Man henter ofte børn fra børnehjem, men jeg beslutter mig for at tage min farmor med hjem fra plejehjemmet.
Ingen af mine venner eller naboer kan forstå, hvorfor jeg gør det. De peger fingre ad mig og siger: “Tiden er svær, og alligevel har du sådan én boende hos dig!” Men jeg er overbevist, ja, jeg ved det! Jeg gør det rigtige.
Tidligere var vi en familie på fire: mig, mine to døtre og min mor. Desværre gik min mor bort for otte måneder siden, og vi var nu bare tre tilbage. Gennem de sidste måneder har mine piger og jeg mærket, at vi både har overskud og tid til at række ud og hjælpe en anden. Jeg har en gammel ven fra gymnasietiden, som i stedet for at stifte familie eller opbygge en karriere, ganske enkelt drak sig ihjel, allerede som 30-årig. Det sørgeligste var, at han brugte sin mors pension på alkohol. Da hun nægtede at give ham flere penge, anbragte han hende på et plejehjem, overtog hendes lejlighed og fortsatte festen.
Jeg har kendt den kvinde, siden jeg var barn, og hun har kendt mig hele mit liv. Min døtre og jeg har besøgt hende cirka én gang om måneden, hvor vi altid havde lidt lækkerier med. Min idé blev mødt med glæde fra mine piger især min yngste, Frida på fire et halvt, hun sprang op og råbte af begejstring: “Nu får vi en mormor igen!”
Du kan næppe forestille dig, hvor lykkelig den kvinde blev over mit tilbud! Hun græd længe af glæde, og jeg måtte trøste hende. Nu har vi boet sammen med vores mormor i næsten to måneder. Vi elsker hende alle sammen, og hun elsker os.
Det er dog forbløffende, hvor mormor, som snart er i begyndelsen af 80erne, får sin energi fra. Hver morgen står hun op klokken seks, og vi vågner til duften af nybagte pandekager eller æbleskiver.
