“Man kan godt skille sig fra sin mand, men børnene slipper man aldrig af med!”
— Kom nu ind! Min søster er kommet på besøg! — råbte Astrid efter sin nabo Mette, så snart hun dukkede op i døren til deres hus i Aarhus.
— Lise? Nej, det kan ikke passe! Hvor mange år er der gået? — udbrød Mette og trådte ind i den hyggelige køkkenkrog.
På en stol sad en rank kvinde med et træt, men varmt smil. Da hun så Mette, sprang Lise op og kastede sig om halsen på hende. De havde været veninder siden barndommen, delt glæder og tårer, og nu, efter så mange år, var det som at vende tilbage til de sorgløse dage.
— Det skal vi fejre! To år siden vi sidst sås! — foreslog Mette, og snart sad de tre kvinder om bordet, fortabt i samtaler. Hver af dem havde deres egen historie, fyldt med både lykke og smerte, som livet havde uddelt i store portioner.
Lise var blevet enke for seks år siden. Hendes mand, Mads, omkom i en bilulykke sammen med sin elskerinde. Et helt år havde han levet et dobbeltliv, mens Lise intet havde anet. Hun havde mærket, at der var noget galt mellem dem, men for børnenesk skyld — en søn og en datter — havde hun kæmpet for at holde familien sammen. De tilbad deres far, og Lise ville ikke ødelægge deres verden.
Men ulykken ændrede alt. Børnene, knust af sorgen, kom sig ikke længe. Selv slidt af sorg prøvede Lise at være der for dem, men smerten groede sig ind i familien som en sygdom.
— Min Erik er en rigtig tyrann! — sukkede Mette og tog en slurk te. — Jeg læste om toxiske forhold på nettet, og det passede præcis på ham. Godt jeg smed ham ud, inden det blev værre.
— Mænd er én ting, — smilede Lise bittert. — Dem kan man skille sig fra. Men børn… dem kan man ikke slippe. Efter Mads’ død gik mine helt af sporet. Vi sørgede alle, men min søn… han begyndte at beskylde mig for alting. Sagde, det var mine skænderier med hans far, der fik ham til at finde en anden. At det var min skyld, han kørte galt. Og nu hader han mig. Han sagde, jeg burde have døde i stedet for ham. Kan du forestille dig det, Mette? At jeg burde…
Hun tav, stemmen knækkede, og tårerne trængte frem. Mette og Astrid sad tavse, uden ord. Lise trak vejret dybt og fortsatte:
— Han er blevet en rigtig despot. Kun 19 år, og alligevel er jeg bange for ham. Han skælder ikke bare ud — han slår til. Jeg finder mig i det, for… hvad skal jeg gøre? Anmelde min egen søn? Han går også efter min søster, fordi hun holder med mig. Forleden blev han så vred, at han smadrede hendes hoved ind i bordkanten — bare fordi vi havde været ude sammen. Bagefter undskyldte han, men dagen efter gik det i gang igen. Jeg håber, værnepligten måske kan ændre ham. Min datter og jeg flygtede hertil for at få lidt fred fra hans tyranni.
Mette så på sin veninde med et knust hjerte. Hun vidste, hvor hårdt Lise havde det, men kunne ikke finde de rigtige ord. Astrid sad stille og fnisede med en serviet, øjnene blanke af tårer.
— Ved du hvad, — fortsatte Lise, — jeg tænker altid: hvor gik det galt? Jeg ville være en god mor, men min søn ser mig som en fjende. Han giver mig skylden for alt, der er gået skævt i hans liv. Og jeg… jeg ved ikke, hvordan vi skal komme videre.
— Det er uudholdeligt, — hviskede Mette. — Hvordan kan man behandle sin mor sådan? Han må da forstå, det ikke er din skyld!
— Han vil ikke forstå, — rystede Lise på hovedet. — Det er nemmere at hade. Og jeg er bange for, at han ikke kun ødelægger mit liv, men også min søsters. Hun finder sig i hans opførsel for min skyld.
Astrid så endelig op:
— Lise, jeg fortryder ikke, at jeg støtter dig. Han er din søn, men sådan kan det ikke fortsætte. Vi må gøre noget. Snakke med ham? Eller finde en psykolog?
— En psykolog? — smilede Lise bittert. — Han vil ikke engang lytte. Han siger, alt er min skyld, og det er slutningen.
Stilheden i køkkenet blev tung som en tordensky. Hver af dem følte den andens smerte, men ingen vidste, hvordan de kunne lindre den. Mette forsøgte at lette stemningen og løftede sit krus:
— Piger, lad os skåle… for os. For at vi finder styrken til at leve, på trods af mænd og børn, der knuser vores hjerter.
Lise og Astrid smilede svagt, men tårerne lå lige under overfladen. De skålede, men glæde var der ikke i den toast. Lise stirrede ud ad vinduet, hvor tusmørket faldt på, og tænkte på sin søn. Hun elskede ham stadig, trods den smerte, han påførte hende. Men dybt inde vidste hun, at denne kærlighed måske ville blive hendes forbandelse.
