Et opkaldstonen fra min svigerdatters telefon fik mig til at genoverveje hele tanken om at hjælpe en ung familie med at finde en lejlighed
Jeg bor ganske hyggeligt alene i en pæn etværelseslejlighed midt i København. Min mand gik bort for fem år siden, og arven fra min moster en fint indrettet toværelseslejlighed i Valby, dog knap så mondæn, men bestemt stadig charmerende blev min. Den lejede jeg ud til et par unge, ordentlige mennesker, der kom engang om måneden for at aflevere huslejen og tjekke op på, om alt var i sin skønneste orden. I to år gik det glidende, uden et kny.
Da min søn blev gift, besluttede han og min svigerdatter meget modne i betragtning af deres alder at bygge deres egen rede fra bunden, fandt en lejlighed til leje og begyndte ivrigt at lægge kroner til side til udbetalingen på en ejerlejlighed. Jeg blandede mig ikke, for jeg havde egentlig i tankerne, at de på et tidspunkt kunne overtage lejligheden i Valby; om de ville sælge eller sætte nyt tapet op, det måtte jo blive op til dem.
Et år efter brylluppet kom der så små, lyseblå sparkedragter i spil, og jeg blev farmor. Nu begyndte tanken om at lave papirarbejdet og give min søn nøglerne til lejligheden at tage fart. Det var lige indtil sidste uge, hvor jeg pludselig vendte på en tallerken.
Det hele begyndte, da jeg fyldte 60. Jeg besluttede, at nu skulle det være lidt festligt for min egen skyld, og kun lidt for de andres så jeg bookede lokale på et fancy Frederiksberg-brasserie og inviterede bunker af venner, bekendte, min søn og naturligvis også min svigerdatter.
Svigerdatteren og jeg kommer da udmærket ud af det, men hun kan, ligesom en gammel telefonboks i regnvejr, flippe lidt ud i tide og utide og heller ikke nødvendigvis til den positive side ja, selv over for mig. Jeg tænkte, nå ja, det kommer vel med alderen og pres på skuldrene. Men hun skulle nu alligevel lige vise tænderne foran hele den oppyntede festforsamling og ryste lidt op i min ellers udmærkede aften.
Min søn og svigerdatter kom sammen med lille August på armen. Stemningen var lidt for rowdy til en baby, så svigerdatteren hintede hurtigt til, at de nok smuttede efter en time. Og det var helt fint med mig.
Da de så skulle til at gå, havde svigerdatteren glemt, hvor hun havde lagt sin mobiltelefon. Vi tumlede begge rundt, jeg ringede til hendes nummer for at hjælpe.
Gæsterne holdt vejret, spændingen steg og pludselig, fra vindueskarmen, lød der et rasende hundegøen, blandet med hvin og knurren! Samtlige selskabsgæster stivnede. Svigerdatteren blev ildevarslende rødblomstret, spurtede over og greb telefonen og slukkede for opkaldet.
Folk kiggede først på hende, så på mig, og min bror måtte kækt samle stemningen igen med et par hurtige musiknumre og endnu et “Skål for fødselaren!” Men, som man siger luften var lidt gået af ballonen.
Resten af aftenen sad gæsterne og småfniste og hviskede, tydeligvis mere optaget af ringetonen, der tilsyneladende var sat til lyden af en vred schæfer, når jeg ringede End af min rødgrød med fløde.
Næste dag kunne jeg ikke lade være jeg ringede min søn op og spurgte, om han anede, hvorfor hans kone havde valgt at lade verdens mest arrige hund markere mit nummer. Han syntes ikke, det var så slemt.
Siden har jeg altså ikke sprunget til telefonen, når de ringer. Papirerne på lejligheden, ja, dem har jeg lige gemt væk lidt endnu. Det mindste, jeg kunne ønske mig, var faktisk bare en undskyldning af den simple slags bare lidt valuta for god opførsel. Hvis de nu synes, jeg ligner en hund, ja… det må de vel mene, men så kan de tænke over, hvem der logger mest over en toværelses i Valby.
