Livets underlige drømme
Mette var kun gift i fire år, før manden forsvandt og efterlod hende med deres lille datter. De så ham aldrig igen. Men selv i de fire år så hun ham næsten aldrig han hang altid med vennerne et eller andet sted.
Mette havde længe levet alene, vænnet sig til ensomheden. Hun arbejdede to jobs, altid for sin datter Sofies skyld. Sofie klarede sig godt i skolen, og før Mette vidste af det, var datteren vokset op og gift.
“Mor, jeg flytter til København. Jeg skal læse fjernundervisning og arbejde. Det bliver lettere for dig,” sagde Sofie selvsikkert og kørte væk.
Sofie opnåede alt selv. Brylluppet var i København. Mette deltog, glad for sin datter. Svigermanden var rar, festen var lykkelig. Men selvom livet ellers gik godt, snegede ensomheden ofte ind.
“Min lille Sofie fløj ud af reden for hurtigt. Nu er der endda et barnebarn, men de er så langt væk. Huset føles tomt. Da jeg arbejdede, var det okay, men nu er min stilling sparet væk. Jeg må finde noget nyt.”
Hun søgte jobs, men hver gang alderen kom på bane, blev hun afvist. Hun ringede til Sofie og beklagede sig:
“Ja, Sofie, hvem vil have en gammel kone på arbejde?”
“Mor! Er du gammel? Hold op med det! Du er smuk. Min mening? Find en mand. Livet vil ændre sig.”
“En mand? Hvad snakker du om? Jeg gad dem ikke engang i mine unge dage,” sagde Mette afgørende.
“Hvis du ikke vil have en mand, skal du elske dig selv. Du glemmer dig selv. Du har lang tid tilbage nyd det,” svarede Sofie klogt.
Mette tog småjobs og gik tidligt på pension. Hun tænkte på datterens ord:
“Hvor finder man en anstændig mand i min alder? Det er let at sige.”
Selvom nogle mænd var single, havde de børn, barnebørn, boliger. Andre ledte blot efter en husholderske.
Hun tænkte ikke på ægteskab. Måske en ven til biografture eller svampejagt i skoven.
“Nej,” besluttede hun. “Jeg sætter pris på min alder. Jeg vil ikke spilde tid på en fremmed mand. Jeg må finde en hobby. Sofie har ret jeg skal elske mig selv.”
En dag mødte hun sin gamle klassekammerat Lene ved supermarkedet.
“Mette! Er det dig? Hej!”
“Hej. Kender du mig ikke?” smilte hun.
“Jo, du ser godt ud,” sagde Lene, der selv strålede.
“Lene, du virker så glad. Din mand døde for længe siden. Ensomhed?”
“Det var svært i starten. Men så begyndte jeg at danse. Det er fantastisk, Mette. Kom med! Du dansede altid som ung.”
“Det gjorde jeg. Måske kommer jeg. Jeg har begyndt at brodere der er meget fritid.”
Mette begyndte at danse, broderede, og gik til pensionistdisko. Livet blomstrede igen. Men hun kom stadig hjem alene. Hun ledte ikke efter eventyr, men fandt smagen af livet. At elske sig selv sent, men bedre sent end aldrig.
Sofie var allergisk over for katte, så Mette havde aldrig fået en. Men som barn elskede hun dem. Nu, alene, fik hun en kat ved navn Mikkel. Han kom til hende som lille hjemløs killing. Nu var han en stolt, smuk kat, der fulgte hende overalt. Hun bar ham til og fra opgangen. Naboerne var delte nogle godtog det, andre ikke.
“Lad dem se væk,” sagde pedellen. “Jeg har selv katte og fodrer de hjemløse.”
Mette boede på stuen. En regnvejrsdag stirrede hun ud ad køkkenvinduet. Pludselig bankede pedellen på ruden med en kost.
“Hør, Mette! Der ligger en mand ved din dør. Naboen så det.”
Hun løb til døren og standsede. På måtten lå en mand, beskidt, med en snavset kasket over ansigtet. Han rystede af kulde. Ingen spirituslugt.
“Hey, rejs dig,” sagde hun og puffede ham forsigtigt. Han skubbede kasketten til side.
“Lad mig blive. Jeg gør ikke noget. Bare et øjeblik.”
Hun kunne have lukket døren. Men hun hjalp hjemløse katte og nu var der et menneske.
“Kan du rejse dig? Kom ind og varm dig.”
Han rejste sig med besvær og trådte ind.
“Gå i bad. Jeg finder rene tøj.”
Han blev længe i badet. Da han kom ud, så hun en høj, slank mand med grå hår. Hans ansigt var udtæret, men øjnene var ærlige.
“Sæt dig. Der er pasta og æblekage. Og te. Mit navn er Mette.”
Han spiste som en sulten.
“Hvad hedder du? Hvor er du fra?”
“Jeg ved det ikke… Jeg kan ikke huske noget.”
Hun overvejede at ringe til politiet. Han stirrede på hende.
“Jeg bliver lidt og går så. Undskyld.”
“Hvorhen? Det regner.”
“Til politiet, måske.”
Hun så ud ad vinduet. Mørkt.
“Okay, det er for sent. Du sover på køkkensoffen. I morgen finder vi ud af det.”
Hun lå vågen. En fremmed mand i køkkenet. Men om morgenen vågnede hun af støj. Han stod og vaskede op. På bordet: pandekager og dampende kaffe.
“Undskyld, jeg tog mig friheder,” sagde han forlegent.
Mette tav. Han så bedre ud. Ved morgenmåltidet iagttog hun ham.
“Du husker intet, men laver fantastisk mad,” bemærkede hun.
“Hænderne husker,” svarede han. “Jeg bør nok til politiet. Måske leder nogen efter mig.”
Hun var enig. Han virkede anstændig. Hun begyndte at kunne lide ham. Efter morgenmaden reparerede han en utæt vandhane og skiftede pærer. Dørene knirkede ikke længere.
Politiet viste ham et billede. Han genkendte sig selv, men huskede intet.
“Hvem er jeg?”
“En forsvundet forretningsmand fra Århus. Dit navn er Jens. Du har en kæde af cafèer. Din assistent Lars meldte dig savnet. Du forsvandt under en forretningsrejse. Du må hjem.”
Mette var ked af afskeden. Jens lovede at betale hende tilbage. Han forsvandt igen. Pengene kom, men hun følte sig tom. Ingen dans. Broderiet lå ufærdigt.
Tre måneder senere var hun tilbage i rutinen.
“Jeg er voksen. Mirakler sker ikke,” tænkte hun. Men hun ønskede sig et.
Lige før nytår ringede det på døren. Jens stod med roser.
“Jeg turde ikke lægge mig på måtten,” grinede han og omfavnede hende.
Han kom ind med mad og drikke.
“I dag fejrer vi, at viHan satte sig foran hende, tog hendes hånd, og med et blik fuldt af taknemmelighed sagde: “Jeg fandt hjem ved din dør og nu vil jeg aldrig forlade dig igen.”
