Onsdag, 22. maj
Jeg husker stadig de første skoleår, da jeg var i 5. klasse og havde beundret lille Lærke, min nabo. Hendes lange, lyse fletninger og det charmerende, fregnede ansigt gjorde hende helt speciel. Jeg fulgte ofte Lærke hjem fra skolen for at beskytte hende mod de drenge i kvarteret, som var kendt for at drille de små. Alt ændrede sig dog brat, da sorgen ramte hendes familie: Lærkes far blev alvorligt syg og døde efter flere måneders kamp mod sygdommen.
Efter tabet begyndte hendes mor at drikke, og Lærke blev mere og mere overset. Nogle dage glemte hendes mor endda at lave mad til hende. Til sidst kom Lærke slet ikke mere i skole. Først troede jeg, hun var syg, men da ugerne blev til måneder, blev jeg meget bekymret over hendes fravær. Jeg bad min egen mor om at spørge, hvad der var sket med Lærke.
Min mor fortalte mig roligt: Simon, Lærke er blevet anbragt på et børnehjem. En dyb sorg bredte sig i mig; jeg vidste, at det var usandsynligt, at jeg ville se hende igen. Tiden gik, jeg blev voksen og vendte tilbage til Odense efter at have afsluttet min værnepligt.
En dag mødte jeg tilfældigt Lærke. Hun gik hånd i hånd med sin mand, og hendes gravide mave stak frem under jakken hun nærmede sig fødslen. Det blev dog kun til et kort møde, og fire år gik uden at jeg så hende igen.
Vores veje krydsede endnu en gang, da Lærke flyttede hjem til Odense. Nu var hun alenemor, for hendes mand var tragisk blevet dræbt under et gadevold, offer for sit alkoholmisbrug. Lærke stod tilbage med sin lille søn og et tungt ansvar. Hver gang jeg så på hende, følte jeg noget dybt og udefinerbart i mit bryst det var som om vores liv var vævet sammen. Jeg forstod, at både hun og hendes dreng havde behov for mig, og jeg var klar til at tage det ansvar på mig.
I dag tænker jeg ofte på, hvordan livet former os og lærer os at værdsætte det, vi har og og hvor vigtigt det er at strække hånden ud, når nogen har brug for hjælp.
