Jens løb ud af opgangen og skyndte sig i retning af supermarkedet. Han ville nå derhen inden lukketid, da han nødigt ville undvære brød til aftensmaden. Udenfor butikken stod en lille pige på omkring fire år og krammede en lige så lille hund tæt ind til sig.
– Fru, vil du ikke godt købe lidt brød til min hund? – spurgte den lille stille og så håbefuldt på kvinden, der var ved at gå ind i butikken.
– Lille pige, hvor er din mor? Hvorfor er du ude så sent? Gå hjem! – sagde kvinden strengt og gik ind i butikken.
Jens, der havde overværet scenen, stoppede op. Barnets blik var sørgmodigt og ulykkeligt. Den unge mand forstod, at det ikke handlede om hunden. I modsætning til kvinden havde han en klar fornemmelse af, at pigen var sulten og nok bad om mad til sig selv.
– Spiser din hund brød? – spurgte han smilende og trådte tættere på hende.
– Ja, – svarede hun hurtigt. – Men den kan også godt lide pølser og slik. Når den er meget sulten, spiser den brød.
– Jeg forstår, – mumlede Jens trist. – Vent her et øjeblik, jeg kommer straks…
I butikken tog Jens hurtigt noget brød, kastede lidt mælk, yoghurt, kiks, slik og pølse ned i kurven. Mens han stod i køen, tænkte han tilbage på sin barndom. Hans mor drak ofte, og han havde aldrig kendt sin far. Jens huskede sine egne dage uden mad, når moren fik sin lille rengøringsløn og derefter drak den op i løbet af en uge.
Nogle gange gik han om aftenen ud for at kigge på legepladsen. Når det blev mørkt, lyste han ned i sandkassen med en lille lommelygte og fandt ofte en glemt kiks eller et stykke slik. Han huskede sit eget blik dengang; hjælpeløse, sultne øjne, og han så det samme blik hos den lille pige udenfor butikken.
Da han kom ud igen, nærmede han sig pigen. Han ville give hende en pose med mad, men han indså, at hun ikke kunne bære den selv, da hun holdt den lille rystende hund.
– Jeg har købt lidt mad til din hund. Bor du langt herfra? – spurgte Jens.
– Nej. Derovre, – pigen pegede på en lejlighedsbygning på den anden side af vejen.
– Lad mig hjælpe dig med at bære posen.
Pigens øjne lyste op. Hun gik glad foran ham og nynnede en melodi, Jens kendte.
– Hvad hedder du? – spurgte han.
– Freja, – svarede pigen. – Og det her er min ven, Bisse.
Hun pegede på hunden. På vejen fortalte Freja, at hun boede med sin mor og bedstemor og for nylig havde fundet Bisse på gaden.
Jens håbede stadig, at han tog fejl af situationen, at Freja måske havde en kærlig mor, men at de bare ikke havde mange penge.
– Der bor jeg, – pegede Freja på et vindue på anden sal, hvor musikken bragede ud over gården. – Jeg vil ikke ind. Jeg leger lidt udenfor. Giv os maden, så spiser vi her.
– Er din bedstemor hjemme? – spurgte Jens. Klokken var ved at være elleve om aftenen, og han vidste, at en lille pige ikke burde være ude på denne tid.
– Ja. Bedstemor har fået pension, så de drikker i køkkenet, – sagde Freja med en rynket pande.
Jens stod tøvende. Mørket havde for længst lagt sig, og der var ingen andre omkring. Han ønskede ikke at efterlade Freja ude på denne tid, så han insisterede på, at hun skulle gå hjem.
– Luk dig ind på værelset med Bisse, spis og gå i seng. Det er sent, og det er ikke sikkert at være ude. Du vil vel ikke have, at nogen skal tage din hund?
Freja rystede på hovedet og krammede hunden tættere ind til sig. Jens fulgte hende hen til døren og sikrede sig, at hun gik ind i lejligheden. Han skyndte sig hjemad med et tungt hjerte.
Hjemme var hans kone lidt gnaven, fordi han havde været længe væk.
Maria var seks måneder henne i sin graviditet, så Jens var vant til hendes luner og humørsvingninger. Da hun så, at Jens var ked af det, spurgte hun, hvad der var sket.
Jens fortalte om Freja og hvordan hendes lille hund, Bisse, nok var hendes eneste ven.
– Godt, at du hjalp pigen. Så har hun i det mindste noget at spise, – sagde Maria med en trist mine. – Men lad det ikke gå dig på, Jens. Der er mange børn, der mangler hjælp, og vi kan ikke redde dem alle. Vores egen søn bliver født snart.
De nat tænkte Jens over, hvordan Freja havde rørt ham. En uge senere mødte han hende igen ved supermarkedet. Freja græd som om, hele verden var gået under.
– Freja, hvad er der sket? – spurgte Jens, mens han bøjede sig ned til hende.
– Drengene stjal Bisse! – hulkede hun. – De løb ind i den gård derovre.
– Bliv her, jeg er straks tilbage! – sagde Jens og løb efter drengene.
Han kom snart tilbage med Bisse i armene. Maria sad med Freja og prøvede at trøste hende.
– Græd ikke! Onkel Jens har fundet din hund, – smilede Maria lettet.
– Vi kan ikke lade det her være, Jens. Freja har mærker efter slag. Hendes mor har vist slået hende. Jeg ringer til politiet.
– Gør det! – sagde Jens bestemt.
Freja klyngede sig til ham og bad ham om ikke at overlevere hende til politiet. Jens følte sig som en forræder, men han vidste, at hun ikke kunne fortsætte med at leve under sådan forhold.
Politiet kom hurtigt. Maria forklarede situationen og stod fast på, at myndighederne skulle tage sig af Freja.
– Du er ond! – råbte Freja til Jens. – Jeg troede, du var min ven, men du er en forræder. Giv mig Bisse tilbage!
En betjent måtte tage Freja op for at få hende til at falde til ro. Bilen kørte afsted, mens Jens blev siddende på bænken med Bisse i sine arme.
– Jeg vil ikke efterlade den her hund! – sagde han skarpt.
– Lad os beholde Bisse, – foreslog Maria stille. – Det er okay. Freja vil få det bedre på børnehjemmet.
– Hvad ved du om børnehjem? – spurgte Jens frustreret. – Du forstår det ikke!
De talte ikke sammen resten af aftenen. Maria tog sig af Bisse, mens Jens sad og stirrede ud af vinduet med en tung knude i hjertet.
– Jens, jeg tænker hele tiden på Freja, – sagde Maria senere.
– Græd ikke. Det er ikke godt for dig at være nervøs nu.
– Jens, hvad nu hvis vi tog Freja til os? – spurgte Maria forsigtigt.
– Er du seriøs? – spurgte Jens, hans ansigt lyste op. – Jeg havde ikke turdet håbe på det.
– Men hvad nu hvis de ikke vil lade os? Hun har jo en mor, – tvivlede Maria.
– De vil lade os. Jeg har gode forbindelser.
Tre måneder senere hentede Jens Freja fra børnehjemmet. Hun legede udenfor, da han kom.
– Jens! – udbrød Freja glad. – Skal jeg hjem med dig i dag?
– Ja, i dag! – grinede han som et barn.
– Hvorfor er Maria ikke her? – spurgte hun.
– Hun venter derhjemme. Du har fået en lillebror nu.
– Og Bisse? Venter hun også på mig?
– Selvfølgelig! Du er jo hendes bedste ven, – smilte han.
På vej hjem vidste Jens, at de havde taget den rigtige beslutning. De kunne måske ikke redde alle børn, men de kunne gøre én pige gladere. Han ville give alle deres børn en bedre barndom, end han selv havde haft.
