Jeg må bare fortælle dig, hvad der skete i går du griner, men jeg blev helt paf!
Mor, du skal altså virkelig til at finde en ny mand. Det haster. Rigtig meget!
Jeg sad helt fredeligt med min kaffe ved spisebordet du ved sådan en stille søndag formiddag og Filippa, min datter, vælter bare ind med det der udbrud. Jeg fik nærmest kaffen galt i halsen, og lidt røg ud på den fine dug. Jeg satte koppen fra mig og skævede til hende.
Hvad mener du med det? Er der noget, jeg ikke har forstået?
Filippa kiggede genert ned på gulvtæppet og begyndte at dreje rundt på hælen. Jeg kunne godt mærke, hun havde noget på hjerte, men hun var tydeligvis sikker på, det var nødvendigt.
Altså, du ved… I dag sagde jeg til far, at du har fået en kæreste, sagde hun så og sukkede tungt. Han maser hele tiden på! Han spørger altid Har mor fundet én? og når jeg siger nej, så begynder han straks på, hvor meget du har forspildt, fordi du gik fra ham. At du ikke aner, hvad du har mistet, for som han siger: én som ham finder du aldrig igen.
Hun kiggede op på mig, og jeg kunne se både irritation, forvirring og et glimt af vrede i øjnene.
Og så siger han hele tiden, at du snart fortryder og kommer krybende tilbage, for ingen er bedre end ham. Så… jeg blev altså harm til sidst og sagde, at du havde mødt én.
Jeg kørte hånden gennem håret, og straks fik jeg den gamle tone frem for mit indre øre Morten, min eksmand, og hans evige monolog om, hvor ret han har.
Jeg kan levende forestille mig, hvad han har sagt for ham er alt en undskyldning for at tale om, hvor fantastisk han selv er. Jeg tror også, Mortens invitationer i weekenden kun handler om, at han kan polere sit ego og få sladder med hjem, ikke for din skyld.
Filippa sukkede og smed sig i sofaen, benene trukket op under sig. Hun aede hovedløst pudebetrækket.
Præcis sådan føles det også, sagde hun og sendte blikket ud i stuen. Først sidder jeg halvanden time og får historien om, hvor vidunderlig han er, og resten af tiden sidder jeg bare der han spørger ikke engang til, hvordan det går i skolen. Han ved ikke, at jeg vandt andenpræmien i matematik-olympiaden han snakker bare videre om sig selv.
Filippa fortalte det, som om det var hverdag skole, hjem, madpakke, og hendes fars endeløse monologer. Hun var blevet helt immun over for det.
Hun lå og kiggede op i loftet, mens hun tydeligvis tænkte mere på deres seneste snak. Fars uendelige historier begyndte, som altid, med noget han havde ordnet på jobbet en forhandling, hvor han selvfølgelig havde vundet, og derefter om, hvordan han bliver undervurderet, og hvor alene han står i verden. Da hun prøvede at nævne noget om skolen, kørte han bare videre sin egen bane: Godt gået, men i min alder havde jeg… og så var hun hægtet af igen.
Filippa trak bare på skuldrene hun havde vænnet sig til, at moren og hun altid var statister i hans liv. Uanset hvad de sagde, endte alting alligevel tilbage ved ham og hans problemer. Jeg begriber ikke, hvordan jeg holdt til femten år med sådan en mand. Jeg holdt vel kun ud for Filippa. I mange år troede hun sikkert, at han ville ændre sig og begynde at se hende og mig. Men der skete jo aldrig noget. Først efter skilsmissen gik det op for hende, hvor meget lettere livet blev uden ham. Ingen, der stjæler al opmærksomhed ingen, der håner det, andre oplever og føler.
Men hvorfor skal jeg så pludselig til at finde en kæreste? spurgte jeg med lidt skarpere stemme, end jeg ville men børn får jo én ud af fatning. Skader vel ikke at sige det til ham?
Da jeg fortalte det, blev han helt forvandlet! Først blev han bleg, så rød i hovedet og begyndte at råbe, så selv fru Holm nede fra stueetagen kunne høre det. Jeg blev faktisk lidt bange.
Hun holdt en lille pause og så ud, som om hun genoplevede det hele. Han ville have navnet på manden og at jeg skulle beskrive ham i detaljer, men jeg sagde bare, at det ikke var noget, jeg måtte sige. Bliv ikke overrasket, hvis han ringer og skælder ud en af dagene.
Jeg satte mig ved siden af hende i sofaen. Indvendigt var jeg lettere rasende klassisk Morten, at lave et kæmpecirkus ud af ingenting.
Hvorfor fandt du på det? Nu skal jeg høre på hans dramaer igen. Har næsten lyst til at smide mobilen i havnen, sagde jeg og trak hende ind til mig.
Hun trak sig væk, satte sig op, og kiggede mig alvorligt i øjnene. Fordi du er skøn, mor! sagde hun med en overbevisning, der nærmest slog benene væk under mig. Du er flot, klog, har veninder, og mænd er interesserede tror du ikke, jeg lægger mærke til det? Far taler kun grimt om dig, og jeg er ved at være mere end træt af det!
Jeg nussede hende i håret og så kærligt på hende både rørt og lidt forvirret. Det har jeg forstået, skat. Jeg var bare bange for, om du helst ville have, jeg lod være det er kun et halvt år siden, din far og jeg gik fra hinanden…
Det lå mig faktisk på sinde jeg var bange for, hun skulle opleve det som et svigt eller en nem erstatning for hendes far.
Pjat! udbrød Filippa straks, og jeg kunne ikke lade være med at smile af alvoren i hendes stemme. Du skal bare være glad!
Hun satte sig med korslagte arme og smilede til mig. Hun lignede pludselig en voksen, skarp pige, og min bekymring begyndte langsomt at smelte væk.
Du er en god pige, sagde jeg stille og trak hende ind til mig igen. Tak, fordi du tænker på mor.
Vi sad sammen, mens roen faldt over stuen igen vores lille familie, som på trods af alt bare var blevet stærkere.
******************************
Næste formiddag sad jeg på arbejde og prøvede at koncentrere mig om et regnskab, men hovedet var som indpakket i bomuld, og migrænen stod og bankede i tindingerne. Jeg sad og nussede mig over øjnene, og til sidst bad jeg en kollega hente nogle Panodil på apoteket lige om hjørnet. Ned med to piller og et glas vand men der var intet at gøre, hjernen ville bare ikke makke ret.
Så kom vagtmesteren ind og stak hovedet ind: Anna Kristensen, der er besøg til dig din eksmand, han insisterer på at tale med dig. Vil du selv tage imod, eller skal vi bede ham gå?
Jeg følte en blanding af irritation og udmattelse, men trak vejret dybt. Jeg kommer ned om lidt, tak.
Indvendigt bandede jeg. Skulle han nu virkelig komme her og opføre sig som et barn midt i min arbejdsplads?
Ude på gangen var der travlt, og jeg skyndte mig, så hurtigt hovedpinen tillod det, ned i receptionen. Der stod Morten oprevet, farende rundt og talte skævt til receptionsdamerne, som var tæt på at prikke til ham med kosteskaftet.
Hvad vil du? spurgte jeg helt køligt. Skal du lave drama, for det gider jeg altså ikke, og politiet er ikke langt væk. Skal jeg ringe?
Han vendte sig om på hælen helt rød i fjæset, øjnene lynede. Han sprang nærmest hen til mig og pegede anklagende, som om han havde afsløret mig i kriminalitet.
Dig! Udbrød han. Dig! Filippa har fortalt det hele! Bare et halvt år og nu har du allerede fundet én ny?
Det var halvt sorg, halvt jalousi, og det var tydeligt, at han havde troet, Filippa lavede sjov, indtil han så mit roligt ansigt.
Jeg lagde armene over kors og løftede brynene: Hvad bilder du dig ind? Skal jeg blive tro mod dig for evigt? Selv efter skilsmissen? Du glemte vist dig selv, især eftersom du ikke selv kunne holde dig til én i vores ægteskab.
Han gloede et øjeblik, helt forvirret over, at jeg ikke slog ud i gråd, men nogle ting havde jeg lært. Folk gik forbi i receptionen, nogen kiggede nysgerrigt, men jeg blankt ignorerede ham.
Jeg tillader ikke, at min datter skal bo sammen med en, jeg ikke kender! han råbte så det rungede i glasdørene, Jeg tager Filippa du ser hende aldrig igen!
Jeg gad ikke tage noget som helst alvorligt mere og svarede tørt: Kan du gennemføre det, skal du bare se at gå i retten så kan vi se, hvor meget de griner.
Pludselig lød en fremmed stemme bag os: Hvad foregår der her?
Ved døren stod Henrik Møller vores direktør i sit mørkeblå jakkesæt og skarpt opsatte attitude. Receptionisterne rettede sig straks.
Hold dig udenfor! hvæsede Morten, gnistrende af irritation.
Henrik gik roligt hen mod os, smilede skævt og sagde: Når du råber i receptionen, er det ikke længere privat. Du laver ballade; det er vores arbejdsplads, ikke din skueplads.
Han stoppede ved mig og lagde demonstrativt armen, let men tydeligt, om min talje. Ikke på nogen plat måde bare som om han ville gøre klart, hvor han stod.
Hvem jeg er? Jeg er den, der gør Anna glad, og sådan en omgang tåler jeg ikke mod min kvinde. Fortsætter du, skal du nok præsenteres for politiet. Og prøver du at gøre jeres datter til gidsel, så lover jeg dig så får du mere ballade, end du kan klare.
Morten blev først helt bleg, så rød. Han så fra Henrik til mig det var tydeligt, at han ikke længere havde kontrollen over situationen. Han stod næsten og slog knuder på sig selv af arrigskab, men til sidst mumlede han et eller andet uforståeligt og vendte på hælen.
Glem alt om børnepenge! råbte han over skulderen.
Dem kan jeg leve uden, svarede jeg med et lille grin, og lettelsen var ikke til at tage fejl af. Så slipper Filippa heldigvis også for flere weekendture med dig!
Da døren smækkede bag ham, blev jeg opmærksom på, at Henriks hånd stadig lå på min talje. Jeg rødmede sikkert som en teenager, trak mig lidt væk og smilede forlegent:
Tusind tak, Henrik. Du aner ikke, hvor meget det hjalp.
Han smilede sådan roligt og varmt på en måde, jeg ikke har oplevet længe.
Vi kan snakke om det over frokost, ikke? sagde han og rakte hånden ud.
Vi gik ned til Café Victor lige rundt om hjørnet, han bestilte smørrebrød, og mens vi sad der, fortalte han mig ligeud, at han havde været lun på mig næsten fra dag ét, men han havde holdt sig tilbage, fordi han ville give mig tid efter skilsmissen.
Jeg kunne bare ikke lade ham opføre sig sådan over for dig, sagde Henrik. Jeg måtte træde ind, jeg ville have fortrudt det, hvis jeg ikke gjorde noget.
Og pludselig gik det op for mig, at de blikke fra direktørgangen ikke betød, han tænkte på budgetter de betød, han virkelig så mig. Jeg kan godt lide ham, men jeg havde aldrig turdet tro, der kunne komme noget ud af det pga. jobbet. Men altså der var trygt og uformelt at sidde dér over ål og en kop sort kaffe, mens han smilede.
*********************
Tre måneder senere blev Henrik og jeg gift på Frederiksberg Rådhus. Sikke en fest! Henrik insisterede på, at jeg skulle have præcis den dag, jeg drømte om han var så betænksom, at jeg blev helt rørt. Filippa hjalp med kjolen, sørgede for glassene og grinede, da vi dansede brudevals. Da vi havde sat ringene på, kastede hun sig om halsen på os begge og sagde: Jeg er bare så glad for dig, mor. I fortjener virkelig det her.
Hun sagde dog hurtigt, at hun altså ikke var klar til at kalde Henrik for far.
Jeg kan lide dig, Henrik, sagde hun. Og mor fortjener en ordentlig mand, men min far… ja, han er stadig min far.
Henrik smilede bare, krammede hende, og sagde: Du bestemmer, Filippa bare vi alle har det godt.
Vi sendte også en bryllupsinvitation til Morten nærmest mest for at han skulle vide, livet gik videre. Bare en kort, nøgtern invitation. Han kom selvfølgelig ikke han kunne knap nok klare tanken og brokkede sig i stedet til alle, der gad lægge øre til det.
Første dag efter invitationen begyndte han at ringe til gamle venner fra uni: Kan du fatte det? Hun inviterer mig til sit bryllup!
Nogle lyttede tålmodigt, andre sagde bare: Tja, livet går videre. Hvad havde du ventet?
Da han ikke fik medhold, skiftede han retorik. Det er alt for hurtigt, hun kan ikke have fundet kærlighed på så kort tid! Hun prøver bare at glemme mig!
Eller: Hun gav mig ikke engang en chance! Hvis vi nu bare havde snakket sammen, så
Han blev aldrig færdig med at brokke sig, men efterhånden var der ikke flere, der gad høre på det. Selv takken for alt det, han mente at have gjort, blev ignoreret: Men, Morten, hvorfor skulle hun sige tak? I var bare gift, det er da ikke sådan det fungerer.
Til sidst gad han ikke ringe mere. Han sad blot hjemme i sin lejlighed og gloede på Filippas forældede billedbøger og et par gamle strømper, jeg engang havde glemt, og opdagede, at verden altså gik videre, bare ikke for ham.
Imens blev vores lille hjem fyldt med ro, latter og halve diskussioner om, hvem der bestemte, hvad vi skulle se på Netflix om aftenen. Helt hverdag, helt vidunderligt.
