Lykkelige kvinder ser altid fantastiske ud
Betinna befandt sig midt i sit livs mærkeligste skifte. Hendes mand var gået, og nu sad hun alene i deres lejlighed i Odense deres datter, Emilie, læste på universitetet i København. For to måneder siden havde Henrik bare stået i døren med sit arbejdstøj og sagt:
Jeg smutter, jeg er blevet vild med en anden.
Hvad? Hvem? spurgte Betinna, mens ordene lød som fugle, der fløj forbi uden at lande.
Det er blevet sådan, Betinna. Ser du, jeg er glad med hende. Med hende glemmer jeg dig fuldstændig. Så du skal ikke prøve at få mig til at ombestemme mig, jeg har taget min beslutning, sagde han, som om han deltog i et helt almindeligt møde om parkeringspladser.
Han tog sine ting, greb en gammel kuffert, hvor han på magisk vis havde gemt sine ting over tid, og smækkede døren uden at se sig tilbage.
Betinna græd, som om Hun vidste hun aldrig ville grine igen. Livet stoppede, sagde hun til sig selv, eller måske gik det bare i stå imellem halve tekopper. Hun orkede ikke at svare på telefonopkald fra Emilie, fra sin gamle veninde, Anne Mette og på arbejde talte hun kun, når hun absolut ikke kunne undgå det. Folk så på hende, som om hun var blevet en statue nogle med medlidenhed, nogle med smil, der kun lige hang fast i mundvigene.
Betinna håbede alligevel på, at Henrik måske ville blive træt af den nye, og han ville vende tilbage, og så, så ville hun tilgive ham, for hun elskede ham stadig.
På en lørdag vågnede hun, tidligt som altid, men blev liggende under dynen i sengen, som om hun havde mistet evnen til at rejse sig. Klokken nærmede sig elleve, og telefonen ringede igen.
Hvem ringer nu? Jeg vil ikke tale med nogen, mumlede hun og lod være med at svare, men alligevel så hun automatisk på skærmen. Et ukendt nummer. Måske er det Henrik, måske har han mistet sin mobil eller skiftet SIM-kort, løb tankerne, måske vil han hjem igen Jeg burde svare.
Mens hun tænkte, ringede telefonen endnu engang.
Hallo? Betinna sagde det med kraftig stemme.
Hej hej! lød en skinger, lattermild kvindestemme.
Hvem skriver? spurgte Betinna, stemmen død som regnvåde mursten.
Betinna, er det dig? Det er jo mig, Trine. Kan du ikke kende gamle venner? Jeg er Trine Jensen.
Betinna blev skuffet, hun havde troet det var Henrik.
Og hvad med det?
Betinna, er du ok?
Nej, sagde hun kort og lagde røret på. Tårerne fossede frit igen.
Hun satte sig på sofaen for at finde roen. Da det bankede på døren, fór hun op en syg håb i kroppen.
Måske Henrik? hun åbnede døren.
Hej, sang en flot kvinde, som Betinna til sidst genkendte som sin gamle klassekammerat Trine Jensen.
Trine så fabelagtig ud: rød læbestift, flot kjole, og duft af parfume, der mindede Betinna om en sommernat i Vejle. Det var som om hele Trines fortid kom med hende ind i lejligheden gymnasietid, diskoteksmasker, samtaler om hemmeligheder, der føltes som skinnende sten i en børnehånd.
Trine, hvor ser du godt ud, udbrød Betinna alvorligt.
Selvfølgelig, det har jeg altid gjort. Du … du har glemt at passe på dig selv, Trine betragtede hende, skal jeg blive herude eller må jeg komme ind?
Kom bare ind, sagde Betinna modstræbende.
Trine havde en pose med frem tryllede hun en flaske spansk rødvin, en lagkage og appelsiner.
Find nogle glas, vi skal fejre vores mærkelige genforening. Jeg kan ikke engang huske, hvornår vi sidst sås. Det er evigheder! snakkede Trine videre, mens Betinna satte glas frem og skar lagkagen.
Trine skænkede vin uden flere spørgsmål. Skål for genforeningen! sagde hun og tømte sit glas, Betinna fulgte efter.
Andet glas skænkede Trine for dem begge. Og under det andet glas sprang Betinnas ord ud som fisk i mørket. Hun fortalte om Henrik, om smerten, om hun ikke troede livet ville gå videre, og Trine lyttede bare og rystede lidt på hovedet tilsidst.
Betinna, jeg troede du havde oplevet noget vildt, men det her er jo bare almindelig dansk skilsmisse, sagde Trine.
Du forstår det ikke, du har aldrig prøvet at miste din mand? svarede Betinna trist.
Nej, men jeg har selv smidt min mand ud. Han havde en affære med en ung kollega. Jeg smed ham ud, og han forstod ikke hvad der skete troede han kunne jonglere begge dele og jeg aldrig ville opdage det
Måske elskede du ham ikke rigtigt?
Jo, jeg gjorde, Betinna, men man kan ikke elske mens man bliver trådt på. Kærlighed der ikke respekterer dig, skal ud, sagde Trine.
Du gør det så let
Ja, men du digter altid problemer. Hvor er din datter?
Hun bor i København og læser på universitetet hun bor hos min moster.
Så Henrik har efterladt både dig og sin egen datter, og du savner ham stadig?
Jeg elsker ham jo…
Stop Betinna, jeg vil kurere dig for dit mørke. Du har depression.
Hvordan vil du kurere mig? Piller hjælper ikke.
Ingen piller, Trine grinede. Du skal have en ny stil, lidt shopping, og måske ny kærlighed.
Åh, Trine… mumlede Betinna.
Kom nu, op med dig, vi tager i Rosengårdcenteret og bagefter til frisøren og ingen undskyldninger. Har du penge lagt til side sådan lidt opsparing?
Opsparing? Ja, til en bil til Henrik men han kan vel få den gamle.
Lad ham få den. Find din indre styrke frem, og kom over ham. Og du burde bare få en god advokat og tage halvdelen evt. for bilen.
Nej, han kan bare tage jeg vil ikke se mere til ham. Trine, er du blevet i Odense for altid? Jeg hører ikke meget nyt fra dig.
For altid, jeg vil ikke bo i København langer. Kom nu, kom ud af nattøjet vi skal i butikker. For resten, Rita fra gymnasiet ringede, der er klassefest næste uge på caféen, og vi skal med. Nogle af de gamle drenge er skilt du burde tage et blik på dem. Var det ikke Vagn, der var vild med dig allerede fra 7. klasse?
Åh Trine, hvem vil have mig, jeg er gammel og slidt?
Betinna, du skal elske dig selv. Vi gør dig klar på ingen tid og se nu, min moster Karen, hun skal giftes for femte gang, men hun kan ikke vælge mellem to bejlere. Kan du fatte det?
Senere kunne Betinna dårligt kende sig selv i spejlet.
Utroligt, hviskede hun helt ny hårfarve, ultrakort klip, jeg troede ikke det ville klæde mig, men jeg ser ung og frisk ud! Trine har rykket mig op ellers havde jeg groet fast her.
Aftenen med gamle klassekammerater foregik i caféen på hjørnet. Næsten alle var der kun et par stykker langt væk kom ikke. Mange genkendte ikke Betinna, og Vagn, som nu var velklædt og selvsikker, stirrede på hende som var hun trylleri.
Betinna, jeg så dig ikke lige med det samme du er jo endnu smukkere end dengang. Jeg har altid kunnet lide dig, men du valgte Henrik. Hvor er han?
Han er væk, han gik fra mig, smilede Betinna.
Han gik? Ej, sådan nogle kvinder forlader man ikke, sagde Vagn forbløffet.
Det må man åbenbart godt, men det er kun godt for mig.
Jeg har heller ikke haft det let. Gik fra min kone for to år siden. Hun kaldte mig fiasko da min virksomhed gik dårligt, og fandt en yngre mand. Jeg var nede, men nu går det bedre end nogensinde.
En dag to måneder senere, gik Betinna og Vagn hånd i hånd langs havnen i Odense efter teaterforestillingen, og gaderne snoede sig som drømmetåge. Pludselig kom Henrik gående imod han så tyndere ud, og alene. Han genkendte ikke Betinna med det samme.
Hun fodrer ham nok kun med rugbrød, tænkte Betinna.
Da Henrik kom nær drejede han hovedet: han så først forbi, men pludselig sagde han Betinna?
Hun vendte sig langsomt, smilede mystisk og svarede:
Hej Henrik, det er mig. Dette er Vagn, min forlovede. Kan du ikke kende ham?
Hej, nej, det kan jeg ikke jeg er Vagn, Betinnas kommende mand, sagde han med et vink.
Henriks kæbe hang. Betinna måtte le indeni, for Vagn havde aldrig spurgt men måske var alt muligt i drømme.
Hvordan går det? sagde Betinna til Henrik, som om hun spurgte en kat om hvornår den sidst havde sovet.
Jo, helt ok du har jo forandret dig! Du ser fantastisk ud.
Betinna smilede igen, tog Vagns hånd og sagde:
Lykkelige kvinder ser altid fantastiske ud.
Så du har det godt? mumlede Henrik.
Selvfølgelig og det bliver kun bedre herfra, svarede hun, og gik videre med Vagn, følte Henriks blik brænde i nakken som en forsvindende solnedgang.
