**Livets overraskelser**
– Mor, jeg går. – Nikoline stak hovedet ind i køkkenet.
Liva vendte sig fra komfuret og så opmærksomt på sin datter.
– Hvad? – Nikoline sukkede demonstrativt og rullede med øjnene.
– Inge ting. Hvor skal du hen, så flot klædt på denne tid? Du har læbestift på. En date? Ikke for sent, vel?
– Det er fint, – svarede Nikoline modstræbende og forsvandt hurtigt.
“*Hun er helt voksen nu,*” tænkte Liva for sig selv. Hun satte låg på panden og gik hen til det store spejl i entreen. “*Hvor blev mine sytten år af? Tiden flyver. Jeg troede, hele livet lå foran mig, og nu er mere end halvdelen forsvundet. Skolen føltes som en evighed, og så gled livet bare afsted som en bold ned ad bakke. Universitetet, ægteskabet… Lykken lyste et øjeblik, som solen bag skyerne, men forsvandt igen.*” Hun rettede på sit hår. “*Nå, men datteren er klog og smuk… Åh, kartoflerne!*”
Liva slog hænderne sammen og løb tilbage til køkkenet. Hun greb pandelåget og tabte det næsten. Hun hvæsede af smerte og blæste på sine forbrændte fingre. “*Stod og dagdrømte foran spejlet og brændte kartoflerne…*” skældte hun sig selv ud.
Alene og uden appetit spiste hun aftensmad og satte sig til at se en serie på DR2. Udenfor blev det hurtigt mørkt. Hun bemærkte ikke, at hun faldt i søvn. En mobilringning vækkede hende. Uden at se på skærmen, vidste hun, det måtte være Nikoline. Hvem ellers? Hun havde ikke rigtige veninder, bare nogle kolleger, der hyggesnakkede over en kop kaffe i kantinen.
Hun blev overrasket, da hun hørte en mandestemme.
– Er du Nikoline Jensens mor?
– Hvem taler jeg med? – spurgte Liva forsigtigt.
– Læge på Odense Universitetshospital. Du må komme nu; din datter har været ude for en ulykke. Hun skal opereres med det samme, og da hun er under 18, skal vi have dit samtykke…
– Hvilken operation? – Liva kunne ikke få tankerne til at samle sig, men linjen var allerede gået død.
Hun prøvede at forstå, hvad hun lige havde hørt. En fejl? Nikoline skulle bare ud og gå en tur. Hvilken ulykke? Men han havde sagt hendes navn og efternavn. Hendes hoved føltes tungt efter den uventede lur. Liva tog sig sammen, gentog for sig selv, at hun skulle til Odense Universitetshospital, og ringede efter en taxa. Hun skiftede hurtigt tøj, greb sin håndtaske og stormede ud af lejligheden. Elevatoren var for langsom, så hun løb ned ad trappen. Taxaen kørte allerede op foran bygningen, dens lygter blændende.
– Hurtigt, tak… Min datter er på hospitalet… – sagde hun, forpustet efter løbeturen.
Under hele turen skiftede hun mellem at bede chaufføren om at køre hurtigere for at afsløre fejlen og at ønske, han kørte langsomt, så hun ikke skulle møde den uundgåelige katastrofe, der fik hendes hjerte til at krympe sig.
Hun styrtede ind i modtagelsen og så straks en dreng i en beskidt vindjakke sidde på en briks. Hans ansigt var skrammet, med et plaster over øjenbrynet, og hans blik var forvirret.
– Hvor er min datter? Hvad har du gjort ved hende?! – Hun greb fat i hans åbne jakke og rystede ham.
– Det er ikke min skyld! En bil kom ud af en sidevej… Jeg prøvede at dreje, men den ramte os alligevel…
– Hvem ramte jer? Hvorfor?! – skreg Liva forvirret.
– Hvad foregår der her? – En ældre læge kom ind. Hans buskede lyse overskæg fangede Livas blik. – Er du Nikoline Jensens mor? Underskrift her, tak.
– Hvilket indgreb? Hvorfor? Hvor er min datter?! – Hun råbte stadig af instinkt.
– Hun er bevidstløs. En hjerneblødning, trykket stiger. Hvis vi ikke stopper blødningen, så… Underskrift her. – Han rakte hende et stykke papir.
De fremmede ord gjorde hende svimmel, og linjerne dansede for hendes øjne. Med rystende hånd underskrev hun og faldt ned på briksken ved siden af drengen. Lægen forsvandt igen.
– Jeg forstår det ikke… Hun skulle bare ud og gå… – hviskede Liva og svajede.
– Vi gik en tur, og så foreslog jeg at køre på min scooter…
Liva vendte sig skarpt mod ham.
– Du har al skyld! Du…
Drengen veg tilbage for hendes blik, fyldt med had.
– Jeg er ikke skyldig… Han standsede ikke engang for at se, om vi levede…
– Mathias! Hvordan har du det? – En høj mand kom ind. Drengen sprang op og løb hen til ham.
– Det er ikke min skyld, far. Jeg kørte ikke for stærkt… Han kom ud af intet… Hvis jeg ikke havde drejet, ville han have kørt os ned… En forbipasserende kørte os til hospitalet. Lægen sagde, at hvis vi var kommet ti minutter senere, ville Nikoline… – Han græd højlydt i sin fars arme.
Manden krammede ham og klappede ham roligt på ryggen.
– Jeg tror på dig. Kan du huske bilen? Farve, mærke? Hvor skete det? Jeg lover, jeg finder ham.
– Finder ham, ja. Din søn slap uskadt, men min pige… På grund af din søn… – Liva gik i stå og brast i gråd.
– Hvem er det? – spurgte manden drengen.
– Nikolines mor.
– Fortæl mig alt, hvad du kan huske, – bad faren.
– Fortæl far, hvordan du næsten dræbte min datter, – hulkede Liva.
– Jeg forstår din sorg, men vi må finde ud af sandheden. Hvis min søn er skyldig, skal han straffes. Mathias, kender du pigens adresse? – Drengen nikkede.
– Jeg er ikke skyldig… – gentog han.
– Her er mit visitkort. Ring, hvis du har brug for noget. – Han rakte det til Liva, som vendte hovedet væk. Han lagde det i hendes åbne taske. – Skal vi tage hjem? – Han så på sønnen.
– Men Nikoline? – Drengen rørte sig ikke.
– Hendes mor er her. Du kan alligevel ikke komme ind til hende. – Han skottede til Liva. – Skal vi køre dig hjem?
Hun svarede ikke, kun svajede frem og tilbage med armene om sig selv.
Liva så sig om i det tomme rum. Hun bemærkede en lille gudebillede gemt bag spejlet over vasken. Hun rejste sig og gik derhen på stive ben.
– Red min datter! Hun er kun sytten. Jeg kan ikke leve uden hende… Tag mit liv i stedet, gør hvHun knugede billedet i hånden, mens tårerne strømmede, og vidste pludselig, at håbet ikke var helt forsvundet.
