Mælkebøtte-marmelade Den lange, sneklædte vinter er endelig forbi. Frosten har været mild i år, og selvom det har været hyggeligt, er det nu tiden til grønne blade, blomstrende farver og at smide den varme frakke. Foråret er kommet til den lille danske by. Tove elsker foråret og venter hvert år på naturens opvågning – og nu er det endelig tid. Fra tredje sal betragter hun byen, der vågner op fra vinterdvale: biler lyder anderledes, torvet er mere levende og folk i farverige jakker og frakker skynder sig rundt – fuglene vækker hende før vækkeuret. Nu bliver det rigtigt dejligt, tænker hun, og glæder sig allerede til sommeren. Tove bor i et af de klassiske femetagers bygninger, sammen med sit barnebarn, Alma, der går i 4. klasse. Almas forældre er begge læger og arbejder midlertidigt i Afrika, så Alma blev efterladt hos sin mormor. – Mor, du får Alma i en periode, vi ved, du passer på hende, sagde Toves datter, inden de tog afsted. – Selvfølgelig, jeg elsker at være sammen med hende – hvad ellers skal jeg lave som pensionist! Og Alma jublede: – Ih, mormor, nu får vi det hyggeligt sammen! Vi kan gå meget i parken, mere end mor og far har tid til. Efter at have sendt Alma i skole, går Tove til købmanden og møder to af sine faste naboveninder på bænken udenfor – fru Petersen og fru Jensen, evigt lokale og med hele kvarteret under opsyn. Bænken er deres faste samlingssted, så snart solen skinner – ingen sladder undgår dem, og Tove sidder også gerne med og drikker kaffe, mens der snakkes om alt fra TV-programmer til helbred. I dagens løb henter Tove Alma fra skole, giver hende mad, snakker, ser lidt TV. Alma går til dans – hun har dyrket det i seks år, elsker at optræde, og Tove er stolt af hende. Om aftenen venter Tove på bænken, denne gang sammen med naboen Erik – de beundrer forårsvejret og taler om alt i livet. Da Alma kommer sprudlende tilbage, er der grin, leg og snak om sunde gulerødder og varme frikadeller. Erik har selv haft et travlt liv – han mistede sin kone tidligt, opdragede sin datter alene, der nu bor langt væk. Hun vil gerne have ham til at flytte over til sig, men Erik vil ikke forlade sit hjem og sine vaner i den lille by. Datteren Vibe er bestemt, og da hun opdager venskabet med Tove, beskylder hun endda Tove for at være ude på lejligheden som et bo til Alma. Tove bliver chokeret over Vibes grovhed og får et voldsomt opgør, der får hende til at undgå både Erik og bænken. Men livet løser tingene, og en dag byder Erik Tove på mælkebøtteblomster og fortæller om sin syrlige, sunde mælkebøtte-marmelade – en dansk forårsspecialitet. Sammen laver de forårs-salat, drikker te med marmelade og finder glæden ved at dele hverdagen igen. Snart sidder de to på bænken under den gamle lind og læser deres yndlingsblad, mens samtalen flyder og alt omkring glemmes – for nu er det rigtigt godt at være to. Tak fordi du læser med, følger og støtter mig. På gensyn og held og lykke!

Mælkebøtte-syltetøj

Vinteren var forbi ikke en særlig streng en af slagsen, men blød og hvid, dog begyndte den at føles lang, og nu længtes jeg virkelig efter grønne blade, blomster, og at smide den varme vinterfrakke.

Foråret kom til vores lille provinsby i Jylland. Jeg elsker foråret; jeg går altid og venter spændt på, at naturen vågner. Og nu var tiden inde. Fra tredje sal i vores boligblok betragtede jeg byen og tænkte:

– Med de varme forårsdage vågner byen efter den lange dvale. Selv lastbilerne lyder anderledes, og torvet summer af liv. Folk i farverige jakker og frakker strømmer ud, fuglene vækker os før vækkeuret ringer. Forår er dejligt, og sommer endnu bedre

Jeg har boet i den femetagers bygning i årevis, nu bor jeg sammen med mit barnebarn Frida, hun går i fjerde klasse. Hendes forældre arbejder på et projekt i Kenya begge er læger og de overlod Frida til mig.

– Mor, vi overlader Frida til dig. Vi kan jo ikke tage hende med. Vi ved, du passer godt på hende sagde min datter.

– Ja, selvfølgelig gør jeg det. Jeg får jo mere at tage mig til på pensionen. I tager bare afsted svarede jeg muntert.

– Juhu, farmor! Vi skal leve livet, vi kan gå i parken hver uge. Mor og far har aldrig tid. Det bliver hyggeligt jublede Frida.

Efter at have lavet morgenmad og sendt Frida i skole, gik jeg i gang med dagens gøremål. Timerne fløj afsted.

– Jeg kan lige nå i Brugsen, inden Frida er hjemme. Jeg lovede hende noget sødt for de gode karakterer tænkte jeg, idet jeg tog jakken på.

Udenfor på bænken ved indgangen sad allerede to nabokoner med små puder under sig bænken er stadig kold. Karen en ældre og lidt hemmelighedsfuld kvinde, bor alene på etværelses i stueetagen, anser ikke sin alder for nogen andres vidensbyrd. Astrid, som også bor alene, er 75 år og altid fuld af sjove historier og livsglæde den direkte modsætning til Karen, for Karen er altid lidt mut.

Når forårssolen titter frem, er bænken aldrig tom og Karen og Astrid er faste inventar, kun hjemme for at spise frokost, ellers sidder de der hele dagen og ved alt om alle.

Nogle gange slår jeg mig også ned hos dem, vi opdaterer hinanden om seneste nyt, snakker om hvad vi har læst eller set i fjernsynet Karen elsker at fortælle om hendes blodtryk.

– Dav damer, allerede på vagt? smilede jeg.

– Ja, Åse, ellers får vi fravær! Er du mon på vej i Brugsen? spurgte Karen og så på min taske.

– Nemlig! Skal lige købe noget lækkert til Frida. Vi ses, jeg må afsted svarede jeg og smuttede.

Dagen gik, som den plejer. Frida kom hjem fra skole, fik lidt mad og lavede lektier, og jeg så tv imens.

– Farmor, jeg smutter til dans! råbte Frida.

Hun stod allerede klar med sin taske og mobil. Hun har danset i seks år, og jeg er så stolt af min smukke Frida.

– God tur, Frida, sagde jeg venligt og vinkede farvel.

Senere satte jeg mig alene på bænken for at vente på Frida.

– Sidder du og keder dig? spurgte min nabo, Jens Henrik, da han kom til.

– Nej du, hvordan kan man kede sig sådan en dag? Forår, skønt vejr svarede jeg.

– Nemlig! Solen skinner, fuglene synger, mælkebøtterne lyser op overalt som små sole sagde han, og jeg nikkede.

Pludselig sprang Frida bagfra og råbte:

– Vov, vov!

– Du er skør, Frida. Du giver mig et chok lo jeg.

– Ihh, det var da tidligt at snakke om! sagde Jens Henrik og klappede mig venligt på skulderen.

– Kom med, Frida, jeg har revet gulerødder og drysset sukker på og dine elsker-krebinetter stegte jeg også! sagde jeg.

Jens Henrik rejste sig og fulgte med os ind.

– Blev helt sulten, du fik mig til at tænke på krebinetter måske vi ses igen på bænken senere, eller tager en lille tur sagde han.

– Vi får se, jeg har nok at gøre

Alligevel gik jeg ned senere på bænken, hvor Jens Henrik ventede. De andre var væk.

– Karen og Astrid gik lige hjem for at spise sagde han glad.

Fra den aften sås Jens Henrik og jeg ofte, gik nogle gange tur i parken over vejen, læste avis og talte om både opskrifter, skuespillere og historier fra livet.

Jens Henriks liv har ikke været nemt. Han havde engang kone, datter og barnebarn, men blev tidligt enkemand og måtte opdrage sin datter, Vera, alene. Han arbejdede på to jobs, så Vera ikke manglede noget men tid til hende var der ikke meget af. Om morgenen sov hun, og når han kom hjem, sov hun igen.

Vera voksede op, giftede sig, flyttede til København og fik en søn. Hun kom på besøg nogle gange, men kontakten blev mindre. Familien glædede hende ikke særlig hun blev skilt efter 15 år og opdragede sønnen selv.

– Åse, min datter kommer om to dage, hun ringede i morges. Efter alle de år, underligt nok. sagde Jens Henrik en dag, vi var for længst blevet dus og delte det meste.

– Hun savner dig nok. Man vil gerne tættere på familie med alderen gættede jeg.

– Ved ikke helt

Da Vera kom, var hun stadig den samme grov og lukket. Jens Henrik ventede spændt på hovedårsagen til hendes besøg.

– Far, jeg har et forslag, begyndte Vera. Lad os sælge din lejlighed, så flytter du med til os, så kan du bo sammen med os og barnebarnet. Det bliver hyggeligere!

Men Jens Henrik blev utilpas; han havde ikke lyst til at bryde op fra sit lille hjem i Aarhus til at bo “under opsyn” hos en kølig datter. Han sagde nej og henviste til, at han var vant til at være alene.

Vera ville ikke give op. Hun fandt ud af, at Jens Henrik og jeg var gode venner og kom på besøg.

Hun hilste venligt, satte sig i køkkenet, hvor jeg havde dækket med te, småkager og mælkebøtte-syltetøj.

– Jeg har lagt mærke til, at du er tæt med min far sagde Vera Kunne du hjælpe mig med én ting?

– Hvad er det?

– Få ham til at sælge lejligheden. Hvorfor skal han bo alene på så mange kvadratmeter tænk på os andre! sagde hun skarpt.

Jeg var chokeret over Veras kynisme og sagde fra. Hun blev rød af raseri og hvæsede:

– Så du vil bare have lejligheden til dig selv du har fundet dig en ensom gammel mand og vil sikre dig noget til barnebarnet. I sidder på bænken og hygger, snakker om mælkebøtter. To naive blomsterhoveder! Har du mon søgt om borgerlig vielse? Tro ikke, det lykkes for dig, gamle kælling! råbte hun og smækkede døren.

Det pinte mig, og jeg frygtede, om naboerne havde hørt hendes udbrud. Men snart rejste Vera hjem, og jeg undgik Jens Henrik skyndte mig hjem, hvis jeg så ham.

Men man kan ikke undgå livet, det indhenter én. En dag på vej hjem fra Brugsen sad Jens Henrik og ventede med en buket mælkebøtter og flettede krans.

– Åse, vent! Kom og sæt dig lidt. Undskyld min datter. Jeg ved, hun sagde for meget jeg har talt alvorligt med hende, og jeg hjælper selvfølgelig mit barnebarn. Men sådan skal man ikke behandle folk hun rejste og sagde, hun ikke havde nogen far mere. Han tav, rakte mig kransen og sagde: Tag den. Jeg har lavet mælkebøtte-syltetøj, det er sundt og smager godt du må prøve. De er også gode i salat sagde han med et smil.

Efter snakken lavede vi mælkebøttesalat sammen, og jeg fik te med mælkebøtte-syltetøj. Jeg blev overrasket over, hvor godt det smagte. Om aftenen gik vi igen en tur i parken.

– Jeg har seneste nummer af vores yndlingsmagasin, lad os læse det under linden på bænken sagde Jens Henrik.

Jeg satte mig ved siden af, og vi begyndte at snakke og grine og glemte alt andet. Vi havde det godt sammen.

Tak, fordi du læser med, og for din støtte. Held og lykke i livet!