Søren insisterede på en DNAtest moren havde vridd det hele sammen
Sådan er det. Jeg har ikke tænkt mig at opdrage en andens I morgen finder jeg en klinik, vi laver en DNAtest.
Hvad? Signes ben svajede som om de var tynne pinde. Er du seriøs? Søren, vi har været sammen i tre år. Jeg har aldrig givet dig grund til mistanke
Så får vi se, afbrød han med et skævt grin. Hvis han er min, er jeg far uden spørgsmål, jeg tager ansvar, undskylder endda. Hvis han ikke er det
Telefonen på natbordet summede, og Signe stirrede på skærmen igen en besked fra manden.
Hun rakte ud, låste telefonen op, og de beskeder, hun havde skrevet i nattens mørke, faldt som sne på hende.
«Hvorfor så lang ventetid?»
«Mor ringede, hun vil vide om du snart er hjemme igen.»
«Signe, jeg kan ikke tro du har været i 16 timer uden at føde! Hvad siger lægerne? Hvorfor holder du det for dig?»
Den seneste, sendt for syv minutter siden:
«Jeg er nede. Kom til vinduet.»
Signe trak vejret ud tårerne ville bare løbe. Hun prøvede at rejse sig på albuerne, men kroppen nægtede.
Alvoren var uvirkelig; epiduralen virkede ikke længere, selv at flytte sig var en kamp.
Åh Gud hviskede hun og lagde hovedet tilbage på puddet.
Telefonen ringede, og Signe måtte tage den Søren ville ikke give hende ro.
Ja? hævede stemmen. Hej, Søren.
Hvorfor står du ikke op? sagde han uden at hilse. Hvor mange gange skal jeg bede? Du læser, men svarer ikke!
Jeg står ved vinduerne på anden sal. Kig ud, vis mig sønnen.
Signe lukkede øjnene.
Søren, jeg kan ikke.
Hvad mener du med kan ikke?
Jeg kan ikke rejse mig. Jeg har lige født for fem timer siden, de har syet mig sammen. Jeg må ligge, det gør ondt at bevæge sig. Jeg kan ikke nå vindueskarmen.
En stilhed hang i linjen, så brød Søren ud i en sur tone:
De andre vinker, mumlede han. Der i vinduet ved siden af står en pige med en bold. Og du? Er du speciel?
Jeg har ondt, Søren. Lad være med at starte noget.
Hvad mener du med starte? Er jeg far eller hvad? Jeg vil se min søn!
Du forstår ikke, at jeg står her med blomster, som en forbandet, og fryser? Ræk mig din femte finger og kom til vinduet!
Signe brød sammen, stille græd. Hun ønskede bare, at han sagde: Skat, hvordan har du det? Hvil dig, jeg elsker dig, men i stedet
Jeg kan ikke løfte barnet, sagde hun lavmælt. Jeg må blive liggende til mindst aften. Kør hjem, Søren
Hun afviste opkaldet, men tre sekunder senere ringede telefonen igen. Signe vendte skærmen ned. Tårene strømmede som hagl, så uretfærdige. Hvorfor behandlede han hende sådan?
En sygeplejerske kiggede ind i værelset, bekymret:
Mor, hvorfor græder du? Stop det nu! Så rolig, vi hjælper
Mælken vil brænde, den lille bliver sulten. Lad mig hjælpe dig med at rejse dig, det er tid til at amme. Hvad har så gjort dig så ked af det?
Søren snøftede Signe. Han vil have at jeg viser ham barnet i vinduet. Jeg kan ikke
Sygeplejersken smilte, rettede dynen og gik over til du.
Så er de urolige, hva? Fortæl ham, at han kan luftet øjnene: dette er et hospital, ikke et cirkus!
Ja, han kræver det!
Men du skal ikke græde, det er ikke værd.
Lig nu, du skal samle kræfter. Tænk først på barnet.
Søren gav ikke slip smser kom én efter én. Signe læste dem, og kulden bredte sig indeni.
«Skjuler du, hva?»
«Vis mig barnet! Er han sund?»
«Måske er han ikke min, hvis du gemmer ham?»
«En normal pige viser sin første baby til manden. Hvor gemmer du dig?»
Signe blev bange. Hvad var der sket? De tre år sammen, han havde aldrig opført sig sådan!
Hun havde troet, hun havde giftet sig med en pålidelig mand, en som skulle beskytte hende hele livet. Nu stod hun foran en løgn.
For at berolige ham, på trods af smerten, greb hun fat i den lille kurv.
Barnet sov, en sød rynket næse. Han var lille, rødlig som alle nyfødte. På hovedet stod en mørk dun.
Hun tog et billede. Hænderne rystede, billedet blev sløret, men ansigtet var synligt. Hun trykkede på Send.
Svaret kom øjeblikkeligt.
«Hvad er det her?»
Signe skrev:
«Vores søn. Mikkel.»
Søren ringede med det samme:
Signe, tror du jeg er en idiot?
Hvad mener du? hun forstod ikke.
Se på ham! Han er sort!
Hvilken sort, Søren? Er du skør? Han er rød, han er lige født!
Håret! råbte han så højt, at Signe trak telefonen væk fra øret. Jeg har lyst hår, du har farvet blond, men mit er lyst.
Han kaldte ham kul. Hvor kom han fra? Vores nabo? En taxachauffør?
Signe var rasende.
Er du sindssyg!? udåndede hun. De fleste nyfødte har mørkt hår, det skifter senere!
Rød hud fordi blodkarrene er tæt på overfladen!
Spørg en læge!
Du behøver ikke at kurere mig! afbrød Søren. Jeg er ikke blind. Børn er hvide, når forældrene er hvide.
Dette er tydeligt. Så du ser, hvorfor du ikke gik til vinduet.
Skam over at se i øjnene?
Hvad er du hviskede Signe og trykkede stop.
Hun blokerede hans nummer, tårerne kvæstede hende så hun knap kunne trække vejret. Den lille krukke kom til live, klynkede stille, krævede opmærksomhed.
Signe fik næsen hævet af sengen, krøllede sig i sårene og løftede barnet i sine arme.
Det er okay, lille Mikkel, mumlede hun, vuggede ham og slugte de salte tårer. Det er okay. Vi har hinanden, og vi behøver ikke mere. Ja, min guldklump?
Tre dage på fødeafdelingen gik som en tåge. Signe sov næsten ikke: hun ammede, skiftede bleer, lyttede til lægernes råd, mens tanken om hjemkomsten kørte rundt i hovedet.
Søren ringede ikke længere. Kun tørre smser: Hvad skal vi købe?, Hvornår skal jeg hente dig?. Ingen jeg elsker dig, ingen jeg savner dig.
—
Udskrivelsen var som en skuespilforestilling. Signe gik ind i gangen, bleg, med mørke rande under øjnene, som selv foundation ikke kunne skjule.
Sygeplejersken fulgte efter med et konvolut i blå bånd.
Søren stod ved døren, med en buket visne roser fra den nærmeste kiosk. Hans ansigt var som sten, ingen glimt af glæde.
Ved siden af ham stod hans mor, Ingrid.
Tillykke! råbte sygeplejersken kunstigt højt, mens hun overleverede konvolutten til faren.
Søren tog barnet, krøllede læberne. Konvolutten holdt han på strakte arme, stirrede over sin egen hovedskygge. Han så ikke på sin søns ansigt.
Tak, mumlede han.
Ingrid skubbede til konvolutten.
Åh, så lille! Sover han? Ja, tak Gud, at vi har overlevet. Lad os gå hjem, hvad er der så?
De kørte hjem i tavshed.
Søren kørte bilen hårdt, næsten aggressivt han rev i rattet, bremsede brat ved lyskrydsene. Signe sad bagud, holdt fast i barnet.
Du kan tage det roligt, udbrød hun, da bilen rystede over en huller. Du har jo et barn på vej!
Jeg kører fint, brølede han, kiggede i bakspejlet. Hvis du ikke kan lide det, så gå til fods.
—
Hjemme lød en knæk. Søren smed nøglerne på natbordet, gik barfodet i køkkenet.
Er der noget at spise? råbte han.
Signe stirrede forvirret.
Søren, jeg har været på fødeafdelingen i tre dage. Jeg er lige kommet ind i huset! Hvor får jeg mad fra?
Så bestil det. Eller skal jeg stå ved komfuret? Jeg har jo arbejdet, mens du hvilede.
Ordet hvilede kom ud som en fornærmelse, og Signe rystede på hovedet.
Hun lagde Mikkel i den seng, de havde valgt sammen for en måned siden, og gik ind i køkkenet.
Lad os tale, okay? sagde hun stille, lænet sig mod dørkarmen.
Det gjorde stadig ondt at stå.
Lad os, han lagde fra sig telefonen. Jeg har lige talt med drengene og min mor.
Med drengene? gentog hun. Du drøfter vores søn med drengene?
Det er en situation! brølede han, slog med håndfladen på bordet. Signe, lad dramaet falde. Barnet ligner mig slet ikke. Overhovedet ikke!
Han er kun tre dage gammel, Søren! Han ligner ingen!
Så lad mig ikke smide det i ansigt på mig! han sprang op. Jeg er ikke en idiot, Signe! Jeg ser hvad jeg ser. Han er mørk. Øjnene er næsten sorte. Hvor kommer det fra? Vi har aldrig haft sådanne i familien.
Han stod tæt på hende.
Sådan er det. Jeg vil ikke opdrage en andens baby. I morgen finder jeg en klinik, vi laver en DNAtest.
Hvad? Signes ben svajede igen. Er du seriøs? Søren, vi har været sammen i tre år. Jeg har aldrig givet dig grund til mistanke
Så ser vi, afbrød han med et skævt grin. Hvis han er min, er jeg far uden spørgsmål, jeg tager ansvar, undskylder endda. Hvis han ikke er det
Mikkel begyndte at græde i krybben.
Gå, ro dem, sagde Søren og vendte sig mod vinduet. Han skriger som en skåret kalv. Han er jo bare en fremmed. Jeg er rolig, jeg har altid været.
Signe så på hans brede ryg, den velkendte trøje, hun selv havde strøget før fødslen, og indså: den Søren hun kendte, var væk.
Der var ingen familie tilbage for hende
Hun gik stille ind på værelset, løftede barnet, pressede ham mod brystet han blev stille med en gang, mærkede moderens varme.
Tsss, lille, tsss hviskede hun. Jeg er her. Mor er ved dig, min dreng
Søren kiggede ind fem minutter senere.
Så hvad? Skal du have testen? Eller er du bange?
Signe løftede blikket.
Gør det, sagde hun roligt. Find en klinik, betal, gør testen.
Sådan er det, grinede han. Endelig. Du så så meget oprør.
Men husk, Søren, afbrød Signe, uden at hæve stemmen. Når resultatet kommer, og der står at du er far
Hvad? han blev vågen, mærkede hendes tone.
så vil du forstå, at du har mistet både mig og barnet. Jeg vil aldrig tilgive dig for det.
Du tvivler nu, men du gør mig til skidt, mens jeg har brug for hjælp.
Søren fnøs, rystede på hovedet.
Lad være med dramatik. Bare så de dumme manipulationer, så takker du mig senere for at have lukket sagen.
Han gik ind i stuen, tændte fjernsynet, satte i gang en serie.
Hun så på sønnen. Han sov, fniste drømmende. De mørke hårstrå, som så irriterende på Søren, kærtegnede hendes hud.
Det er okay, sagde hun og kyssede ham på panden. Lad ham blive. Lad ham holde fast i sit lille papir.
—
To måneder gik. Om morgenen vågnede Signe af en telefon, som ringede den tidligere mand.
Hun tøvede, men tog samtalen:
Signe, vær så sød, stammede Søren. Kom hjem! Jeg har forstået alt! Jeg har indset alt! Jeg vil betale børnebidrag, hver eneste krone, til du er tilfreds! Jeg vil ikke bede domstolene om noget igen! Jeg er klar til at gøre alt, så kom tilbage!
Hun lagde på.
Testen blev gjort, og de positive resultater kom. Hun anmodede straks om skilsmisse, om børnebidrag og om opdeling af fælles formue.
Hun boede nu i en lejlighed, som hendes forældre havde hjulpet med at leje. Hun levede ja, man kan sige lykkeligt. Hvorfor skulle hun holde fast i den forræder?
