Lykkelig på hånden
Mette betragtede sig selv i spejlet: det lange ansigt, den store spidse næse, de tynde læber og de kolde, lysgrå øjne. Hun var simpelthen født grim. Kun håret kunne hun lide – sort og fyldigt. Hun bar en lang pandehår, der nåede helt ned til øjnene.
“Du ligner din far. Og han var smuk – ellers var jeg ikke blevet forelsket i ham. Han havde grønlandske rødder,” forsikrede moren hende. “Når du bliver ældre, vil du forstå, at du har en raffineret skønhed. Ikke alle vil se den, selvfølgelig.”
Mette kunne ikke huske sin far. Han forlod dem, før hun fyldte to. Men hun huske onkel Erik – en livlig skælm med rødt ansigt. Han kastede hende op i luften og lo. Han kom altid med slik, pebernødder eller en billig legeting. Som lille elskede hun at kravle op på hans skød og indånde hans duft. Moren sagde senere, at det var duften af dyre cigarer og cognac. Moren syntes at være glad og tilfreds, når han var der. Mette huskede den duft endnu og mente, at det var duften af en rigtig mand.
Da Mette blev ældre, spurgte hun moren, hvorfor de ikke blev gift.
“Han var gift. Han havde en søn,” svarede moren, og selv efter årevis kunne man høre tristheden i stemmen.
Så kom onkel Jens. Men ham smed Mette selv ud. Han lugtede af sokker og benzin. Han var lille og spinkel, med en kartoffelnæse og en hængende underlæbe, der gjorde, at munden altid stod halvt åben. De nedadgående øjne gav ham et bedrøvet udtryk. Han smilede sjældent. Han tog altid en flaske vin eller snaps med og en chokoladebar.
“Ikke noget aftensmad uden vin! Det er godt for humøret efter en hård arbejdsdag,” sagde han, da den tolvårige Mette sendte ham et misbilligende blik.
Først drak moren kun lidt, men så blev hun afhængig. Hun begyndte selv at købe flasker til aftensmaden. Hvis onkel Jens ikke kom, drak hun alene og græd i køkkenet. Mette var ikke længere en lille pige – hun vidste, at hvis det fortsatte, ville moren drikke sig ihjel, og det ville blive slemt for dem alle.
En dag, da moren var ude, satte Mette sig ved siden af onkel Jens og spurgte direkte:
“Onkel Jens, er du gift?”
Han blev forvirret og blinkede hurtigt.
“Hvordan ved du det?”
“Gå hjem til din kone. Nu,” krævede Mette skarpt.
“Hvad bilder du dig ind, din lille tøs? Jeg er kommet for at besøge din mor, ikke dig.”
“Det betyder også mig. Og jeg kan ikke lide dig. Enten går du, eller også fortæller jeg alt til din kone,” sagde Mette og rynkede brynene.
Han forsvandt, om han var bange eller ej. Moren græd, drak og ventede.
“Nu er det nok. Hvis du ikke stopper med at drikke, går jeg hjemmefra. Hører du mig?” truede Mette og hældte flasken ud i vasken.
Moren hulkede og beskyldte datteren for at ødelægge hendes chancer for et lykkeligt liv. Men hun stoppede med at drikke. Engang var hun en smuk, rødhåret kvinde, der tiltrak mænd. Men med alderen blev skønheden svagere, håret tyndere og gråere. Mændene kom sjældnere på besøg, til Mettes glæde, og så slet ikke mere.
Mette startede på læreruddannelsen efter sin studentereksamen.
“Med dit udseende, passer det dig perfekt,” sagde moren en dag med et strejf af ondskab.
Hun mødte Anders ved stud**Continued:**
“Mette og Anders fandt til sidst lykken i den lille lejlighed, hvor kærligheden havde holdt dem sammen, og hvor de nu kunne begynde på deres egen familiehistorie.”
