Glæde i små ting
Du vil ikke tro, hvor hyggeligt det var der var gensynsfest for kandidaterne fra Danmarks Kulturinstitut i aften, og alt blev holdt på Restaurant Kronen, som jo nærmest er en institution, hvis man vil forkæle sig lidt. Tænk, det er ti år siden, vi fik vores eksamensbeviser dengang stod vi alle sammen spændte, usikre og nysgerrige på fremtiden. Det var så tydeligt, da vi nu så hinanden igen. Mange havde taget deres bedre halvdel med, nogle kom alene, nogle havde taget hele turen fra Aarhus eller Aalborg. Stemningen sitrede fra start.
I et af de stille rum bagerst var Marie ved at hjælpe sin bedste veninde Karen med at gøre sig klar. Hun lukkede forsigtigt den sidste knap i nakken på Karens lyseblå chiffonkjole du ved, en af dem, hvor man bare kan mærke stoffet svøbe blødt om kroppen. Marie nikkede tilfreds alt sad perfekt.
Altså, Karen, jeg er lidt overrasket over, at du alligevel besluttede dig for at dukke op. Du har jo sagt, at der er lidt blandede minder for dig. Alene Thomas var jo ret påtrængende dengang! Og han kommer jo selvfølgelig i aften, sagde Marie halvt drillende, halvt beklemt.
Karen trak på skuldrene og satte håret, mens hun smilede halvt. Hun glædede sig faktisk der var noget dejligt over at se de gamle studiekammerater igen, høre, hvad de lavede, og bare for en aften lade tiden løbe baglæns. Og Thomas, tja Hvor meget betyder det så mange år efter? Han er sikkert kommet videre, tænkte hun.
For pokker, hvorfor ikke? Man er jo nysgerrig. Og så har Simon han var helt opsat på at tage med! Han vil så gerne høre om mine gamle klassekammerater, sagde Karen, mens hun blidt mærkede silkens kølighed under fingrene.
Marie lo, satte sig på knæ foran skabet og fandt nogle vildt søde pumps med små perler på hælen. Hun holdt dem op mod kjolen og kastede et skævt blik op: Simon er virkelig en god mand han er da guld værd.
Karen grinede og stak fødderne i skoene: Han er bare god. Sådan virkelig god mod mig. Elsker mig Sådan helt ind i hjertet, forstår du?
Ja, ja, nu går vi, inden vi går glip af alle historierne! grinede Marie og trak Karen med sig.
De nåede stille ind i restauranten og wow, så mange både kendte og overraskende nye ansigter. Karen mærkede lidt sommerfugle flagre rundt i maven, for der var virkelig længe siden sidst. Hvad mon folk havde lavet? Måske var én blevet filminstruktør, én havde sit eget designstudie, nogle var blevet forældre, andre var bare stadig… dem selv.
Ved spejlet i hjørnet stod deres veninde Mette i en pangfarvet kjole med glimtende smil, vinkende som en vild. Karen nåede ikke engang frem, før Mette slog armene om hende: Der er du! Er du klar? Der sker så meget jeg aner ikke, hvor jeg skal starte.
Karen følte sig set på, som om hun kunne forsvinde, hvis Mette slap hende, og hun elskede det. Så nikkede Mette diskret mod døren og dér stod Thomas. Selvsikker, iført mørk blazer, skræddersyet selvfølgelig, og ved hans side en høj blondine i et tætsiddende glimmer-outfit med mærkets navn diskret påsyet.
Thomas inspicerede rummet, som om han ejede det, spottede så Karen. De fik øjenkontakt, og et flygtigt, anspændt smil gled ind over hans ansigt, mens han nærmede sig.
Karen, sagde han, neutralt men alligevel med dét blik, hvor man fornemmer, han havde øvet replikken hjemmefra mindst ti gange.
Thomas, svarede hun smilende og den var faktisk ægte, kun med et lille snert af uro i brystet. Godt at se dig. Hvordan går det?
Han trak sig lidt længere op i skuldrene, rettede på sit jakkesæt monogrammet skinnede diskret. Et blik rundt, så ind i Karens øjne: Jo tak, alt spiller. Arbejder i det store firma. Min kone modellerer stadig. Lejlighed på Frederiksberg. Så ja, livet er ret godt.
Blondinen nikkede vant, som om hun vurderede, om selskabet kunne betale sig at investere i.
Det lyder jo dejligt, sagde Karen med et godt glimt i øjet, uden at tage imod den implicitte challenge.
Thomas stirrede lige ind i hende: Nå, men arbejder du stadig på musikskolen?
Ja, og jeg elsker det faktisk. Eleverne er skønne. Vi satte Nøddeknækkeren op i år alle hjalp til, sydde kostumer, øvede, og børnene altså, den energi de har på scenen! Det er hele besværet værd.
Thomas blev stille her havde han tydeligvis forventet koldsved og resignation.
Og Simon han træner stadig børn, ikke? spurgte han med den der lidt bedrevidende tone, hvor man kan mærke, at det ikke kun er ren nysgerrighed.
Jo, og han er elsket af de små. De slås nærmest om at få hans opmærksomhed. Han er så tålmodig, altid blid også selvom de går lidt amok til træning.
Der var varme i Karens stemme. Det var umuligt ikke at smile, når hun talte om Simon. Thomas trak øjenbrynene lidt sammen begriber det nok aldrig helt.
Sådan en hverdag er vel ikke nem økonomisk? bemærkede han tørt.
Det gibbede kort i Karen, mest fordi hun genkendte følelsen af at blive bedømt ud fra et usynligt regnskab. Hun smilede bare og lagde hånden roligt på bordet.
Vi er glade ægte glade. Simon er det bedste menneske, jeg har mødt. Han hjælper altid, overdynger mig med kærlighed. Hvert forår finder han liljekonvaller til mig, bare fordi han ved, jeg elsker dem. Søndagsmorgenmad på sengen omelet, pandekager, alt mit yndlings. Når jeg er syg, sidder han ved min side, laver te med hindbær og læser højt.
Thomas blev stille. Der var et eller andet ubærligt sukkende over hans ansigt, som om han havde håbet, hun ville fortryde.
Så du har ikke fortrudt, du ikke valgte Ja, en, der kunne give dig mere? spurgte han netop ikke-mundharmonik, næsten hviskende.
Karen rystede bare på hovedet.
Aldrig. Jeg ville vælge det samme igen.
Hun forklarede ikke, at lykken for hende ikke var weekendture til Paris og designermøbler, men rutinerne, de små pausekys, hans hånd på hendes ryg, duften af kaffe og latteren, der fyldte hybelen. I stedet gik der bare den der ro og glæde igennem hende, som Thomas aldrig havde kunne se.
Lidt senere kom Simon hen han i almindelig skjorte og jeans, uden forsøg på at blære sig. Han lagde armen om Karen med let hånd og smil, Er det okay, jeg låner hende et øjeblik?
Thomas bed sig i læben, trykkede sine hænder hårdt mod glasset, men svarede: Selvfølgelig.
Simon og Karen gik væk; hun kunne mærke varmen fra hans hånd, og kun det betød noget. Længere henne så hun faktisk Thomas stå som frosset til stedet midt i larmen og latteren. Hans blik jagtede hende lidt, og Karen syntes, det var befriende. For første gang kunne hun mærke, at hun var helt, præcis hvor hun skulle være.
Aftenen gik videre. Kronen var fyldt af grin, snaps og gamle historier om fester i kollegiekøkkenet, overnattede eksamensskriverier og forbudte midnatskoncerter. Alle viste børnebilleder og skålte på nutiden på jobs, familie, håb. Thomas forsøgte at være med, fortalte et par anekdoter, men det var tydeligt, hvor tit hans blik gled hen mod Karen. Især når hun var sammen med Simon; man kunne næsten mærke små stik af noget, der kunne være savn.
Han indså vel, at alt det, han kunne tilbyde Danmarks måske dyreste jakkesæt, modelkone, penthouse ikke kunne hamle op med Karens smil, når hun lænede sig ind til Simon og bare grinede frit.
Til sidst stod folk og svingede jakker over skulderen, klar til natten. Thomas blev hængende lidt endnu ved døren, så Karen og Simon sammen. Han så, hvordan Simon viklede et tørklæde om hendes hals og smilede til hende, mens Karen med lukkede øjne lænede sig ind til ham. Det var ægte nærhed, han ikke kunne spejle sig i.
Kommer du? spurgte hans hustru lavmælt. Thomas svarede ikke, stod bare lidt, mens blikket gled ud i mørket, hvor de netop var forsvundet ud i byen sammen.
***
Karen og Simon gik igennem København natten, kun afbrudt af de smalle gule skær fra gadelygterne. Forårets varme vind snurrede i Karens hår. De gik tæt, hendes hånd fast i hans.
Er alt okay? hviskede Simon og klemte hendes hånd blidt.
Ja. Altså, faktisk bedre end okay, hviskede hun tilbage. Noget af uroen fra restauranten var forsvundet. Alt det med gamle flammer, store spørgsmål det varede kun for en aften. Og nu betød det ingenting, for han var her, tæt ved.
Den Thomas… han så ud som om, han skulle bevise noget?
Han kan bare ikke forstå, at jeg blev lykkelig alene uden ham. At verden kan se ud lige præcis sådan, sagde Karen og lo tyst. Det var ikke vrede, bare lidt vemodigt, at nogen aldrig rigtig fattede det.
Simon stoppede op, tog hendes ansigt mellem hænderne. Jeg elsker dig. Jeg er egentlig ligeglad, hvad nogen synes. Det her, det føles rigtigt.
Og hun kunne mærke det hele vejen ind det var ikke dyre middage, ikke store ord, ikke film. Bare kærlighed og nærvær, i små ting. Og hun ville aldrig bytte.
***
Thomas kom hjem til lejligheden med udsigt over søerne alt var, som det plejede, men føltes koldt. Hans kone sov allerede, hendes vejrtrækning næsten kunstig. Han gik ind i stuen og tændte skrivebordslampen alt andet var mørkt. Han hældte whisky op, men drak den ikke. Stirrede bare på et gammelt foto i mappen foran ham.
Billedet var fra sidste dag på instituttet. Karen midt i det hele, sorrigfri, smilende, med glimtende øjne. Thomas stod et skridt til siden, opsat på at være noget særligt, måske lidt for stiv i det hele. Han kørte forsigtigt over papiret med fingeren.
Hvor gik det galt? mumlede han lavt.
Der var ingen svar. Ikke i glasset, ikke i hans kone, ikke i den perfekte lejlighed, han havde stræbt efter. Han havde valgt det, der så rigtigt ud på papiret men følelsen var forsvundet med tiden. Der sad han, tom, med et gammelt billede og minder uden fylde.
Udenfor kunne man se byens lys, men de havde ikke noget med hans egen dans at gøre og han vidste det godt.
Lykkens hemmelighed var åbenbart alt det, han forsøgte at købe sig udenom det, man kun får, hvis man tør elske. Helt stille. Helt tæt.
