Mens mødrene bombarderer diskussionsforaene med spørgsmål om, hvad der skal med i førstehjælpskassen, og om man egentlig må tage klapvognen med ind i kabinen ja, så sidder andre rejsende allerede og øver sig på dybe vejrtrækninger og nervøse smil ved siden af. Det hele er så let nu om dage. Før i tiden blev forældre skammet ud på standbyrækkerne for, at deres børn burde elskes, men nu er det flyselskaberne, der får pæne henstillinger om at lave separate sektioner, så børn og voksne kan skilles ad som sild i to forskellige dåser. Hvornår blev det her egentlig hverdagskost?
Rigtig god flyvetur!
Hvornår blev det smart ikke at gemme børn væk fra verden? At tage på arbejde, holde sociale liv, gå til events og selvfølgelig rejse, uanset om barnet er to måneder eller to år. Dengang vores mødre var unge, var det helt utænkeligt. Jeg har svært ved at forestille mig min mor i tresserne med en baby i en restaurant på Rådhuspladsen. Eller selv senere. Dengang blev det nærmest betragtet som en lille skandale. Man havde virkelig forstået idéen med det uforstyrrede voksenliv.
Nu kan man så meget prøve at ignorere det, men at tage på langfart med barn er cirka lige så afslappende som at jonglere med sild på en cykel både for ungen og forældrene. Hvis det skal være behageligt for alle, må man gøre en indsats. Og det er vi altså mange, der ikke gider. Allerede, når flyet letter fra Kastrup, smider folk hæmningerne og har ferie mode aktiveret ungerne må lige klare det selv. Som om de siger: Nå, nu er det op til andre.
Hele planeten vil jo flyve med komfort, ikke? Der er ingen, der har tålmodighed til bare to timers larm og spark i stolen, når man har betalt tusindvis af kroner for billetten. Folk brokker sig over tre centimeters benplads og så skal det være hyggeligt, mens en femårig har gymnastiktime bag dig og tester, om ens rygstøtte kan bruges som hoppeborg. Jeg har endnu aldrig mødt nogen, der reagerer med et kærligt smil og siger: Sådan, klap lige stolen mere, lille ven!
Dagplejen en truet art
Engang ville jeg være sød. Da en kvinde med en baby, der knap kunne holde hovedet selv, satte sig ved siden af mig, begyndte jeg at overveje, om jeg kunne holde vejret hele vejen til Aalborg. Men det skulle vise sig at være en flersporet familie små børn foran, bagved, i siderne, de delte snacks, legetøj og sutter på tværs af rækkerne, og jeg følte snart, jeg var blevet onkel mod min vilje. Hverken tak eller værsgo, og jeg slap kun med nød og næppe for at få hældt kogende vand fra termokanden udover mig. Helt ærligt, jeg havde mest lyst til at kravle ud ad vinduet over Kattegat.
En anden gang, i toget til Aarhus, var en mor i gang med at aktivere sin fireårige datter på højeste niveau hele de 26 timer (sådan føltes det), vi rystede afsted på skinnerne. Hun gjorde virkelig alt for ikke at forstyrre nogen. Men resultatet? Nonstop: Kom, Alma, lad os gå herhen. Kom, Alma, skal vi ikke se lidt ud ad vinduet? Vi kunne også tegne? Og så gik der 40 minutter med en endeløs parade af farveblyanter og tegninger af bjørne og kattekillinger. Pludselig ved du hverken, hvad der er værst støj eller stilhed.
Så hvordan undgår man at føle sig som en sur gammel svensker, der bare ønsker alle mødre hjem for god opdragelse, indtil børnene rammer teenagealderen? Hvis barnet altså kunne sidde stille i tre timer og bare kigge drømmende ud i luften uden at male hele sædet blåt så, ja, det skulle nok gå. Men kender du nogen, der kan det?
Det er jo slet ikke for at nævne de babyer, der får åndenød af både start, landing og i øvrigt resten af turen. Førhen var der måske én på hele flyet. Nu får du tre eller fem, plus storesøskende, der fræser op og ned ad midtergangen. Du lander nærmest lige så hurtigt, som flyet letter igen, bare for at undgå kaos-kabinen.
Og lad det være sagt: Jeg er ikke en såkaldt Childfree. Jeg har prøvet at rejse med barn med nød og næppe. Men ærligt talt, min tålmodighed rækker kun til at forklare forskellen på siddemonster og tag ikke på det der! Jeg kan anbefale at vente til barnet selv kan tælle til ti og forstå sætningen sid ordentligt, tryk ikke på noget. For så kan det næsten gå, uden at der skal farves noget i tre timer. Men nej, sådan tænker folk ikke. De har medbragt hele tasken med pædagogisk legetøj, løbesko og forsøger at give deres barn Harboøre-energi og alt, hvad barnets krop vokser af og så må vi andre bare tage det som en dansk regnvejrsdag.
