– Livet går videre. Han stak af, ja, men sådan er det. Havde han dog bare været en ordentlig mand, men se selv, hvor uansvarlig han var. Vi skal nok opdrage barnet selv, bare rolig! Poul blev opdraget af sin mor og bedstefar. Bedstemor huskede han kun svagt, hun døde, da han var fem. Det eneste han mindes, er hendes duftende boller… Men faderen så han aldrig. Han forlod dem allerede før Pouls fødsel. Sammen med Pouls mor, Tanja, var han flyttet til landsbyen. Han mødte Tanjas forældre, bryllupsdatoen blev fastlagt, men pludselig forsvandt brudgommen… Ingen ledte efter ham. Tanja græd bittert, hun var allerede gravid… – Tårer hjælper ikke nu! – sagde bedstemoren. – Livet går videre. Han stak af, ja, men sådan er det. Havde han dog bare været en ordentlig mand, men se, hvor uansvarlig han var. Vi skal nok opdrage barnet selv, bare rolig! Poul manglede intet i sin barndom, men blev ikke forkælet. Han var dygtig i skolen. Bedstefaren opdragede barnebarnet strengt. Han lærte ham at respektere de ældre og sætte pris på det, han havde. Poul kunne alt. Uanset hvad han satte sig for, gennemførte han det! Indtil han blev 30, var han en eftertragtet ungkarl. Flot fyr, god karriere, høj løn, treværelses lejlighed… Alt var på plads! Han blev jagtet af pigerne, men havde ikke travlt. Han var optaget – i weekenderne besøgte han altid sin mor på landet. Bedstefaren var væk, og moren var ofte svag. Hun klarede stadig husarbejdet, men det blev sværere med tiden. Poul prøvede at overtale hende til at flytte ind hos ham, men det ville hun ikke. – Hvad skal jeg dér?! – sagde hans mor. – Jeg venter stadig på børnebørn fra dig. Jeg bliver hellere her alene og i fred… – Bo her til sommeren. Så kan du komme til rekreation og så hjem til mig. Du har brug for hvile. Så kan du tage hjem igen, eller måske tager jeg med! – Men du har jo arbejde! – udbrød Tanja. – Hvad skal du dog på landet?! – Folk arbejder også på landet… – svarede Poul med et smil. På det tidspunkt så Poul to piger. Han vidste ikke, hvem han skulle vælge. Den første var den beskedne landsbypige, Vibeke. Praktisk og sød. Den anden var Katrine. Smuk, livlig. Ved første øjekast virkede hun som en forkælet bypige, der sikkert ikke kunne noget husligt. Altid grinende… Han inviterede ingen af dem hjem til sig. De mødtes på neutral grund. Men nu skulle han foretage et valg, men kunne ikke beslutte sig. Han besluttede at præsentere dem for sin mor. Moren var lige kommet hjem fra rekreation og havde det meget bedre. Først kom Vibeke på besøg. Det var ikke svært at overtale hende. Hun glædede sig – nu gik drømmen i opfyldelse! Når han præsenterede hende for sin mor, måtte det da være alvor! – Du har det godt, Poul, det er så rummeligt her, – sagde Vibeke og så sig omkring. – Ja, det er rummeligt. Min mor kan også lide det her. Hun er bare ikke for godt kørende. – Bor hun her sammen med dig? Jeg troede, hun kun var her på besøg. Er hun syg? – Ja. – Jeg vil bare sige det nu: Jeg kommer ikke til at passe din mor… – Jeg beder dig heller ikke om det! – svarede Poul overrasket. – Jeg klarer det selv. – Men altså… – Hvad? – Ingenting. Men det er nu bedst at bo hver for sig. Du sagde jo din mor boede på landet. Hun har jo hus der. Hun har det nok bedst der. Og vi har det også bedst uden hende. – Min mor skal altid være hos mig. Det er ikke til diskussion. – Det må jeg sige! Jeg troede, du var mere seriøs – men du er bare mors dreng! Hvis du ombestemmer dig, så ring! Vibeke forsvandt ud af døren uden at drikke sin te… – Sådan, – tænkte Poul. – Hun stak af hurtigt. Katrine forsvinder nok endnu hurtigere, så ender jeg uden en kæreste… Poul besluttede sig for straks at fortælle Katrine om hans mor. – Uanset hvad, min mor skal altid bo med mig! – sagde han. – Jeg forstår dig ikke, – sagde Katrine undrende. – Hvorfor siger du det til mig? Jeg forstår, at din mor bor med dig, men… – Hvad hvis vi bor sammen – hvad siger du til det? Altså os og min mor? – Fint med mig! Giver du mig en invitation nu? Poul smilede. – Måske… Kom, så møder du min mor. – Uh, jeg håber, hun kan lide mig! Skal det være nu? Lige nu? – Det er jeg sikker på. Hvad er du nervøs for? – Jeg ved det ikke… Men jeg er bare så spændt… Katrine og Pouls mor faldt straks for hinanden. De fandt hurtigt fælles fodslag. Snart gik de ture udenfor sammen, mens Poul var på arbejde. Senere tog de alle tre til landsbyen. Mærkeligt nok kunne bypigen Katrine lide at være der. Moren besluttede sig for at blive på landet. – Sommeren, jeg har det fint nu, – sagde hun. Efter et halvt år holdt de bryllup. – Så kan jeg endelig få børnebørn! – sagde Tanja. Og hun fik dem – først et barnebarn, siden endnu et! Katrine og Poul boede med børnene i byen. Børnene voksede op og gjorde sig klar til at søge ind på universitetet. På det sidste boede moren også hos dem. Sammen tog de sommerferie på landet. Tanja kunne ikke slippe sit lille hus. – Katrine, undskyld. Jeg ved godt, det måske ikke passer, men jeg vil gerne hjem til landsbyen. Kan vi tage af sted? – spurgte hun en dag svigerdatteren. – Selvfølgelig! Vi venter bare på Poul – han kommer snart fra arbejde. – Godt, så tager vi af sted med det samme. Sig det til ham. Det er vigtigt… I landsbyen var der, som altid, stille. Der blev færre og færre mennesker år for år… – Nu er det slut, jeg er kommet hjem for sidste gang, – sagde Tanja pludselig. – Sælg mit hus. Du får ikke meget for det – men ellers falder det bare sammen… – Hvad siger du, mor?! – udbrød Poul. – Vi kører hjem igen lige nu! – Ja, – sagde Katrine også. – Hvad er det, du siger? – Godt nok, – svarede Tanja med et vink. – Sæt bare te på. Jeg vil have en kop… Efter teen gik Tanja ind på sit værelse for at hvile lidt… Poul og Katrine sad lidt i køkkenet endnu. – Mor, vi må til at komme videre! – råbte Poul til sidst. Men der var intet svar. Poul gik ind i værelset – og standsede forfærdet… Hans mor var væk… Tanja blev begravet på landsbyens kirkegård. – Hun mærkede det sikkert. Hun kom hjem – for sidste gang… – græd Katrine. – Jeg elskede din mor som min egen… – Det har jeg lagt mærke til for længe siden. Hvad gør vi med huset? – Det er synd at sælge… – Ja, det er synd. Det er en del af fortiden. Lad det bare stå… Sådan blev det… Og de blev enige om, at barndomshjemmet skulle blive stående. De ville tage børnene – og måske engang børnebørnene – med dertil… For ikke at gå glip af flere rørende og spændende fortællinger, følg siden! Del gerne dine tanker og følelser i kommentarerne og støt med et like.

– Livet går jo videre, ikke? Han stak bare af. Havde han så bare været sød, men han var jo ingen verdens ting værd. Vi skal nok klare at opfostre barnet alene, du skal ikke tage det så tungt!

Paw fra blev opdraget af sin mor og bedstefar. Bedstemor huskede han kun svagt. Hun døde, da han var fem. Det eneste han rigtig mindes, var hendes lune kanelsnegle i ovnen

Sin far havde han aldrig mødt. Han var væk, før Paw overhovedet blev født. Moderen, Sidsel, flyttede hjem til sine forældre på landet efter at have forladt storbyen sammen med ham.

Hans forældre tog imod Sidsels kæreste, de satte dato for brylluppet, men pludselig bakkede han ud, pakkede sine ting og forsvandt

Ingen ledte efter ham. Sidsel græd længe, hun var allerede gravid

– Tårer ændrer jo ikke noget! sagde bedstemor. – Livet går videre. Han løb sin vej, og lad ham bare det. Han var jo ingen verdens ting værd. Vi klarer det sammen!

Paw manglede ikke noget i barndommen, men han blev aldrig et forkælet barn. Han klarede sig rigtigt godt i skolen.

Bedstefaren opdragede Paw med faste rammer. Han lærte ham respekt for de ældre og for hvad man har. Paw kunne det hele. Uanset hvad han satte sig for, så lykkedes det ham!

Da han var i 30erne, var han lidt af et fund for de lokale unge piger. Han så godt ud, havde en god stilling, tjente fornuftigt med kroner, havde en flot lejlighed med tre værelser havde styr på det hele!

Der manglede aldrig opmærksomhed fra pigerne. Men han havde aldrig travlt. Han brugte meget tid på landstedet, især i weekenderne, hvor han altid tog hjem til sin mor. Bedstefar var væk, og moderen var blevet lidt svagelig.

Hun klarede stadig de huslige pligter, men på det sidste var det blevet hårdere.

Paw prøvede flere gange at overtale hende til at flytte ind til sig i Aarhus, men hun nægtede.

– Hvorfor skulle jeg det?! sagde Sidsel. – Du får jo aldrig børn alligevel. Jeg har det bedst her, lidt for mig selv

– Bo her til sommer, mor. Bagefter skal du på Hørsholm Kurbad, og så kan du flytte ind til mig og få lidt ro på. Får du det bedre, så kan vi tage hjem sammen til gården. Måske jeg endda flytter med dig!

– Du har jo dit arbejde! udbrød hun. – Hvad skal du dog på landet for?

– Der er da også folk, der arbejder herude … svarede Paw og lo.

På den tid havde han to veninder, han var i tvivl om hvem af dem, han egentlig ville satse på.

Den første var den stille og rare landsbypige Majbritt. Praktisk anlagt og varm.

Den anden var Sofie. Smuk, sprudlende og tydeligt vant til byen, og sandsynligvis ikke én, der gik op i at holde hus. Altid et grin …

Han inviterede ikke nogen af dem hjem til sig de mødtes bare på neutral grund. Men nu nærmede tiden sig, hvor der skulle træffes et valg. Han kunne ikke beslutte sig for, hvem han ikke ville undvære.

Han besluttede, at de skulle møde hans mor først. Hun var lige kommet hjem fra kurstedet, og det havde gjort hende godt.

Majbritt var den første, der kom på besøg. Hun var nærmest spændt nu gik hendes drøm i opfyldelse. Sikken en mand, og så ville han præsentere hende for sin mor! Det måtte da betyde, at han overvejede at fri!

– Sikke flot du bor, Paw, sagde Majbritt, da hun gik gennem lejligheden.

– Jeg synes også, der er dejligt. Min mor er også glad for at komme her. Hun er bare blevet lidt skrøbelig.

– Og hun bor altså her hos dig? Jeg troede, hun bare var på besøg. Er hun syg?

– Ja, lidt.

– Jeg må være ærlig: Jeg kommer ikke til at tage mig af hende …

– Det er heller ikke meningen! svarede Paw overrasket. – Det klarer jeg selv.

– Ja men … altså … det ville være nemmest at bo hver for sig. Du sagde jo, din mor boede på landet. Hun har jo sit hus. Hun får det bedre dér og os uden hende også.

– Min mor bor hos mig. Det er ikke til diskussion.

– Det havde jeg ikke ventet! Troede du var mere voksen, ikke bare en mors dreng! Hvis du ændrer mening, så ring til mig!

Majbritt gik ud ad døren hun nåede ikke engang at få en kop kaffe

– Nå, tænkte Paw, den var hurtigt afgjort. Sofie skræmmer det sikkert også væk, og så står jeg pludselig uden kæreste

Paw besluttede at være ærlig over for Sofie fra start.

– Lige meget hvad, min mor bor altid hos mig, sagde han.

– Hvorfor siger du det? undrede Sofie sig. Jeg forstår det godt, men

– Hvis vi bor sammen, hvordan har du det så med, at min mor bor hos os?

– Det er fint! Skal jeg tage det som et frieri?

Paw smilede.

– Måske. Kom med, så skal du møde min mor.

– Åh, mon jeg kommer til at gøre et godt indtryk? Allerede nu? Lige nu?!

– Det gør du nok. Hvad er du så bange for?

– Det ved jeg ikke. Jeg er bare nervøs

Men det gik strålende. Sofie og Sidsel kunne straks med hinanden. De begyndte endda at gå små ture sammen, mens Paw var på arbejde, og senere tog de alle tre på landet. Underligt nok, Sofie bypigen hun faldt slet ikke til, men blev faktisk glad for at være der, og Sidsel bestemte sig for at blive hele sommeren.

– Jeg har det faktisk godt nu, sagde hun til Paw.

Et halvt år senere holdt de bryllup.

– Så kommer der måske børnebørn, sagde Sidsel glad.

Og det kom der! Først en lille pige, så en dreng!

Paw, Sofie og børnene boede inde i København. Børnene voksede op og begyndte at overveje gymnasiet. I det seneste år boede Sidsel også mest hos dem, men de tog stadig sammen ud til gården i ferierne. Sidsel kunne ikke rigtig slippe sit gamle hjem.

– Sofie, du må altså undskylde og måske det er mærkeligt af mig men jeg vil virkelig gerne hjem til min egen gård nu. Skal vi tage derud? spurgte Svigermor en dag.

– Selvfølgelig! Vi må bare lige vente på Paw. Han kommer snart hjem fra arbejde.

– Men så tager vi af sted med det samme, okay? Sig det til ham, det er vigtigt …

Der var stille derude som altid. Der blev færre folk i landsbyen for hvert år

– Nu er jeg hjemme for sidste gang, sagde Sidsel pludselig. – Sælg huset, der kommer nok ikke meget ud af det, men det er trist hvis det bare står og forfalder

– Hvad snakker du om, mor?! udbrød Paw. – Du skal da med hjem igen!

– Helt ærligt, ja! sagde Sofie. – Hvorfor al den snak?

– Okay, okay, sagde Sidsel og slog ud med hånden. – Sæt lige vand over til te, jeg vil gerne have en kop

Efter teen gik Sidsel ind på sit værelse for at tage en lille lur

Paw og Sofie sad lidt endnu i køkkenet og småsnakkede.

– Mor! Vi skal af sted nu! råbte Paw.

Men der kom ingen svar.

Da han gik ind og kiggede, stod han bomstille Hun var væk. Sidsel var død.

De begravede hende i stille ro på landsbyens lille kirkegård.

– Hun vidste det på en måde, ikke? Hun skulle bare hjem én sidste gang græd Sofie. – Jeg har holdt så meget af din mor, som af min egen.

– Det har jeg set længe. Hvad gør vi så med huset?

– Det er synd at sælge

– Ja, lad det nu stå. En bid af fortiden. Børnene må med herud igen, måske endda børnebørn om nogle år

Sådan blev det. De lod barndomshjemmet stå lidt endnu man ved jo aldrig, og det er alligevel rarere at have noget at vende tilbage til.

Og du skal bare sige til, hvis du vil høre flere hyggelige historier som den her Husk at give lyd fra dig og smid en lille tommel op, hvis du også synes, det er vigtigt med gamle minder!