LIVET ER I ORDEN – Lada, jeg forbyder dig at tale med din søster og hendes familie! De har deres liv, vi har vores. Har du ringet til Natasha igen? Klaget over mig? Jeg har advaret dig. Tag det ikke ilde op, hvis noget sker – Bogdan greb mig hårdt om skulderen. Som så mange gange før gik jeg tavst ud i køkkenet. Bitre tårer pressede sig frem. Nej, jeg havde aldrig beklaget mig til min søster om mit liv. Vi snakkede bare sammen. Vi havde gamle forældre, og der var meget at tale om. Det kunne Bogdan ikke udstå. Han hadede min søster Natasha. Hos hende herskede ro og velstand i familien. Noget, man ikke kunne sige om os. Da jeg giftede mig med Bogdan, var jeg verdens lykkeligste pige. Bogdan havde fejet mig ind i en storm af lidenskab. Jeg var ligeglad med, at brudgommen var et hoved lavere end mig. Jeg tænkte heller ikke over, at Bogdans mor dukkede op til brylluppet knap nok stående på benene. Senere gik det op for mig, at min svigermor var alkoholiker. Forelsket som jeg var, overså jeg alt det dårlige. Men efter et år begyndte jeg at tvivle på min lykke. Bogdan drak voldsomt. Han kom hjem plørefuld. Siden begyndte utroskaben. Jeg arbejdede som sygeplejerske på hospitalet. Lønnen var ikke noget særligt. Bogdan prioriterede kun druk og sine drikkevenner. At forsørge mig lå ham fjernt. Og havde jeg i begyndelsen drømt om børn, havde jeg nu kun min racekat at tage mig af. Jeg ville ikke længere have børn med en alkoholiker. Selvom jeg stadig elskede Bogdan. – Du er dum, Lada! Se dig omkring, mænd flokkes om dig, og du hænger fast i din knortede lille mand! Hvad ser du i ham? Du går altid blå og mør under øjnene efter hans tæsk. Tror du, ingen ser det bag al din makeup? Forlad ham, inden han gør det af med dig, sagde en kollega til mig. Ja, Bogdans vrede fik ofte frit løb. Engang slog han så hårdt, at jeg ikke kunne møde til dagvagt. Han låste mig endda inde og tog nøglen. Efter det begyndte jeg at frygte ham. Min sjæl krøb sig sammen, hjertet galopperede, når Bogdan stak nøglen i døren. Jeg tænkte, han straffede mig for ikke at have givet ham et barn, for at være en dårlig kone, for… Alt. Jeg fandt mig i vold, i ydmygelser, i hån. Hvorfor elskede jeg stadig Bogdan? Hans mor, som var som en heks, havde sagt: – Lada, adlyd din mand, elsk ham med hele dit væsen, glem din familie, dine veninder – det bliver der ikke noget godt af. Så jeg glemte venskab, var sjældent sammen med min familie, underkastede mig min mand. Jeg var helt i hans magt. Jeg kunne lide de øjeblikke, hvor han bad grædende om tilgivelse, knælede for mig, kyssede mine fødder. Forsoningen var sødt og magisk. Bogdan dækkede sengen med rosenblade. I de øjeblikke svævede jeg til skyerne. Jeg vidste godt, roserne havde han nappet i vildskab nede hos en drunkens ven, hvis kone kærligt opdyrkede haven. Hun tilgav ham, ligesom jeg tilgav Bogdan. Jeg ville måske have fortsat hele mit liv som Bogdans slave og forsøgt samlet det knuste paradis igen og igen. Men tilfældet ville det anderledes… – Slip Bogdan, jeg har fået en søn med ham. Du er barnløs. For min søns skyld, lad ham gå, sagde en fremmed kvinde direkte til mig. – Jeg tror dig ikke! Gå, råbte jeg. Bogdan forsøgte febrilsk at lyve. – Sværg på, det ikke er din søn! – jeg vidste, han ikke kunne nægte eget barn. Bogdan tav sigende. Jeg forstod… – Lada, jeg har aldrig set dig glad. Problemer? spurgte overlægen, Herman, på hospitalet. – Alt er i orden – jeg blev helt flov foran ham. – Det er godt, når livet er i orden. Så er livet skønt – sagde Herman så meningsfuldt. … Overlægen havde selv været gift, opdraget en datter. Rygtet sagde, han blev skilt på grund af hendes utroskab. Nu boede Herman alene. Han var 42 år, ikke prangende at se på, med briller og begyndende måne, lille af vækst. Men når han kom tæt på, steg en varm følelse i mig. Hans duft var uimodståelig. Det var umuligt at modstå Hermans charme. Jeg flygtede oftest, bange for at blive fristet. Efter hans ord kunne jeg ikke finde ro. Hmm… “Det er godt, når livet er i orden.” Så enkle ord – men de satte sig. For mit liv var kaos. Men tiden løber – man kan ikke bare sætte på pause, mens man prøver at finde sig selv. … Til sidst flyttede jeg fra Bogdan hjem til mine forældre. – Lada, hvad er der sket? Har han smidt dig ud? spurgte min mor. – Nej, Mor, jeg forklarer senere – det var pinligt at fortælle alt. Bogdans mor ringede og skældte mig ud og forbandede mig, men jeg havde fået rank ryg, åndede friheden ind og var genfødt. Tak, Herman! Bogdan var rasende, truede og forfulgte mig. Men han vidste ikke, at han havde mistet al magt over mig. – Bogdan, spild ikke din tid på mig. Tag dig af din søn. Han har brug for dig. Jeg har vendt siden. Farvel – sagde jeg roligt. Jeg vendte tilbage til Natasha og familien. Jeg var blevet mig selv, ikke en andens marionet. Min veninde bemærkede straks forandringen: – Lada, jeg kan dårligt kende dig! Du er blevet glad, smuk, frisk. Ligner en brud! Og Herman friede til mig: – Lada, lad os blive gift! Jeg lover, du vil ikke fortryde det. Der er bare én betingelse: Kald mig ved navn. Gem titlen til arbejde. – Elsker du mig, Herman? spurgte jeg overrasket. – Undskyld, jeg glemte, kvinder har brug for ord. Jo, jeg elsker dig. Men jeg tror mest på handlinger, sagde han og kyssede min hånd. – Jeg siger ja, Herman. Jeg tror, jeg kan komme til at elske dig, svarede jeg lykkeligt. …Ti år gik. Herman viste mig hver dag oprigtig kærlighed. Han kyssede ikke ben, brugte ikke tomme ord som min eksmand. Herman passede på mig, elskede, overraskede med storsind og omsorg. Fælles børn fik vi aldrig. Måske var jeg virkelig “barnløs”. Men Herman tog det roligt, bebrejdede mig aldrig, sårede mig ikke med ord. – Lada, så må vi jo bare være to. Du er mere end nok for mig – sagde han altid, når jeg sørgede over manglende moderskab. Hermans datter gav os et barnebarn, lille Sashenka. Hun blev vores elskede barn. … Bogdan endte med at drikke sig ihjel og døde før han blev halvtreds. Hans mor ser mig indimellem på torvet og skyder blikke, men hendes had rammer ikke længere. Jeg føler kun medlidenhed. Og hos Herman og mig – ja, der er livet i orden. Livet er skønt…

ALT ER GODT

Rigmor, jeg forbyder dig at tale med din søster og hendes familie! De har deres liv, vi har vores. Har du talt med Astrid igen? Klaget over mig? Jeg har advaret dig. Jeg siger det bare, hvis der sker noget Aksel greb hårdt fat i min skulder.

Som så tit før sagde jeg intet, men gik ud i køkkenet. De bitre tårer pressede sig på. Nej, jeg havde aldrig talt dårligt om mit liv til min egen søster. Vi snakkede bare sammen, især når det drejede sig om vores aldrende forældre. Der var meget at drøfte. Aksels vrede brændte næsten gennem væggene. Han hadede min søster Astrid, for hos hende herskede der ro og velstand. Det kunne man ikke sige om vores hjem.

Da jeg giftede mig med Aksel, var jeg lykkeligere end nogen anden dansk pige. Aksel drog mig ind i en tornado af følelser. Det generede mig ikke, at han var et hoved lavere end mig. Jeg bed heller ikke mærke i hans mor, der til brylluppet knap kunne stå på benene. Først senere gik det op for mig, at min svigermor var alkoholiker og havde været det længe.

Forelskelsen gjorde mig blind for alt dårligt. Men efter et års ægteskab begyndte skyggerne at formørke vores lykke. Aksel drak hårdt, kom hjem mere fuld end øllet selv. Siden begyndte affærerne at vælte frem. På hospitalet arbejdede jeg som sygeplejerske. Ikke fordi det gav de store penge lønnen strakte næppe til lidt smørrebrød. Imens fandt Aksel trøst i vennernes selskab, flasken blev hans bedste ven.

At forsørge mig havde han ingen intentioner om. Hvor jeg før drømte om et barn, havde jeg nu kun mit avlsstammet Maine Coon-kat at tage mig af. Jeg ønskede ikke længere et barn med en mand, der drak sig i hegnet hver uge. Alligevel elskede jeg stadig Aksel.

Dit fjols, Rigmor! Hele vejen rundt om dig danser mændene som ørentvister, men du glor bare stift på din lille mand. Hvad ser du dog i ham? Du render altid rundt med blå mærker efter hans næver. Tror du, vi ikke bemærker dem under foundationen? Forlad ham, før han slår dig ihjel, tosse sådan advarede min veninde og kollega Birgit mig.

Ofte slog Aksels vrede klik. En dag gik det så voldsomt for sig, at jeg ikke kunne tage min dagvagt. Den morgen låste han mig endda inde og tog nøglen med. Fra da af frygtede jeg ham panisk, som et dyr kryber for sin ejer. Mit hjerte hamrede, hver gang nøglen drejede i låsen. Måske straffede han mig for, at jeg var barnløs, for at jeg ikke var den rette hustru, for at jeg…

Så jeg gjorde ingen modstand. Jeg bar over med hans grovheder, hans uforskammede ord, hans foragt. Hvorfor elskede jeg stadig Aksel?

Jeg husker hans mor, der lignede en gammel heks og messede:

Rigmor, adlyd din mand, elsk ham med hele din sjæl, glem din familie og de veninder, de fører ikke noget godt med sig.

Så jeg glemte alt om venskab, undgik familien, føjede min mand til punkt og prikke. Jeg var Aksels levende marionet.

Jeg nød på sin forkvaklede måde, når han bad tudbrølende om tilgivelse, faldt på knæ og kyssede mine fødder. Forsoningen smagte sødt og trygt. Han overdængede soveværelset med rosenblade, der duftede som eventyr. I hans arme svævede jeg over skyerne i mit drømmeslot. Jeg vidste godt, at han stjal roserne i sin venners haver. Alkoholkones roser, hvis mænd forærede dem væk for en dårlig flaske snaps. Vi kvinder sukkede efter blomsterne og tilgav alt.

Jeg ville sikkert have sneglet mig gennem livet med Aksel, uanset hvor mange gange min drømmeverden blev knust. Jeg lappede den sammen igen og igen. Men så gik det hele i surrealistisk opløsning:

Lad Aksel gå, jeg har fået en søn med ham. Du er jo ufrugtbar, en vissen gren, sådan brød en fremmed kvinde ind i mit hjem og krævede min mand for barnets skyld.

Hvordan tør du? Gå! råbte jeg, skræmt og fortumlet.

Aksel benægtede så meget han kunne.

Sværg, at det ikke er dit barn! snerrede jeg men jeg vidste, han ikke kunne lyve om sit eget kød og blod.

Hans stilhed sagde alt.

En dag, mens Danmark pludselig syntes lavet af bløde fiskefileter og flydende rugbrød, standsede overlægen på hospitalet op foran mig og sagde:

Er alt godt, Rigmor? Du virker så tynget.

Alt er fint, mumlede jeg, genert under hans blik.

Det skal være i orden. Så er livet smukt, svarede overlæge Henrik Madsen og smilede dæmonisk drømmende.

Henrik var fraskilt, rygtet sagde hans kone havde bedraget ham. Han var midt i fyrrerne, lav, begyndende skaldet, med et par runde hornbriller. Men når han trådte tættere på, bølgede han af liflig aftershave og tryllede en umulig varme frem i mig. Jeg holdt mig på afstand, nervøs som ost på varme riste.

“Hvor er det dog rart, når alt er i orden, havde han sagt. Men hos mig var kaos blevet min adresse, som et omvendt eventyr, hvor årene rullede, mens jeg løb i ring.

Så flyttede jeg ud til mine forældre. Min mor blev forskrækket:

Rigmor, hvad er der sket? Smed han dig ud?

Nej, det er bare… Jeg forklarer senere, rødmede jeg.

Aksels mor ringede, skældte mig huden fuld, bandede mig i hele Helsingør. Men jeg trak vejret dybt, lod hendes vrede drive bort på vestenvinden. Tak, Henrik

Aksel rasede, sendte truende beskeder, men han forstod ikke, at jeg havde smidt hans magt bort som en gammel cykel ved Vesterhavet.

Aksel, lad være. Brug heller tiden på din søn han har brug for dig. Vores kapitel er forbi. Farvel, sagde jeg roligt.

Jeg vendte hjem til Astrid og mor og far. Jeg fandt mig selv igen, ingen skulle dirigere mine handlinger længere.

Rigmor, man kan næsten ikke kende dig du stråler! sagde Birgit straks.

Henrik friede til mig. Han lænede sig ind i mine drømme:

Skal vi gifte os? Jeg lover dig, du vil ikke fortryde. Bare én ting: Kald mig Henrik. Gem Madsen til hospitalet.

Elsker du mig, Henrik? spurgte jeg forbløffet.

Ord er ord. Jeg viser det hellere men ja, jeg elsker dig, og han kyssede min hånd.

Jeg siger ja, Henrik. Jeg tror, jeg kan komme til at elske dig, jublede jeg.

…Ti år forsvandt som gåsehud over Fyn.

Henrik viste mig dagligt sin ægte kærlighed. Ingen tomme ord, ingen bedende knæ, men konkrete handlinger. Vi fik aldrig børn sammen jeg blev den rene tørring, som de sagde men Henrik sørgede ikke over det, bebrejdede mig aldrig.

Rigmor, måske skal det blot være os to. Jeg mangler intet, sagde han, når jeg blev vemodig over min skæbne.

Hans datter gav os barnebarnet Emma. Hun blev vores hjertebarn.

Aksel drak sig ud af livet før de halvtreds. Hans mor skyder stadig mørke blikke efter mig på torvet, men hendes gift opløses i den danske regn. Hun er blot et minde.

Og livet ved Henrik er roligt som Silkeborg Sø. Alt er i orden. Livet er smukt.