LYKKELIG ELLER BARE EN TOSSE?
Ida, en stille og uanseelig pige, blev kaldt “den heldige tosse” af sine veninder. Hvordan kunne disse ting overhovedet hænge sammen? Nu skal I høre.
Før hun nåede at fylde tyve, inviterede en veninde hende på ferie til Skagen. Hav, sol og gratis bolig – de skulle bo hos venindens familie. Der mødte Ida Magnus – en smuk major, der lejede et hus i nærheden. Manden havde en militær baggrund, havde været i international tjeneste, og arbejdede nu i forsvaret. Han udstrålede styrke, fasthed og selvsikkerhed. Men også smerte. Ida opdagede det, da hun så det grimme ar på hans ryg. Dumt nok spurgte hun:
“Er det derfra?”
Magnus trak bare på skuldrene og dukkede under vandet. Han ville ikke tale om det.
Ida blev forelsket til svimmelhed. Hun gav sig til ham, så snart han ville. Han grinede blot og sagde:
“Nå, nu skal vi nok giftes.”
Ida blev ikke forvirret over, at der ikke var nogen kærlighedserklæring. Hun troede, det var lykken.
Magnus var 17 år ældre og tog styringen: ingen bryllupståber eller limousiner, de blev bare gift på rådhuset i hans by. “Vi er for gamle til det der,” sagde han. Og så var der noget andet… Han var enkemand med en otteårig datter, Liva.
Det var et chok for Ida, men hun besluttede, at kærlighed var vigtigere. Så hun blev. Liva var forsummet og dinglede mellem bedstemødre. Følelsen ramte Ida hårdt, da hun en dag hørte fra gaden:
“Mor!” Hun var lige ved at græde. Og så adopterede hun Liva.
Ida havde kun en frisøruddannelse. Hun ville studere, men Magnus afbrød hende:
“Find en salon og gå på barsel. Jeg vil have en søn.”
Men graviditeten udeblev. Måske var det ikke hendes skyld.
Så ramte katastrofen: en af Magnuss’ underordnede blev taget i korruption, og selvom Magnus ikke var skyldig, faldt skylden på ham. Han måtte sige op “på grund af helbredet”. Pensionen var god, men det knuste ham. Han lukkede sig inde, bragte ingen penge hjem, drak hver dag. Efter et par år forstod Ida: han var en skygge af sig selv. Ingen arbejde, ingen hjælp, ikke engang madindkøb – han spiste kun, hvad han selv ville.
Da sommeren kom, tog Ida og Liva til Skagen. På to uger var alt klart: hun måtte væk.
“Du er jo min mor,” sagde Liva.
Ida nikkede.
Magnus lavede en scene:
“Jeg sætter Liva på dig!”
Da han hørte, at beslutningen var taget, spottede han:
“Tosse, Ida.”
Hun vendte tilbage til sin hjemby, til sine forældre. De ville helst have blodsbånd, men de tog Liva til sig. Pigen startede i skole, Ida klippede hår igen. En dag kom en gråhåret mand ind – flink og høflig. Han gav drikkepenge, og om aftenen sendte han blomster. Hans navn var Jens. Ti år ældre, skilt, boede i eget hus, havde en lille men stabil byggeforretning.
Hos ham var det hyggeligt. Han sagde, han elskede hende. Ida tænkte: hvor længe skal man lede efter lykke? Her var den. De blev gift. Veninderne misundte hende:
“Hvis du ikke havde taget din eksmands datter, var du ikke en tosse.”
Ida var lidt trist: børn blev det ikke til. Men livet havde en drejning til. Jens havde en yngre søster – problemfyldt. To piger, uansvarlig, druk. Nu var hun ved at miste forældrerettighederne. Myndighederne var allerede involveret.
Jens tøvede:
“Det er jo ikke dit ansvar…”
Ida forestillede sig pigerne i en båd, hvor alle skubbede dem væk. Moren, fædrene, onklen. Skulle hun også?
“Vi tager dem,” sagde hun fast. “Du ved godt, Liva ikke er min. Hun er snart videregående.”
Manden holdt om hende, og de sad længe sådan, tavse. To mennesker, der ikke behøvede ord.
Så, er Ida en heldig tosse? Uden tvivl! Første mand – officer, flot. Der var kærlighed, erfaring. De gik fra hinanden, men uden fælles børn. Andet ægteskab – lykkeligt: sød mand, hus, stabilitet. Misundelsen er forståelig.
Men en tosse? Hun adopterede en pige, tog sine mands niece’er til sig. Hun ved godt, det betyder bekymringer, udgifter, tårer og søvnløse nætter. Men hun giver ikke op. Hendes hjerte vælger ikke den nemme vej.
…Ida faldt i søvn mod mandens skulder og tænkte på, hvordan hun skulle flette pigerne i hår, vælge kjoler, læse eventyr om aftenen. Der ville være latter, madduft, balloner til fødselsdage og gynge i parken. Liva var allerede stor – mere veninde end datter. Og de små piger? De ville være der længe. Og det – det er lykke. Ida var ikke bange for det. Og derfor – ikke en tosse. Men en virkelig heldig kvinde.
