i chok. Igor lå bevidstløs på gulvet. Jeg pakkede det, der var tilbage og gik hjem til min mor, som også boede i byen. – Åh, Tanja, hvad stiller jeg op med dit pigehold? Gå nu hjem til din mand – hvad sker der ikke i et ægteskab? sagde hun. Hun syntes altid, det vigtigste var at holde sammen uanset hvad. …Nogle dage efter kom Igor og bad om tilgivelse, men denne gang sagde jeg stop. Han kunne ikke huske noget af det, og nu var det slut. Jeg havde brændt alle broer – jeg ville hellere gå sulten i seng end miste livet til min egen mand. Vi solgte caféen billigt, skyndte os væk og fik et lille hus i nabobyen. De store piger fik job og blev senere gift. Tvillingerne gik stadig i skole. De havde stadig kontakt med deres far, og gennem dem hørte jeg, at Igor bad mig komme tilbage. De sagde: – Kom nu, mor, far har indset sin fejl og bedt om tilgivelse 100 gange! Tænk også på dig selv! Men jeg stod fast. Jeg ville have ro i livet. …To år gik. Nu begyndte jeg at savne Igor. Ensomhed gnavede. Alle ringene jeg havde fået af ham, måtte jeg pantsætte. Jeg kom til at tænke på alt det gode vi havde haft – han elskede pigerne, var omsorgsfuld, fortrød altid sine fejltagelser. Var vi ikke en god familie? Hvad kunne jeg ønske mig mere? Efterhånden så jeg næsten ikke mine store piger. Og snart ville også tvillingerne flyve fra reden. Pigerne – de vokser fra én, som gæs, der forlader gården. Til sidst bad jeg tvillingerne undersøge, hvordan Igor egentlig havde det. Var der mon kommet en “tante” ind i billedet? De fandt ud af, at han boede og arbejdede i en anden by, ikke havde drukket i flere år, og han var alene. Vi bor nu sammen igen – femte år. Jeg sagde jo, jeg er eventyrlysten…

MANDEN ER MERE VÆRD END BITRE BEKLAGELSER

Henrik, det var dråben! Nu er det slut, vi skal skilles! Du kan lade være med at smide dig på knæ, som du plejer det virker ikke denne gang! Jeg satte en fed streg under vores ægteskab.

Henrik troede naturligvis ikke på et ord. Han var sikker på, at det hele kørte efter samme gamle opskrift: Han ville falde på knæ, undskylde, købe endnu en ring så ville jeg tilgive ham. Sådan var det sket før. Men denne gang havde jeg virkelig tænkt mig at kappe båndene. Min hånd var pyntet med flere ringe end en guldsmeds vindue, men glæde det manglede. Henrik drak som en hest, og det blev kun værre.

Men det begyndte ellers så romantisk.

Min første mand, Preben, forsvandt sporløst. Det var i halvfemserne, og livet føltes farligt det meste af tiden. Preben var ikke ligefrem nem at omgås. Han havde altid næsen samme sted som problemerne store øjne, men ingen vinger. Hvis noget gik ham imod, dansede han rundt som en forvokset havkat. Jeg er faktisk overbevist om, at Preben røg i svinget under nogle lyssky forretninger. Ingen hørte fra ham igen. Tilbage stod jeg med to døtre. Lise på fem og Rikke på to. Der gik vel fem år efter hans forsvinden

Jeg tænkte, jeg skulle blive skør. Jeg elskede jo Preben, selv om han kunne eksplodere over det mindste. Vi var som ærtehalm. Men nu sagde jeg til mig selv: “Det var så livet, nu skal pigerne bare vokse op.” Jeg satte mit eget navn på kirkegården. Men…

Det var alt andet end let i de år. Jeg arbejdede på en maskinfabrik og fik løn i form af ja, forældede strygejern! Dem skulle jeg sælge på loppemarkedet for at få råd til rugbrød og leverpostej. Det brugte jeg weekenderne på.

En isnende vinterdag, hvor jeg stod med blå tæer og priste strygejern midt på Nørrebro-loppemarked, kom en mand hen til mig. Han så næsten ud til at få ondt af mig.

Fryser du, frøken? spurgte han forsigtigt.

Hvordan kunne du gætte det? Jeg prøvede at joke, selvom jeg klaprede tænder. Men han udstrålede en slags varme, jeg ikke havde mærket længe.

Ja, det var vist lidt åndsvagt sagt. Skal vi ikke finde et sted med kaffe? Jeg kan bære dine strygejern.

God idé. Ellers dør jeg af kulde lige på stedet, sagde jeg med megen besvær.

Vi endte slet ikke på café. Jeg trak ham bare med hen mod mit hjem, bad ham passe tasken og de skøre strygejern, mens jeg hentede børnene i børnehave. Mine ben var forfrosne, men mit hjerte blev varmere for hvert skridt. Da jeg kom tilbage med pigerne, stod han Henrik hed han stadig ventende og røg, trampende for ikke at fryse helt til.

Jeg inviterer ham på te og så må vi se hvad der sker, tænkte jeg.

Henrik slæbte gladeligt tasken op på sjette sal. Naturligvis var elevatoren ude af drift. Da jeg kæmpede mig op til tredje sal med døtrene, kom Henrik allerede ned ad trappen.

Stop lige, min redningsmand! Du slipper ikke uden en kop varm te! Jeg greb fat i hans jakkeærme med min iskolde hånd.

Jamen, hvis jeg nu er i vejen? Henrik kiggede bekymret på pigerne.

På ingen måde! Tag bare pigerne i hånden, jeg skynder mig op og sætter vand over, tilbød jeg uden betænkeligheder.

Jeg ville ikke miste denne mand. Han føltes allerede som en jeg kendte. Over teen tilbød Henrik mig et job som sin assistent med en løn, der fik fabrikkens strygejern til at ligne børnepenge.

Naturligvis nikkede jeg samtykkende, selvom jeg mest havde lyst til at kysse hans hånd for det tilbud…

Henrik havde været gift før. Skilsmissen med hans første kone var knap afsluttet, og han havde en søn.

Så begyndte det

Snart blev vi gift. Henrik adopterede mine piger, og livet var næsten en dans på roser. Vi købte en stor fireværelses lejlighed, fyldte den med alt for dyre møbler, investerede i et lille sommerhus på Fyn, og tog på charterferie hvert eneste år. Det var lutter lagkage

Syv særdeles lykkelige år gik. Men efterhånden som Henrik fik styr på det hele, trådte han oftere og oftere et smut ind på værtshuset. Først tænkte jeg, at han måtte slappe lidt af efter arbejdet det er jo sådan noget mænd gør. Men så begyndte han at tage den for langt. Mine formaninger hjalp ikke.

Jeg vedgår gerne jeg er nok noget af en eventyrer. I et snedigt håb om, at Henrik skulle have mindre tid til fadbamserne, besluttede jeg mig for … at få et barn mere. Jeg var trods alt allerede niogtredive. Veninderne grinte bare:

Kom så, Birgitte. Måske får vi også lyst til at være unge mødre igen, når vi rammer de fyrre, sagde de.

Men jeg messede altid:

Får du ikke barnet, kan det være, du bider dig selv hårdt i albuen bagefter. Bliver barnet født, uanset planlægning så fortryder du det aldrig.

Henrik og jeg fik tvillinger to piger igen! Nu opfostrede vi pludselig fire døtre. Henrik stoppede dog ikke med at drikke, jeg stod det ud og fik den her tossede idé om at flytte på landet, med husdyr og grøntsager, så ungerne fik frisk luft og Henrik var beskæftiget, væk fra bajerne.

Vi solgte lejligheden og sommerhuset og købte et lille bindingsværkshus i en landsby tæt på Ringsted. Åbnede en fornem café med høje priser og hjemmebag. Henrik blev passioneret jæger, anskaffede jagtgevær og alt muligt fancy udstyr. Der var heldigvis fasaner nok i skoven.

Det gik egentlig udmærket, indtil Henrik endnu en gang drak hjernen ud. Jeg aner ikke hvad han havde drukket, men han gik grassat; smadrede porcelæn, møbler og os næsten med. Han greb geværet og skød op i loftet!

Vi styrtede over til naboen, børnene og jeg, mens katten selvfølgelig stak af. Det var et mareridt.

Næste dag var der ro igen. Vi sneg os tilbage til huset med bankende hjerter. Det lignede en scene fra en krigsfilm. Alt var smadret. Der var ikke en stol at sidde på, ikke en tallerken til mad, ikke en seng til at sove i. Henrik lå stiv som et bræt på gulvet.

Jeg samlede resterne af vores liv, tog børnene i hånden og gik over til min mor, der havde hus i samme landsby.

Åh, Birgitte, hvad skal jeg dog gøre med hele dit pigekor? Gå hjem til din mand der skal såmænd ikke meget til i et ægteskab! Det skal nok gå det hele, sagde mor, trøstende. Hendes motto var: Hellere mand og tandpine end ingen mand overhovedet.

Et par dage senere dukkede Henrik op. Der satte jeg en endegyldig streg. Henrik anede intet om sit flip han kaldte det mine skrøner. Men for mig var det ligegyldigt. Jeg cuttede alt. Ingen bro tilbage at gå over.

Fremtiden var tåget. Men jeg besluttede, at det var bedre at sulte end at dø for Henriks brandert. Caféen blev solgt for en slik for jeg ville væk i en fart med børnene. Vi slog os ned i nabobyen i et gammelt dukkehus.

Mine to ældste piger fik arbejde, og senere heldigvis blev de gift. Tvillingerne gik i femte klasse. Alle pigerne holdt kontakt med far Henrik, og jeg blev derfor styret om, at Henrik bønfaldt mig via døtrene om at komme tilbage. Også døtrene blev ved: Mor, nu må du tage dig lidt sammen. Far har virkelig fortrudt. Han har sagt undskyld tusind gange! Og du er altså ikke 25 mere Men jeg holdt stædigt fast. Nu ville jeg leve roligt uden dramatik.

Så gik der to år.

Jeg begyndte at savne ham. Ensomheden sneg sig ned ad nakken. Måtte pantsætte alle ringene for at få råd til smør. Kunne ikke købe dem tilbage igen. Ærgerligt. Tankerne kørte vi havde kærlighed i vores hjem. Henrik holdt af alle døtrene, havde empati med mig, kunne altid undskylde. Vi lignede faktisk en kernefamilie. Hvad skulle man ønske mere?

Og nu ringede de store piger kun, og dukkede aldrig op. Forståeligt ungdommen kalder. Snart vil tvillingerne flyve fra reden, og så sidder jeg her alene som uret på rådhuset. Døtre er som grågæs: Når de får fjer, så letter de.

Så jeg pressede tvillingerne til at spørge lidt ind til, hvordan deres far egentlig gik og havde det havde han mon fået en ny dame? Pigerne fandt ud af, at Henrik levede knastørt ingen druk, ingen dame. Han arbejdede i Odense og havde givet sit nøjagtige telefonnummer og adresse for en sikkerheds skyld.

Resultatet blev, at vi nu har holdt sammen i fem år.

Jeg sagde jo, jeg er eventyrlystenNogle ville måske kalde det dumdristigt. Andre ville bare sige, at livet sommetider kræver, at man bukker sig efter vinden også selvom man mister nogle ringe eller får et knust hjerte på vejen. Jeg fik aldrig ringene tilbage, men jeg fik noget andet: fred, latter over morgenkaffen, og et venskab, der kunne bære selv de grimme minder.

Henrik og jeg bor nu i et lille træhus, et sted hvor postbuddet altid bander, og hvor skovduerne kurrede under tagrenden, selv på dage hvor alting virkede gråt. Han henter stadig kaffe nu uden at snuble over flasker. Jeg serverer stenhårde hjemmebagte boller, som han spiser med samme glæde som i begyndelsen. Engang imellem kigger en datter eller to forbi og driller os med vores fortid.

Vi har ikke brug for store ord. Kun et nik og et smil, når vi ser på hinanden over rynkede hænder. Og tænk jeg sætter pris på netop dét: Ingen skandaler, ingen løfter om evig lykke. Bare to mennesker, der ved, de hver især er mere værd end bitre beklagelser.

Og når mørket falder på, og verden føles tavs, tænker jeg: Måske var det hele besværet værd, alligevel.