»Hvor gammel er du?« Plastikkirurgen Viggo Christian Mikkelsen studerede Eva Lærkes smukke ansigt.
Hun blinkede, smilede koket og så væk, før hun mødte hans blik. Han havde set den slags før – de nervøse blikke, de lille flirtende manøvrer. Så snart spørgsmålet om alderen kom på bordet, opførte kvinder sig, som om de pludselig huskede, at de sad over for en ung, attraktiv mand. Eva var ingen undtagelse.
»Hvad gætter du på?« spurgte hun undertrykt muntert.
Han så strengt på hende.
»Niogtyve,« løj hun uden at blinke.
Hvorfor var grænsen på tredive altid så skræmmende?
»Niogtredive, for at være præcis,« rettede han roligt, men skånede hende alligevel og tog to år af.
»Man kan ikke snyde dig, doktor,« sagde Eva og satte pris på hans takt.
»Hvorfor prøver du så? Jeg er læge, ikke en mulig frier. Din alder har betydning for noget helt andet. Hvis du virkelig var niogtyve, var du næppe kommet til mig. Du ser godt ud for din alder. Fremragende, faktisk. Mange kvinder ville misunde dig.«
»Du er skræmmende. Du gennemskuer os som en røntgenmaskine,« fnisede Eva og fór lidt med hånden.
»Det er erfaring.«
»Din kone er heldig. Du forstår kvinder.«
Viggo overvejede at sige, at han ikke var gift, men lod være.
»Hvorfor er du kommet? Du har ikke brug for plastik. Endnu.«
Komplimenten fik hende til at lyse op.
»Vil du ikke spørge, hvad det koster at holde sig sådan? Ja, jeg har en velhavende mand. Jeg har råd til de mest avancerede behandlinger og produkter – som for resten koster en formue. Men jeg er træt af at bruge timer i fitnesscenteret og derefter timevis på en briks hos hudlægen med ansigtsmasker og mirakelmidler. Jeg lever ikke, jeg kæmper for at holde fast i ungdommen. Jeg er træt,« gentog hun.
»Så slap tidens gang. Der er skønhed i alle aldre. Du behøver ikke virke yngre, end du er.« Han sendte hende et af sine mest charmende smil.
»Det er nemt for dig at sige. Du er en mand. Du behøver ikke bekæmpe alderen, tælle rynker om morgenen eller sidde på evige diæter. Og alt sammen for figurens og hudens skyld. Men hvem presser os egentlig til det?«
»Hvem?« spillede Viggo med.
Han kunne godt lide Eva. Hun var ærlig, smuk, levende. Let at være sammen med.
»Det er jer mænd. Ja, ja. I føler jer mere selvsikre, når I har en ung og smuk kvinde ved jeres side. Hvis hun er der, må I jo være noget værd. Og jo ældre I bliver, jo yngre kvinder vælger I.« En bitter lille grimasse spillede om hendes læber, men hun så stadig smuk ud.
»Jeg kommer fra en lille provinsby. Min mor arbejdede på en fjerkræfarm, ligesom min far. Da fabrikken lukkede, blev hun hospitalsmedhjælper, og min far fik arbejde i fyrværkeriet. Der var ingen jobs i vores by. Der var én fabrik, og den lukkede. Min far drak, selvfølgelig. Jeg hadede det liv, den by. Drømte altid om at komme væk, til København, om at blive skuespillerinde.« Hendes blik blev fjern af minder.
Viggo forstod hende udmærket. Selv var han kommet fra en lille by.
»Jeg kom ikke ind på teaterskolen. Men jeg fik arbejde – på et marked. I en bod.« Han kunne se, det var svært for hende at indrømme. »Jeg vil ikke gå i detaljer om, hvordan jeg overlevede. Men jeg var heldig. En kvinde lagde mærke til mig. Jeg snød hende faktisk på vægten. Hun inviterede mig med til et modemagasin. Ikke den slags, hvor man går på catwalk, selvom det også skete. Du ved, den slags. Der mødte jeg min kommende mand. Jeg var ung, desperat…« Hendes øjne blev blanke igen. Viggo afbrød hende ikke.
»Han blev så forelsket, at han friede. Selvfølgelig sagde jeg ja. Hans alder generede mig ikke. Jeg havde trukket en lykketrækning. En mand, en lejlighed i København, et sommerhus, penge, kontakter. Han gav mig alt, hvad jeg drømte om. Mine mest vilde fantasier gik i opfyldelse.«
»Han har en søn fra første ægteskab – på min alder, bor i udlandet. Min mand vil ikke have flere børn. Jeg accepterede det. Restauranter, tøj, rejser. Det liv elskede jeg. Du har ret, mange kvinder misundte mig. Jeg slap væk fra den lille by og ville aldrig tilbage.« Eva sukkede og tav et øjeblik.
»For tre dage siden besøgte jeg min mand på kontoret. Uden at ringe først. Ville overraske ham. Han elsker wienerbrød. Købte et par stykker og en kop kaffe.«
»Der var ingen sekretær i receptionen. Eller jo, hun var der, hvor hun skulle være – på hans kontor. De gad ikke engang låse døren. De så mig ikke. Jeg gik igen, efterlod wienerbrødene og kaffen på hendes bord. Det var forfærdeligt.« Eva gemte ansigtet i hænderne.
Viggo ventede. Han havde hørt den slags historier mange gange i dette rum. Kvinder betroede ham deres hemmeligEva tog en dyb indånding, tørrede sine øjne og sagde med fast stemme: “Jeg er klar til operationen – for hvis ikke nu, så er det måske for sent.”
