Manden skulle findes hurtigst muligt
Mor, du er simpelthen nødt til at finde en ny mand! Og det skal ske virkelig hurtigt!
Lærke var lige ved at tabe sin kop kaffe, så lidt kaffe sev ud på dugen. Hun satte koppen ned, rømmede sig og så stift på sin datter.
Forklar mig lige, hvad der er på færde, bad hun i roligt toneleje. Hvorfor den hast?
Pigen trådte fra fod til fod, holdt blikket mod gulvtæppets mønster. Det var tydeligt, at hun var forlegen, men også beslutsom.
Altså I dag sagde jeg til far, at du havde fundet en mand hun sukkede dybt. Han krydsforhørte mig! Han spørger altid, om du nu har en ny kæreste, og hver gang jeg sagde nej, begyndte han på en lang smøre om, hvor stor en fejl du gjorde ved at gå fra ham. At hvis du virkelig forstod livet, havde du aldrig forladt så fantastisk en mand!
Hun så op på sin mor med et blik, hvor både frustration og forvirring blinkede og en god portion vrede mod faren.
Og så siger han hele tiden, at du snart vil indse din fejl og komme krybende tilbage. At du aldrig finder nogen bedre. Så til sidst kunne jeg ikke lade være; jeg sagde bare, at du havde mødt én.
Lærke kørte en hånd gennem håret. Hun huskede straks sin eksmands karakteristiske stemmeføring den der selvsikre tone, som altid gjorde det til enetale, hvor kun hans sandhed eksisterede.
Jeg kan tydeligt forestille mig, hvor farverigt han pryder sine fortællinger, sagde hun tørt. Han har aldrig kunne forlige sig med, at jeg gik fra ham, den perfekte mand. Nogle gange tror jeg faktisk, at Henrik kun beder dig komme over i weekenderne for at have nogen at holde taler for. Dit selskab er ikke det vigtige det er sladderen, han kan høste til sin selvglæde.
Lise sukkede dybt og satte sig tungt i sofaen, benene trukket op under sig. Hun kørte tankefuldt hånden over den bløde betræk og forsøgte at samle tankerne.
Jeg tror også, du har ret, sagde hun og lod blikket glide væk. I halvanden time fortæller han, hvor fortrinlig han er. Resten af tiden interesserer han sig ikke: spørger aldrig til mig, eller til hvordan det går i skolen, og om jeg mangler noget…
Pigen talte om det, som om hun gennemgik sin morgenrutine: op, morgenmad, skole, lektier. For Lise var det blevet hverdagskost så meget, at det ikke engang vakte følelser hos hende mere.
Hun lænede sig tilbage og stirrede op i loftet, mens hun tænkte på den sidste samtale med faderen. Alt begyndte som altid med, at han pralede af sit seneste kup denne gang beskrev han, hvordan han overlegent havde forhandlet med forretningspartnere. Så gik han over til fremtidsplaner, arbejdsproblemer og hvor uforstået han var. Halvanden times monolog Lise havde mentalt målt tiden til senere brug i samtalen med sin mor.
Da hun forsøgte at fortælle om sin matematikolympiade, nikkede han distræt og skiftede straks spor: Det er fint, men du ved I min alder havde jeg jo allerede så fortsatte han igen med historier om sine præstationer.
Lise trak på skuldrene; hende gik det slet ikke nær mere. Så længe hun huskede, havde faren kun været optaget af sig selv. Resten af familien fandtes på kanten af hans verdens centrum vigtige, men aldrig så vigtige som ham.
Alle samtaler endte med at handle om ham. Hvis mor brokkede sig over træthed, overtog han straks og talte om, hvor hårdt han havde det på jobbet. Hvis Lise delte bekymringer om venner, drejede han straks emnet over på, hvor fantastisk hans ungdom var selvfølgelig bedre end hendes. Andres bekymringer bemærkede han knapt.
Hun kunne ikke fatte, hvordan moren havde holdt ham ud i femten år. Han var så indadvendt i sin egen storhed! Måske holdt hun ud for Lises skyld så datteren ikke skulle leve uden far. Som lille troede Lise virkelig på, at faren ville ændre sig og begynde at interessere sig for dem begge Men årene gik og intet ændrede sig. Først efter skilsmissen opdagede hun, hvor fredeligt livet kunne være! Ingen, der sugede al opmærksomhed til sig selv.
Og hvorfor skal jeg så skynde mig at finde en mand? spurgte Lærke skarpere, end hun ellers mente. Du sagde jo bare noget, så hvad gør det?
Du forstår ikke Da far hørte det, blev han helt bleg! udbrød Lise og klemte en sofapude ind til sig. Først blev han hvid, så rød, og så råbte han så højt, at naboen kom rendende! Jeg blev faktisk lidt bange.
Hun holdt inde kom i tanke om faderens vrede stemme, knyttede næver, flakkende blik, som om han kunne eksplodere når som helst.
Han forlangte navn og alle detaljer om din mand, fortsatte Lise og nussede puden. Jeg nægtede at sige noget, og sagde, at du havde bedt mig tie stille Jeg tror snart, han ringer og sviner dig til.
Lærke drejede sig roligt mod vinduet og kiggede alvorligt på sin datter. Hun vidste, hvilket følelseskaos Henriks hysteri kunne frembringe. Godt gået, unge damen, tænkte hun ironisk
Lærke satte sig ved siden af Lise og lagde armene om hende. Der var ikke noget at gøre nu. Ordene var sagt og de kunne ikke tages tilbage…
Hvorfor gjorde du det, spurgte hun blidt, mens hun vuggede Lise lidt. Vi havde det jo godt! Nu skal vi vænne os til hans sene aftentelefoner igen man får lyst til at slukke mobilen.
Lise gled ud af favnen og så alvorligt på sin mor.
Fordi du er fantastisk! sagde hun bestemt. Du er smuk, klog, har venner, og mænd kan også lide dig! Tror du, jeg ikke ser det? Og far taler så grimt om dig! Jeg er træt af det!
Lærke strøg hende over håret med en kærlig, næsten forlegent blik.
Jeg forstår, skat sandt at sige troede jeg ikke, du var klar til at jeg fik en kæreste. Det er kun et halvt år siden, jeg forlod din far.
Det kostede hende lidt at sige det hun frygtede, datteren skulle se det som et forræderi eller en erstatning for sin far. Lærke så søgende ind i Lises ansigt for at finde tegn på utilfredshed.
Vrøvl! snerrede Lise, så Lærke ikke kunne lade være at smile. Det vigtigste er, at du er glad!
Hun lagde armene over kors og smilede mod sin mor. Pludselig virkede hun både ældre og mere voksen, end Lærke var vant til.
Roligt spredte en varme sig i hjertet hos Lærke, og ængstelsen forsvandt lidt. Måske tænkte hun for meget på fortiden og frygtede fremtiden?
Du er en klog pige, hviskede Lærke og trak hende ind til sig. Tak, fordi du passer så godt på din mor.
Lise krøllede sig ind til hende. I det øjeblik føltes det, som om det kun styrkede deres lille familie
***************************
Lærke sad ved skrivebordet og forsøgte at koncentrere sig om regnskabet, men alt gled ud. Hovedpinen dunkede bag tindingerne først en svag prikken om morgenen, men nu var det blevet uudholdeligt. Hun gned pande og tindinger; tøvende bad hun en kollega hente smertestillende fra apoteket to minutter væk. Hun skyllede pillen ned med vand fra karaflen, rettede sig op og forsøgte igen. Forgæves. Hvert tastetryk, konditionens summen, kollegaernes latter føltes som et lyn gennem hendes hoved.
Det bankede på døren. Vagten kiggede ind, en smule på vagt:
Lærke Petersen, der er besøg til dig din eksmand, Henrik, vil tale med dig. Går du ned, eller skal vi bede ham gå?
Hun standsede brat. Irritationen skyllede sammen med trætheden heldigvis holdt hun masken.
Jeg går ned nu, undskyld ulejligheden, sagde hun og rejste sig.
Hun bandede indvendigt. Tidspunktet kunne ikke have været værre. Hovedet sprængtes og nu også Henrik hvorfor ringede han ikke, hvorfor troppe op på kontoret? Ville han virkelig lave et nummer?
Hun gik sagte ned gennem kontoret, hen over tæppet hvor kollegaerne grinte og sludrede som hver dag. Hun følte skuldrene snøre sig sammen af spænding.
I forhallen så hun straks Henrik. Han gik rastløst frem og tilbage, svingede med armene, råbte indimellem til vagtpersonalet og vakte klart irritation.
Hvad vil du? spurgte Lærke uden omsvøb og forsøgte at lade være med at lyde for irriteret. Hvorfor skal du lave teater her? Skal jeg ringe til politiet?
Henrik vendte sig brat. Ansigtet var rødt, øjnene brændte af arrigskab eller ophidselse.
Du! vrissede han. Lise har fortalt mig det hele! Kun et halvt år efter skilsmissen og du har allerede fundet dig en anden?
En sær blanding af vrede, forsmåelse og jalousi stod ud af ham. Det var tydeligt, at han havde håbet, datteren blot havde joket. Nu så han Lærkes rolige ansigt og indså det var alvor.
Lærke hævede roligt øjenbrynene; hun virkede afslappet, men blikket var køligt.
Mente du, jeg skulle være tro mod dig for evigt selv efter vi blev skilt? Det kræver du for meget, især med tanke på, at det ikke just var troskab, du dyrkede i vores ægteskab.
Henrik tav et øjeblik, armene sank, han virkede usikker.
Folket omkring dem gik videre: ansatte, gæster, bud… Nogle kiggede, andre lod som ingenting. Men for Lærke og Henrik føltes det som om verdens opmærksomhed hvilede på netop dem spækket med gamle nag og uforløste konflikter.
Du du er bare begyndte han, men Lærke stoppede ham.
Skal vi ikke lade være med scenen, Henrik, forsøgte hun mildere, men bestemt. Vi kan tale sammen roligt, men ikke her.
Scene? Jeg skal vise dig en scene!
Henrik hævede stemmen, rød i hovedet, halsmusklerne spændte, næverne knyttedes i frustration.
Jeg vil ikke have, at min datter bor sammen med en fremmed mand! råbte han, ikke opmærksom på alles blikke. Jeg tager Lise fra dig! Du skal aldrig se hende igen!
Han lød skinger, men Lærke hævede blot et øjenbryn og smilede svagt. Som om hun morede sig over truslen. Enhver dansk dommer ville give hende ret.
Er du færdig? Du burde optræde i Cirkus, sagde hun køligt.
Hvad sker der her?
Henrik stivnede. I døren stod en mand i mørkeblåt jakkesæt, rank og venlig, blikket fast og venligt. Vagterne rettede sig straks det var tydeligvis firmaets direktør, Rasmus Paludan.
Hold dig udenfor! Henrik snerrede. Det her rager ikke dig.
Men Rasmus gik stille frem, stillede sig lidt til side, så han havde dem begge i øjenkrogen, og smilede lidt afvæbnende.
Private sager tager man privat men her på kontoret er dit drama blevet alles problem, bemærkede han.
Lærke fulgte tavst optrinet. Da direktøren blandede sig, brød det Henriks rytme.
Henrik vendte sig mod ham.
Hvem er du, der kan tillade dig at blande dig?
Rasmus tog et par skridt mod Lærke, lagde med et selvsikkert smil armen om hendes liv. Tydeligt for enhver.
Hvem jeg er? sagde han roligt. Jeg er den mand, der gør Lærke lykkelig. Hvis du tror, du kan skælde min kæreste ud, tror du forkert. Hvis du involverer Lise i dit drama, lover jeg dig, det bliver din værste fejltagelse. Forstår du?
Henrik stivnede, hans røde ansigt blev blegt. Hans blik gled fra Rasmus til Lærke, famlende efter kontrol over situationen. I flere minutter stod han tavs; til sidst mumlede han noget uforståeligt og vendte sig brat om. Hans selvsikre skridt var erstattet af en kantet, vred bæven. På vej ud af døren kastede han over skulderen:
Du får ingen børnepenge!
Dem har jeg ikke brug for, sagde Lærke let og nærmest drillende. Nu slipper Lise for flere weekender hos sin far!
Pludselig mærkede hun Rasmus rolige hånd mod sin talje, og hun rødmede og gled roligt lidt tilbage. Med et undskyldende, næsten ungdommeligt smil vendte hun sig mod ham:
Tusind tak, Rasmus. Det var en stor hjælp!
Han smilede varmt.
Skal vi tale videre over frokost? spurgte han og rakte hånden ud.
Et kort øjeblik vaklede hun ville det virke for hurtigt? Men tankerne forsvandt igen. Rasmus var venlig, respekterede hendes grænser, og hun havde faktisk lyst til at være sammen med ham.
Ganske gerne, sagde hun og lagde sin hånd i hans.
Berøringen var varm og tryg, og som de gik ud sammen, bemærkede Lærke, at trykket i skuldrene lettede.
Senere, i den lille restaurant nede ad gaden, fyldte duftene af frisk brød og den sagte jazzstemning rummet. Stemningen lettede, og de talte frit sammen. Rasmus fortalte åbent, uden pral, hvordan hans følelser for hende stille var vokset:
Lærke, du har altid set så klog og stærk ud Jeg ville ikke presse dig, mens alt var nyt. Men i dag kunne jeg ikke bare lade stå til.
Lærke smilte blidt. Før havde hun anet direktørens blikke, men aldrig forstået dem. Nu var hun bare varm om hjertet.
*******************
Tre måneder efter optrinnet i firmaet blev Lærke og Rasmus gift. Det var et festligt bryllup med alt, hvad Lærke kunne ønske sig.
Lise jublede for sin mor, hjalp hende med alt på bryllupsdagen, fra hårspænde til kjolens knapper. Da bryllupsringen gled på, krammede hun de to tæt og hviskede:
Jeg er så glad for jer!
Hun sagde dog straks, at Rasmus ikke skulle kaldes far endnu:
Jeg kan godt lide dig, Rasmus og jeg er glad mor ikke er alene. Men far han er stadig min far.
Rasmus nikkede forstående:
Det er helt i orden, Lise. Det vigtige er, vi har hinanden.
Henrik fik også bryllupsinvitation mest som en ironisk kommentar. Lærke vaklede, men besluttede, at han måtte vide, at hendes liv gik videre. Invitationen sendte hun med posten, uden følgebrev.
Naturligvis dukkede Henrik aldrig op til brylluppet. I stedet begyndte han at ringe til gamle venner og bekendte. Den første ringede han til allerede dagen efter, stemmen tvungent rolig men med en bitter undertone:
Ved du hvad? Hun inviterede mig til sit eget bryllup! Efter alt det, der er sket!
Den gamle ven spurgte høfligt, hvad der præcis var så frygteligt. Henrik gentog vredt:
Hvordan kunne hun ydmyge mig sådan!
Scenen gentog sig: Henrik ringede rundt, hver gang begyndte han med invitationen og sin fornærmelse. Han forventede en storm af støtte, at nogen ville tage hans parti. Men ingen lod sig rive med. Nogle sagde bare: Alle må leve deres eget liv. Andre trak på skuldrene. Jo mere han ringede rundt, desto mere følte han sig alene.
Så forsøgte han at overbevise sig selv og andre om, at Lærke gik alt for hurtigt frem:
Kun et halvt år! Det kan ikke være rigtig kærlighed. Hun vil bare ikke se det i øjnene!
Eller:
Hun gav mig aldrig en chance for at gøre det godt igen. Hvis bare vi havde talt sammen…
Han afsluttede aldrig selv, hvad han kunne have gjort.
Andre gange blev han bitter:
Jeg gjorde så meget for hende, og hun Sagde aldrig tak hun gik bare.
Helt ærligt hvad havde hun at takke for? spurgte en ven. Det var jo bare et liv sammen!
Henrik tav. Hans ord havde ingen effekt mere. Ingen så Lærke som letfærdig. Alle syntes, at hun havde ret til at leve videre og det irriterede ham.
Til sidst tav han. Derhjemme sad han tilbage, så på efterladte småting en glemt hårbøjle, et gammelt fotoalbum, et par kjoler og indså, at livet gik videre. Bare uden ham.
Og mens Henrik sad alene, fortsatte livet for Lærke, Rasmus og Lise fuld af små glæder: fælles aftensmad, gåture i Fælledparken, sjove diskussioner om, hvilken film der skulle vælges Roligt, fredeligt, og med et grin, der gav ekko i stuerne og det var dét, deres lille familie nu voksede stærkt af.
