Maren, er det dig? udbrød jeg, da min tidligere skolekammerat bankede på døren.
Det var næsten et år siden, vi sidst havde set hinanden, så jeg var både overrasket og lidt beæret over, at hun selv havde ringet og inviteret mig på besøg. Maren var aldrig kendt for en spinkel krop; hun var altid rund og gik rundt med en selvsikkerhed, der kunne få en til at tro, at hun både ville gifte sig med drømmeprinsen, få børn og aldrig kende fattigdom. Men nu stod der foran mig en udmaget, slank kvinde med mørke rande under øjnene.
Hvor mange kilo har du tabt? spurgte jeg nysgerrigt.
Tyve allerede, kom bare indenfor svarede hun og vinkede mig ind i køkkenet. Vægten smelter stadig. Tror du, jeg er glad for det? Det er derfor, jeg kaldte på dig.
Hvis du selv ikke ved, hvad der er galt, så havde du måske skulle ringe til Viktor, som er læge på sygehuset foreslog jeg.
Jeg har allerede været til undersøgelser sagde Maren, mens hun hældte te i kopper og så mig med et trist blik. Alle blodprøver er normale, de kan ikke finde noget. Kan du huske historien, du fortalte om din medstuderende Freja, hvad der skete med hende? Lægerne fandt heller ingen årsag for hende?
Jo, det kan jeg, svarede jeg. Men du troede jo aldrig på den slags, vel?
Tidligere troede jeg ikke på noget overnaturligt men så skete der noget, og nu ved jeg ikke, hvad jeg skal tro på.
Fortæl, sagde jeg, og satte mig komfortabelt for at høre, hvad der virkelig var sket med Maren.
Det startede for et halvt år siden, begyndte hun. Jeg stod i køkkenet og skar agurker til salat, da tiden pludselig gik i stå. Jeg hakkede og hakkede, men agurken blev ved. Jeg tror ikke på noget uden håndgribeligt bevis, men
Det lyder som en god start på en mystisk fortælling udbrød jeg. Jeg er jo altid klar på et lille eventyr.
Før jeg nåede at forstå, hørte jeg dørklokken. Jeg så gennem knirken, men der var ingen. Jeg åbnede, og der lå en lille papkasse på trinnet. Jeg skubbede den forsigtigt til siden, men en indre stemme tved mig til at kigge nærmere. Da jeg åbnede den, lå der en gammel træskærer i en lille, slidt figur af en helgen.
Maren fangede min undrende blikke med et fast nik.
Den er virkelig gammel, ingen tvivl om det. Min onkel Peder, som driver antikvariat i Aarhus, bekræftede den. Han ville have købt den for nogle solide kroner.
Du? undrede jeg mig, da jeg vidste, at Maren sjældent gik i kirke.
Ja, jeg husker, at min bedstemor fortalte om en mirakuløs helgenfigur ved den hellige kilde i Skanderborg. Den forsvandt tre gange fra kirken og vendte altid tilbage til kilden. Så jeg tænkte, at hvis denne lille skærer har valgt mig, så lad den blive her.
Det er ganske forbløffende, sagde jeg. Jeg har aldrig hørt om en genstand, der selv vælger sin ejer.
Maren nikkede trist.
Det mærkelige begyndte omkring en uge senere, sagde hun. Først løb min kat, Lille Pjuske, ud på regnbuen. Han var ung, sund og har fået alle sine vaccinationer, så vi fulgte ham med. Om aftenen jagtede han en kunstig muse rundt i lejligheden, men om morgenen var han væk, og vi måtte begrave ham på dyrekirkegården.
Jeg havde knapt fået tid til at bearbejde sorgen, da min mor fra skadestuen ringede: Jeg havde faldet på en flad overflade og brækket benet. Jeg bad min mand om at hente mig, men han fortalte, at han var blevet afskediget fra sit gode job og nu kun havde et lavtlønnet vikariat.
Maren, tror du ikke, at de her uheld har med den gamle skærer at gøre? spurgte jeg bekymret.
Alle sagde, at jeg skulle slippe af med den, men jeg troede, de var jaloux på min kostbare fund, svarede hun. Det er jo bare en underliggende lag i døren, ikke?
Et underliggende lag på en helgenfigur? tvivlede jeg. Den er jo en himmelsk dronning.
Det må vi finde ud af, sagde jeg, mens jeg bad hende fortsætte.
Min søn blev syg og lå på hospitalet i en måned. Jeg begyndte at tabe vægt, måske af stress, måske af alle de løbende ærinder mellem supermarked, hospital og arbejde. Min mand måtte tage et nyt job, men tjente kun halvdelen af sin indkomst. Da min søn kom hjem, var han rask, men jeg tabte stadig kilo. Det mindede mig om Frejas sag.
Ja, de kunne ikke hjælpe hende, bekræftede jeg. Så hvad gjorde du?
Før eksamen skulle jeg, min veninde Tine og hendes kusine Nanna på en picnic ved søen. Vi havde hver en kæreste med. På vej til søen gik vi forkert og endte i en tæt skov. Nanna løb først og fandt et silkebånd på en gren. Hun snoede det om halsen og fandt straks stien tilbage til vandet.
Det er ikke bare et bånd, lo hun.
Man ved jo aldrig, hvem der har mistet det, sagde Tine nervøst.
Det var bare et tabt bånd, svarede Nanna. Jeg beholder det.
Vi satte os ned ved søen, fangede fisk, lavede suppe, sang ved lejrbålet og drak lidt gløgg. Om morgenen var Nanna svag, hovedpine, og vi måtte bære hende ned af stien. Hun blev syg, kunne ikke bestå eksamen, men universitetet gav hende en specialuddannelse.
Intet blev fundet ved undersøgelserne, indtil jeg gik til Nannas mor og bad om båndet. Hun gav mig det, og jeg kørte til den lille landsby Kragelund, hvor den gamle healere, fru Ulla, boede. Hun behandlede energi-sygdomme ved at lægge båndet under et træ og give en urte-te. Nanna drak den, og inden for kort tid var hun rask igen.
Skal vi også tage denne skærer til Ulla? spurgte Maren med håb i stemmen.
Vi gjorde det, men Ulla var allerede død. Vi kom til hendes begravelse, hvor vi mødte hendes datter, nonnen Maria. Maria holdt skæreren over helligt vand, bad over den og sagde, at den skulle sendes til kirken i Roskilde.
Maren gjorde som Maria foreskrev, og pludselig sluttede alle de mærkelige hændelser. Hun blev rask igen, fik en smuk rund mave tilbage og fødte en lille pige, som hun navngav Mie.
Sådan gik det med den lille underliggende lag, sagde jeg med et smil. Nogle gange er det bare en god historie, der får os til at tro på det umulige.
