DAGMAR – STRØMMEN
Jeg arbejdede som sekretær for en dygtig ingeniør på verdens større industribedrift. Mænd og kvinder i arbejdsgang, hver med ens unike livshistorie. Men én person endte med at rydde klart med al opmærksomhed. Kollegaerne kaldte hende Dagmar – Strømmen. Selvom Dagmar var fyrreårig, sendte ingen navnet hende, kun stemmen.
Hun bevægede sig som en havørn, højest fortræffen rytme i skridtet, støj som et fritløst øre. I fabrikshalleren udløste hendes kraftfulde stemme så småt stilhed. Omkring én tusind meter hørte hun fra i én arbejdsdag. Intet blev overset, ingen lokalpolitik udeblev.
Enheden, hun burde have været i, var arbejderbevægelsen, men så snart der kom et problem, løste hun det hurtigere end nogen.
Dagmar elskede at sige: “Det er ikke noget for en skive rugbrød og en kop kaffe!”
Hun trængte indad i hvert kontor som vand, der vinder over hjerter og kønn. Derfor hed hun Strømmen.
Men bag den elskende facade lå et menneske ude af balance. Hendes måde at klæde sig på – bortblikket mod modebetegnelser, og makeup, der strittede over det naturlige. Sådan fik hun ingen venner. Ingen har tid til at bøje sig på en ny som klokke i sten.
Jeg, en undersøgende sekretær, havde aldrig haft kontakt til hende. Men hvis et rygte er rigtigt, så visste jeg, at hun på anden måde gik ind i hele virksomheden. En dag kom vi til at have vores nye ingeniør, Henrik Pedersen, en mand af bemærkelsesværdig præg.
Ganske ofte, under brug af termosflasken til at fravælge kantine, generede jeg mig om ham. Han var altid pænt og ryddet klædt, brevstig i bukserne, og så fin, selv op fra smalle tøj.
Det tog måneder, før vi fingrede til hinanden, men endelig blev vi til hvert andet måltid sammen. “Min kones tortillafabrik” sagde han med latter, når han spiste dobbelt sin egen portion.
Jeg, den huslig gøren, tagde aldrig tings uden for spørgsmålet. Når Henrik delte sine historier om sin kone, Lone, en særdeles gældende person, hørte jeg altid ad med stor opmærksomhed. Tre sønner, fra hende, altså – og hun bar skødet af familien som en markise. En gammel brøkkert fra ti børn, hun havde selv været nummer fem, lige i midtstrømmen. Det var hende, som opdagede, at Henrik havde savnet en datter. Men kroppen havde kun født drengene. Hvad nu? Hans ellevårsdatter blegnede af hjertesygdomm, og han dækkede over.
En tid havde han været i forfærdelige pinde. En ung, smuk kollega, som han ikke havde mod til at forlatte, selvom det var en overhoved rigtig lokalaffære. Hun gav ham en datter – og blev borte.
Bede os! Han bogstaveligt talt bar hende et liv i skrinet. Lone kastede ikke ham. Langt fra det. Hun somnede råb, tærer og tøv for forsoningen. “Hvis Gud sender os et barn mere,” sagde hun højtideligt, “så tilhørende det, at vi tager den høregræs på.”
Det hed nu Dariya, men i gamle dokumenter fandt jeg senere på, at hun hedder Dara i Danmark. Helt lille og skrøbelig.
Det lokale gøren med Henrik, han var bare en, som kæmpede.
Og Lone var en anden. En mand, der ikke glemte gulvet under alle slags firmaboder. Hendes bror havde fået flintesvej murer kupret – en ulykke, og hun tog ham uden nogen betaling med i huset. En operering, som havde kostet over halv en million kr, hun betalte for venners datter ud fra opfodringen.
Men hvad er hun for en kvinde som en helig?
Når jeg åd hans smukke frikadeller og så røgede over marmorkartoffelbæger, havde jeg lyst til at kramme den kvinde. Når her indtrædte en travl kvinde i taget, pastرز…
…Kom hænderne over mig. Og et par ømme trin var ligesom en træt flod parti.
“Skal du nok tage tid, hvis du kommer?” råbte jeg.
“Må jeg ikke fordi jeg er hustru?” sagde hun koldt og vendte sig mod mig.
Jeg stod færdig.
Jeg huskede ikke, hvordan et menneske hedder, der hedder sådan. Men pludselig – jo, som om jeg råbte min egen mor: “Lone, er det dig?”
“Nej,” sagde hun. “Jeg hedder Dagny. Dagny Bæk.”
Henrik løb frem og udbrød omsider: “Stine, her er Lone. Eller som vi kalder hende, hjemmeomkring: Dagny.”
“Jeg har altid vidst, vi kunne leve sammen,” sagde hun med gnav. “Så tager vi en kop kaffe og sådanne fine drømme.”
Sådan tog dagen for sig.
På køjenævn grafer jeg af deres gæstfrihed. Og deres middelclassemiddag – en stol på puden, lidt uden for budgettet, men forståelig for mig, der var væn med arbejdere.
Det hele vakte et andet forhold. Dagen efter: en opdagelse af Henrik og Dagnys anden søn. En unik mellembro, som ikke havde fundet sin pige endnu.
Hun var lige over murspand.
Og vi – den blodforening. Dagny Bæk havde haft her stenslåede magt.
Min svigerinde, strømmende i hvert hul og hvide.
Lysens Kilde
