Livet må jo gå videre. Han stak af, og så stak han af. Han var alligevel ikke noget godt menneske. Vi skal nok opdrage barnet alene, du skal ikke bekymre dig!
Anna voksede op med sin mor og morfar. Bedstemor husker hun kun svagt. Hun døde, da Anna var fem år gammel. Det eneste, hun rigtig kan huske, er duften af bedstemors nybagte boller…
Faderen havde hun aldrig set. Han forlod dem før Anna blev født. Hendes mor, Kirsten, havde taget med ham fra København hjem til landsbyen.
Han lærte Kirstens forældre at kende, de satte bryllupsdatoen men brudgommen forsvandt pludselig.
Ingen ledte efter ham. Kirsten græd mange nætter hun var allerede gravid.
Tårer ændrer intet! sagde bedstemor. Livet går jo sin gang. Han stak af og så stak han af. Han var alligevel ikke til at stole på. Vi skal nok klare at opdrage barnet selv, bare rolig!
…Anna manglede aldrig noget som barn, men hun blev aldrig forkælet. Hun klarede sig godt i skolen.
Morfar opdragede hende med fast hånd. Han lærte hende at respektere de ældre, at sætte pris på alt det, hun havde. Anna kunne lidt af det hele. Alt, hvad hun satte sig for, det gennemførte hun!
Indtil hun blev tredive, var hun eftertragtet blandt unge mænd. Smuk, god karriere, høj løn, en lys treværelses lejlighed i Aarhus hun havde styr på det hele.
Bejlere var der nok af. Men hun tog det roligt. Og hun havde travlt især i weekenderne, hvor hun altid tog på besøg hos sin mor i landsbyen. Morfar var væk nu, og moren havde ikke meget overskud for tiden.
Hun klarede stadig husarbejdet, men det blev sværere med årene.
Anna forsøgte jævnligt at få hende til at flytte ind i Aarhus, men Kirsten nægtede hver gang.
Hvad skulle jeg dog dér?! sagde Kirsten. Du får jo heller aldrig børn! Jeg har det bedre her, alene og stille…
Bo her om sommeren. Så kan du tage på rekreation og bagefter komme hjem til mig. Du har brug for at slappe mere af. Når du er ovenpå igen, kan du tage tilbage. Måske vender vi begge hjem til landsbyen!
Du har jo dit arbejde! udbrød Kirsten. Hvad skal du dog i landsbyen?
Der arbejder folk jo også… svarede Anna med et smil.
På det tidspunkt kendte hun to mænd. Hun kunne ikke bestemme sig for, hvem hun helst ville satse på.
Den første var Mads, en stille og praktisk mand fra nabolandsbyen. Omsorgsfuld og jordnær.
Den anden, Frederik, var flot og udadvendt. Man kunne måske tro, at han ikke kunne tage vare på andet end sig selv. Evig grinende…
Anna havde ikke inviteret nogen af dem hjem. De sås altid på caféer eller i parken. Men tiden var inde til at vælge. Hun kunne bare ikke tage beslutningen.
Hun besluttede at lade dem møde hendes mor. Kirsten var netop hjemme fra rekreationsophold i Vejle og havde det meget bedre.
Først kom Mads på besøg. Han skulle ikke overtales meget. Han håbede endda, at Annas invitation betød, at brylluppet var tæt på.
Hold op, hvor du bor flot og luftigt, Anna sagde han, mens han så sig om i lejligheden.
Ja, der er plads nok. Mor synes også godt om det. Hun er blevet en del svagelig.
Bor din mor her hele tiden? Jeg troede kun, hun var på visit. Altså… hun er syg?
Ja.
Jeg må sige det med det samme jeg vil ikke påtage mig plejen af hende.
Det forventer jeg heller ikke! svarede Anna forbløffet. Jeg gør det selv.
Men altså…
Hvad?
Bare, det ville være lettere at bo hver for sig. Du sagde jo, hun boede i landsbyen. Hun har jo sit hus der. Det er bedst for hende. Og vi ville have det bedre uden hende.
Min mor er med mig. Det er ikke til diskussion.
Nå for søren! Jeg troede, du var mere moden men du er en rigtig mors dreng! Om du skifter mening, kan du gi mig besked!
Så lukkede Mads døren bag sig, uden engang at have drukket sin kaffe…
Ja, det var hurtigt tænkte Anna. Frederik forsvinder sikkert endnu hurtigere. Så står jeg her alene
Hun valgte at være åben over for Frederik om sin mor.
Lige meget hvad, så vil min mor altid bo hos mig! sagde hun.
Jeg forstår dig ikke, svarede Frederik overrasket. Hvorfor siger du det? Altså, jeg ved godt, hun skal være her. Men…
Hvis nu vi flyttede sammen, hvordan ville du have det med det? Med mor her?
Det ville være helt fint! Vil du fri til mig?
Anna lo.
Måske. Kom så lad os mødes med mor.
Uha, tænker du, hun vil godkende mig? Allerede nu?
Det er jeg sikker på. Hvad er du nervøs for?
Det ved jeg ikke selv Bare lidt nervøs.
Frederik faldt straks i hak med Kirsten. De blev hurtigt trygge ved hinanden, og Frederik begyndte snart at gå ture sammen med Kirsten, mens de ventede på Anna efter arbejde. Snart tog de også ture sammen til landsbyen, og helt overraskende blev Frederik også glad for at være der. Kirsten besluttede at blive boende der over sommeren.
Jeg har det meget bedre nu! sagde hun glad.
Et halvt år senere blev der holdt bryllup.
Så får jeg da nok børnebørn en dag! sagde Kirsten.
Og det fik hun. Først en lille pige, så en dreng.
Anna og Frederik boede med børnene i Aarhus. Børnene voksede op og forberedte sig på gymnasiet. Sidste år flyttede Kirsten ind til dem permanent igen. De tog stadig på familieferie til landsbyen Kirsten kunne aldrig sige farvel til sit gamle hus.
Anna, måske spørger jeg lidt sent, men Jeg længes efter mit eget hjem. Kan vi tage til landsbyen snart? spurgte hun Anna en dag.
Selvfølgelig! Vi venter bare på Frederik han kommer hjem fra arbejde om lidt.
Så lad os tage afsted med det samme sig det til ham, det er vigtigt for mig
I landsbyen var der stille som altid, og lidt mere øde for hvert år.
Nu er jeg kommet hjem for sidste gang sagde Kirsten pludseligt. Sælg huset, hvis I vil. I får kun lidt for det, men det er synd, at det bare skal forfalde…
Hvad snakker du om, mor?! spurgte Anna forbavset. Du skal med os tilbage snart!
Ja, ja! stemte Frederik i. Hvad er nu det for noget at sige?
Det er fint, smilede Kirsten svagt. Kan I sætte vand over til te? Jeg kunne godt tænke mig en kop…
Efter teen gik Kirsten ind i sin stue og lagde sig for at hvile sig lidt…
Anna og Frederik sad lidt endnu i køkkenet.
Mor, nu må vi altså tage afsted! råbte Anna til sidst.
Men der kom intet svar.
Anna gik ind og så til sin forskrækkelse, at hendes mor var stille… Hun var gået bort.
Vi begravede Kirsten på den lille kirkegård i landsbyen.
Hun vidste det nok på forhånd, græd Frederik. Hun kom hjem. For sidste gang… Jeg holdt så meget af din mor.
Det har jeg set længe, sagde Anna stille. Hvad gør vi nu med huset?
Det er synd at sælge…
Ja, det ville gøre for ondt. Det er et lille stykke af vores liv. Lad det stå lidt endnu…
Og sådan besluttede vi det. Forældrenes gamle hus skal stå lidt endnu. Måske en dag vil børnene eller børnebørnene komme herud
En vigtig ting har jeg lært: Vi bærer vores familie med os, hvor end vi går. Respekt, kærlighed og forståelse er værdier, der gives videre og intet hus eller hjem er så værdifuldt, som de minder og værdier vi rummer i hjertet.
