Man tager børn ud af børnehjem – så jeg besluttede at hente min farmor hjem fra plejehjemmet Ingen af mine venner eller naboer forstod mit valg. De pegede fingre og sagde: “Tiderne er svære, og så har du sådan én boende!” Men jeg er sikker – ja, jeg ved det! Jeg gør det rigtige. Før boede vi fire sammen: mig, mine to døtre og min mor. Desværre døde min mor for 8 måneder siden, og vi var kun tre tilbage. I den tid fandt mine døtre og jeg ud af, at vi stadig havde overskud og lyst til at hjælpe et andet menneske. Jeg havde en god veninde fra gymnasiet, der i stedet for at stifte familie og bygge karriere, simpelthen drak sig ihjel i en ung alder. Det triste var, at hun brugte sin mors pension på sprut. Da moren nægtede at give hende penge, blev hun sat på plejehjem, veninden tog lejligheden, og drak videre. Jeg har kendt denne kvinde, siden jeg var barn – og hun har kendt mig. Hver måned har mine døtre og jeg besøgt hende og medbragt danske lækkerier. Mine døtre tog straks positivt imod idéen, og min yngste, kun 4,5 år gammel, jublede: “Nu får vi en farmor igen!” Men du kan slet ikke forestille dig, hvor lykkelig hun blev for min idé! Hun græd af glæde så længe, at jeg måtte trøste hende. Nu er det snart 2 måneder siden, vi flyttede farmor hjem til os. Vi elsker hende – og hun elsker os. Dog forstår vi stadig ikke, hvor farmor – som nu er i sine firsere – får al sin energi fra. Hver dag står hun op klokken 6, og vi vågner til duften af friskbagte pandekager eller æbleskiver.

Du ved jo, hvordan man hører om folk, der tager børn fra børnehjem men forestil dig lige, jeg besluttede mig for at hente min farmor hjem fra plejehjemmet.

Ingen af mine venner eller naboer kunne rigtig bakke op om det. De rystede bare på hovedet og sagde: “Alt er så dyrt i dag, og så vælger du at tage ansvaret for sådan én!” Men jeg er faktisk fuldstændig overbevist om, at jeg gør det rigtige det føles bare rigtigt i hjertet.

Vi plejede at være en familie på fire; mig, mine to døtre og min mor. Men min mor døde desværre for otte måneder siden, så vi var kun os tre tilbage. I de måneder gik det op for mine døtre og mig, at vi stadig havde masser af overskud og tid til at gøre noget for andre. Jeg har en gammel ven fra gymnasiet, der fuldstændig tabte det i 30erne i stedet for at stifte familie og passe sit arbejde, drak han bare sig selv langt væk. Den værste del er næsten, at han brugte sin mors folkepension på sprut og til sidst, da hun ikke ville give ham flere penge, smed han hende på plejehjem, snuppede hendes lejlighed og brugte alt op.

Jeg har kendt den her dame, Signe, siden jeg var barn vores familier har jo altid kendt hinanden. Én gang om måneden har pigerne og jeg besøgt hende og haft lidt hygge med dansk wienerbrød eller hjemmelavet syltetøj. Mine døtre var faktisk super klar på ideen, og den yngste, Astrid, hun er kun 4 år, hun dansede næsten rundt og råbte: Nu får vi en farmor igen!

Altså, du skulle have set Signes ansigt, da jeg foreslog det! Hun blev simpelthen så glad, græd af glæde, og jeg måtte virkelig lige holde om hende bagefter, så hun kunne falde til ro. Nu har vi boet sammen knap to måneder, og vi elsker hende allesammen, og hun elsker os.

Det sjove er, vi fatter simpelthen ikke, hvordan farmor hun er over 70 stadig kan have så meget energi! Hver morgen står hun op klokken seks, og så vågner vi til duften af nybagte pandekager eller små lune æbleskiver.