Lina var en dårlig kvinde. Virkelig dårlig, så man næsten får ondt af hende – så slem var Lina. Alle forsøgte at indprente det hos hende, at hun var dårlig. Dårlig og ovenikøbet ulykkelig. Selvfølgelig har hun ingen mand, sønnen er voksen og bor for sig selv. Lina er alene, og ingen har brug for hende. Mandag møder hun ind på arbejde, alle andre kvinder praler med, hvordan de har gjort rent og vasket hele weekenden. Nogle har knoklet i haven, andre har kogt marmelade. Men Lina tier stille – hvad skal hun sige? Hun har ingen mand, barnet er fløjet fra reden, så hun sidder og holder lav profil. Igen spørger hun om at gå tidligt; alle ved, hun går tidligt nogle gange om måneden. De ryster på hovedet, for alle tror at Lina går ud for at mødes med sine mange elskere. Alle er overbeviste om, at Lina har masser af elskere – for Lina, hun er jo så dårlig. Lina er virkelig dårlig. De andre – alle gifte, alle optagede af deres gøremål – de er de gode. Men Lina, hun er dårlig. – Lina, siger hendes mor, – hvorfor er du sådan? – Hvordan, mor? – Ja, ikke-vellykket! Kunne du da ikke finde dig et eller andet mandfolk? For pokker da, datter! Det er ikke for sent at få et barn mere – folk føder jo i dag efter 40. – Mor, hvorfor skulle jeg? Hvorfor skulle jeg få et barn til med et eller andet mandfolk? Jeg har jo min søn, det er rigeligt. Og et mandfolk, hvad skal jeg bruge sådan én til? Jeg har jo Oleg. – Lina! udbryder moren, – Lina, tag dig nu sammen! Oleg er ikke din mand! – Hvordan ikke min? Han inviterer mig ud hver uge, giver gaver, hjælper med ferie, brokker sig ikke, vil ikke have mig med ud til svigermor og vaske vinduer, tvinger mig ikke til at vaske hans sokker eller lave mad, han ligger ikke på sofaen hele dagen… Det er ren lykke! – Selvfølgelig, men alt det får hans stakkels kone så… – Vil du bytte? Det skal du da ikke ønske dig for mig, mor! Jeg er i 40’erne, har været gift TO gange – og jeg flygtede fra det, det var rædsomt. Første mand – din idé, for han var jo ældre, rig og en god mand, ikke? Fem år sad jeg fanget – måtte ikke studere, ikke gå ud, ikke engang tage mig af min søn. Men jeg var jo så “rigtig”… eller hvad? Han viste mig frem som en trofæ-hustru, men selv fik han hvad han havde lyst til. Og da jeg stak af, krævede han alt tilbage – selv mit undertøj! Anden gang giftede jeg mig af kærlighed, studerede om dagen, arbejdede om aftenen for ikke at være en snylter… – Lina! Hvordan kan du sige sådan noget? Har jeg nogensinde nægtet dig noget, hverken mad eller husly? – Nej, mor – men der er jo også andre… Far, og min bror Nikita… Du sled i flere job, løb ærinder, madlavede og gjorde rent, men Nikita lå bare på sofaen… Så jeg giftede mig anden gang, og hvad ændrede sig? Ingenting. Flere pligter, ikke mere lykke. Han slappede af på sofaen, jeg hentede barn, lavede mad, ordnede alt. – Lina, alle lever sådan… – Så lad dem gøre det, men jeg VIL ikke mere. Hvordan tilbragte du din lørdag? – Nikita kom med sine børn, jeg gik tur, lavede pandekager, lavede rent, puttede børnene, lavede mad til far, strøg tøj – og røg på sofaen klokken 11. – Kan du huske, mor, at jeg aldrig smed Løshka i armene på dig og løb ud for at slappe af? Jeg var selvstændig. Og i sidste weekend da, mor? Løshka spurgte, om jeg kunne tage Marinas kat, så de kunne tage i sommerhus. Jeg sagde ja, selvfølgelig – hyggede mig, så serier, stod op, ordnede lidt, forsøgte ringe til dig og invitere dig i museum… Men du havde hænderne i opvasken. Far sagde jeg var doven og gik på museum som en baronesse, mens du sled dig ihjel – men hvorfor skulle jeg tage det ilde op? Jeg gik i museum, drak kaffe, kom hjem til en sovende kat, tændte for serien, og om aftenen inviterede Oleg mig ud – og ja, jeg gik ud, for jeg er fri. Jeg lever, som jeg lyster. Jeg har forsøgt at date “pæne mænd”, men… Den ene ville have, at jeg skulle tage mig af hans børn og ekskone, leve for min løn, han ville fiske – og jeg skulle bare være tilfreds. Da jeg spurgte, om han kunne hjælpe mit barn, så blev han fornærmet – hvorfor, Løshka har jo sin egen far? Retfærdigt nok, men så var det også farvel! Selvfølgelig blev jeg stemplet som smålig og beregnende. Derfor har jeg Oleg. Ja, jeg er “dårlig” i alles øjne – men jeg fortryder intet. Det gør mig ondt, at DU lever, som du gør, mor, derfor prøver jeg at hive dig lidt ud – som i dag. Jeg løj om, at jeg havde brug for hjælp, bare så vi kunne lave noget sammen. Mor, jeg har det godt, men nu skal vi lave noget for OS! – Er du tosset, Lina? Hvad med far? – Hvad med ham? Han er ikke syg. – Men han skal jo have aftensmad… – Er du bange for, at du ikke har lavet den på forhånd? – Men Nikita… – Mor, Jeg kan faktisk blive stødt – jeg VED, at I alle synes, jeg er dårlig, men lad mig være god bare i dag – kom nu ud og hav det hyggeligt… Mandag på jobbet fortæller kvinderne, hvor udmattede de blev i weekenden af alt hjemmearbejdet. Men Lina smiler listigt – for ALLE ved, at Lina er dårlig, mens hun går dansende og smiler over noget – kun hun selv kender svaret. Og alle ved, hvad for nogle tanker den Lina har – selvfølgelig dårlige.

Dagbog, mandag

Jeg hedder Trine. Trine Asgaard. Og jeg ved godt, hvad de siger om mig. At jeg er dårlig faktisk virkelig dårlig. Nogle gange har jeg næsten selv ondt af, hvor forfærdelig jeg må være i deres øjne. Ingen forsøger at skjule det. Selv ikke mor.

Så stod jeg der igen mandag morgen på kontoret i Aarhus, hvor jeg arbejder. De andre kvinder snakkede lystigt om, hvordan de gjorde hovedrent hele weekenden, vaskede ungernes tøj, ordnede haven i sommerhuset, bagte boller, syltede ribs og ordnede den store madpakke til mand og børn. Jeg sad bare tavs, for jeg har jo ligesom ikke noget at sige. Har jo hverken mand eller børn hjemme mere Peter er voksen og bor for sig selv i København nu.

Når jeg, som jeg plejer et par gange om måneden, sniger mig hjem før tid, nikker de andre lederne på hovedet og hvisker. Alle ved, jeg har mine mange elskere, for Trine Asgaard er jo slem. Også det får jeg at vide. De ægte koner og mødre, de slider og slæber, mens jeg ja, jeg er bare fordærvet.

Så ringede mor i går. Trine, hvorfor er du sådan, helt alene hele tiden? Kunne du dog ikke finde dig bare én mand? Eller få et barn til? Det er jo ikke for sent. Nu får alle børn efter de fyldte fyrre! Jeg kunne ikke lade være med at grine. Mor, hvad skal jeg dog med en halvgammel kæreste og et barn mere? Jeg har jo Peter. Mere har jeg ikke behov for. Og forresten jeg har jo Morten.

Mor rev sig i håret. Men Morten er ikke din, han har jo kone! Jamen, han inviterer ud en gang om ugen, giver blomster, hjælper med at købe en flybillet til Italien, kræver ingenting, vil ikke have vasket sine sokker, forventer ikke stegt flæsk på bordet, og han gider ikke plage mig med problemer eller svigermor på besøg. Det er jo skønt!

Ja, skønt for Morten. Hans stakkels kone får alt det hårde. Men ønsker du det for mig, mor? To ægteskaber har jeg prøvet. Tro mig, to! Hvad fik jeg ud af det? Første gang, Peter var kun lige 18, fordi han var ældre, klogere, ordentlig, sagde du dengang var det ikke? Fem år, hvor jeg ikke måtte studere, ikke se veninder, ikke engang tage mig ordentligt af Peter, for jeg var jo for ung til alt det. Jeg skulle kun knokle for hans mor og ham, men jeg havde til gengæld masser af smykker. Han viste mig frem for sine forretningsforbindelser, som en slags trofæ, men selv? Han havde også sine dukker. Da jeg søgte skilsmisse, krævede han alt tilbage, selv mine underbukser…

Anden gang giftede jeg mig af kærlighed, studerede og arbejde som en gal. Du var på to jobs, rigede Niklas med alle hans ønsker, og jeg ville ikke være til last. Men far mente, jeg nød det for godt. Var han ikke bange for, at jeg ville lægge Peter og mig på dine skuldre?

Mit andet ægteskab blev til mere arbejde, mindre glæde: jeg skulle være pædagog, indkøber, husholderske, kok, vaske alt, passe børn, aldrig bede ham om hjælp, for det var jo ikke hans barn. Selv, hvis det var hans, ville han ikke; det var ikke mandearbejde. Bil? Næ, han havde selv brug for den. Madlavning, vask, alt på mig. Min løn skulle strække til os alle, og hans penge gik til fisketuren. Hvis jeg sagde nej til bilreparationen, blev jeg hånet.”

Så nej, jeg vil ikke mere. Jeg vil ikke ligesom resten fortabe mig i at gøre kun for andre, mens ingen rigtig gør for mig. Jeg vil ikke leve sådan, mor. Hvis det gør mig dårlig i jeres øjne… fint! Men jeg nægter at give mig selv op.

“Hvordan gik din weekend?” spurgte mor straks. “Altså, Niklas og Mette skulle til bryllup, så jeg havde ungerne Johan og Freja. Vi gik tur i Botanisk Have og lavede pandekager, støvsugede, vaskede, lavede mad, lagde børnene og lavede madpakker til far. Halvdelen af natten gik jeg med at stryge skjorter.”

“Mor, jeg kan ikke huske, du passede Peter sådan for mig, eller at jeg dumpede ham af på dig for at tage fri?” Åh Trine, du var altid så selvstændig. De her er noget andet…

Skal jeg fortælle dig om MIN forrige weekend, mor? Peter ringede fredag: Kan du tage Emma i weekenden? Vi skal i sommerhus med nogle venner. Selvfølgelig. Emma er Maries kat Maries, Peters kæreste, mor. Hvis ikke du var så optaget af Niklas familie, ville du sikkert vide, hvad Peter laver. Ungerne kom med katten, smed en pizza i hånden på mig, og tog hjem. Så puttede jeg mig i sofaen, spiste for meget pizza og så Netflix. Lørdag sov jeg længe, luftede Emma, lavede kaffe, ringede til dig for at invitere dig på Glyptoteket eller bare på en café. Far tog røret, sagde, du knoklede og kaldte mig dagdriver, fordi jeg ville i museum. Ville jeg blive sur? Hvad skulle jeg få ud af det? Far har jo altid ret…

“Så jeg gik i museum alene, så dansk kunst, sad på café, shoppede lidt, besøgte Emma hjemme som sovende pelstornado, og så mere serie. Søndag lang morgen, ville invitere dig på havnerundfart, men Mette tog røret, du vaskede vist op. Om aftenen ringede Morten og inviterede på restaurant og ja, selvfølgelig gik jeg ud. Hvorfor ikke? Jeg er fri, jeg interesserer mig ikke for hans problemer eller hans ægteskab. Vi hygger that’s it.

Mor, jeg har prøvet at date fraskilte; det er ikke for mig. Enten skal jeg agere mor for en voksen mand, eller også vil de have, at jeg bliver mor for alle deres børn fra tre tidligere forhold. En fortalte mig direkte, Du skal elske mine børn, for du er jo kvinde! Din søn må din eks klare; jeg betaler jo for mine egne. Fair? Nej, ikke for mig. Så gider jeg ikke. Jeg er blevet kaldt alt muligt nærig, beregnende, en forfærdelig person… men ærlig talt, hvis det er dårligdom, så tager jeg det på mig.

Mor, det gør mig egentlig ikke noget, hvis I synes, jeg er slem. Jeg har det faktisk godt med det. Men jeg synes det er synd for DIG, at du aldrig får tid til dig selv. I dag fik jeg dig med ud med en lille nødløgn om, at jeg havde brug for hjælp men det var bare for at få dig med ud, bare lidt for dig og mig sammen.

Du er skør, Trine, hvad med far? Er han syg? “Nej, men han skal jo have frokost.” “Er den mon ikke lavet allerede? Hvis det kun handler om at trykke på mikroovnen, så klarer han den. Men Niklas kommer måske Mor! Nu bliver jeg sur… Jo, jeg er dårlig, men lad mig for én gangs skyld være den gode. Kom nu ud. Jeg lover, vi får kaffe og lækker wienerbrød. Bare for os.

Mandag. Kvinderne på jobbet snakker om, hvor trætte de er af alt deres afslapning i weekenden. Jeg smiler for mig selv. De ved jo godt, Trine Asgaard er slem. Men hvad de ikke ved… Hvor fri jeg egentlig føler mig dét smil er kun til mig selv.