**Dagbog**
Efter fars død besluttede Mette og hendes mand, Mads, at sælge huset i landsbyen. Mette var gravid, og de havde brug for penge til en større lejlighed.
Det var en varm septemberdag. Mette stirrede ud over landsbyen og genkendte den knap nok. På ét år var der rejst høje hegn, og hvor der engang havde stået forfaldne huse, var der nu nybyggeri med farverige tage. Kun deres eget hus forblev uændret.
Mads standsede deres Volvo foran trappen. Mette steg ud og strakte sig. Der var stille, og den friske luft fik hendes hoved til at svimle. Hun låsede døren op og trådte ind. Huset virkede mindre nu, som om det var krympet sammen.
Ingen havde boet her i et helt år. Efter mors død tog far hertil alene. Grunden var stor, men han plantede ikke noget – han gik i skoven eller fiskede. Selv sidste år, da han allerede var syg, insisterede han på at komme. Han sagde, at luften helbredte ham, at han her kunne trække vejret frit.
I starten af maj havde de kørt ham hertil. Men da Mette så ham i huset, indså hun, hvor svækket han var. Han kunne ikke bo her alene. Så hun overtalte ham til at vende tilbage til byen med dem. En måned senere blev han sengeliggende, og i slutningen af september døde han.
De var bymennesker, Mads og Mette. De ville ikke komme her tit – det var for langt væk, og deres ferier plejede at foregå i Syden. Uden vedligeholdelse ville huset forfalde. Det så allerede forladt ud. Derfor besluttede de at sælge, mens det stadig var i god stand. Hvis de senere i livet savnede stilheden og landluften, kunne de købe et hus tættere på byen.
Mettes øjne fyldtes med tårer ved minderne. Huset havde været hendes bedsteforældres. Først døde mor, så bedsteforældrene, og nu sidste år, far.
Hun stod foran et portræt af en ung pige på væggen. Mads kom ind med en taske, gik hen til hende og lagde armene om hende.
*”Den foto har jeg ikke set før. Hvor gammel er du der?”* spurgte han og kiggede på billedet.
*”Det er ikke mig, det er mor. Hun er seksten eller sytten, stadig i skole.”*
*”Du ligner hende utroligt meget. Jeg troede, det var dig.”* Han så hende i øjnene. *”Giv mig spanden, jeg henter vand, så kan du sætte vand over til te.”*
Mette snøftede og gik ud i køkkenet. Hun kom tilbage med en zinkspand.
*”Den stod på hovedet. Men skyld den lige ud. Brønden er to huse længere nede,”* sagde hun og rakte ham spanden.
*”Det ved jeg godt.”* Mads gik ud, og hun kunne høre den tomme spand rasle.
Mette vendte tilbage til køkkenet, tændte den elektriske kogeplade – men den virkede ikke. *”Sikringerne,”* tænkte hun. De lå på en hylde under elmåleren i stuen. Hun skruede dem i igen og rørte ved den metaldisken – den blev varm.
Hun så sig om. Hun ville ikke tage noget med, måske undtagen mors foto. Men hun skulle lige forbi naboerne, høre om nogen kunne bruge noget.
Efter teen gik hun hen til naboens hus. Deres gårde var ikke adskilt af et højt hegn.
*”Sælger I?”* spurgte naboens fru Jørgensen.
*”Ja,”* nikkede Mette.
*”Jeg kommer forbi og kigger. Men jeg har selv nok af ting. Skal jeg sige det til de andre?”*
*”Ja, tak,”* svarede Mette lettet.
Hun gik tilbage. Mads var i gang med at samle, hvad der kunne brændes. Den gamle pejs skulle alligevel tændes – luften var fugtig. Mads tog sig af pejsen, mens Mette gik op på loftet ad en knirkende stige.
*”Skal jeg ikke?”* spurgte han og så op fra papirerne på bordet.
*”Nej, jeg skal nok klare det.”*
Engang var Mette bange for at gå op på loftet. Om natten lød der fodtrin over hendes hoved, som om nogen gik deroppe. Far sagde, det var katte, eller at huset ændrede sig, når det kølnede af efter en varm dag. Alligevel sov hun altid med dynen trukket over hovedet.
Solstråler faldt ind gennem et lille firkantet vindue. Støvpartikler dansede i lyset som små levende væsener.
*”Der er ikke noget skræmmende her,”* sagde hun højt.
Stemmen fik skyggerne i hjørnerne til at krybe sammen. Hun undgik at røre ved de store spindelvæv, der hang fra taget, spændt mellem snorene, hvor bedstemor engang havde hængt vådt tøj. Mette åbnede en af æskerne. Den indeholdt juletræspynt. *”Så bedstemor og bedstefar satte juletræ,”* tænkte hun forundret. Hun havde aldrig været her om vinteren.
I en anden æske lå der legetøj – ting hun ikke kunne huske. I et hjørne stod en gammel spinderok. Intet af det var værd at tage med. Mette gik hen til hullet ned til stuen og vendte sig om. Blikket faldt på et hjørne af en bog eller notesbog, der stak frem under en bræt ved taget.
Hun gik tilbage, trak i hjørnet og fik en gammel notesbog fri. Siderne var gule og klistrede af fugt og tid. Mette genkendte datomærkede indlæg. Det var en dagbog. Mors dagbog.
Det føltes forkert at læse andres dagbøger. Mor havde været død i så mange år, men hendes tanker levede stadig i disse gule sider. Men hvorfor skrev man dagbøger, hvis ikke for at blive læst en dag? Hvorfor havde mor gemt den under taget?
Mette satte sig på en gammel omvendt spand og besluttede sig for at bladre lidt. Nogle indlæg var lange og detaljerede, men de fleste bestod af blot nogle få linjer.
Hun slog siden tilfældigt op og begyndte at læse.
*21.06.1988. I går kom Anders. Han er blevet så smuk! I dag mødtes vi ved åen. Han badede allerede, da jeg kom. Da han så mig, steg han op. Han er to hoveder højere end mig. Ved siden af ham følte jeg mig lille…*
*23.06. Han sagde, jeg var smuk, og så på mig sådan… Jeg kan kun tænke på ham…*
Mette så op. Hun kendte sin mor som sin mor – ikke som en ung pige forelsket i en anden end far. En underlig fornemmelse bredte sig i hende. Havde hun ret til at læse det? Men hvis mor ville have det hemmeligt, hvorfor havde hun så ikke ødelagtHun lukkede dagbogen langsomt, så op på loftets støvede spær og tænkte, at nogle hemmeligheder var bedst begravet i fortidens skygger.
