Lykken i små stykker
Erik modtog et opkald fra sin mor — hun bad ham hænge en hylde op på køkkenet. Den næste dag kørte han forbi, men hun var ikke hjemme. Lejligheden var ulåst, og hylden lå fremme, som hun havde lovet, men borhammeren… Hvor var den? Måske på loftet, fyldt med gammelt ragelse.
Han stod på en stol, åbnede døren — og der var den! Han greb efter ledningen, der var blevet viklet ind, og borhammeren gled ud og ramte en vase. Den gik i stykker med et brag. Erik bandede, for han vidste, hvor glad hans mor var for den. Han samlede skårene op, hængte hylden og kørte hjem. Han lovede over telefonen at købe en ny vase til hendes fødselsdag. Men det var ikke så let at slippe — hun klagede længe.
Tiden gik, men en lignende vase var umulig at finde. Lige inden fødselsdagen, i den sidste lørdag, fandt han den… i hænderne på en pige. Ekspedienten sagde, det var den sidste. Erik undskyldte og fortalte ærligt, hvordan han havde knust vasen, og at hans mor aldrig ville tilgive ham uden en erstatning.
Pigen, som hed Mette, tøvede et øjeblik, smilede så og rakte ham vasen. “Tag den og red jer begge fra hendes bebrejdelser.” Hun valgte en anden, og Erik fik den rigtige.
Udenfor butikken begyndte de at snakke. Han lavede en vittighed, hun lo. Snart inviterede han hende hjem — til fødselsdagen, til sin mor. Mette blev overrasket, men sagde ja.
Næste dag ankom de sammen. Moren var henrykt over gaven og endnu mere over Mette. “Ser du, min dreng, alt sker med en grund — hvis ikke vasen var gået i stykker, havde du aldrig mødt hende,” grinede hun.
Fra den dag ændrede Eriks liv sig. Han og Mette tilbragte mere tid sammen, gik ture i parkerne, diskuterede film og bøger og drømte om fremtiden. Han præsenterede hende for sin datter, som var på besøg, og heldigvis kom de godt ud af det sammen. Mette var rørt over Eriks omsorg og opmærksomhed. Hans mor mindedes ofte den dag, hvor han ved et uheld knuste vasen, og insisterede på, at det var skæbnen. Mette undrede sig selv over, hvordan et tilfældigt møde kunne føre til så stærk en forbindelse. Et halvt år senere giftede de sig. Brylluppet var enkelt, men fuldt af varme. Moren holdt en tale, hvor hun igen takkede skæbnen for den knuste vase. Og Erik, mens han så på sin kone, vidste, at hun var den, han altid havde ventet på. Hver gang han gik forbi den hylde, smilede han og tænkte på, hvordan en ødelagt vase førte ham til et lykke, han ikke engang havde drømt om.
