Lørdag morgen. Solveig havde slukket alle vækkeure og mobiltelefoner. Den unge kvinde havde besluttet sig for at sove ud, da hun havde haft en meget hård uge, hvor meget var sket i hendes liv. Solveig var inde i en svær periode. Man siger, at efter en sort periode følger en hvid… Men her var det kun sort og sort…
Tirsdag blev Solveig fyret fra sit job. Hun havde viet flere år til virksomhedens trivsel. Og så, som et lyn fra en klar himmel: “Undskyld, vi halverer personalet. Vi fornyer ikke din kontrakt.”
Det føltes som et mareridt. Hun tænkte, at hun ville vågne op, og alt ville være normalt igen. En pludselig skrig fra en krage vækkede hende fra sin trance. Fuglen skreg så højt og gennemtrængende, at hun måtte dække ørerne til. Hun kiggede ud af vinduet, og der sad kragen på en gren og stirrede lige ind i hendes øjne.
“Det er da utroligt!” hviskede Solveig og løb ud af kontoret. Samme aften kom hendes kæreste, Thomas, forbi. De havde været sammen i flere år og planlagde at gifte sig.
“Der er noget jeg må sige… Jeg vil være kort, jeg skal giftes snart. Undskyld. Sådan blev det.” Igen lød det skingre krageskrig. Solveig stivnede og kiggede ud af vinduet. Kragen sad der stadig og stirrede på hende. “Hvad vil du mig?” råbte hun hysterisk.
“Er du okay?” spurgte Thomas forskrækket.
“Ja! Skrid ud herfra!” sagde hun og pegede på døren. På et øjeblik mistede hun både job og sin elskede. “Jeg må sove! Jeg har brug for hvile. Resten kommer senere.” Men hun kunne ikke få sovet ud. Skrigene fra kragen vækkede hende igen. “Krah-krah” kunne høres over hele området.
Ude af stand til at ignorere fuglen kiggede hun ud af vinduet. Der sad den og virkede som om den havde været der hele natten. “Hvad vil du? Du driver mig til vanvid!” råbte hun. Kragen lod sig ikke mærke af hendes råb og fortsatte med at larme. Klokken var seks om morgenen. Ingen søvn til hende…
Et par timer senere ringede hendes mor: “Hvordan går det, min pige? Du har ikke ringet længe.”
“Det går virkelig dårligt!” Solveig begyndte at græde og fortalte som barn alt til sin mor. Hun nævnte også kragen.
“Den kalder på dig, at du skal rejse. Du er nødt et sted…”
“Mor, det er tåbeligt! Hvilken vej? Hvad mener du med, at jeg er nødvendig? Alle har slået hånden af mig!”
“Solveig, kom hjem til os. Det er snart jul. Vi fejrer det med familien!”
“Jeg vil bare ødelægge jeres festhumør. Jeg har brug for at være alene.” Kvinden lagde røret og gik ind i køkkenet for at lave kaffe. Men så snart hun gik derind, hørte hun krageskrig. “Den er ude på at drive mig til vanvid,” tænkte hun.
Senere på dagen ringede en gammel skoleveninde: “Solveig, jeg har endelig fået fat i dig. Jeg har ikke dit nye mobilnummer.”
“Hej, Hanne! Det er århundreder siden vi har set hinanden!”
“Det er netop derfor, jeg ringer. Slip alt, og kom op til mit sommerhus! Vi samles med hele vores gamle gruppe. Julie, Vera, Joakim vil være der…”
“Jeg har ikke noget at slippe, det hele har sluppet mig… Okay, giv mig adressen!”
Solveig kørte efter sin navigator. Der var stadig 15 kilometer til målet. Til at begynde med gik bilen fint, men halvvejs gik motoren i stå, og bilen stoppede.
Hun greb sin mobil, men der var ingen forbindelse i skoven… “Åh gud, hvorfor kørte jeg herud med bil!” udbrød hun fortvivlet. “Krah-krah!” lød det lige over hende.
“Åh gud, er du her også? Hvad vil du?” spurgte hun kragen. Den pustede sig op og betragtede hende uden et ord. Det begyndte at blive mørkt. I desperation begyndte hun at dytte i bilhornet, i håb om, at nogen ville høre hende.
“Hvad skal jeg gøre? Gå til fods? Men jeg kender ikke vejen!”
Pludselig bankede det på vinduet. Hun blev forskrækket og så en mand i fyrrerne, iført en ulvepels og med en riffel.
“Hvem er du?” spurgte hun bange.
“Søren, skovfoged her. Har du brug for hjælp?”
“Ja! Jeg sidder fast. Kan du skubbe mig? spurgte hun i håb.
“Fruen, er du gal? Vi skal have en traktor hertil for at få din bil fri.”
“Så ring efter én! Hvad er problemet?”
“Vi er på vej ind i natten. Ingen kommer herud i mørke. Kom, lad os gå hjem til mig. I morgen tidlig får vi hjælp.”
Hun havde intet andet valg end at følge med ham. Hun bemærkede kragen, der fulgte stilfærdigt efter dem. “Endelig er den holdt op med at larme. Måske er den hæs,” tænkte hun og smilede for sig selv.
Snart nåede de skovfogedens hus. I ovnen knitrede ilden sagte. Det var varmt og hyggeligt i rummet. Søren fik hurtigt lavet et enkelt måltid og lavede urtete.
“Lad os spise. Så kan du hvile dig, og i morgen tidlig får vi din bil fri fra snedyngen,” sagde Søren.
“Hvad skete der med vejret? Hvor kom snestormen fra?”
“Hvor fra? Det er julenat! Kender du vores lokale sagn om denne nat?”
“Nej, hvorfra skulle jeg?”
“Vil du høre det? Det er meget interessant!”
“Fortæl det… jeg har ikke andet at lave.”
Han begyndte at fortælle en meget smuk legende, måske en eventyr. Solveig lyttede betaget uden at afbryde. Hovedpersonen i fortællingen var en sort krage. Den gjorde gode gerninger: fandt mennesker med ensomme hjerter og førte dem sammen…
Ved den mest spændende del faldt Solveig i søvn i stolen. Søren lagde omsorgsfuldt et blødt tæppe over hende og gik ud.
“Holder du øje?” sagde han til kragen. “Tak, dig drømte jeg om!”
“Krah,” svarede kragen og fløj væk.
Om morgenen, mens Solveig stadig sov, havde Søren fået hjælp til at få hendes bil ud.
“Her er din bil fri!” smilede han. “Lad os få morgenmad, så følger jeg dig til dit mål. Følg mig bare!”
“Tak! Søren, jeg faldt i søvn i går og fik ikke slutningen på legen…” sagde hun.
Hun havde slet ikke lyst til at forlade det hyggelige hus.
“Du kan bo lidt hos mig, så fortæller jeg dig hele historien. Desuden er det jo julenat!”
“Helt sikkert! Jeg vil ikke efterlade dig her alene,” smilede Solveig.
“Krah-krah,” kragen svævede over dem og fløj væk. Den var tilfreds med sin indsats. Endnu engang havde den forenet to ensomme hjerter…
