Luk op, vi er ankommet! – Julie, det er tante Natasha! – stemmen i røret lød med så påtaget glæde, at det gav kuldegysninger. – Vi kommer til byen om en uge, skal ordne nogle papirer. Så bor vi lige hos dig en uges tid eller to, ikke? Julie var ved at få teen galt i halsen. Sådan – uden et “hej”, uden “hvordan går det”, bare: Vi flytter ind. Ikke noget med “må vi?” eller “passer det?” Vi bor hos dig. Punktum. – Tante Natasha, – Julie prøvede at lyde blid, – det er da hyggeligt at høre fra dig. Men med at bo… Skal jeg ikke hjælpe jer med at finde et hotel? Der er mange gode og overkommelige muligheder lige nu. – Hotel? – tanten fnøs, som om Julie havde sagt det dummeste hun nogensinde havde hørt. – Skal vi kaste penge ud af vinduet? Du har jo fars gamle lejlighed! En hel treværelses bare til dig alene! Julie lukkede øjnene et øjeblik. Nu starter det igen. – Det er min lejlighed, tante. – Din? – nu lød stemmen skarp og ubehagelig. – Og din far – hvem var han? Ikke fra vores familie måske? Blod er tykkere end vand, Julie. Vi er familie, og du jager os væk som hunde! – Jeg jager ingen væk. Det kan bare ikke lade sig gøre, at I bor hos mig. – Hvorfor ikke? “Tja, fordi I sidste gang forvandlede mit liv til et helvede,” tænkte Julie, men hun sagde det anderledes: – Der er nogle omstændigheder, tante Natasha. Jeg kan ikke tage imod jer. – Omstændigheder! – tanten skjulte ikke sit irritationsmoment. – Tre tomme værelser, og hun har omstændigheder! Din far ville aldrig have sendt familie på porten. Du er akkurat som din mor… – Tante… – Hvad – tante? Vi kommer lørdag til frokost. Maksim og Pawel er med. Du tager godt imod os. – Jeg har sagt det – det kan jeg ikke. – Julie! – stemmen blev hårdere og kommanderende. – Det er ikke til diskussion. Vi kommer lørdag. Der lød korte bip fra røret. Julie lagde mobilen væk og stirrede lidt tomt ud i luften. Tog en tung indånding og lænede sig bagud. Sådan er det altid. For to år siden havde tante Natasha “gæstet” hende før. Dengang kom de fire personer, skulle kun bo tre dage – blev til to uger. Julie huskede stadig kaosset: Maksim, tantens mand, flød på sofaen i gadesko og zappede fjernsyn til klokken tre om natten. Pawel, deres over-dimensionerede “drenge” på treogtyve, hentede mad fra køleskabet og vaskede aldrig en tallerken. Tante Natasha herskede i køkkenet og kritiserede alt – fra gardiner til “forkert” flisearbejde. Da de til sidst rejste, fandt Julie et brændemærke i stolen, en smadret hylde på badeværelset og mistænkelige pletter på gulvtæppet. Ingen nævnte penge – hverken til mad eller strøm, som var steget betragteligt. De pakkede bare sammen og smuttede med et “tak Julie, du er en sand ven”. Julie gned sine tindinger. Nej. Det kommer ikke til at ske igen. Tante må råbe om familie og fars minde så meget hun vil. Hun kan bare dukke op lørdag – døren bliver lukket. Julie tog mobilen, åbnede en browser og fandt et hotel til dem. Et ordentligt, med alle faciliteter. Sendte adressen og besked: Det er dét, jeg kan hjælpe med. Hvis de ikke forstår det – er det deres problem. De næste to dage gik i fred. Julie arbejdede, gik ture om aftenen, lavede aftensmad til én, og næsten havde hun overbevist sig selv om, at tantens opkald havde været et mareridt. Måske fortryder de, måske finder de andre slægtninge at crashe hos. Torsdag eftermiddag ringede mobilen igen. “Tante Natasha” lyste på skærmen, og Julies mave slog knuder. – Julie, det er mig! – stemmen lød energisk. – Vi kommer i morgen, toget er fremme kl. to! Du henter os og laver et ordentligt måltid – vi er jo sultne efter turen! Julie satte sig langsomt på sofaen, fingrene blev hvide om mobilen. – Tante Natasha, – hun sagde ordene langsomt og tydeligt, – jeg har sagt det allerede. Jeg lukker jer ikke ind. Kom ikke til mig. – Ej, hold nu op! – tanten grinede, som om det var en joke. – Lad nu være, du er ikke et barn. Vi har allerede købt billetter! – Det er jeres problem. – Julie, hvad sker der? Er du familie eller ej? Du skal hjælpe din familie, det er jo helligt! – Jeg skal ikke hjælpe nogen. – Det skal du sandelig! Din far, Gud sige ham hvile… – Tante, nok om far. Jeg siger nej. Det er mit sidste ord. Tanten sukkede højlydt, som om hun gjorde sig ekstra tålmodig. – Julie, din mening er irrelevant, forstår du? Vi er familie. Du opfører dig som om vi er dine fjender. I morgen kl. to – husk det! – Jeg sagde… – Farvel, vi ses! Bip… Julie stirrede længe på den sorte skærm. Inde i hende boblede det af vrede. Hun smed mobilen på sofaen og gik frem og tilbage – som et dyr i bur. Så hendes mening betyder intet. Fantastisk. Hun stoppede brat. Du må heller være på vagt, kære tante. Julie fandt “Mor” i kontaktlisten. – Hej, Julie! – morens stemme var varm og let bekymret. – Er der noget galt? – Hej mor. Jeg vil gerne komme hjem til dig. I morgen. En uge, måske lidt mere. En pause. – Allerede i morgen? Skat, du var her jo for en måned siden… – Ved det. Men jeg har brug for det. Jeg arbejder jo hjemmefra, så det gør ikke noget. Kan jeg komme? Mor tøvede lidt, og Julie kunne nærmest se hende tænke. – Selvfølgelig. Kom endelig. Du ved du altid er velkommen. Er du sikker på at alt er okay? – Ja, mor, alt er fint. Jeg har bare savnet dig. Hun lagde på og lod sig selv smile. Når tante Natasha og familie ankommer til hendes låste dør, kan de banke eller råbe – men værten bliver ikke hjemme. Ikke i Brugsen, ikke hos veninden. Hun er 300 kilometer væk, i en anden by. Julie åbnede billet-app’en: Morgentoget kl. 06:45. Perfekt. Når tanten nærmer sig opgangen, sidder Julie hos mor med te. Nogle gange har familie bedst af at høre et “nej”. I toget lyttede Julie til hjulenes rytme og spekulerede på, hvordan tantes ansigt ville se ud foran den låste dør. Hun var træt, men der var ro i sjælen. Mor stod på perronen, gav hende et stort knus og tog hende hjem. Serverede pandekager med ost, te og sendte hende i seng. – Vi snakker sammen senere, – sagde hun og tog den tomme kop. – Nu skal du slappe af. Julie faldt i søvn, så snart hun ramte puden. Hun blev vækket af telefonens skingrende ringetone. Hun fandt den på natbordet, kiggede på skærmen: “Tante Natasha”. – Julie! – tanten råbte så højt, hun måtte holde mobilen væk fra øret. – Nu har vi stået foran din dør i tyve minutter! Hvorfor åbner du ikke?! Julie satte sig op og gned ansigtet. – Fordi jeg ikke er der, – hun kunne ikke lade være med at smile. – Hvad mener du?! Hvor er du?! – I en anden by. Stilhed. Så et udbrud: – Er du helt skør?! Vidste du vi kom, og så rejser du?! Hvordan KUNNE du? – Nemlig. Jeg sagde I ikke skulle komme. Det hørte I ikke efter. – Hvordan kan du være sådan! – tanten var rasende. – Du har jo sikkert givet nøgler til nogen! Nabokonen eller veninden! Ring til dem, så vi kan komme ind – vi kan sagtens bo selv, er jo ikke små børn! Julie frøs. Sikke en frækhed. – Mener du det seriøst? – Selvfølgelig! Vi er trætte – og du laver cirkus! – Jeg vil ikke bo med jer, og slet ikke lade jer ind uden mig. – Du… Døren gik, mor stod der med morgenhår og badekåbe, øjnene smalle. Hun rakte hånden frem og Julie lod telefonen glide over. – Natalia, – morens stemme var iskold, – det er Vera. Lyt nu og afbryd mig ikke. Røret sagde støjende lyde. – Jurij kunne ikke udstå dig, – sagde moren – hele sit liv. Og jeg ved det bedre end nogen. Hvorfor skal du presse dig på hans datter? Hvad vil du hende? Tanten snublede over ordene, mumlede. – Godt, – sagde mor skarpt. – Ring aldrig mere til Julie. Aldrig. Hun har folk hun kan stole på – det er ikke dig. Samtalen er slut. Mor trykkede af og gav Julie telefonen tilbage. Julie stirrede på hende, som om hun aldrig havde set hende før. – Mor… Du… Sådan har jeg aldrig set dig. Mor puffede på badekåben og fnøs: – Din far lærte mig det. Sagde man kun kunne tage Natasha på én måde. Én gang med skarp stemme – så holder hun sig væk i årevis. Hun smilede, rynkerne lyste op: – Det virker stadig, kan du forstå? Julie lo – frit og lettet. Moren lo med. – Kom nu med ud og drik te, – sagde hun og pegede på køkkenet – og så fortæller du alt, hvad der egentlig er sket.