Lykken ved at være mor
Tidlig en varm og stille morgen i den lille landsby langs skovkanten ved åen. Køers lavmælte brølen kom sjældent nu, kun afbrudt af en enkelt hunds dovne gøen. Mørke skyer tårnede sig op over skoven på den anden side.
Agnete elskede at stå tidligt op om sommeren, nyde disse stille timer, selvom hun kun havde høns og en fredelig hund ved navn Trofast i haven. Hun boede alene i det lille hus, arvet efter sin mor, der for længst var gået bort ti år siden nu.
Agnete, en slank kvinde i trediverne, stod ved brønden og drejede med besvær håndtaget for at hive en fuld vandspand op. Med tunge spand i hænderne gik hun langsommere end sædvanligt mod huset.
**Ulykke og sorg**
Agnete havde været gift med Esben i kun et halvt år. Esben, en høj og stærk skovfoged, var frygtet af de lokale krybskytter, der kom i deres dyre biler. Måske mødte han den forkerte i skoven, for en dag blev han fundet dræbt. Efterforskningen trak ud, men ingen blev nogensinde fundet, og Esben blev begravet.
Siden da havde Agnete levet alene. Der var friere fra nabobyen, men hun ville ikke stifte familie uden kærlighed. Dog så hun ofte til en lokal mekaniker, Frederik, der på en måde mindede om Esben stærk, rolig og respektfuld. Nogle gange mærkede hun hans blik og så hurtigt ned.
Efter Esbens død sørgede hun længe.
*”Hvorfor fødte jeg ikke et barn med ham? En del af ham ville have været hos mig. Nu står jeg alene,”* tænkte hun, mens den maternelle længsel væltede ind.
**Landmandens søn**
I byen levede Søren, en ustyrlig og grov ung mand, der oftest var beruset. Han lurte ofte ved Agnetes hus, når hun kom hjem fra arbejdet. Engang tilstod han endda sin kærlighed klodset og uhøfligt. En aften greb han hende, men hun skubbede ham væk og greb en spade fra trappen.
*”Kom en centimeter nærmere, så kløver jeg dit hoved,”* sagde hun roligt. Søren så hendes blik og forsvandt.
Han boede med sin velhavende og brutale far, en enkemand, hvis kone døde under mistænkelige omstændigheder. Søren arvede fadermødet men ikke arbejdsmoralen.
De lokale piger gemte sig for ham. En dag bankede han en ung mand halvt ihjel for at forsvare sin kæreste. Politiet kom, men en bøde blev betalt og sagen forsvandt.
Så en aften vækkede flammerne hele byen. Landmandens store hus brændte ned, sammen med staldene, men dyrene blev reddet. Efterforskningen fandt ingen skyldige det blev “defekt elinstallation.” Landmanden forsvandt i flammerne, mens Søren tilfældigvis ikke var hjemme.
Agnete sukkede lettet.
*”Tak gud han er væk.”*
**Den uønskede gæst**
Tiden gik. En morgen kom Agnete hjem og opdagede døren stå åben.
*”Jeg må have glemt at lukke den,”* tænkte hun.
Men så lugtede hun tobak og sprut. En mand lå i hendes seng. Hun genkendte straks Søren.
*”I det mindste er det ikke en tyv,”* tænkte hun.
Hun ruskede ham.
*”Op med dig hvad bilder du dig ind?”*
Søren åbnede øjnene.
*”Hvor har du været? Ikke hjemme, hva?”*
*”Hvor vover du? Ud!”*
*”Ti stille du vækker drengen,”* mumlede han og nikkede mod det lille værelse.
Agnete så en lille dreng sove sammenkrøbet på sofaen.
*”Hvem er han?”*
*”Min søn. Mads.”*
Hun stirrede vantro.
*”Din søn? Hvorfra?”*
*”Hans mor døde. Nu er han hos mig.”*
**Mads**
Agnete nærmede sig drengen. Han var tynd og snavset, som en forladt hvalp.
*”Hvor gammel er han?”*
*”Fem, tror jeg.”*
*”Du ved det ikke?”*
*”Kan vi blive et par dage? Jeg har ting at ordne.”*
*”Aldrig!”*
Så hørte hun en lille stemme:
*”Tante, jeg er tørstig.”*
Da hun vendte sig, så drengen hende ind i øjnene.
*”Kom, lille ven jeg laver noget at drikke.”*
*”Jeg er ikke lille jeg er Mads!”*
*”Ja, Mads. Selvfølgelig.”*
Efter at have givet ham vand, tog hun ham med ind og lagde ham til at sove. Søren sad stadig ved bordet, ubarberet og stiv.
*”Agnete, jeg beder dig lad os blive. Kun et par dage. Du er god. Jeg sværger, jeg gør ikke noget.”*
Hun vidste ikke, hvad han skulle ordne, men af medlidenhed lod hun dem blive kun for Mads skyld. Drengen var stille og alvorlig, smilede kun, når han legede med Trofast.
Søren holdt sig i ro, huggede brænde og hentede vand. Hvad han foretog sig, anede hun ikke. Men en aften kom hun hjem til et hus i kaos: penge, pelsfrakke og værdigenstande væk.
Tårerne randt. Mads tog hendes hånd.
*”Tante Agnete, græder du? Det var min far. Han kom ikke tilbage. Er jeg din nu?”*
*”Ja, min dreng. For evigt.”*
Politiet kom, men det eneste, der betød noget, var hvordan hun kunne blive hans mor.
*”Jeg hjælper dig, Agnete,”* lovede betjenten.
Sådan blev Mads hendes søn. Hendes hjem lyste af lykke, fyldt med latter.
**Endelig lykke**
En dag kom Frederik forbi.
*”Mads, er din mor hjemme?”*
*”Ja kom ind. Trofast bider ikke.”*
Agnete så ham udenfor.
*”Velkommen, Frederik.”*
Han stod og fumlede.
*”Agnete… Jeg vil gerne være sammen med dig. Vi kunne give drengen en far.”*
Hun smilede.
*”Det tog dig lang tid at spørge.”*
Da Mads hørte det, sprang han i Frederiks arme.
Senere blev der bryllup og endnu en søn.
Søren forsvandt i glemsel.
Men ingen savnede ham.
