Mand for weekenden
Frikadellen lå præcis midt på tallerkenen. Anders kiggede på den, mens maven forrådte ham med et knurrende lyd.
Birthe, må jeg tage et stykke rugbrød? Jeg er sulten.
Anders, aftensmaden er klar om tyve minutter. Hovedretten bliver kold, hvis du spiser nu.
Bare en lille bid, jeg lover.
Kan du virkelig ikke vente tyve minutter? Jeg har lagt hele planen. Kartoflerne er klar klokken sytten femten, kyllingen sytten tyve. Spiser du nu, så mister du appetitten til maden.
Anders sukkede sagte og satte sig ved spisebordet. Birthe stod ved køleskabet og organiserede varerne fra supermarkedet. Alt havde sin faste plads: mælken på anden hylde til højre, osten nederst, yoghurt efter holdbarhedsdato dem, der skulle spises først, lå forrest.
Må jeg så i det mindste tage lidt te?
Hæld bare op. En skefuld sukker, ikke mere.
Birthe, jeg er voksen.
Du er arvelig disponeret for sukkersyge. Din far havde det, din bedstefar havde det. Én skefuld.
Anders rakte ud efter kedlen, men Birthe var straks over ham, hældte teen op, målte nøje én skefuld sukker, satte koppen foran ham.
Her. Drik.
Han stirrede lidt på koppen, derefter på hendes ryg, vendt mod køleskabet igen. Så tog han koppen og tog en slurk. Den var lunken og næsten uden smag. Han sagde ingenting.
Udenfor sænkede tusmørket sig over København. Oktober var mørk, særligt i deres forstad, hvor etagebyggerierne lå side om side som sild i tønde, og mørket kom hurtigere. Gadelygterne skinnede stabilt, bilerne holdt på deres vante pladser. Alt var som det plejede at være.
De var henholdsvis syvoghalvtreds og femoghalvtreds. Sammen i tredive år. Lejligheden var ren som en operationsstue, stille som et bibliotek.
***
Lørdag startede altid præcis klokken otte, ikke fordi de ikke kunne sove længere, men fordi det var dér dagens program begyndte. Birthe skrev den på sin notesblok hver fredag aften, smukt skrevet, firkantet bogstaver:
08.00 Morgenmad
08.30 Gulvvask
10.00 SuperBrugsen på Amagerbrogade, og rengøringsmidler fra Matas
12.00 Frokost
13.00 Pause, en time
14.00 Besøg hos Moster Else
17.00 Hjemkomst
17.30 Aftensmad
18.30 TV eller bog
22.00 I seng
Anders kendte listen udenad, ikke fordi han læste den, men fordi den ikke havde ændret sig i femten år. Kun tidspunktet for familie-besøget eller navnet på supermarkedet kunne variere.
Han vaskede gulv i entreen, skubbede kluden frem og tilbage, mens tankerne flakkede mod fiskeri. Det var efterhånden længe siden. Otte år måske. Sidst med Knud fra arbejdet, ved Esrum Sø. De fangede tre små aborrer og en mindre brasen. De blev siddende ved vandet til det blev mørkt, kogte fiskesuppe over et lille bål. Knud fortalte røverhistorier, og grinene sendte ænderne på flugt.
Han kom sent hjem dengang. Birthe havde ventet.
Ved du hvad klokken er?
Ja, Birthe. Vi blev bare lidt hængende.
Bare lidt. Jeg har ringet til dig otte gange. Maden er i køleskabet, men du gider nok ikke have den nu?
Undskyld.
Ved du hvor bekymret jeg var?
Undskyld, Birthe.
Og han tog ikke på fisketur siden. Ikke fordi hun forbød det. Det gled bare ud; der var altid noget andet, noget der skulle ordnes. Han stoppede til sidst med at foreslå det. Det var nemmest sådan.
Anders, skyller du kluden ordentligt? Den må ikke være for tør, så kommer der striber.
Han skyllede, som hun sagde, selvom han ikke kunne se nogen forskel. Gulvene skinnede. Birthe var stolt af deres hjem. Man kan spise af gulvet hos mig, havde hun sagt til en veninde over telefonen. Anders havde hørt det gennem væggen og tænkt, at han aldrig ville spise af et gulv, uanset hvor rent det var.
Indkøb gik efter planen. Frokost efter planen. Moster Else bød på kartoffelboller lidt brændte underneden, men Birthe sagde høfligt, og så alle hørte det: Elsemor, din ovn varmer vist ikke helt jævnt. Anders spiste tre, og syntes de smagte bedst, fordi de netop var lidt for mørke.
De var hjemme klokken 17.20, ti minutter før planlagt. Birthe satte varerne væk, satte kaffe over, fandt æblekagen frem, hun havde bagt om morgenen, nøjagtigt skåret i seks stykker.
Anders satte sig ved bordet og mærkede pludselig en stille panik. Ikke over æblekagen, men over at han vidste, hvad morgendagen ville bringe, ugen efter, året efter alt var kortlagt.
Han drak op, spiste og satte sig i sofaen med fjernbetjeningen.
***
Støvsugeren gik i stykker onsdag aften. Den stoppede bare. Anders skilte den ad på køkkenbordet. Problemet var klart: filteret var stoppet, og børstehovedet havde en brækket del. Intet særligt kompliceret. Han havde været ingeniør på Hørsholm Instrumentfabrik i 22 år; sådan en støvsuger burde han kunne fikse på tyve minutter.
Birthe kom ud i køkkenet og så på ham.
Hvad laver du?
Reparerer. Filteret er helt stoppet, og børsteleddet er knækket.
Anders, ring til en tekniker. Lad nu være med selv at rode.
Birthe, jeg kan sagtens fikse det her. Det er simpelt.
Sidst du fiksede strygejernet blev det helt ødelagt, og da du lodde på det, blev det kun varmt i den ene side.
Det var noget andet. Nu ved jeg hvad det er.
Anders.
Birthe, jeg er ingeniør.
På fabrikken. Ikke som husholdningstekniker. Ødelægger du det, bliver det dobbelt så dyrt.
Noget inde i ham rykkede sig. Han så på støvsugeren, på sine hænder, på hendes ansigt, fuld af sikkerhed.
Jeg fikser den, Birthe.
Anders…
Jeg. Fikser. Den.
Hun så overrasket ud et øjeblik, blev irriteret, gik uden et ord.
Det tog ham en time. Støvsugeren virkede og bedre end før, fordi filteret blev grundigt renset. Anders samlede den, ryddede op, satte den til og lyttede tilfreds til dens rolige brummen.
Birthe gik forbi, kiggede blot, nikkede og sagde ingenting.
Han indså, han faktisk havde ønsket bare et enkelt: Godt gået.
***
Han fandt sedlen på opslagstavlen ved Metroen på Nørreport: Reparation af gammelt udstyr, musikapparater, staffelier m.m. Henvend dig på adressen Adresse og telefonnummer var angivet. Hans grammofon, en gammel B&O, havde stået ubrugt i tre år Birthe havde sagt den kunne smides ud, Anders sagde bare senere.
Apparatet var købt før de blev gift. Hans far havde hjulpet med pengene. Han hørte Kim Larsen og Sebastian på den, pladerne stod i række i vindueskarmen på kollegieværelset. Da han flyttede sammen med Birthe, blev pladerne pakket i kasse og sat i kælderen: De samler bare støv. Han satte nogle gange hånden på kassen, for at sikre de stadig var der.
Telefonen blev ikke taget. Anders tog hen på adressen et gammelt baghus på Østerbro, slidt, med tunge, gamle døre.
Han fandt lejligheden på tredje sal, ventede længe, så blev døren åbnet.
En kvinde nogenlunde på hans alder stod i døråbningen, iført et bredt hørforklæde dækket af blå og gul maling. Håret i en rodebunke, en grøn plet på kinden.
Goddag, du er kommet for reparationen?
Ja, jeg læste din annonce
Kom bare ind, jeg hedder Helle bare Helle. Pas på staffeliet i gangen.
Han trådte ind og blev stående et øjeblik.
Det var som at træde ind i et liv, han næsten havde glemt. Lærreder overalt. Nogle nøgne, andre halvfærdige, nogle overmalede ad flere omgange. Glas med pensler, tuber spredt på vindueskarmen. Katten, Egon, lå på sofaen og kiggede anerkendende på Anders.
Rummet duftede af maling, linolie, kaffe og liv.
Undskyld, her roder lidt, sagde Helle. Jeg har været i gang hele dagen.
Det gør ikke spor, sagde Anders ærligt forundret.
Så hvad har du brug for at få ordnet?
Min gamle B&O grammofon. Den vil ikke køre. Jeg har prøvet selv, men det må være motoren.
Jeg kender typen! Er det ikke bare stikket, der ilter? Har du prøvet det?
Jo, men det sidder dybere end det.
Helle nikkede:
Har du den med?
Nej, ville høre ad først. Telefonen var slukket.
Den ligger altid gemt væk et sted, nogle gange i fryseren! Kom med den, så kan vi kigge… Forresten, kan du hjælpe mig med noget? Så fikser jeg din grammofon til billige penge.
***
Staffeliet stod i stuen ved vinduet. Træet var løsnet, beslaget til lærredet kunne ikke holde.
Se her, sagde Helle og pegede, bolten er forsvundet. Jeg erstattede med en skrue, men det duer ikke.
Anders satte sig, undersøgte staffeliet, bad om en skruetrækker. Helle vendte tilbage med tre forskellige, usikker på hvilken. Han tog den rigtige, fjernede den slingrende skrue, bad om tape, lagde flere lag på og satte det hele sammen igen.
Det her er kun midlertidigt. Du skal bruge en M6-boldt med møtrik. Fås i enhver byggemarked.
M6 må jeg skrive det ned?
Hun dyppede en pensel i sort maling og noterede direkte på en gammel avis: M6 bolt + møtrik!
Anders grinede, uventet for sig selv.
Du smider vel avisen ud og glemmer det.
Nej nej, den sætter jeg på køleskabet! Vil du have kaffe? Jeg har også boller fra i går, med kål.
Han skulle til at sige, at han havde travlt. At Birthe ventede
Ja tak, svarede han.
***
De drak te i hendes lille køkken med udsigt til gården. Noget grønt voksede i potter i vindueskarmen. Bollerne lå højt stablet på et fad, uden pynt.
Anders tog en, den var daggammel men smagte af barndom. Kål, æg, løg.
Det er lækkert, sagde han.
Ærligt? Jeg kunne aldrig bage, min datter lærte mig lidt inden hun flyttede hjemmefra. Hun læser kunsthistorie i Aarhus, tyve år gammel, meget voksen ikke som jeg.
Har du boet her længe?
Femogtyve år tror jeg. Min eksmand flyttede ud sidste år, så nu er det bare mig og katten. Egon, altså.
Egon vendte et øre, hørte sit navn, og faldt omkuld.
Var det hårdt?
Skilsmissen? Selvfølgelig. Men så kender du det? Som at tage et par alt for trange sko af smerten har sat sig fast, men pludselig mærker du, hvor ondt det egentlig gjorde.
Anders så ud ad vinduet. Et stort træ stod i gården, næsten bart pånær få gule blade.
Er du ingeniør? spurgte Helle.
Ja. Hørsholm Instrumentfabrik.
Og du kan lide det?
Det er arbejde. Selvom jeg engang fandt stor glæde i mekanik. Til mig selv, ikke på fabrikken. Og så var jeg glad for at fiske.
Fiskeri? Fortæl mig!
Han blev helt forundret. Birthe havde altid sagt: Fiskeri? Det er jo bare at vente. Men Helle så på ham, virkelig interesseret.
Min far tog mig med hver sommer. Så tidligt, at det stadig var nat, når vi kom af sted. Vandet duftede særligt, stille før daggry.
Helle så interesseret på ham, nikkede indimellem, og han talte løs. Først da han kiggede på uret, opdagede han, at han havde siddet der i over to timer. Klokken var næsten ni.
For pokker, han rejste sig. Jeg må hjem.
Så gør du bare det. Tak for staffeliet og snakken. Jeg kunne se hele billedet for mig.
Han gik til metroen og tænkte: Hvornår har nogen sidst lyttet sådan til mig? Bare lyttet.
***
Birthe sad på køkkenet, da han kom hjem. Aftensmaden stod kold under et låg. Hendes ansigt tydede, at et af de lange samtaler var på vej.
Hvor har du været?
Skulle lige se på reparationen af grammofonen. Kvinden, Helle, hun havde noget galt med sit staffeli. Jeg blev hængende.
Du kunne have ringet.
Jeg troede ikke, det ville tage så lang tid.
Jeg ventede dig til klokken syv. Koteletterne er tørre nu, jeg har varmet dem to gange.
Han så på tallerkenen, på hende.
Undskyld koteletterne.
Det handler ikke om koteletterne! Det handler om, at vi har en aftale: du siger til, hvis du kommer senere. Det er respekt.
Jeg forstod det ikke. Undskyld.
Du tænker aldrig over det. Sidste tirsdag købte du græsk yoghurt, jeg skrev skummetmælk smed det ud.
Han tog jakken af og mærkede noget stramme sig i maven som en fjeder.
Jeg fik boller hos hende. Helle.
Boller.
Ja.
Anders, du tager afsted for B&Oen og kommer hjem klokken ni med boller. Hvordan lyder det ikke lige?
Jeg hjalp med staffeliet, fik en kop te. Hun er bare en alenelevende kunstner og bad om lidt hjælp.
Hvem er hun?
Helle. Fireoghalvtreds, underviser på et kulturhus, skilt for et år siden.
Du kender hele hendes liv nu.
Vi snakkede bare til teen, Birthe. Kun snak.
Birthe satte koteletterne i køleskabet. Hendes bevægelser var knivskarpe.
Varm dem selv, hvis du vil have dem. Jeg går i seng.
Hun forlod køkkenet. Anders blev siddende. Det regnede udenfor. Han hørte regnens trommen og tænkte, at regn aldrig følger programmet.
***
Det blev flere besøg. Han kom med grammofonen, Helle havde snakket med en ven, og den virkede igen. Næste gang havde han købt en kirsebærtærte. Han kom forbi for at høre, om hende med staffeliet havde fået fat i rette bolt det havde hun ikke, hun havde købt en forkert. De grinede, han monterede den korrekte.
Han sagde ikke altid alt til Birthe. Nogle gange sagde han bare, at han skulle i værkstedet. Hun spurgte mindre og mindre. Måske havde hun ikke lyst til flere detaljer. Måske var det nok for hende at vide, han kom hjem til aftensmad.
En aften blev han sent igen. Helle viste ham akvareller, fortalte om lys i malerkunsten, og tiden fløj. Han lyttede og indså, at han aldrig tidligere havde tænkt på, hvordan kunstnere arbejder med lys, og det var forunderligt spændende.
Birthe ventede på ham.
Koteletter…
Birthe, vent lige…
Hun så alvorligt på ham, noget andet var i hendes blik denne gang usikkerhed.
Anders, hvad foregår der?
Ingenting. Jeg hjælper en veninde, vi snakker, hjælper lidt til. Det er hyggeligt.
Ved du hvad du siger?
Ja. Der er ikke han standsede. Der er ikke mere end det. Vi taler bare sammen.
Bare samtale.
Ja.
Anders, vi har været sammen i tredive år. Jeg holder styr på os, maden, dit helbred, økonomien. Jeg er chef-bogholder i Fyn Byg, jeg passer alt også dig.
Jeg ved det, Birthe.
Hvorfor tager du så hen til hende i stedet for at være hjemme?
Han fandt ikke svar. Eller, han kunne ikke sige det uden det skulle gøre ondt.
***
Han forlod hjemmet en fredag aften. Pakkede en sportstaske: to skjorter, en barbermaskine, en bog. Birthe stod i døren.
Hvor går du hen?
Jeg må være for mig selv. Tænke.
Anders, det er meningsløst.
Måske. Men jeg tager afsted.
Du tager til hende.
Jeg skal tænke, Birthe.
Anders!
Han lynede tasken, så på hende. Hun stod der i sin morgenkåbe, med det sædvanlige bælte, rank ryg og blikket lidt forvildet.
Jeg ringer, sagde han.
Og gik.
***
Helle spurgte ikke om meget. Da han ringede og spurgte, om han måtte bo på hendes sofa nogle dage, sagde hun bare: Selvfølgelig, kom bare.
Han sov på sofaen blandt lærreder. Egon, katten, kom hver nat og lagde sig ved hans fødder. Om morgenen bryggede Helle kaffe med kardemomme, og de sad ved køkkenvinduet og lyttede til radioavisen, talte om ingenting vigtigt: vejret, at Egon igen havde spist af stueplanterne.
Birthe ringede, først ofte, senere sjældnere.
Anders, tog du blodtryksmedicin? Har du den med?
Ja, Birthe.
Havde du varm jakke med? Det bliver minusgrader i weekenden.
Ja.
Lægen har du hos tirsdag klokken fire. Glem det ikke. Jeg bookede i januar.
Fint.
Kan du ikke bare komme hjem? Hvad mangler du?
Han tav et øjeblik.
Birthe, jeg ringer senere.
Senere kom der sms fra hendes veninde, Lone: Er du blevet skør? Birthe er helt ude af den! Chefen ringede: Anders, hvad sker der? Birthe har ringet! En besked fra hendes fætter Martin.
Han tænkte: Birthe tog styringen, fordelte opgaver, samlede styrker altid. Kun nu var målet ham selv.
Hvordan har du det? spurgte Helle en aften.
Underligt. Jeg er bange, lidt fortabt.
Det kan jeg forstå.
Jeg tog bare en skjorte i morges, den jeg selv havde lyst til en mørkeblå. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst selv valgte tøj. Birthe lagde det altid frem for mig.
Sådan gjorde hun?
Ja. Hun mente, jeg ikke kunne matche ikke vejr og stil. Jeg vænnede mig til det.
Helle sagde ikke noget.
Hun elsker mig, sagde han. Jeg ved det. På sin måde.
Det tror jeg på.
Men jeg forsvandt undervejs. Jeg blev bare noget, hun kunne planlægge.
***
Birthe opsporede adressen om søndagen. Hun havde tjekket opkaldslisten. Anders åbnede døren; de betragtede hinanden et sekund.
Må jeg komme ind? spurgte hun stille.
Han trådte til side.
Birthe gik ind i køkkenet. Hendes øjne gled henover skoene på gulvet, Helles gamle støvler lå væltet. Det spraglede tørklæde på knagerækken. Malerlærredet var synligt fra gangen.
Helle kom ud fra køkkenet. Kvinderne så kort på hinanden.
Goddag, sagde Birthe.
Goddag, svarede Helle roligt.
Birthe vendte sig mod Anders.
Har du det godt?
Ja.
Tager du din medicin?
Birthe
Jeg spørger bare.
Anders stod med salatskålen. Agurkerne var skåret i tilfældige stykker. Birthe kunne ikke udholde det. Agurker skulle skæres snorlige.
Birthe, du skulle ikke være kommet.
Jeg har givet dig hele mit liv, sagde hun, stemmens klang skælvede. Passet dig i tredive år. Alt jeg har gjort, var for dig.
Det ved jeg.
Hvorfor, så?
Helle sagde sagte fra køkkendøren:
Birthe, må jeg sige noget? Ikke som fjende, bare fra sidelinjen.
Sig frem.
Omsorg er, når den anden har lyst til at være præcis sig selv. Hvis man ikke kan trække vejret sammen, er det ikke længere omsorg men kvælning. Du lod ham ikke være fri, Birthe.
Birthe tav længe.
Du kender ikke vores liv.
Nej, sagde Helle.
Anders tog Birthes hånd. Hun veg ikke.
Birthe, jeg søger skilsmisse. Det er ikke, fordi jeg ikke elsker dig, men jeg kan ikke leve sådan længere.
Birthe så på deres hænder. Så slap hun roligt, tog sin taske og gik.
Husk nu medicinen, den ligge i blå æske øverst til højre.
Døren gled i bag hende.
***
Skilsmissen tog et halvt år. Lejligheden lod han blive hendes. Han lejede et værelse nær Østerbro, næsten ved Helles opgang.
Hans liv ændrede sig langsomt som at istandsætte et gammelt hus, forsigtigt. Han begyndte at købe ind uden liste, købte det brød, han syntes så lækkert ud, spiste stående ved køleskabet, satte sig, når han ville. Engang blev han oppe for at se en film til klokken et, og mærkede sig næsten barnligt lykkelig over ikke at skulle rette ind.
Med Helle skete ting i deres eget tempo. De vidste begge, hvad de ville og havde ikke travlt. Foråret efter tog de på fisketur.
Anders lånte fiskestænger, de kørte i Helles gamle røde bil til en sø ved Hillerød. Helle havde aldrig fisket før. De sad ved bredden, tidligt, duggen lå tyk, og han opdagede, han havde glemt termokanden med kaffe.
Glemte kaffekanden
Pyt, sagde Helle. Se det lys over vandet.
Han kiggede ud. Tågen lå som et åndedræt. Solen sneg sig frem bag træerne.
Smukt, sagde Helle sagte.
Han fangede en lille aborre. Helle så forbavset på den og grinede.
Sæt ham fri! Den er så lille.
Hun grinede, da han slap fisken løs. De kom hjem uden fisk, smurt ind i mudder, fordi Anders var skredet ved kanten og havde trukket Helle med. Begge lå de og lo, og ænderne flygtede.
Hans jakke var håbløst beskidt.
Skidt med det for en morgen!
Han så på hende: mudderpletterne, håret under huen, det grinende ansigt. Og tænkte: Det her er livet. Ikke programmer, ikke skemaer. Bare liv. Beskidt jakke og rosa tåge.
***
De blev gift samme efterår, halvandet år senere. Lille bryllup Knud fra fabrikken kom, Helles veninde Lise tog billeder. Egon sad på vindueskarmen og lod, som om han regner sig for vigtigere end alle andre.
Det var et levende, skørt hverdagsliv. Helle kunne bruge halvdelen af opsparingen på farver, glemme at købe mælk. Anders rodede med gamle radioer, som splittede hele stuen til. Hun forlagde nøglerne konstant, han lod vandhanen dryppe. De skændtes, nogle gange hedt, om penge, pensler i krukker der gik i stykker, hans værktøj, han altid lagde de mærkeligste steder én gang fandt Helle en skruenøgle i køleskabet.
Men ingen holdt regnskab eller noterede fejl. De talte sammen til sidst, drak kaffe, og så var det glemt.
***
Birthe hørte om brylluppet fra Lone, den slags vidste hun altid før alle. Først fortsatte Birthe på autopilot. Hver dag. Lejligheden var ren, maden stod klar. På arbejdet holdt hun styr på økonomien for Fyn Byg.
Om aftenen blev lejligheden for stille. For stor. Hun sad på køkkenet med te og så pludselig, at hun havde sat to kopper. Fjernede den ene. Det gjorde mere ondt, end hun havde forestillet sig.
Hendes chef, Mette, standsede hende en dag.
Birthe, du virker ude af balance.
Jeg har styr på det.
Ikke de sidste to måneder. Har du og Anders…?
Birthe så op.
Hvordan kan du se det?
Jeg har været der. En god råd: gå ikke i gang med at gøre alting perfekt. Start med dig selv. Tal med nogen. En professionel.
Birthe sagde ikke noget, men hun tænkte over det.
***
Hun fandt en psykolog, Trine, en rolig kvinde på Vesterbro. Første sessioner sagde Birthe ikke meget. På fjerde møde spurgte psykologen:
Birthe, hvornår har du sidst været rigtig bange for din egen skyld?
Birthe tænkte længe.
Da han pakkede kufferten. Da jeg indså, jeg ikke kunne stoppe ham, at jeg havde mistet kontrollen.
Hvorfor var den kontrol vigtig?
Hun tænkte på sin mor. Birthe, du må holde fast ellers løber mændene. Mor sagde det altid men hendes eget ægteskab gik alligevel itu.
Hele livet var jeg bange for at miste alt, hvis jeg slap.
Og hvad har du lært?
At man også mister, hvis man holder for stramt.
At sige det føltes tungt, men bagefter lettere.
***
Kulturhuset besøgte hun efter Lones anbefaling. Der er akvareludstilling, du burde se. Hun gik mest, fordi weekenden var for lang og lejligheden for stille.
Udstillingen var smuk. Birthe havde aldrig interesseret sig for maleri, men hun forelskede sig i det lette, transparente. Hun stod foran et billede med en å i tåge, da en lidt ældre mand stillede sig ved siden af.
Sjovt, sagde han, mere til sig selv. Kunstneren har med vilje ladet hjørnet være blankt. Se, det hvide papir. Det gør billedet levende.
Birthe så.
Det havde jeg ikke set.
Mange ser det ikke. Mit navn er Poul.
Jeg hedder Birthe.
Han var kejtet. Da de forlod udstillingen, satte han sig fast i døren med sin jakke, kunne ikke få lynlåsen til. Birthe rakte hånden ud, ordnede lynlåsen for ham.
Tak, sagde han. Jeg kæmpet længe med den.
Du skal nok købe en ny.
Måske. Jeg hader butikker.
De stod lidt udenfor. Han underviste på Kulturhuset, besøgte udstillingen hver uge.
Det ville glæde mig, hvis du kom næste søndag, sagde han.
Hun lovede intet, men kom igen ugen efter.
***
Med Poul var det anderledes. Voksen, enkemand, hans kone døde tre år forinden. Han boede alene, drak meget te, spillede guitar, glemte ofte hvilken dag det var, kunne tale en time om hvorfor gamle bytræer står netop sådan.
Først prøvede Birthe at organisere ham. Hun gav råd om indkøbsliste, korrigerede køkkenskabet, begyndte at flytte rundt. Poul greb roligt hendes hånd.
Birthe, jeg har det fint sådan. Virkelig.
Hun så på skabet. På hans hånd. Der var ingen vrede; kun ro.
Undskyld. Det er bare en dårlig vane.
Ikke dårlig. Bare min køkken.
Dit køkken, nikkede hun.
Hun begyndte at lægge mærke til, hvordan hun havde det med orden og kontrol og slap tingene efterhånden fri.
Psykologen sagde engang:
Du kan ikke kontrollere andre. Kun dig selv. Og det er faktisk sværere og sjovere.
Birthe tænkte meget over det.
Hun begyndte at bage. Før altid efter opskrift nu prøvede hun nye ting. Lone gav hende en opskrift på æblekage med kanel efter smag. Birthe anede ikke hvor meget det var, dryssede generøst. Kagen blev mørk, men duftede fantastisk, hun spiste næsten halvdelen ved komfuret.
Du har lært at bage? udbrød Lone.
Jeg prøver. Det er sjovt.
Du har forandret dig, Birthe.
Måske.
Men Birthe gik derfra smilende for første gang i lang tid, uden egentlig grund.
***
To år efter mødtes de igen. Tilfældigt i Fælledparken. Anders kom gående i mørkeblå skjorte sammen med Helle, de talte og grinede. Birthe sad med en bog, ventede på Poul, der var efter kaffe.
Anders så hende først. De smilede genert, da han nærmede sig.
Hej Birthe.
Hej Anders.
Helle trådte diskret lidt væk.
Du ser godt ud, sagde Anders, ægte. Hun var blevet blødere, syntes han.
Det gør du også.
De stod lidt. Oktober var stille, gulbrunt løv over stierne.
Hvordan går det?
Godt. Helle og jeg kører sydpå næste måned. Ingen plan, bare tage afsted og se hvad der sker.
Hvor hen?
Ingen anelse og det er hele idéen.
Hun nikkede. Så på Helle, der undersøgte et træ med barnlig interesse.
Og du?
Det går. Jeg lærer at bage kage. Håber det ikke lyder tosset.
Nej.
Det mislykkes ikke hver gang, men sidste gang eksploderede kagen. Men vi spiste den.
Det lyder godt.
Poul og jeg, hun tøvede. Poul er min kæreste. Han underviser, er lidt glemsom jeg lærer at lade være med at rette på alt hele tiden.
Anders så forstående på hende.
Det er ikke nemt for dig.
Nej. Men jeg prøver, og det gør livet sjovere.
Poul kom nu gående med to kaffebægre og en stor pose, hvorfra der stak et hjørne af noget bagværk.
Birthe! Jeg tog både tebirkes og snegl, kunne ikke huske hvad du helst ville have!
Hun kom til at le, let og ægte.
Anders så på hende.
Du griner, sagde han.
Ja, svarede hun. Det overraskede hende.
Helle gik tilbage.
Vi smutter, sagde hun roligt. Nyd dagen.
Det gør jeg, svarede Birthe ærligt.
De tog afsked. Ingen bebrejdelse. Et nik, et lille smil. Helle vinkede åbent. Birthe så efter dem. Han sagde noget, hun lo og tog hans arm.
Poul rakte begge stykker bagværk.
Vælg selv.
Hun tog kanelsneglen. Den var lun og smuldrede lidt.
Efterårsvinden raslede i træerne. Hun spiste kanelsnegl og tænkte: Tænk, hvis jeg aldrig havde lært at elske uden at holde fast. Jeg ville have misset så meget glæde.
Poul satte sig og fandt ud af, han havde taget tebirkes dem kunne han ikke lide.
Vil du have? spurgte han undskyldende.
Hun tog den.
Med fornøjelse.
Moralen? Livet bliver først rigtigt levende, når vi tør slippe kontrollen, finde hinanden og tør fejle og turde grine af det, der gik galt.
