Lillemus
Han kaldte mig Lillemus allerede, da han smed sig i stolen ved siden af mig som var lige så rød og slidt af mange albuer som min egen.
Han lod blikket glide rundt i salen et øjeblik, før han vendte sig mod mig.
Hvad så, lillemus, keder du dig? sukkede han og prøvede at lægge benet over det andet, men det var for trangt mellem rækkerne i koncertsalen. Hans sko med spids snude stødte mod stolen foran hans ankel bøjede ubehageligt, og Mikkel skar en grimasse.
Jeg gjorde alt for at ignorere ham og stirrede stift på scenen, selvom der reelt intet spændende foregik. Borde stillet i række, et podie og folk, der løb frem og tilbage for at ordne teknikalt det sædvanlige fra konferencer. Alt sammen pakket ind i varm luft, man knapt kunne trække vejret i.
Det har altid været svært for mig at være inde i rum fyldt med mennesker, hvor man sidder skulder ved skulder, uden mulighed for at flygte.
Nå trak Mikkel ud, mens han kløede sig på hagen. Det her er sgu dødfødt! Ved du hvad, lillemus, vi kommer ikke til at høre noget nyt. Jeg har læst alle indlæggene, det er mit arbejde, kan du forstå det. Ikke en eneste brugbar tanke iblandt!
Jeg vendte mig og skævede strengt til manden ved siden af.
Han var anstændigt klædt: habit, slips, rene sko… men alligevel så han forkert ud som var han klippet ud af et billede og sat i det forkerte tøj. En rigtig drillepind, stor i munden og med et evigt grin, sådan var han. Hans hår stod som pigge, og han havde to virvler i isse, hvor håret lagde sig i små bløde spiraler.
Mikkel, han satte ikke engang mig ind i samtalen, men rakte storladen hånden frem. Vad så, skal vi ikke bare smutte og få noget frokost? Du er jo lille og tynd, jeg må sørge for, du får noget at spise. Ja, lad os gøre det: Kom så, vi skrider!
Lyset blev dæmpet, nogen gik op på scenen; ledere, næstkommanderende, vigtige medarbejdere… festen skulle til at begynde, og salen klappede autoritetsbetinget, imens Mikkel trak mig med ud uden skam, trådte på fødder, undskyldte, skubbede slipset ned i jakken, hvor det bestemt ikke ville blive.
Hvad har du gang i?! Giv slip, hører du! prøvede jeg at rive armen til mig, men kunne ikke komme fri og spilledes afsted efter Mikkel mod udgangen.
Vi landede i foyeren netop som bifaldet nåede sit klimaks, og nogen bankede på mikrofonen for at bede om ro.
Slip mig! Jeg skal tilbage, jeg skal tage noter, det er min opgave! protesterede jeg, trak notesbogen tæt ind til brystet, tabte pennen, bøjede mig ned for at samle den op, men Mikkel var hurtigere.
Kom nu, glem det pjat, Lillemus! Jeg sender dig rapporterne senere. Lige nu skal vi spise. Men først, vand. Du ser bleg ud. Pulsen banker, ikke? han tog mit håndled, klikkede med tungen. Luft, mad og ingen flere konferencer!
Jeg havde det faktisk skidt. Hjertet hamrede, det dunkede i tindingerne.
Ingen havde taget sig af mig sådan før. Jeg var altid den, der bar bekymringer for andre min mor, min mand, min datter. Det føltes jo naturligt, men tungt. Mange gange gad jeg bare være lille pige, letsindig, drikke rødvin og grine, som skuespillerinderne gør i danske romantiske komedier. Men det blev aldrig til noget.
Nu havde Mikkel givet mig chancen.
Jeg lagde slet ikke mærke til, hvordan jeg allerede sad ved et bord på en café tværs over gaden, mens tjeneren bragte os et glas friskpresset juice hver skriggul, som selve solen presset gennem citron og appelsiner, så det lyste i glasset.
Drik nu. Og lidt vand. Sådan hvad skal vi have at spise? Mikkel studerede menukortet.
Måske kunne han faktisk lide mig. Jeg blev nok betragtet som nydeligspinkel figur, næsten for lille. Jeg kunne sagtens have haft held hos mænd, hvis ikke Hvis ikke det evige udtryk af træthed og håbløshed. Uden kærlighed, lidt over fyrre, familien… hvordan skulle jeg stråle som en majrose?
Men sådan kunne jeg alligevel falde i Mikkels smag træt af livet, Lillemus.
Jeg skal ikke have noget. Jeg går tilbage, det er meget bedre nu, virkelig sagde jeg, men stemmen var svag.
Selvfølgelig! Men først, lidt havbars med stegte grøntsager, en lille salat… Hvad vil du drikke, Lillemus?
Hans ansigt løftede sig seriøst fra kortet, frisk, let rodet hår, duften af tobak og aftershave, og stærke, pæne hænder.
Jeg rødmede og trak brynene stramt sammen.
Helt vanvittigt! En vildt fremmed mand har slæbt mig med på restaurant, kalder mig Lillemus, retter hårstrået over mine øjne, en rigtig fræk fyr. Og jeg bliver slap og føler mig lammet, helt igennem.
Der hvor han havde rørt, sad varmen, og kuldegysninger løb over ryggen.
Vi drak hvidvin, Mikkel fortalte om alverdens arbejderjobs han havde haft som ung byggepladser i Nordjylland, alt muligt, og senere…
Senere, Lillemus, startede jeg min egen lille virksomhed sammen med min kammerat Ib. Intet stort vi byggede sommerhuse, samlede sjak, og så tog det fart. Alle vil bo pænt, varmt, hyggeligt, ikke? Uden at løbe ud på lokum i frostvejr! Og vi vidste, hvordan man gør det. Spis, spis! han skubbede venligt til min tallerken. Skål for dig, Lillemus! Gud, da jeg så dig tænkte jeg straks: Den pige skal have ordentlig mad! Skal vi bestille mere?
Jeg rystede på hovedet. Pigen begyndte at blive blød i kanterne. Af vinen, maden, og endnu mere af, at én for første gang i årevis, ja, nogensinde tog sig af at fodre hende fordi hun var træt og spinkel.
Sådan var det ikke hjemme. Jeg voksede op alene med min mor hun arbejdede konstant, var væk før jeg vågnede, jeg spiste morgenmad alene, ventede hun kom hjem sent, lavede hende mad, vaskede op, mens hun gik i bad, vi lagde os først efter midnat.
Til nytår kom hun først hjem omkring kl. 23 hun arbejdede i et supermarked, timerne lige før midnat gav god omsætning.
Maria Lone kom træt og bleg hjem. Jeg hjalp hende i festlig kjole, samlede håret, så båede gik ud til gæsterne sammen.
Der var altid gæster naboer, veninder, fjerne slægtninge, ofte glade og berusede. De sad rundt om det veldækkede bord, snakkede livligt, og jeg holdt øje med, at mor ikke faldt i søvn efter første snaps.
Hun drak kun snaps, aldrig champagne det var for pjattet. Snaps, den var en ven!
Men hendes krop holdt ikke til det; efter første glas blundede hun i stolen, mens jeg stødte til hende, så hun vågnede, sekunders forvirring i blikket, så et grin og en ny skål. Hvad skulle jeg dog med selvmedlidenhed? Ikke for mig!
Jeg giftede mig tidligt. Alex var næsten ti år ældre, klog, veluddannet, men ikke kærlig han så på mig, som én ser på et ekstra tandhjul, ikke som et menneske.
Men måske ønskede jeg ikke mere. Lidt romantik og passion i starten, jo, men det kølner af. Sådan er det. Nu var jeg gift, mit eget hjem uden morens trætte ben, uhyggelige udsigt, gamle tapeter, men en pæn lejlighed: to værelser, altan, stort køkken, og mand. Alle misundte mig! Ikke hver dag at slippe for at bo med svigermor ren lykke!
Hele livet var jeg Ida eller fru Idasø. Aldrig Lillemus.
Men Mikkel… pludselig blev jeg Lillemus. Og vin, og småretter. Nogen interesserede sig for, hvad Lillemus tænkte, hvad hun ville.
Det gjorde Alex aldrig. Hans beslutninger om husholdning, ferier, store ting jeg blev nærmest informeret. Hvis jeg sagde imod, blev det druknet i hans åbne stuevindue han elskede frisk luft, lukkede aldrig vinduet, ligemeget om jeg frøs eller ej.
Mikkel, derimod, sørgede for, vi sad lunt. Omsorgsfuldt.
Han spurgte, jeg svarede lidt forlegent. Jo, jeg har mand og en datter, ja. Hvad hedder hun? Sidsel. Studerer engelsk på universitet, jeg fandt hende en super god privatlærer, snart rejser hun ud som udvekslingsstuderende.
Vi ‘ventede’ ikke Sidsel, vi ‘lavede’ hende. Alex’ mor sagde, det var tid for ham at blive far. Jeg var ung, det burde gå nemt men det trak ud, det var planlagt. Da jeg blev gravid, holdt Alex sig på afstand klappede ikke maven, sagde ikke et ord til barnet i maven, syntes, det var mærkeligt. Når hun er født, skal hun opdrages. Ida, hvornår er næste læge? Jeg kan køre dig.
Han kørte mig, hentede Sidsel fra hospitalet med gæster og balloner, sagde: Tak for pigen. Han tjekkede vægt og mad, købte den bedste mad til mig, stod op om natten for at trøste. Da sundhedsplejersken kom, vaskede han hygiejnen, var kritisk, og varmede stetoskopet for ikke at skræmme Sidsel.
Træt? spurgte veninden Gitte altid medfølende. Børn er sgu ikke roser, men benhårdt slid. Hjælper Alex overhovedet?
Jeg trak på skulderen. Måske. Men det føltes alt for lidt…
At være et offer det var en slags komfort. Der var omsorg, folk havde sympati, skældte sommetider på min mand, da han jo ikke passede på “sin Ida”.
Men denne Mikkel han havde omsorg, pressede retter på mig, så jeg blev helt flov og prøvede at sige nej.
Kom nu, lillemus! mumlede Mikkel. Spis! Ellers går du ingen steder.
Jeg bed mig i læben, kastede et trist blik på min redningsmand og spiste.
Han fulgte mig til metroen, jeg undskyldte og gik alene hjem.
Om aftenen landede alle notaterne fra konferencen på min mail.
Til Lillemus, fra Mikkel! stod der.
Jeg lukkede hurtigt computeren, men Sidsel havde vist skimtet det, gryntede.
Fjollede kælenavne! sagde jeg forarget. Officielle dokumenter, og så sender de sådan noget pjat!
Sidsel ignorerede mig, satte høretelefoner på.
Ida, Sidsel, jeg er hjemme! Kom og spis! lød det fra entréen.
Alex smed skjorten i gangen, stod i bukser, tog shorts med grønne palmer på, åbnede altandøren og hev vejret dybt.
Han lugtede af sved og sure sokker.
Ida, jeg gider ikke bade hver dag! Lad mig være! Jeg får kløe af det. I morgen måske. Nu er jeg træt. Kom og spis.
Vi spiste tavse, alle tænkte på noget forskelligt. Jeg på Mikkel, hans friskhed og manerer…
Næste dag ringede han til mig på arbejde.
Hej, Lillemus! Hvordan har du det? Har du spist? spurgte han, og jeg blev varm og kiggede mig omkring, om nogen kunne høre mig.
Nej… jeg har haft travlt, sagde jeg. Lillemus. Jeg er hun, den fine, bløde. Gysninger ned ad ryggen.
Drop det og kom ned. Jeg sidder på caféen, ikke noget særligt måske, men mad, du ved. Skynd dig!
Jeg sagde et eller andet, undskyldte mig, satte mig i elevatoren og blev et øjeblik kvalt af mine rødmende kinder. Alle måtte da kunne se, jeg skulle mødes med en elsker.
Ja elsker. Det føltes forbudt.
Mikkel sad der med t-shirt og jeans, håret lidt rodet, frisk som altid.
Vi drak kaffe, jeg fortalte om min barndom, han lyttede.
Lillemus, du er smuk, ved du det? sagde han pludseligt. Skal vi købe dig en kjole? Ja, jeg kender nogen i de gode butikker, de finder noget! Jeg vil se dig i kjole.
Det gjorde han også. Ikke lige med det samme, men senere, hvor han tog mig med i Magasin og satte sig, mens ekspedienterne hjalp mig.
Gud, hvordan han kiggede! Grådigt og sultent. Alex nåede ham ikke til sokkeholderne.
Sådan et blik har jeg aldrig oplevet! hviskede jeg til Gitte, min fortrolige. Kun i film… At nogen kunne se sådan på mig! Jeg følte mig som kvinde. Jeg må indrømme, jeg kunne lide det.
Og Alex? spurgte hun efter vejrtrækningerne.
Han ved ikke noget. Og skal ikke vide det. Du går ikke i blækhuset, okay? Gem den kjole for mig, så forklarer jeg ikke noget.
Gitte trak på skuldrene. Hvad der sker, sker.
Jeg forstår dig ikke, Ida Alex, han hjælper da, kører jer på ferie, ordner hjemmet, henter frisk mælk fra Amager til Sidsel midt om vinteren, og så siger du, du ikke kan holde det ud? Du drømmer om eventyr og forkælelse, ikke? Er du nogensinde sød ved ham, siger du pæne ord? Mænd er jo som børn! Gitte rystede på hovedet. Nå, men det er dit liv.
Mine hjemture blev sene, maden hurtigt bikset sammen, jeg spiste ikke selv, men rørte uopmærksomt rundt i min kolde te.
Mor, vil du ikke klippe noget brød til mig? lød det fra Sidsel. Brødet er slut!
Jeg nikkede, surmulende, gik ind på værelset. At drømme.
Alex og Sidsel kiggede forundret.
Jeg kunne drømme længe. Bare tænke på Mikkel, våde hænder af uro.
Han var øm, kunne kysse, lo af min kluntethed, og han kaldte mig hele tiden Lillemus, købte gaver, jeg måtte gemme hos Gitte, og overførte penge til lidt selvforkælelse. Nogle gange sendte han beskeder om natten. Jeg løb ud på badeværelset, læste, slettede, ventede, læste igen. Så slukkede jeg telefonen, vaskede ansigtet koldt og lagde mig.
Alex rullede om, lagde den tunge arm over mig, hikkede og mumlede. Jeg lå stille. Ja. Det er ærgerligt, at jeg har Alex. Og ærgerligt, at jeg aldrig før turde være Lillemus: yndig, lidenskabelig. År spildt… men nu er der Mikkel, og han er mit andet livs lykke.
Vi mødtes hos Mikkel i hans store, lyse lejlighedvinduer til gulv, ingen gardiner, udsigt til København skyline. Jeg blev svimmel af vin og duften af hans parfume. Lagnerne var af ren silke…
Verden eksploderede i fyrværkeri, gnistrede ned i lagnerne som diamanter. Magisk…
Hjemme blev alt trykkende og ubehageligt. Jeg bildte mig ind alle vidste om mig og Mikkel, Sidsel kiggede skævt, Alex var alvorlig.
Så fandt jeg på undskyldninger for at komme sent. Satte mig længe alene i køkkenet, drak stærk instant kaffe og drømte…
Ida! Hvor bliver du af? Jeg har købt hvidkål, vi skulle jo snitte det i dag lød Alex fra stuen. Jeg så forskrækket på Mikkel, der svømmede i den udendørs pool; luften var kold over det dampende bassin.
Jeg havde aldrig været i Øbro-Hallen før, men nu havde Mikkel slæbt mig med, vi svømmede i den kolde luft, han viste musklerne og grinede. Oppe fra rutsjebanen blinkede isblå lys fra skøjtebanen i Fælledparken. Men jeg så kun min cavaler.
Endelig kærlighed… Gud…
Kål? sagde jeg svagt, svøbte mig i håndklædet. Drop det, jeg bliver sent i dag. Gitte og jeg er til svømning. Lægen sagde, jeg skal træne ryggen. Vi har klippekort. Kål må vente. Hils.
Jeg afsluttede hurtigt og kontaktede Gitte for at advare hende om min badetid, hvis Alex skulle ringe.
Hun svarede tørt, at hun havde taget kommen med hjem til os, for vi altid putter kommen i kålen. Alex havde sat vand over.
Jeg bed mig i læben; Mikkel stod allerede klar til at springe. Nede i bassinet grinede unge piger, vinkede. En, to, tre han sprang, kom perfekt op af vandet, vinkede til mig. Ida, kom nu! Aftenen er ung!
Pigerne stirrede nysgerrigt, og i spejlet i vandet så jeg pludselig mine egne slappe ben og rynkede hud. Jeg svømmede kluntet, som en frø, og mit ansigt blev langt igen.
Mikkels nye lillemus havde allerede gang i vandpolo, dristige og livlige.
Han lo med dem, ikke rigtigt utilfreds over at jeg forsvandt. Drenge, familie og kål lad hende bare gå, tænkte han.
Hjemme var der mørkt. Kun køkkenet lyste.
Alex satte en pande med spejlæg foran mig.
Sulten efter svømning? Her. Skal jeg skære lidt pølse? Han skænkede the i mit store krus.
Jeg rystede på hovedet, turde ikke se ham i øjnene, skævede i stedet, gik i gang med æggene.
Mon han vidste noget? Hvad nu?
Ida… efter lang tavshed pegede han på poser under bordet. Gitte havde afleveret noget, sagde han.
Jeg løftede forsigtigt paksen, trak på skuldrene.
Det siger jeg også det er fis i en hornlygte! sagde Alex, tilsyneladende lettet. Skænk en kop te til mig. Eller nej, tag cognacen frem. Jeg vil have cognac.
Jeg tumlede hen til skabet, stoppede midtvejs.
Lillemus sagde han pludselig. Jeg vendte mig forskrækket. Jeg siger, at krummerne på bordet, dem skal du lige tørre op. Sidsel smuldrer altid. Giv dem en klud!
Hans blik blev tungt; han vendte sig væk.
Vi drak cognac sammen. I stilhed, bange for at mødes i blikket.
Endelig gik Alex.
… Gitte, han er gået! Han klædte sig på, efterlod nøglerne. Gitte! græd jeg i røret, så mit ansigt i spejletdet var skævt, grimt, Lillemus var slet ikke smuk. Håret duftede af klor, min ryg gjorde ondt. Hvordan kunne han? Er det sådan rigtige mænd gør? Han forlod mig og Sidsel!
Vreden greb mig, jeg slog i bordet.
Han gjorde som en rigtig mand, Ida. Andre ville slå dig, men Alex gik bare. Bemærk, fra sin egen lejlighed. Tør du stadig tale dårligt om ham? Gitte fnyste. Jeg har aldrig helt forstået, hvorfor I ikke var glade, selvom I har alt. Alex er ikke drukkenbolt, han er dygtig og ordentlig. Måske gad du bare ikke mere hverdagsliv? Drømmer du om eventyr og rosesnak? Gid du havde rost ham. Mænd er børn ros ham, og han giver dig ti gange igen! Jeg kan ikke støtte dig her, beklager. Godnat.
Jeg satte telefonen og græd stille.
Sidsel gik igennem eksamener, tog til sommerhus med vennerne. Hun talte ikke med mig, men lod en seddel, jeg ikke skulle forstyrre hende.
Mikkel dukkede op en uge senere, ventede på mig i mørket ved opgangen.
Hej, lillemus! hans rådnende røde ansigt gemt i jakken. Savnede du mig?
Jeg havde ringet til ham flere gange, men han havde aldrig taget telefonen.
Mikkel… hvad laver du her?
Det var på tide at få betalt gæld, lillemus! han lagde armen om mig.
Hvad for en gæld? Hvad siger du?
Han greb fat, holdt stramt.
Jeg har givet dig mad, jeg har givet dig nydelse, ikke? hviskede han syrligt i mit øre. Nu har jeg problemer, og du har din mors lejlighed vi får fem millioner for den. Lad os sælge. Og den her, du bor i, også. Kom, lad os snakke om det!
Lillemus skreg forskrækket, prøvede at bryde fri, men han holdt fast, trak mig mod hoveddøren. Baggården lå øde.
Luk op, Lillemus, jeg fryser! skubbede han på.
Jeg sank sammen, men pludselig gav han slip, bukkede mærkeligt hovedet, faldt om.
Alex stod bøjet over ham, ranglet og vred, uden hue.
Skrid! Ud herfra! brølede han, kastede sig over Mikkel, men jeg tog fat i hans arm og trak ham væk.
Mikkel, der lige var ved at være kæk, blev hurtigt tavs, da han fik et slag på kinden.
Forsvind! Kom ikke her igen! råbte Alex, samlede sin strikkede hue op, tørrede næsen og vendte sig mod mig. Kom hjem. Det er koldt.
Hvad vi talte om den aften, hvilke sorger der blev luftet, ved kun månen over Nørrebro og vinden fra det åbne vindue. På bordet stod to urørte kopper te, den gamle Bornholmer tikkede i hjørnet. Siden blev mørket tykt, hvori der sad to mennesker mand og kone, som endte med at leve videre sammen…
Ingen ville nogen sinde igen kalde mig Lillemus. Og hvis nogen gjorde det, ville jeg stivne og vende mig bort.
Mikkel dukkede aldrig op igen hans projekt gik i vasken; min mand var for stædig.
Han havde, i telefonen, hørt mig tale om morens lejlighed mit arvegods, min træthed, min ensomhed. Han ville både løse mit såkaldte lejlighedsproblem og mit ensomhedsproblem. Hvis han havde spillet smartere, havde jeg nok givet ham alt han havde tæmmet, fodret, varmet mig. Men han hastede, blev truet af Ib, måtte skaffe penge og krævede for meget. Det gik galt. Men verden bugner af andre små mus, ensomme, triste kvinder. Mikkel skal nok finde dem. Og få, hvad han har brug for.
Indtil da måtte han flytte ud af lejligheden med silkelagner og udsigt til Københavns lys. Han finder på noget. Medmindre Ib har andre planer…
