Liv efter skilsmissen
– Rikke, hvorfor gør du det så svært? Morens stemme lød, som om hun talte ned til et barn, med den der insisterende overbærenhed, som altid fik Rikke til at krympe sig indeni. Henrik er altså en fantastisk mand. Flot, begavet, har en god løn og ejer en lejlighed på Nørrebro. Hvad skal du mere bruge?
Rikke lagde skeen fra sig og kiggede på sin mor. Hænderne rystede en smule, så hun gemte dem diskret under bordet.
– Mor, han var mig utro, sagde hun lavt, men så tydeligt, at moren ikke kunne undgå at høre det. Ikke bare en enkelt gang det skete igen og igen. Vi nåede at være gift et halvt år, så havde jeg allerede samlet så mange beviser, at dommeren knap gad høre andet. Hun nægtede os endda den sædvanlige refleksionsperiode! Forstår du? Selv en komplet fremmed mener, det ægteskab ikke kan reddes!
Moren trak bare på skuldrene, rettede på sit forklæde med små røde jordbær: – Det dér, det gør de alle sammen, Rikke. Og hør nu her: en god mand er aldrig utro, hvis konen gør sit arbejde ordentligt. Du skulle simpelthen bare have været lidt mere opmærksom. Læst nogle bøger, begyndt til fitness, fået dig en ny frisure. Hvad gør du i stedet? Du går bare din vej!
Rikke sukkede dybt hun kunne næsten mærke den velkendte trætte bølge skylle ind over sig. Den samtale havde de haft mindst ti gange de sidste to uger. Efter skilsmissen var hun flyttet hjem til sin mor, fordi lejeren endnu ikke var flyttet ud af mormors gamle lejlighed, som nu officielt var hendes. Rikke drømte om at få lov at flytte ind, gøre det til sit eget lille sted et frirum, hvor hun for alvor kunne trække vejret.
* * * * * * * * * *
Da det ringede på døren, hårdt og stædigt, vidste Rikke med det samme, hvem det var. Henrik. Igen. Hjertet hamrede, og hænderne blev klamme. Moren, selvfølgelig, hun havde åbnet døren, inviteret ham ind, som hun altid gjorde uden at ænse hvordan det smertede Rikke.
– Rikke, det er Henrik! kaldte hun begejstret ude fra køkkenet, ansigtet så næsten barnligt opløftet ud. Kom ind, skat! Kom nu bare, Henrik! lød det ud mod entreen, og Rikke fik kvalme af hendes gæstfri tone.
Hun greb hårdt om skeen, så knoerne blev helt hvide. Hendes bryst blev tungt, som om nogen lagde en bjælke hen over det.
– Mor, jeg vil ikke snakke med ham, mumlede hun og forsøgte at skjule den dirrende stemme.
– Du bor under mit tag mine regler, sagde moren brat og hendes ansigt trak sig sammen i irritation. Jeg inviterer, hvem jeg vil, ind i min lejlighed.
Tårerne pressede sig på hos Rikke, men hun bed dem i sig. Tavst rejste hun sig næsten væltede koppen med te og gik uden et ord forbi dem begge ud mod altanen. Man kunne stadig lugte hans velkendte parfume med alt for træagtige undertoner. Hun ville have spyttet, hvis hun havde kunnet.
– Rikke, vent nu! kaldte Henrik ude fra gangen, hans stemme med den der falske varme, der fik hendes ryg til at stritte.
Hun svarede ikke. Hun åbnede altandøren, nærmest smækkede den bag sig. Den kolde, våde luft gik lige gennem hendes striktrøje; hun mærkede ikke meget til det. Stille lænede hun sig ud over gelænderet og så ud på de grå boligblokke overfor, de tilfældige lys i vinduerne, tredje sals altan med blomsterkasser, og en ensom mand på vej gennem regnen. En skraldebil brummede nede på gaden, der spillede radio fra en anden lejlighed en let og ligegyldig melodi, der næsten virkede som en hån.
Hvis bare han snart ville gå tænkte Rikke, mens hun krøb sammen i den alt for tynde cardigan. Hun kunne tydeligt høre, at moren snakkede livligt med Henrik inde i køkkenet grinede og klirrede med kopper, som om intet var sket, som om datteren ikke stod på altanen og kæmpede for ikke at bryde helt sammen.
Minutterne var uendelige. Hun begyndte at fryse; fingrene var iskolde, skuldrene sitrede. Men hun nægtede at gå ind. Hun åndede dybt ind og prøvede at fokusere på bilerne, stemmerne, byen alt andet end samtalen bag væggen.
Så listede døren op bag hende, og hun gik instinktivt et par skridt til siden, da Henrik kom ud.
– Rikke han så på hende med hovedet på skrå, hænderne stukket i lommerne. Skal vi ikke bare tage en voksen snak?
– Der er ikke noget at snakke om, svarede hun stædigt og vendte ryggen til ham, kiggede på de regndråber, der hang på altanglasset.
– Hør nu han gik tættere på, og hun mærkede hans tilstedeværelse helt ind under huden. Jeg har indset mine fejl. Jeg lover det bliver anderledes nu. Vi kan starte forfra, Rikke
– Du har ikke engang sagt undskyld, sagde Rikke, nu med mere kant i stemmen, end hun havde forventet af sig selv. Du vil bare have det hele tilbage, fordi du ikke kan lide forandring. Du har ikke ændret dig, Henrik. Du savner bare vanen.
– Men jeg
– Nok nu! hun hævede stemmen, overrasket over sin egen styrke. Jeg vil ikke høre flere løfter. Jeg vil ikke have en mand, der ikke kan være tro. Som sætter sine egne behov foran respekt for mig.
Hun hev i døren. Låst, ja selvfølgelig mor havde drejet nøglen.
– Mor! råbte Rikke, mere desperat, end hun havde troet muligt. Luk op!
Efter et øjeblik gik døren op, og moren dukkede op i døråbningen stadig i det fjollede forklæde. I hånden havde hun en kop dampende myntete.
– Hvad laver I dog derude? spurgte hun muntert og stillede koppen på et lille bord. Kom nu ind. Der er mad, og teen er, som I kan lide den!
Rikke skyndte sig forbi uden at se hende i øjnene, følelsen af skuffelse og vrede pressede sig på. Ikke blot på grund af Henrik, men også fordi moren blev ved med at blande sig og nægtede at respektere hendes grænser.
– Mor, sagde hun standset i gangen og så hende direkte i øjnene, jeg gider ikke se ham mere. Jeg vil ikke have, du inviterer ham. Det er mit valg mit liv.
– Jamen skat, sagde moren og klappede hende på skulderen den gestus føltes mere fremmed end kærlig. Han fortryder jo. En klog kvinde kan altid give en ny chance. Du skal ikke være så stædig
Rikke lukkede øjnene og talte langsomt til ti. Hun vidste det var nyttesløst at diskutere. Igen pressede tårerne sig på, men hun gik ind på værelset, lukkede døren, tog sig sammen. Værelset føltes indelukket, luften tung. Hun satte sig på sengen, knyttede hænderne for at holde styr på rystelserne.
Hun kunne høre stemmerne i køkkenet moren pjattede, som om intet særligt var sket. Henrik talte roligt, men Rikke genkendte den manipulerende, velkendte tone, han altid brugte, når hun havde afsløret ham i at flirte med en kollega. Bare tanken gav hende kvalme.
Hvordan har han overhovedet nosset sig sammen til at troppe op? tænkte hun, mens hun mærkede neglene bore sig ind i håndfladen. Tre kolleger? Og hvor mange mon der egentlig var?
Efter en halv times tid og hoveddøren endelig blev smækket, åbnede hun døren. Køkkenet duftede hjemligt af mynte og vanilje moren havde bagt brunsviger tidligere. Følelsen af barndom stak kort i maven, men hun lod sig ikke rive med.
– Skat, skal vi ikke snart komme videre? Moren sendte hende et stift smil, Henrik vil dig det godt, det lover han. Men du er nu også lidt for stejl. Prøv nu at give ham en chance
– Mor, Rikke lænede sig op ad dørkarmen, mærkede malingen under fingrene, jeg vil bare være i fred, til jeg kan flytte. Kan jeg ikke bare få lov?
Moren satte sig tungt ved bordet og så pludselig træt ud:
– Du ser alting sort/hvidt, Rikke. Han lavede en fejl, men hvem gør ikke det? Du kunne også godt have gjort lidt mere ud af dig selv
Rikke fik tårer i øjnene, så stærke at hjertet nærmest snørede sig sammen.
– Mener du, det er min skyld? spurgte hun sagte, og stemmen knækkede. Jeg var altså ikke den, der var utro.
– Ikke sådan ment, sukkede moren og kiggede ud i aftenmørket, men i et forhold har begge et ansvar. Du kunne også ændre på dig selv
– Måske kunne han bare være trofast? Rikke tøvede ikke. Er det virkelig så svært? Bare at lade være med at lyve og stikke af?
* * * * * * * * * *
Henrik blev ved med at dukke op uanmeldt. Nogle gange stod han udenfor, når hun gik ud med skrald; andre gange ringede han på med hjemmelavede romkugler og sagde Jeg kom bare forbi. Men Rikke vidste, at han havde stået på lur.
En dag kom han med røde roser og Marabou-chokolade med kirsebær hendes favorit fra barndommen.
– Det er bare en lille ting, han så på hende med den der gamle, bedende mine. Uden nogen grund.
Hun så kun randerne under øjnene og hans kunstige smil.
– Tak, men nej tak og jeg har bedt dig om ikke at komme.
– Jeg ved det, mumlede han og hang med hovedet, men jeg kan ikke bare give op. Du betyder så meget for mig, Rikke.
– Betød, rettede hun ham, og hvert ord smagte af stål.
Henrik veg ikke med blikket, prøvede at læse hende.
– Fint. Undskyld, jeg maser mig på.
Han skulle til at gå, men moren ankom smilende.
– Henrik for pokker, kom dog ind! Rikke, vær nu ikke så barnlig. Tag nu blomsterne, de er da flotte!
– Mor, han skal gå, sagde hun lavt, selvom det kogte indeni. Jeg vil ikke have blomster af fremmede!
– Nej nu, lille skat moren greb Henrik under armen, ilde berørt over han stivnede. Kom ind, jeg har bagt brunsviger.
Henrik tøvede, men gik med. Rikke gik bare ind på sit værelse.
Bag døren kunne hun høre moren sige: Hun er bare så såret. Bliv bare ved med at komme, hun vil sætte pris på det på et tidspunkt.
Rikke greb sin notesbog og begyndte at tegne linjerne var rystede, men det hjalp på tankerne, der langsomt faldt til ro.
* * * * * * * * * *
Efter nogle måneder fik Rikke endelig nøgle til sin egen lejlighed. Hun fik nogle veninder, de drak kaffe på Jægersborggade og begyndte til yoga om lørdagen. Hver morgen, når hun stod i yoga-træet, forestillede hun sig rødder slå i den nye virkelighed.
En lørdag faldt hun i snak med yogainstruktøren, Mads et par år ældre, rolig, varm og helt nede på jorden. De udvekslede numre, mødtes til kaffe, og blev efterhånden ret tætte.
Mads var intet som Henrik. Han sagde ikke de store ord, men lyttede altid, så hende, respekterede hendes stilhed. Hos ham følte hun sig for første gang i lang tid tryg og stærk ved bare at være sig selv lige som hun var.
Da Rikke nævnte Mads første gang for moren, brændte det løs:
– Hvem er det? Hvad laver han, ejer han egen lejlighed? Hun affyrede spørgsmålene som maskingevær.
– Han er yogalærer, arbejder i et studie tæt på mit arbejde og bor til leje, svarede Rikke roligt.
– Og det er alt? Han har ingen status, ingen penge? Skal du bare bo med ham i lejelejlighed og forsørge ham?
– Mor, det er ligegyldigt hvor mange penge han har. Han værdsætter mig, og det er nok.
– Åh, selvfølgelig, værdsætter… Henrik værdsatte dig sandelig også! Du skal altid komplicere alt.
Rikke lukkede øjnene. Hun kendte det mønster. Ingen argumenter kunne rokke morens forestillinger status, bolig, karriere. En god kvinde finder sig i ting og tilgiver.
Forholdet til Mads voksede stille men sikkert lange gåture i Fælledparken, fælles madlavning og fremtidsdrømme snigende ved frokosten. Han var bare der og det var vidunderligt.
Efter et halvt år, en bænk i Botanisk Have med spæde blade over hovedet, sagde han stille: Rikke, vil du være min for altid?
Hans øjne var rolige og varme, og Rikke kunne mærke noget gammelt, blidt og lykkeligt bryde frem. Ja, svarede hun, det vil jeg.
Hun vidste, at nu ville moren eksplodere igen og ganske rigtigt.
– Du tager fejl. Du vil fortryde! Hvad skal du få af ham? Du ødelægger dit liv!
– Jeg har besluttet mig, mor. Jeg er lykkelig. Er det ikke nok?
– Nej! Du kan bare ikke bygge noget på det her! Du har altid været så stivsindet.
* * * * * * * * * *
Brylluppet blev lille: nærmeste venner og Mads fætter fra Odense. Rikke havde valgt en enkel, klassisk hvid kjole uden dikkedarer, Mads bar mørk habit og diskret slips. Da de sagde ja på rådhuset, mærkede Rikke, at dette valg, det var hendes eget kun hendes.
Moren kom ikke. I stedet sendte hun en buket hvide liljer med sort bånd og en lille seddel: Fortryder du mon snart? Rikke lod blomsterne stå. Det kneb i brystet, men hun holdt sammen på sig selv.
En ekstra overraskelse, selvfølgelig moren fik Henrik til at troppe op. Han stod udenfor, hænderne dybt i lommerne, mens hun og Mads trådte ud i kapellets forårssol.
– Hvad laver du her? spurgte Rikke, istinktivt anspændt, men det var ikke længere sådan, at det gjorde ondt. Kun en svag bitterhed var tilbage.
– Din mor bad mig komme. Hun mener, at du allerede fortryder og ikke tør indrømme det, mumlede Henrik.
– Min svigermor synes meget, svarede Mads mildt og gav Rikke hånden. Men hun har ikke altid ret.
– Sker der noget, Rikke, så ring jeg tager dig tilbage uden videre, sagde Henrik fladt.
Han gik, og alle åndede lettet op.
* * * * * * * * * *
Efter brylluppet begyndte de at planlægge flytning til Aarhus en større by, flere muligheder. Rikke sagde ja uden tøven. Hun trængte til at starte på en frisk, langt fra fortiden og de konstante påmindelser.
Inden de tog af sted, kiggede Rikke forbi moren. Hun stod tavs ved vinduet, ryggen mod døren.
– Vi flytter, sagde Rikke kort fra døren. Til Jylland.
– Nå, løber du fra problemerne?
– Nej, svarede Rikke tålmodigt. Jeg løber mod lykken. Og du må gerne være en del af det, hvis du kan respektere mit valg.
Moren vendte sig vredt: Respektere? Du forlader alt, og drager af med en yogainstruktør? Hvad kan han give dig?
Inde i Rikke voksede en stille styrke. Hun så sin mor direkte i øjnene: Mads giver mig tryghed og respekt. Jeg skal ikke gå og vente på næste svigt eller næste løgn. Det er nok for mig.
– Tryghed? I en lejelejlighed, uden fast grund under fødderne? Henrik kunne da have sørget for, at du fik det hele! Jeg kan ikke se på det
* * * * * * * * * *
Samme aften ringede moren til Mads.
– Jeg er så bekymret for Rikke, hendes stemme var pludselig blød, næsten venlig. Hun handler så impulsivt! Hvis ikke du passer på hende, mister hun alt. Hun elsker stadig Henrik, hun tør bare ikke indrømme det. Du er en mellemstation
– Med al respekt, sagde Mads roligt, men jeg kender Rikke godt. Vi er stærkere sammen. Hun vælger selv.
– Du er så naiv. Tror du virkelig, hun bliver lykkelig i Aarhus? Hun vil længes hjem og Henrik vil stadig være her.
– Det må du tro, som du vil. Men jeg tænker, samtalen er slut nu, svarede Mads og lagde på med ro i stemmen.
Han tænkte over, hvor svært det måtte have været for Rikke at vokse op i den slags klima hvor hun aldrig blev set som sig selv.
* * * * * * * * * *
Næste dag gik Rikke igen op til moren hun ville sige farvel uden drama. Hun havde en lille pakke Karen Volf småkager og et bundt margueritter med.
Men det blev ikke bedre.
– Vil du slet ikke tænke dig om? Bare giv det en måned herhjemme slap lidt af, bad moren frustreret, mens hun gik hvileløst rundt i køkkenet.
– Jeg har besluttet mig. Mads og jeg har fundet lejlighed nær Botanisk Have, jeg har mødt mine nye kolleger over Zoom, og Mads har allerede et job.
– Er det ham, der styrer det hele? Han prøver bare at binde dig til sig hvis du blev her, ville du se det!
Rikke stivnede. De ord ramte så hul og absurde, at hun blev helt stum.
– Tror du virkelig Mads ville kontrollere mig? Tror du virkelig han er sådan?
– Alle mænd er sådan! Henrik var i det mindste ærlig den her Mads skjuler sig bag sin venlighed.
– Nu er det nok! Rikke mærkede gråden presse sig på, hænderne skælvede. Jeg kan ikke længere klare at leve sådan. Jeg vil bare være lykkelig hvorfor skal jeg føle skyld over det valg?!
Hun ville gå, men moren greb hende hårdt om håndleddet.
– Vent jeg vil jer det jo kun godt.
– Det bedste er, at jeg vælger for mig selv, sagde Rikke og løsnede forsigtigt grebet, denne gang uden vrede. Jeg vælger Mads. Jeg vælger friheden og plads til at trække vejret. Hvis du ikke kan elske mig, som jeg er, må vi holde lidt pause.
Moren slap taget, hendes ansigt var pludselig helt træt.
– Sådan skal det være? Du vælger en mand over din mor?
– Jeg vælger at leve som mig selv, sagde Rikke stille, Jeg håber, du forstår en dag.
Hun ventede lidt, så morens silhuet, kroppens små rystelser. Egentlig ville hun gerne kramme hende, love at alting nok blev godt men det ville være løgn. Hun lukkede døren, listede ned ad trappen, og med det samme var det som om, hun endelig kunne trække vejret helt ned i maven.
I lommen lå hendes nye mobil et nummer, moren aldrig ville få. Måske en dag Men nu nu var det hendes tur til at bestemme, hvem hun ville være, med og for sig selv.
