Du var hos hende igen, sagde Kirstine med smerte i øjnene, da hun så på sin mand.
Mikkel tøvede, tabte sin ske.
Ur! pegede hun på hans håndled.
Ja, det er sandt, svarede Mikkel, som slængede hånden over mansetten for at dække uret.
Jeg så æske i skraldespanden, sagde Kirstine, og der lå endda en kvittering i!
Mikkel sænkede blikket og stirrede på indholdet af tallerkenen.
Vi blev enige om, at du ikke ville gå tilbage til hende, sagde Kirstine med en kold stemme. Du lovede mig det! Du svor!
Kære Kirstine, begyndte Mikkel, hun bad mig så meget! Jeg ved, jeg lovede, men hun er stadig min chef! Hvordan kunne jeg sige nej?
Høfligt! sagde Kirstine, mens hun holdt sine følelser i skak. Jeg er gift! Jeg elsker min kone!
Så jeg havde ingen anden udvej! fortsatte hun og sukkede. Mikkel, hun er ikke den eneste arbejdsgiver i byen!
Lad os tænke logisk, sagde Mikkel og samlede sine tanker. Hun giver mig nu de bedste vilkår som tak for mine tidligere resultater. Kirstine knirrede med tænderne, men sagde intet. Vil en anden virksomhed kunne tilbyde det? Sandsynligvis ikke!
Det er som at sidde på din hals, du forstår, at du ikke vil have det, sagde hun. Men hun har kaldt på mig i en ekstraordinær situation, og uret er ikke det eneste, jeg har medbragt. Der er også guldkæder med stjernetegn til dig og til Katte!
Sådan en jordisk generøsitet, svarede Kirstine spidst. Du vil sælge dem for penge! Hverken jeg eller Katte vil nogensinde bære dem!
Jeg afleverer dem i butikken, trak Mikkel på skuldrene. Kvitteringen er fra Else Jensen.
Og uret! pegede Kirstine på hans håndled igen.
Åh, undskyld, grinede Mikkel. Nej, der er ingen æske, ingen kvittering!
Kirstine lagde papiret foran ham på bordet.
Sådan, sagde Mikkel kort, jeg returnerer! Er du tilfreds?
Og kom ikke mere til hende! Find en løsning, men lad det aldrig ske igen!
Mikkel slikkede sig med tungen, vendte hovedet bort og sukkede:
Else lovede, at det var sidste gang, men du må forstå, at vores velstand afhænger af den løn, hun betaler! Hvis hun
Så må du afvise! udbrød Kirstine. Det var kun en nødløsning, og nu har vi ikke brug for det længere!
***
Man ved aldrig, hvor langt man vil gå, når trangen griber. I sådanne øjeblikke siger folk, at de vil gøre alt, men det er ofte bare bravader. Der findes altid en grænse, man ikke krydser, selv i nød.
Mikkels og Kirstines liv har aldrig været let. De voksede op i en stor familie, uden at have stået på børnehjemmets ramper. De havde ikke alt på deres unge skuldre, men de måtte arbejde hårdt.
Rigdom var for dem et ord, der kun betød: ikke sulten, klædt på, sko på fødderne og et varmt hjem. En lille fejl kunne betyde, at de mistede aftensmaden eller måtte sove i skuret.
Fra barnsben af måtte de overleve, lyve, gribe og beskytte sig selv. Psykiske traumer blev ikke engang nævnt dengang.
De blev som perler på en snor, trukket væk fra forældrenes hus med håbet om aldrig at vende tilbage.
De kunne flytte til den nærmeste større by, men valgte i stedet at køre flere hundrede kilometer for at slå sig ned et sted, der ikke var den største.
Deres tanke var at blive så ufundet, at ingen kunne finde dem. De ville bryde alle bånd til familien for altid. Intet varmt og trygt hjem var tilbage.
På deres hverders destination mødtes de. Man kan kalde det tilfældighed, men også skæbnen, der binder ligesindede.
Under samtalen om deres barndom blev de overraskede over, hvor ens deres liv var.
Det må være menneskets natur, sagde Mikkel filosofisk. Eller måske er det bare sådan. Vi kommer fra to familier, der ligger to tusinde kilometer fra hinanden, taler forskellige dialekter, men vi er brækket på samme måde.
Fælles smerte binder bedre end fælles mål. Brylluppet blev uundgåeligt.
Alene er vejen svær, men sammen kan man flytte bjerge. Så begyndte Mikkel og Kirstine deres fælles færd mod lykken.
De gik i skole, tog deltidsjob og senere fuldtidsarbejde men på forskellige steder. De jagtede alt det, de manglede som børn: god mad, nye tøj, fine sko og deres egne små skatte. Endelig deres eget hjem.
Men huskøbet gav store problemer. De kunne ikke spare nok til udbetalingen. Alt, de så, syntes nødvendigt for et anstændigt liv.
Deres adfærd var usund, men den blev en fælles vane, så ingen skænderier opstod.
Da Kirstine blev gravid, måtte de sætte drømme på pause.
Skat, snart får vi et barn, men lejemål med et lille i sagde Kirstine. Vi sparer på udbetalingen!
Det var optimistisk, men de fandt en andengodslejlighed på sekundærmarkedet, i en nedslidt stand.
Så skal vi renovere, sagde Mikkel. København blev jo også bygget trin for trin! Det vigtigste er, at lejligheden er vores!
Ja, svarede Kirstine, der var i sin sidste måned, og så betaler vi i tyve år!
Det kan vi klare, svarede Mikkel teatralsk.
Efter fødslen af lille Katte satte de sig og regnede. Med omhyggelige tal viste de, at hvis de undgik unødvendige udgifter, kunne de klare huslånet.
Der var mange usikkerheder, men de inddrog også inflationen i deres beregninger. Selvom de troede på deres plan, var skæbnen en anden.
Kirstine arbejdede som kassemedarbejder i en købmandsbutik, mens Mikkel var kontormanager. Hun håbede på at blive seniorkasserer, og han forberedte sig på at lede en afdeling.
En lønforhøjelse ville forbedre deres økonomi, og de drømte om at betale lånet hurtigere og måske få et mere behageligt liv.
Men en dag blev Katte syg. Lægerne kunne først ikke finde årsagen på den 12årige pige, indtil de opdagede, at hun havde fået en sjælden eksotisk sygdom fra et rejsende zoologisk anlæg i byen.
Behandlingen var dyr, og den varede år.
Vi har fået en betalingsudsættelse på lånet, sagde Mikkel, men kun i ét år. Mere kan vi ikke regne med!
Hvad skal vi så? spurgte Kirstine i tårer.
Jeg ved det ikke, svarede Mikkel forvirret. Vores direktion har skiftet. Chefen solgte firmaet.
Den nye leder, Else Jensen, har sat alle lønforhøjelser på pause. Jeg går til hende, sagde Mikkel, knæler mig ned og beder om en forfremmelse! Jeg skal redde Katte!
Gå, sagde Kirstine. Hun er kvinde, hun vil forstå! Hvis nødvendigt, går jeg også! Jeg lover det!
Tre dage senere kom Mikkel hjem om natten, slidt men håbefuld. Næste morgen spurgte Kirstine:
Hvad har du gjort, min skat?
Jeg kan ikke forklare, svajede Mikkel. Else Jensen er enlig og har brug for særlige tjenester! Hun vil både forfremme mig og betale ekstra for mig!
Er du gal? udbrød Kirstine. Du er gift!
Mange gange! svarede Mikkel. Hun sagde, at hun kun vil have en pålidelig mand uden sygdomme. Ingen forhold, kun en tjeneste og betaling!
Kirstine var i chok. På den ene vægt var hendes datters liv, på den anden den forretningsmæssige aftale.
Hvad tænker du? spurgte hun stille.
Som du siger, så bliver det, svarede Mikkel.
Kirstine indså, at Mikkel havde overladt beslutningen til hende, og han var allerede mentalt og fysisk klar. Han havde brugt natten på at drikke og diskutere problematikken.
Han besluttede sig: for Kattes skyld. Hvis det kun var for hende, ville han ikke fortælle Kirstine alt.
Han søgte mere om Else på sociale medier:
Femten år ældre end mig, læste han. Ingen børn, ingen mand, kun en hård forretningskvinde med en pung i stedet for et hjerte. Alt hun vil købe.
Mikkel, fortæl hende, at Kirstine begyndte, men kunne ikke finde de rigtige ord. Sig, at det kun er for Kattes skyld, og at når hun er rask, er det slut!
Jeg sagde det med rødmen, indrømte Mikkel. Jeg vil være mand… men kun for at redde Katte!
Fire år gik, før Katte blev rask. Fire år med Kirstines lidelser, mens Mikkel blev kaldt af Else kun en eller to gange om måneden.
Mikkel fik endelig forfremmelse. Først blev han afdelingsleder, så stedfortrædende for filialen. Karrierestigningen stoppede dog ikke der.
Else Jensen var generøs med gaver og kontanter, såvel som med kvitteringer, så de kunne returneres. Gaverne gik til både Kirstine og Katte.
Kattes helbred blev bedre samtidig med, at parret afsluttede huslånet alt takket være Mikkels ihærdighed.
Da de sidste analyser kom, sagde Kirstine lettet:
Nu behøver du ikke længere
Gudskelov! svarede Mikkel. Jeg fortæller hende i morgen!
Men en måned senere fandt Kirstine en ny skjorte på Mikkels tøjskab fra en dyr designer, en guldspætte, en læderpung og penge i den. Han sagde, at det var en bonus for fremragende arbejde som filialchef. Og så uret.
Hun fandt en æske og kvittering i skraldespanden.
Sikke en gave! udbrød hun.
Mikkel fortsatte med at arbejde for Else. Det måtte afklares.
Hvad forstår du! udbrød Mikkel. Vi har ingen trængsler! Vi lever sparselt, kun på tilbud! Jeg vil have et bil, en ferie, nye klæder, sko, smykker, frakker alt til vores datter, så hun får en god uddannelse og et trygt liv. Hvis jeg må så gør jeg det for familien, ikke kun for mig!
Kirstine stod målløs, så sit røde ansigt og mærkede en kold bølge af indseelse.
Sådan! sagde hun langsomt. Du har formået at forklare alt som om det kun er for familien. Men du skader dig selv!
Ja! spurgte Mikkel.
Du skader dig selv! gentog Kirstine mens hun pegede på uret. Jeg takker for, at du hjalp Katte, men jeg vil ikke tåle dette længere. Gå!
Mikkel forstod aldrig, hvorfor hun jagtede ham ud.
Hvad betyder det? Når det er for vores datter, er det tilladt, men ellers er det forbudt! Jeg har også ret! Jeg har selv tjent til dette!
Kirstine gik sin vej, og historien om deres kamp i en dansk hverdag endte i en stilhed, hvor drømme, løgne og kærlighed blandede sig i skyggerne af et lille københavnsk hjem.
