Mærkelige naboer I lejlighed 222 på 8. sal i ejendommen på Mayakovskijgade er der flyttet nye naboer ind. Et ægtepar lidt over de 50. Begge lavstammede og slanke. Han har skæg og grå frakke. Hun ses ofte i lang nederdel og farverig baskerhue. Høflige, smiler i elevatoren, holder døren hvis man bærer tunge poser. Og ikke mindst – de er stille, hvilket betyder meget i moderne byggeri. Men første indtryk kan bedrage: Efter et par uger hørte Smirnov fra 221 og Kazakov fra 223 de nye naboer meget tydeligt. Det blev samtaleemnet ved aftenbordet. Sådan sagde Smirnov-familien, som var i 40’erne og havde delt efternavn halvdelen af livet: – Har du set de nye naboer? – Ja, kørte i elevator med dem i går. – Hvad synes du? – Virker helt almindelige. Hvorfor? – De er godt nok… kærlige. – Hvad mener du? – Når I alle er ude om dagen, er der helt stille – så kan man høre alt. Og de leger simpelthen voksenlege hver dag. – Seriøst? – Jep. Og med fantasi! Man skulle tro, det var en film. – Sjovt! – Du skal nok selv høre det engang, men det er mildest talt forstyrrende – især når man skal arbejde hjemme. – Kom nu, lad være med at være en sur gammel mand – de er jo i 50’erne og stadig… “leger”. “Bare ikke os”, tænkte han, men sagde det ikke højt. I weekenden blev husfaderen også ufrivillig tilhører – denne gang var temaet gartneren og fruen i huset. Smirnovs sad og rødmede… ***** Hos Kazakov-familien – den yngste på etagen, begge knap 30, gift femte år, venter deres første barn – lød snakken sådan: – Kostja, har du set de nye naboer? – Ja, mødte dem i opgangen. Hvorfor? – De er interessante. Hun laver altid lækker mad til ham, som på restaurant. Og han kommer altid med gaver til hende – hver dag! – Hvor ved du det fra? – Jeg går tur hver dag, og der dufter fantastisk fra deres dør. Har også mødt ham flere gange med blomster og gaveposer – løber hjem som til en date. – Hm. – Måske er de ikke gift, men elsker? – Ved ikke… de bor jo sammen. – Og på køkkenet sidder de og fniser – hvis ikke man larmer med service, kan man høre det: hi-hi-hi, ha-ha-ha. Som nyforelskede. – Klart. Nyhederne starter, jeg smutter… Fredag mødte Kazakov Kostja den mandlige nabo i elevatoren. Med blomster, rødvin – tydeligvis store forventninger til aftenen. ***** Tiden gik. Snart boede de mærkelige naboer måned i nr. 222. I 221 havde man vænnet sig til lydene. De blev stadig ikke trætte af hinanden – dagligt var der noget nyt: søde suk og sengen, der knagede. Som om de havde travlt med at nyde livet. En aften sagde Vera Smirnova undvigende til manden: – Var i indkøbscenter i dag, kom forbi undertøjsafdelingen. Se, hvad jeg købte – hun slog kåben til side. Smirnovs øjne lyste, han slikkede uvilkårligt på underlæben. – Og jeg var for nylig i voksenbutik. Se, hvad jeg tog med hjem, måske kan du lide det? – Man ved jo ikke, før man prøver – Vera rødmede. ***** – Nu sker det, hviskede naboen fra 222, med øret mod væggen indtil Smirnovs. ***** Konstantin fra 223 gik i frokostpausen forbi guldsmeden. Længe siden han havde forkælet sin kone. Han plejede ellers altid at købe små overraskelser. Chokolade har han da altid mindst i tasken til hende. Uventet så han en velkendt jakke. – Oksana! Hvad laver du her? Der er jo langt hjem… – Gik bare lidt rundt, rødmede hun. Hvad med dig? – Købte øreringe til dig – her, kunne ikke lade være… Oksana lyste op: – Tak, skat! Hun kyssede ham. – Jeg tænkte at lave pasta carbonara med rejer til aftensmad. Kan du huske, dengang jeg lavede det? Her har de de bedste rejer! – Ja! Jeg bliver helt sulten bare ved tanken. – Kom hjem til 19, så det ikke skal varmes. – Det gør jeg. Må hellere købe blomster med også, tænkte Konstantin. ***** – Hvad siger du? spurgte manden i 222. – Hun laver noget spændende – og nu er processen i gang hos dem også, smilede kvinden. ***** En måned senere var Smirnovs næsten ikke til at kende – ti år yngre, øjnene strålede, ventede bare på at kunne være sammen. Indimellem tog de på hotel for at nyde hinanden. Pludselig havde de også mere at tale om, og hverdagen gled lettere. ***** Hos Kazakov var babyen lige på trapperne, men de gik igen på dates: i biografen, restaurant, udstilling. Oksana fandt den gamle kogebog frem. Konstantin blev bedre til at forkæle – chokolade i tasken, gaver hver uge. Han kunne dårligt huske, hvornår han sidst havde set TV-nyheder. ***** – Hvad med dem? spurgte kvinden i 222. – Tja, de knirker stadig lystigt med madrassen – mon ikke børnene er hjemme… Men alt går meget bedre – og jeg lytter stadig, for en sikkerheds skyld. – Og de andre? – Også fint – de kvidrer i køkkenet, griner sammen. Og der dufter som på en god restaurant fra deres hjem. – Dejligt! Tre måneder – så er vi snart videre. Vi bliver lige lidt endnu for at sikre effekten. – Fint. Hvem er de næste? – Simonova, 4, lejlighed 65. I 66 trænger parret til at genopfriske kærligheden. I 64 som altid: lidt hjælp til soveværelset, lidt mere orden. – Okay. Jeg lader dine bånd ligge foreløbigt og larmer lidt mere. Restaurantmaden annullerer jeg ikke, og der er stadig duftolie tilbage. Forresten – de roser, du skiftede vand på forleden, er visnet. Det må blive endnu en buket. – Jeg køber flere. Giv mig lige en god rygmassage, så sover vi…

MÆRKELIGE NABOER

I lejlighed 222 i opgang 8 på H.C. Andersens Boulevard flyttede der nye naboer ind. Et ægtepar i begyndelsen af 50erne, begge små og slanke. Han har fuldskæg og gråt jakkesæt, hun ses ofte i en lang nederdel og farverig hat. Venlige folk de smiler i elevatoren og holder døren, især hvis nogen har tunge poser at bære på.

Det vigtigste ved dem er dog, at de er stille. I hvert fald troede vi det de første par uger. Efter cirka fjorten dage begyndte familien Madsen fra 221 og familien Nielsen fra 223 at høre dem meget tydeligt. Siden blev det et fast samtaleemne over aftensmaden.

Hos Madsen-familien begge omkring de fyrre, har haft fælles efternavn det halve af livet lød snakken sådan:

Har du set de nye naboer?
Ja, vi kørte sammen i elevatoren i går.
Og, hvad synes du om dem?
De virker da ganske almindelige, søde. Hvorfor?
Tja, de er da godt nok kærlige sådan meget.
Hvordan det?
Når folk tager på arbejde, og her er stille, så hører man ALT. De fordriver tiden med voksne lege, kan man vist sige. Tredje dag i træk nu!
Seriøst?
Jep, og med fantasi oveni. Det er nærmest som at høre en film
Ha, ja det er da skægt!
Ja, vent bare det distraherer faktisk, især når man prøver at arbejde.
Nå ja nu må du ikke være snerpet, de er trods alt over halvtreds og leger stadig!
Det er mere, end vi gør, tænkte han, men sagde det ikke højt.

I weekenden blev Madsen senior også ufrivillig tilhører til nabolegene. Denne gang spillede de gartneren og fruen. Madsen-parret sad rødmede bag væggen.

*****

Hos familien Nielsen, den yngste familie på etagen knap 30, gift på femte år og snart forældre, lød samtalerne sådan:

Jens, har du set de nye naboer?
Ja, så dem i opgangen i går. Hvorfor?
De er så interessante. Hun laver den lækreste mad til ham, som var det på restaurant, og han kommer hjem med gaver til hende. Hver dag næsten.
Hvordan ved du det?
Jeg går jo tur hver dag, og det dufter helt fantastisk fra deres dør! Og flere gange har jeg set ham med blomster, én gang med gavepose, løb direkte hjem som til en date.
Hmm.
Måske er de slet ikke gift? Måske kærester?
Tja men de bor da sammen.
Og man kan høre dem småsludre og fnise i køkkenet, hvis man lytter godt efter. Som to unge forelskede.
Ja, det lyder jo hyggeligt. Nå, nu begynder TV-avisen, jeg smutter lige.

Fredag aften mødte Jens naboen i elevatoren. Han stod med blomster, en lille flaske rødvin og havde sikkert store forventninger til aftenen.

*****

Tiden gik, og naboerne i 222 havde snart boet der en måned.

I 221 havde Madsen-familien vænnet sig til lydene: Det var altid noget nyt inde fra væggen, eller bare søde suk og betragtelige knirk fra madrassen. Som om de levede hver dag som deres sidste sammen.

En aften sagde Vibe Madsen, lidt genert, til sin mand:

Var på Strøget i dag og endte i undertøjsafdelingen. Se, hvad jeg købte! Hun åbnede morgenkåben.

Hans øjne glimtede, og tungen gled automatisk over underlæben. Jeg var forbi en voksenbutik forleden se hvad jeg fandt, håber du kan lide det.
Man må jo prøve for at vide det, rødmende lo Vibe.

*****

Så er de i gang! hviskede beboeren fra 222, der stod og lyttede mod væggen til Madsens.

*****

Jens fra 223 besluttede sig i frokostpausen for at kigge ind i en guldsmedeforretning. Han havde ikke forkælet sin kone i lang tid, selvom han førhen fandt små overraskelser altid chokolade i tasken til hende.

Pludselig genkendte han konens jakke.
Astrid, hvad laver du her? Det er da langt hjemmefra.
Jeg trængte til luft, svarede hun lidt genert. Og du?
Jeg købte øreringe til dig, han rakte kassen til hende.
Astrid strålede: Tak, skat! kys på kinden. Jeg besluttede at lave pastacarbonara med rejer til aftensmad du husker det, ikke? De har de bedste rejer her.
Jeg husker det! Min mund løber allerede i vand.
Så kom hjem til kl. 19, så du får det, mens det er frisk.
Det lover jeg, sagde Jens, og besluttede at have blomster med hjem også.

*****

Hvordan går det ovre hos dem? spurgte manden fra 222.
Hun forbereder noget spændende, smilede hans kone. Parret i 221 er også i fuld gang.

*****

En måned senere var Madsen-parret næsten ikke til at kende. De så ti år yngre ud, kunne ikke få øjnene fra hinanden, og glædede sig konstant til timerne alene. Af og til tog de væk fra børnene, bookede et hotelværelse alt for at nyde hinanden endnu mere.

Fælles emner voksede, og hverdagen gled nemmere.

*****

Nielsen-parret ventede stadig barn, men havde genfundet daten: i biografen, på restaurant eller kunstudstillinger. Astrid havde fundet sin gamle kogebog frem, og Jens overraskede stadig hver uge altid chokolade i tasken til hende. Han kan ikke huske, hvornår han sidst så nyhederne.

*****

Hvordan går det hos dem? spurgte kvinden fra 222.
De knirker stadig pænt med madrassen, men børnene må være hjemme. I det hele taget er det blevet meget hyggeligere, jeg lytter med dagligt for at være sikker.
Også parret i 223 har det godt. I køkkenet kvidrer de, ler og griner. Og deres mad dufter stadig som en Michelin-restaurant.
Vidunderligt! Tre måneder tog det. Lad os lige blive lidt endnu, så vi er sikre på resultatet.
Godt. Hvem er de næste?
Simonsens, opgang 4, lejlighed 65. I 66 bor en familie viklet ind i hverdagens trummerum, har helt glemt hinandens navne. I 64 skal vi lige sørge for, at soveværelset kommer i orden!
Forstået. Jeg lader dine kassetter stå, og så larmer du bare lidt mere. Og jeg annullerer ikke restaurationsleveringerne. De aromatiske olier er der stadig. De roser, du skiftede vand på i sidste uge, er visnet vi må have flere.
Jeg køber dem. Massér lige min lænd, så går vi til roDa de to fra lejlighed 222 pakkede deres sidste kuffert, standsede de foran døren et øjeblik, hånd i hånd. Han bøjede sig frem mod hende med et skævt smil:

Klar?
Ja, men lidt vemodigt, svarede hun. Vi var lige begyndt at holde af lydtapetet her.

De delte et lille grin, og hun trak ham med ud i opgangen. Inden døren lukkede bag dem for sidste gang, så hun sig tilbage; det farverige skær fra hatten fulgte et øjeblik hendes blik mod deres gamle dør, som nu var dæmpet tavs for første gang i måneder.

I opgangen stod blomster på måtten foran 223. Fra 221 hørtes dæmpet latter og lyden af vin, der blev skænket. Duften af hvidløg snoede sig op ad trappen.

De nye naboer i 222 trådte ud i sommeraftenen og forsvandt ned ad boulevardens levende strøm af mennesker, anonyme og umærkelige.

Men i opgangene flød livet videre, lidt gladere, lidt tættere og hver gang nogen i de næste måneder faldt over et smil, en berøring eller måske endda et lille pusterum mellem hverdagslydene, var det som om en usynlig tråd spændte sig gennem væggene, en kærlig hvisken fra dem, der engang havde boet i 222.

Nogle vil påstå, at kærlighed ikke kan bo mellem mursten og radiatorlyde; men indimellem finder den alligevel en vej, selv via mærkelige naboer.