Den lokale Kærlighedsgud
Sille, du vil bære skylden for hans død! Hvordan kan du være skyldig? Naturligvis, Mikkels! Ja, netop dig! Ja, ja, ingen overraskelse! Hvem var den smukke, der i går sad på bænken i gården med blottede knæ, så som en solstråle? Kan man virkelig gøre sådan? Mikkel har en skrøbelig sjæl Han har kun set blotte dames knæ i skolegymnastikken, og det var længe siden Så hvad så, selvom der er masser af piger i miniskørt! Du har sammenlignet dem! Ja! Deres knæ og dine! Det er en forskel! For Mikkel er det noget helt særligt!
Stemmen i telefonen blev hård:
Jeg spinner ikke: jeg ser ham lige nu, han skriver sit sidste brev Ja! Så står der, jeg kan ikke, uden hende. Det rammer mig i hjertet, hører du? Du forstår mig, ikke? Sådan skriver han! Det rammer mit hjerte, men han kigger ikke på mig! Jeg tager hellere en øl mener jeg, jeg dør! Ja, ordet dør står skrevet med klar fed skrift! Hvordan kan jeg ikke se det? Jeg har min gammeldags feltkikkert! Jeg kan se alt, hvad jeg vil!
Telefonen gik kortvarigt i stilhed, kun Silles anspændte åndedræt kunne høres:
Åh, min gamle trillebør, du er som en lille smule skæv Vi er for sent ude, Sille, vi er forsinkede, kniven er skarp, så nu begynder hun at stikke sig selv blod Du siger, du når det? Kom hurtigt, red din prins!
Gamle fru Ane Larsen, med sine smalle, listige øjne, betragtede med fornøjelse, hvordan den velplejede Sille stormede ind i den slappe Mikkels lejlighed, med ubrugte følelser, lysten til at mætte ham med kartoffelsuppe og drømme om en flok børnebørn.
Mikkel havde ingen chance. Den tynde, drømmende unge mand boede alene: for et halvt år siden havde hans mor giftet sig igen og flyttet til sin nye mand, og hun havde overladt den treværelses lejlighed til sin eneste søn. Hun havde med streng stemme pålagt ham, at han straks skulle gifte sig og skaffe hende børnebørn mindst ét, men hurtigt, uden tøven!
Mikkel gik med på det: familielivens tryghed tiltog ham. Men at finde en kvinde gik ham ikke. Han var en teknisk geni, men i samtaler var han tavs, usikker og genert. Han turde ikke selv tage initiativ, og når han så en selvsikker pige, flygtede han som en jetfly fra en flyveplads. Her var Ane enig: hun ville ikke bo ved en drilsk, fræk nabo.
Sille derimod! Hun var rund, arbejdsom og respektfuld. Ikke den klassiske skønhed, men med fregner og et venligt ansigt var hun rar at kigge på. Man måtte bare give hende en chance, men de unge havde simpelthen ingen idé om, hvordan man lærer hinanden at kende!
Alle deres gadgets åh, for en afskyelig betegnelse! kun korte beskeder og billeder eller korte videoer kunne de levere. Ingen af dem lavede TikTokklip som Nina, men de sneg sig væk fra de påtrængende, drilagtige piger, som Mikkel frygtede som ild. Makeup? Som hekse på en heksedans! Moderne piger var som en klovn i cirkusset sammenlignet med en billetbetjener på stationskassen. Tænk dig: hvor sød som en billetbetjener er, men du husker kun klovnens fjollede ansigt. Med en billetbetjener har du mindst en samtale.
Mikkel kastede ofte et blik på naboen Sille, men han kunne ikke finde vejen til sin lykke. Så ville han dø, tænkte Ane, som en hjemløs sjæl i kulden, uden kærlig berøring. Hvorfor døde han? Af sult, af kulde, af mangel på kvindelig kærtegn!
I hjemmet lignede Mikkel en forvirret pindsvinet i tågen. Han spiste Ramen og dumplings, når han huskede at tage gryden af komfuret i tide. Brødsmør? Det var hans specialitet! Kaffen lavede han også fint.
En dag prøvede han at skære agurk i en salat, men skar sig selv, gik efter et bind og grøn salve. I det øjeblik bankede nogen på døren. Han måtte åbne, selvom blodet løb fra den skårne finger.
Sille, med store, fortvivlede øjne, stormede ind. Hvad hun sagde, og hvad hun overbeviste ham om, vidste Ane kun lidt om. Kikkerten leverer ingen lyd, men Anne var heldig: hun så senere, hvordan Sille i sin egen lejlighed serverede Mikkel suppe, kartofler med frikadeller, vinaigrette med surkål og kompot. Mikkels ansigt lyste af smil; ensomheden forsvandt, og hans indre uro gik også væk.
En måned senere blev de gift. Ane blev inviteret til brylluppet, fik et stykke lækker lagkage med den største portion til sig selv. Da brylluppet var ved at ende, lo Sille og spurgte den gamle dame:
Så han havde tænkt sig at dø, hva? Hvordan sagde du, at han stak sig selv? Ja, lige i fingeren! Åh, fru Ane, du ved, jeg skammede mig, da jeg sagde, jeg ville redde ham, men han rakte mig bare fingeren! Åh, fru Ane!
