Asta Jensen fik en lille grå kat fra sin veninde. Den søde lille kat faldt straks i hænderne på den unge kvinde, som straks kaldte den Lillepus.
Så skal du hedde Lillepus, sagde Asta, mens hun strøg katten på hovedet. Katten accepterede navnet med et spind, selvom den før kun var blevet kaldt kat. Lillepus gik langsomt rundt i sit nye hjem og syntes, at alt var fin, men
Hver morgen mødte hun på køkkenet Lars Nielsen, den sure mand, som tydeligvis ikke brød sig om katten. Han knurrede hele tiden på den og jagede hende væk fra stolen, som Lillepus elskede at ligge på.
Når Lars gik på arbejde, sprang Lillepus rundt og legede med Asta og de legetøj, som hun havde givet hende. Katten undrede sig også over, hvorfor hendes venlige, fantastiske ejer ikke havde en lille dreng eller pige at dele livet med. Sådan noget ville gøre hverdagen meget mere spændende, tænkte hun. Men ingen børn var der, og hun indså, at med en så vred mand som Lars, kunne man måske slet ikke få børn han tænkte kun på sig selv.
Asta, din kat har ligget på mine bukser igen. De er helt dækket af pels! Rengør dem, ellers ser jeg pinligt ud på arbejdet, skreg Lars en gang igen.
Jeg gør det, men lad venligst katten blive på stolen, så den ikke falder af, svarede Asta, mens hun rullede bukserne ud med et håndklæde.
Foråret kom, og Asta fortalte Lillepus, at de skulle på sommerhus i Næstved.
Der vil du elske at ligge i græsset, høre fuglene synge og hver dag spise modne bær, sagde hun.
Lillepus gik rundt i blomsterbede, duftede de første forårsblomster, som duftede så dejligt. Katten nøs et par gange, tumlede i græsset og jagede en spurv, der pludselig dukkede op fra ingensteds. Spurven fløj fra gren til gren, som om den drillede katten. Lillepus sprang, sprang, men fangede den aldrig.
Lillepus, kom og spis, kaldte Asta.
På verandaen stod en skål med mælk og et stykke pølse. Ikke engang en bid var den taget, da Lars kom ind, vred som en hanekylling.
Gå væk, kom ikke i vejen for mig, sagde han og dyttede katten væk fra verandaen.
Lillepus blev ikke såret; hun var vant til hans brutale måde. Hun gik til en lille lysthus og lagde sig på bænken, hvor Asta lagde sin gamle, varme sweater over hende.
Her, så er den din. Læg dig på den, så holder du varmen, sagde hun og gik videre.
Den dag havde Asta travlt, så Lillepus tilbragte næsten hele dagen alene. Kun spurven kom forbi igen. Selvom den havde en stor familie, foretrak den at holde selskab med katten.
Sommeren gik hurtigt, og før de vidste af det, var det august høstsæsonen. Hver dag fik Lillepus de bedste modne bær, som Asta gav hende, og hun elskede også de friske agurker fra køkkenhaven. Men Lars klagede altid og kaldte katten en doven høne.
Musene vil snart marchere gennem huset, og du gør intet! Gå ud og fang dem, beordrede han.
Lillepus gik ud, selvom hun stadig var en lille killing og aldrig havde fanget mus før. På én dag lykkedes hun at fange to mus og lagde dem på verandaen, så Lars måtte erkende, at hun ikke var så doven.
Efterhånden gik efteråret, og en dag blev Asta syg og blev indlagt i København. Lillepus blev alene på sommerhuset, og hun savnede sin ejer dybt. Ingen kom for at passe på hende, så hun måtte klare sig selv. Lars kom kun af og til for at hente den sidste høst, smide noget tørt kattemad i lysthuset og så videre.
I november faldt sneen, og kulden gik ind gennem de små revner. Lillepus sad ofte i lysthuset og sukkede, for maden var knap, og hun var blevet meget slank. Hun tænkte, at livet måske aldrig ville blive bedre igen.
Så en dag kom Lars med en fremmed mand, der havde købt sommerhuset på andelsforeningen. Den nye ejer, Morten Holm, gik rundt på grunden, kiggede ind i lysthuset og spurgte:
Hvad gør den lille kat her? Den vil dø af sult og kulde.
Jeg har ingen steder at tage den hen. Min kone er på sygehuset, og jeg er på arbejde fra morgen til aften svarede Lars.
Morten rystede på hovedet.
Så lad den blive? Måske kan du tage den med dig, hvis du vil, sagde han og overleverede nøglen til huset.
Morten gik, og Lars efterlod et stykke tørret pølse og lidt brød til katten. Lillepus overlevede de næste par dage på den knappe føde, mens spurven sang for hende fra træerne.
En weekend tog Morten sine ski og kørte mod sommerhuset for at tjekke, hvordan katten havde det. Vejen var næsten ubeboet om vinteren, men han fandt huset, dækket af sne, og den lille lysthus. Han gravede sig frem til døren, åbnede den og fandt en gammel uldtrøje med en grå haler, der stak ud.
Hvor er du, lille ven? Er du i live? sagde han, mens han løftede trøjen.
Lillepus lå svag og stille, men så hun hørte spurvens kvidren ved døren. Den lille fugl sad på karmen og kiggede på hende.
Du er i live, min lille perle, udbrød Morten med tårer i øjnene. Du kom lige i tide.
Han lagde et stykke hakket kødbøf foran hende og hældte vand i en lille skål. Lillepus snuste, spiste forsigtigt og begyndte at genvinde styrken. Spurven fløj rundt og sang glade melodier.
Morten pakkede katten ind i et blødt håndklæde, som han selv havde medbragt, og lagde den på sin skulder.
Vi skal hjem nu, så du kan komme dig ordentligt, sagde han.
På vejen holdt han en brødkrumme til spurven, som fløj ned og pikede den med næbbet. Da de kom til Mortens hus, gik hans kone, Iben, straks i gang med at købe en lille kattehule og legetøj til den nye kæledyr.
Lillepus fik et trygt hjem, kærlige ejere og masser af mad. En uge senere ringede Asta, som netop var kommet ud af hospitalet, og spurgte, om katten var i live. Morten fortalte hende, hvad der var sket, og at hun nu havde fundet et godt hjem. Asta var lettet, men bad ikke om at få katten tilbage, for hun vidste, at Lillepus nu havde fundet lykken.
Historien viser, at selv i de mørkeste stunder kan der opstå mennesker med store hjerter, som er villige til at hjælpe dem, der har mest brug for det. Sand godhed finder altid sin vej.
