Lise, er du blevet skør på dine gamle dage! Dine børnebørn går allerede i skole hvad i alverden vil du giftes for? var det første min søster sagde, da jeg fortalte hende, at jeg skulle giftes.
Men hvorfor vente mere? Om en uge skal jeg og Thorkild på rådhuset og giftes det er på høje tid at sige det til søster, tænkte jeg. Selvfølgelig kommer hun ikke til festen vi bor trods alt i hver sin ende af landet. Og vi havde heller ikke tænkt os at holde den store fest med råb om bittert! i vores 60ere. Bare en stille vielse og lidt hygge med os selv.
Vi kunne da sagtens nøjes med at bo sammen, men det vil Thorkild ikke høre tale om. Han er kavalér helt ind til knoglerne holder døren for mig, giver mig armen når jeg stiger ud af bilen, hjælper mig med frakken. Nej, han vil have tingene på plads Jeg er ikke nogen knægt mere, sagde han, jeg vil have noget seriøst. For mig er han netop lidt af en knægt, selv med det grå hår. På arbejdet bliver han kun tiltalt med fornavn og efternavn, og alle respekterer ham. Der er han alvorlig og myndig, men når han ser mig, bliver han tyve år yngre. Han kan tage mig på armen midt på Strøget og lave piruetter. Jeg både griner og synes det er pinligt. Folk kigger på os, Thorkild, siger jeg, men han svarer: Folk? Jeg ser kun dig! Når vi er sammen, er det som om, vi er de eneste i hele verden.
Men jeg har også min søster, som jeg måtte fortælle det hele til. Jeg var nervøs for, at Helle ligesom mange andre skulle skælde ud, men jeg havde mest brug for hendes støtte. Så jeg tog mod til mig og ringede.
Lise, du må da ha tabt sutten, lød det måbende, da jeg sagde, jeg skulle giftes. Det er jo kun et år siden, du begravede Erik, og nu har du fundet dig en erstatning! Jeg vidste godt, nyheden ville komme bag på hende, men havde ikke forestillet mig, at det var min afdøde mand, hun reagerede på.
Helle, jeg glemmer ham ikke men hvem bestemmer, hvor længe sorg skal vare? Kan du give mig et tidsrum, hvorefter jeg igen må være lykkelig uden at få på puklen?
Hun tænkte sig om.
Mindst fem år, for anstændighedens skyld.
Så jeg skal altså sige til Thorkild: Kom igen om fem år, jeg skal lige sørge lidt længere?
Hun sagde ingenting.
Hvad hjælper det? Selv om fem år vil folk stadig sladre. Men din mening betyder noget, og hvis du insisterer, så dropper jeg hele brylluppet.
Jeg vil ikke stå i vejen. Gift jer bare i dag, hvis det skal være! Men jeg forstår dig altså ikke. Du har altid været din egen, men jeg troede ikke, du blev så sær med alderen. Kunne du dog ikke vente et år til?
Jeg gav mig ikke,
Du siger: Vent et år. Men hvad nu hvis Thorkild og jeg kun har et år tilbage sammen hvad så?
Så blev der helt stille i telefonen og jeg kunne høre hende snøfte.
Gør som du vil. Alle vil jo være lykkelige, men du har jo haft et godt liv allerede…
Jeg grinede.
Helle, du har virkelig troet, jeg var lykkelig alle årene? Det har jeg måske også selv troet. Nu kan jeg se, at jeg bare var arbejdsmand altid i sving, aldrig pause.
Erik var en god mand. Sammen fik vi to døtre, og nu har jeg fem børnebørn. Han sagde altid, at familien var det vigtigste. Alt, hvad vi gjorde, var for familien. Først knoklede vi for børnene, så for deres familier, og senere for børnebørnene. Når jeg ser tilbage, så føles det som et kapløb uden pause. Da den ældste blev gift, havde vi allerede købt sommerhus, men Erik skulle selvfølgelig udvide og begynde med høns og gris og hvad ved jeg for børnebørnenes skyld. Vi lejede en hektar jord og svedte i årevis. Han anskaffede dyr, og der var altid noget der skulle fodres. Før sengetid var der fodring, og op klokken fem igen. Vi boede næsten hele året i sommerhuset og var sjældent hjemme i byen. Hvis jeg endelig fandt tid til at ringe til veninderne, fortalte de om ferier, teaterbesøg eller spaophold. Jeg havde knap tid til at tage i Netto!
Nogle gange var der endda ikke brød i huset, fordi alt tiden gik til dyrene. Men noget holdt mig oppe: børnene og børnebørnene havde altid nok. Min ældste fik bil udskiftet, den yngste fik lavet nyt køkken så alle vores anstrengelser var ikke forgæves. Da en gammel kollega besøgte mig, sagde hun: Hold da op, jeg troede du nød at bo på landet, men du ser jo forfærdelig ud! Hvorfor slider du dig sådan op? Jeg sagde bare: Man skal jo hjælpe sine børn. Men de er voksne gå nu ud og lev for dig selv! svarede hun. Dengang forstod jeg det ikke, men i dag gør jeg. Nu kan jeg sove længe, tage i svømmehallen, tage på café uden at nogen mangler noget. Børnene har det fint, børnebørnene mangler ikke. Det vigtigste er, at jeg ser alting med nye øjne nu.
Tidligere blev jeg irriteret over at rive blade sammen i haven, men nu nyder jeg synet af dem og sparkede glad rundt i dem som en lille pige i parken. Jeg har lært at elske regnen nu står jeg trygt og kigger ud fra et lunt kafévindue, ikke mere at skulle se efter kvier i stormvejr. Først nu lægger jeg mærke til skyerne, solnedgangene og hvor dejlig en by vi egentlig bor i. Og det skyldes Thorkild.
Efter Eriks død var jeg helt fortumlet. Det kom så pludseligt: et hjertetilfælde, og lægen nåede ikke frem. Børnene solgte alt, også sommerhuset, og flyttede mig tilbage til byen. Jeg gik rundt i lejligheden, vågnede klokken fem som altid, og anede ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv.
Så kom Thorkild ind i mit liv. Han var min nabo og en bekendt af min svigersøn, hjalp til med at flytte ting fra sommerhuset. Senere fortalte han, at han bare syntes synd for den triste kvinde, der engang havde haft så meget energi. Han sagde, han ville ruske lidt op i mig og inviterede mig på en tur i Fælledparken. Vi satte os på en bænk, han købte is, og bagefter gik vi ned til søen for at fodre ænder. Jeg har haft ænder selv, men aldrig haft tid til at kigge på dem og hvor er de dog sjove, når de snupper brød! Tænk, man kan bare stå og kigge på ænder, sagde jeg eftertænksomt. Mine nåede jeg kun at fodre i ét væk.
Thorkild smilede, tog min hånd og sagde: Vent bare og se jeg skal vise dig så meget! Og han fik ret. Som et barn oplevede jeg pludselig verden helt på ny, og for hver dag blev det mere og mere klart for mig, at jeg havde brug for ham. Lige pludselig var det umuligt at undvære Thorkild, hans grin, varme hånd og stemme. Verden var blevet ny.
Mine piger var ikke begejstrede. Du svigter far! sagde de stille. Det gjorde ondt jeg følte mig skyldig. Thorkilds børn tog det helt roligt de var bare glade på hans vegne. Nu manglede kun at fortælle det til min søster og jeg trak det til sidste øjeblik.
Hvornår skal I så giftes? spurgte Helle til sidst.
På fredag.
Jamen så… held og lykke i den tredje ungdom, svarede hun køligt.
Fredag købte vi ind til to, tog det pæne tøj på, bestilte en taxa og kørte til rådhuset. Men da vi steg ud, stod hele familien der mine døtre med mænd og børnebørn, Thorkilds børn med deres, og min søster med en stor buket hvide roser! Hun smilede til mig med tårer i øjnene. Helle! Du kom alligevel? Jeg kunne ikke tro det.
Skulle vel lige se, hvem der får dig, grinede hun.
Det viste sig, at de havde haft kontakt i dagene op til brylluppet og lavet en overraskelse: fælles frokost i caféen. For nogle dage siden fejrede vi årsdag i dag snakker alle om Thorkild som om, han altid har været der. Og selv nu, et år senere, kan jeg næsten ikke tro, at alt dette er mit liv. Jeg er så urimeligt lykkelig, at jeg frygter at ødelægge det.
