Jeg vil aldrig glemme den dag, hvor Helle kom hjem til vores lille landsby med sin nye kæreste. Jeg stod ude på grusvejen og spillede fodbold, da jeg hørte bussen tøffe nærmere fra byen. Jeg kastede straks bolden fra mig og spurtede hen til stoppestedet med skjorten flagrende og lyse hårlokker flyvende i vinden.
Mor, det er mor! var det eneste, der fór gennem hovedet på mig. Men det var ikke kun Helle, der steg ud af bussen. Ved siden af hende gik en bred mand i lysegråt jakkesæt, tasken vippet i hånden, rak ryggen som en direktør. Jeg løb lige i favnen på mor, greb hendes hånd og så op på hende med al min glæde.
Hej min dreng, sagde hun stille, bøjede sig over mig og kyssede mig i håret. Dav, kammerat! tordnede manden og rodede mig i håret med sin store hånd sådan én, der får en til at vakle lidt, men føles som rigtig voksen.
Kom ind til bords, sagde min mormor, Inge Marie, venligt og viste ind til det store, veldækkede bord.
Tak, tak, mor, svarede Søren, mors nye kæreste, med vigtig mine og sendte blikket hen over de mange retter.
Sikken et frokostbord! Sådan noget ser man aldrig i København inde i byen er det rationering og bøvl. Her lever folk stadig af det, de selv dyrker.
Og mælk og fløde, ja det har vi fra vores egne køer og fra haven, sang min mormor næsten.
Så længe vi orker, har vi vores eget, brummede min morfar, Otto, gammel maskinfører fra mejeriet, spinkel og fåmælt, men altid lige på.
Vi klarer os også selv om alt skal bøvles hjem med rationeringsmærker, får jeg da klemt varer ud af søsteren på lageret af og til. Smider lidt godter af til Helle, pralede Søren og strøg sig over det begyndende månebløde isse.
Jeg betragtede ham og overvejede, om jeg havde en oplagt undskyldning for at tale med ham. Hjemme i lejligheden med mor plejede jeg at beundre mine venners fædre og drømme om, hvem min egen far kunne være. Var han måske ligesom Jakobs far, eller helt anderledes?
Nu hvor den her runde mand sad ved siden af min mor, tænkte jeg, at måske var det ham, der skulle være min far.
Jeg fiskede mit træfly frem min morfar havde snittet det nøje, vingerne slebet glatte som på et ægte fly og gik tøvende hen til Søren: Se, hvilket fly jeg har! rakte jeg frem.
Næh, for pokker! sagde han, greb flyet og slog hårdt til skruen, så den fløj af. Ikke noget særligt, det der, sagde han og rakte det tilbage. Jeg bøjede mig ned og samlede proppen op, blik mod morfar.
Det kan jeg fikse, sagde han roligt.
Samtalen ændrede sig, da Helle brød ind: Søren er værkfører på fabrikken. Han har styr på det hele.
Søren pustede sig op og så overbærende på mor.
Det var også første gang Helle skulle giftes. Hun arbejdede som syerske og var stolt over, at hun havde fundet én, der både havde en god stilling og lidt livserfaring. Hun satte sig tættere på Søren og bød på både stegt fisk og pandekager med fløde.
Senere, ude på trappen, udbrød Søren:
Altså, det her, det er livet! Prøv lige at trække vejret duft lige luften, Helle!
Synes du? spurgte Helle.
For fanden, ja. Men vi må tilbage til København i morgen, tager Gustav med, så kan vi købe skoletøj til ham.
Hvorfor skulle du tage Gustav med ind til byen? Der er da skole her?
Ja, men det er kun til de små klasser, sagde Helle.
Han kan da tage et år her, så henter vi ham bagefter, når vi har fået ordnet lejligheden og skaffet rigtige møbler hos dig står der jo kun gammelt skrammel.
Min mormor skævede forskrækket til min morfar, som straks viste sin utilfredshed med sit store overskæg.
Hvordan skulle det gå til, Søren? Det kræver jo en masse planlægning …
Det tager ingen tid at pakke til drengen. Prøv at se alle de goder der er her på landet: frisk luft, mælk, grøntsager, bær han vokser som på gær her! Og dine forældre kan holde øje med ham. I byen har vi jo ikke tid, begge går på arbejde. Det er oplagt, han skal tage et år på landsbyskolen. Imens gifter vi os og finder os til rette.
Det der er ikke et tilbud det er et krav, mumlede min morfar og strammede overskægget.
Næste dag stod Helle og forklarede mig igen, hvorfor jeg skulle blive; jeg nikkede og sagde ikke noget, men da Helle og Søren tog bussen hjem, gemte jeg mig på høloftet. Mormor ledte overalt, men ingen kunne finde mig.
Han er nok stukket ind til kammeraterne, sukkede Søren.
Men jeg blev der, med mit brudte træfly og tårer løbende ned over kinderne. Jeg græd ikke nemt ikke engang da morfar klaskede mig for at tage båden alene ud på fjorden. Men nu, uden at nogen havde løftet en finger, kom gråden alligevel.
Der var du jo! råbte mormor senere, da Helle og Søren var taget af sted. Du skal ikke være ked af det, min dreng, din mor kommer igen om en måned, som hun lovede, og så skal vi købe dig skoletøj i byen. Du kan jo godt lide at være her hos os.
Jeg bøjede hovedet og mærkede mit lyse hår i panden, tænkte på mine venner hjemme i København, vores gårdlege. Her havde jeg også kammerater, men hver sommer boede jeg hos mormor og morfar, og når efteråret kom, glædede jeg mig altid hjem.
Ugen fløj hurtigt. Jeg glemte næsten, at mor havde efterladt mig. Da Helle en dag pludselig stod i gården, blev mormor så overrasket, at hun nær havde tabt vandspanden.
Vi havde slet ikke ventet dig, datter!
Jeg ved det, men jeg kommer efter Gustav. Jeg skulle først vente en måned, men nu kunne jeg ikke længere. Søren, han kan tage hen til Ann-Britt fra regnskabet med mad fra lageret. Han siger, jeg har for meget bagage i form af Gustav, og jeg må ikke tage drengen hjem. Men jeg bestemmer, ikke ham.
Mormor så trist på hende. Som mor ønskede hun sig datterens lykke, men helst ikke med så handelsmæssige betingelser.
Det er nok bedst sådan, skat.
Det tror jeg også, mor. Jeg køber skoletøj og ny rygsæk til Gustav, og så starter han i anden klasse hjemme i byen. Vi skal nok klare os vi har ingen mangel. Jeg havde ikke brug for Sørens varer, men for en familie til Gustav og mig. Jeg ville bare have én, der kunne være far for mit barn og være min mand.
Da jeg så Helle i gården, løb jeg hende straks i møde.
Mor!!!
Min egen dreng! Hvor har jeg savnet dig! Hun lagde armene om mig og kiggede mig i ansigtet. Jeg kommer for at hente dig hjem snart starter skolen.
Skal vi bo sammen, som vi plejer?
Ja, du skal lave lektier, jeg skal hjælpe dig, og så kan vi melde dig til fodbold, hvis du har lyst.
Jeg prøvede at mase så meget tøj ned i rygsækken som muligt, så mors taske ikke blev for tung.
Det er for meget, det bliver for tungt, min dreng.
Det kan jeg sagtens, jeg er stærk!
Vi blev fulgt helt hen til bussen. Da vi satte os, vinkede jeg længe til mormor og morfar. Jeg sad tæt ved vinduet med mit gamle træfly morfar havde fikset det og kastede blikket på min mor. Jeg var på vej hjem, og for første gang i uger føltes det, som om alt var, som det skulle være. Mor, min mor, sad ved siden af det var det bedste i verden.
Den dag lærte jeg, at ingen kan stille krav om sådan noget som familie. Kærligheden skal komme fra hjertet og ingen andens betingelser skal bestemme, hvor jeg hører hjemme.
