Lykken under bænken
Mette trådte ind i supermarkedet efter arbejde. Der var kun fire dage til nytår, og hendes køleskab stod tomt. Hun havde ikke nået noget. Ikke engang juletræet var pyntet endnu.
En isnende vind trængte gennem hendes tynde jakke. Efter en kort tøperi var den våde sne på fortovet frosset til glatte isplatter. Og selvfølgelig havde hun valgt at gå i højhælede støvler. Nu vaklede hun små skridt af gangen for ikke at falde. Gadelygterne brændte sporadisk, som de plejede, og i de tidlige vintermørker var det svært at se vejen. De tunge indkøbsposer trak i hendes arme og skar ind i håndfladerne. Hendes ben gjorde ondt af anstrengelsen. *Hvorfor har jeg taget så meget med? Kunne have købt det halve i morgen*, skældte hun sig selv ud.
Hun nåede stoppestedet og satte de tunge poser på den smalle bænk. Gnubbede sine stive, kolde fingre. Mette slog sig ned ved siden af poserne for at lade sine trætte ben hvile og stak hænderne ned i frakkens lommer. Vinden nåede hende også her.
Hun så på bilerne, der kørte forbi. Forestillede sig, hvor dejligt det ville være at sidde i en varm bil i sådan et vejr. Hun havde længe drømt om sin egen bil, men turde ikke tage lån. Nu fortrodte hun.
En bus standsede ved stoppestedet. Dørene åbnede sig med en hvislen, og folk steg ud og gik hver til sit. Ingen kiggede engang i Mettes retning.
Hun var lige ved at rejse sig, da hun hørte en stønnen. Hun så sig omkring, men der var ingen andre på stoppestedet. Et øjeblik efter kom lyden igen, lige i nærheden. Mette sprang op fra bænken. Bilernes lygter belyste noget mørkt i hjørnet bag bænken.
Først ville hun løbe væk. Men så tænkte hun, at manden måske ikke blev fundet før om morgenen, og i den kulde kunne han fryse ihjel, især hvis han var fuld.
Hun fandt sin telefon frem i tasken og lyste med lommelygten mod stoppestedet. En sort frakke og blanke, moderne sko sprang i øjnene. Hjemløse gik ikke sådan klædt.
Hun lyste på hans ansigt. Mandens øjenvipper bevægede sig, men han åbnede ikke øjnene. Han så ud til at være velplejet, ung, velklædt. Mette bøjede sig ned mod ham men kunne ikke lugte sprut.
«Hey, har du det dårligt? Rejs dig, du fryser ihjel.» Hun ruskede ham i skulderen.
Manden reagerede ikke.
Uden at tænke længe ringede Mette til akuttelefonen og forklarede situationen.
«Vent der,» svarede en træt kvindestemme.
Mette lagde på, stak hænderne i lommerne og krøb sammen som en lille spurv. Hun frøs. Hvordan mon det så var for manden på jorden? Måske burde hun gå? Men hun vidste ikke, hvornår ambulancen kom, og den velklædte mand kunne blive bestjålet…
Hun var begyndt at klappre med tænderne, da ambulancen endelig nåede frem. En mand og en kvinde i uniformede blå jakker steg ud.
«Derovre, i hjørnet,» pegede Mette.
Lægerne bøjede sig over manden. En ny bus standsede, og to nysgerrige passagerer begyndte at udspørge Mette om, hvad der var sket.
«Gå væk, I er i vejen,» knurrede lægen.
Han gik tilbage til ambulancen og vendte tilbage med bårer og chauffør.
«Hjælp mig med at lægge ham på båren,» sagde lægen til tilskuerne.
De forsvandt hurtigt.
«Hvad er der med ham?» spurgte Mette bekymret.
«Tilsyneladende et hjerteanfald. Godt, du fandt ham i tide – han kunne være frosset ihjel. Skriv dit telefonnummer her. Bare for en sikkerheds skyld.» Lægen trak en notesblok og blyant op af lommen og rakte den til Mette.
«Er jeg færdig her? Jeg er helt frosset til, mens jeg ventede på jer.» Hun gav ham blokken tilbage.
Mette fulgte ambulancen med blikket, greb sine poser og gik hjem. Men benene var så kolde, at de næsten ikke ville bære hende, og hun kunne ikke mærke fortovet under fødderne.
Hjemme tøede hun sine stive hænder under varmt vand i lang tid. Først derefter pakkede hun indkøbene ud. Hele aftenen tænkte hun på manden på stoppestedet. Hvad var der sket med ham? Hvordan var han endt der? Hun fortrodte, at hun ikke havde spurgt, hvilket hospital han blev kørt til. Hun kunne have ringet i morgen for at høre, hvordan han havde det.
To dage senere ringede en ukendt nummer til hende. Udenfor faldt sneen tæt, dækkede isen på vejene og gjorde verden lysere og festligere. Hun tøvede et øjeblik før hun tog den.
«Mette?» spurgte en behagelig mandestemme.
«Ja? Hvem er det?»
«Du reddede mig – du ringede efter ambulancen, da jeg lå på stoppestedet…»
«Er du i live?» Mette lyste op. «Hvordan har du det?»
«Fint. Jeg ringer for at takke dig. Du lod dit nummer efter.»
«Hvad skete der egentlig?» spurgte Mette.
Hun følte sig flov over, at hun ikke selv havde ringet til hospitalet for at høre, hvordan han havde det.
«Det er ikke sådan lige at forklare over telefonen. Jeg kunne komme forbi, når jeg bliver udskrevet. Sig mig, hvor du bor.»
«Åh, nej, det behøver du ikke,» protesterede Mette.
Manden tav. Mette blev også stille. Hun vidste jo ingenting om ham… Manden sagde farvel og lagde på. Først nu indså Mette, at hun ikke engang havde spurgt om hans navn.
Hun havde været kærester med en fyr i fire år, de havde boet sammen i to. Men han havde aldrig friet. Forholdet gik i stå, og de gik fra hinanden. Det havde taget hende et helt år at komme over det. Mette var bange for nye forhold, bange for at blive såret igen.
Hendes veninder var i samme situation. Rikke var skilt, og Tanjas kæreste var dæd i krig. De drak vin, snakkede, så nytårsshowet sammen, græd på hinandens skulder og drømte… I hvert fald var de tre om at være triste.
Den 31. lå Mette længe i sengen. Mens hun skar grøntsager til salaterne, ringede det på døren. Hvem kunne det være? Det var for tidligt til veninderne.
Mette åbnede døren. På trappen stod en smuk, ung mand med et blomsterbuket og en pose.
«Mette?»Han smilede, og hun vidste pludselig, at det her ikke bare var tilfældigheder, men begyndelsen på noget nyt – på den lykke, hun altid havde ventet på.
