Livet under en tyranns åg
Da livet drev min mand og mig i en krog, var vi nødt til at flytte til hans far i en lille by nær Århus. Det føltes som en midlertidig løsning, men allerede efter få måneder vidste jeg, jeg ikke kunne holde et helt år under samme tag som ham. Jeg følte mig som en slave i huset hos en grusom herre, og selv om vi skulle sulte, vil jeg aldrig vende tilbage til ham. Hans behandling af mig ødelagde enhver chance for fredelig sameksistens.
Mine svigerforældre blev skilt for længe siden. Min mand, Anders, blev opdraget af sin far, Erik Sørensen, mens hans mor for længe siden startede en ny familie og næsten ikke var en del af deres liv. Måske var det derfor, min svigerfar så ned på kvinder. Ved vores første møde virkede han bare som en gnaven, gammel mand – ikke særlig venlig, men ikke ond. Jeg respekterede ham for at have opdraget min mand alene og prøvede at finde en fælles forståelse. Forgæves.
Vi havde ikke vores egen lejlighed. Vi boede i et værelse i København og sparede op til en bolig, men så blev jeg gravid, og alle planer gik i vasken. Pengene var knappe, og fødslen var lige om hjørnet. Med knugen i halsen bad vi Erik om at bo hos ham. Allerede efter få dage fortrød jeg den beslutning, som om min mave forudså, hvor forfærdeligt mit liv ville blive.
Jeg havde aldrig oplevet så meget husligt arbejde. Rengøring, madlavning, strygning – alt blev hældt over mig, som om jeg ikke var en gravid kvinde, men en tjener uden vilje. I ottende måned kunne jeg næsten ikke gå, min mave vægtede tungt, og min ryg gjorde ondt, men hvile var ikke en mulighed. Jeg gik stadig på arbejde for at tjene lidt før barslen, og derhjemme ventede endeløse opgaver.
“Hvad? Ligger du der som en dronning?” brølede Erik, hvis jeg turde sætte mig på sofaen eller lægge mig ned, når det blev for meget. “Graviditet er ikke en sygdom! Ingen løber rundt med en klud for dig!”
Så bed jeg tænderne sammen og tog fejen eller vaskede vinduer, pudsede hjørner, der ikke var rørt i årevis. Han kendte ikke til barmhjertighed. Han pegede på enhver lille fejl, fandt på nye opgaver, indtil jeg faldt om af træthed. Men kun når Anders ikke var hjemme. Jeg prøvede at blive længere væk for at undgå hans vrede, men det hjalp ikke.
“Jeg kommer hjem fra arbejde, og hvor har du hængt ud?” råbte han, hvis aftensmaden ikke var klar. “Gulvet er beskidt, det knaser under fødderne, og du slapper bare af!”
Hans ord skar som knive. Han ydmygede mig ved enhver lejlighed, og jeg tav, for jeg ville ikke beklage mig til Anders. Han arbejdede allerede hårdt på to job for at forsørge os. Jeg prøvede selv at håndtere ham, i håb om, han ville vænne sig til mig. Men hans krav voksede som en snebold. Suppen var for usaltet, tallerkenerne ikke rene nok, sengen ikke lagt rigtigt. Nogle gange var hans bebrejdelser så absurde, at jeg knap kunne holde latteren tilbage. Jeg måtte vaske gulvet to gange om dagen, stryge ikke kun vores tøj, men også hans skjorter, som om jeg skyldte ham tjenester.
“Hvorfor skal jeg selv tage strygejernet, når der er en kvinde i huset?” skreg han. “Hvis min søn vælger sådan en doven luder, må han skilles! Hun ligger bare der hele dagen!”
At bo hos Erik fik mig til at forstå, hvorfor hans kone løb fra ham, lige efter hun fødte sønnen. At udholde ham var over menneskelige kræfter. Jeg begyndte at beundre den kvinde, der overlevede ham i årevis. Hun var en heltinde. Men en dag nåede jeg grænsen.
Jeg skrubbede en gryde på køkkenet, da han marcherede ind og begyndte endnu en gang at fortælle mig, hvordan jeg “gjorde alt forkert.” Hans hånlige stemme var den sidste dråbe. Jeg smed gryden i vasken med et brag, tørrede hænderne og gik uden et ord for at pakke. Hellere leve på brød og vand end lade denne tyrann ødelægge min psyke og helbred. Jeg tænkte ikke kun på mig selv, men også på barnet, der ikke havde brug for skænderier og ydmygelser.
“Skrid bare, hvor du vil!” råbte han efter mig med en strøm af skældsord.
Lige da kom Anders hjem. Da han så min tilstand, knugede han næverne for ikke at gå løs på sin far. Jeg fik trukket ham væk, og næste dag lejede vi et lille værelse. Siden den dag har han ikke talt med sin far. Erik sendte ham nogle hadefulde beskeder om, at sønnen “byttede sin egen far væk for en eller anden tøjte.” Efter det brød Anders kontakten helt.
Jeg forstår stadig ikke, hvordan en sådan mand kunne få en søn, der er så god og omsorgsfuld. Måske blev han bitter af ensomhed eller jalousi, men jeg har hverken lyst eller kræfter til at finde ud af det. Vi taler ikke sammen, og jeg håber, det forbliver sådan.
