Lille grå killingen Lise fik Jytte i gave fra sin veninde. Den lille skønhed faldt straks i god jord hos den unge, hyggelige kvinde.
Jeg kalder dig nu Lillen, sagde Jytte, mens hun strøg killingen over hovedet.
Lise nikkede tilfreds; hun havde før bare været kattespand i Jyttes liv.
Morgenen stod den gnaven mand, Henrik, ved køkkenbordet, og han syntes, at Lillen var en unødvendig forstyrrelse. Han brummede på den og jagede hende væk fra den stol, som killingen havde fundet så behagelig.
Når Henrik gik på arbejde, fløj Lillen rundt i huset, legede med Jyttes legetøj og drømte om lille dreng eller pige, som kunne gøre hverdagen lidt mere spændende. Hun forstod dog hurtigt, at med en så sur mand som Henrik kunne man knap nok få børn han elskede kun sig selv og sine bukser.
Jytte, din yndlingskat har ligget på mine bukser igen, nu er de hele i pels! Rengør dem, ellers kan jeg ikke gå på arbejde uden at blive rørt af din kat, raserede Henrik.
Jeg gør det, men lad den blive væk fra stolen, så jeg kan smide den i skabet, svarede Jytte, mens hun rullede bukserne ud.
Foråret kom, og Jytte sagde til Lillen, at de skulle på sommerhus i Næstved.
Der vil du kunne ligge i græsset, lytte til fuglene og spise modne jordbær hver dag.
Lillen var i forventningsspænding. På sommerhuset løb hun mellem blomsterbede, snuste til de første forårsbloomer og stak næsen i den friske luft. Hun snøftede et par gange, tumlede i græsset og jagtede en spurv, som fløj fra gren til gren og drillede hende.
Lillen, spis nu, sagde Jytte.
På verandaen stod en skål med mælk og en pølse ved siden af. Lillen fik lige et stykke, da Henrik dømte ind på verandaen:
Flyt dig, så jeg ikke træder på dig, brummede han og skubbede killingen af balancen.
Lillen gik uanfægtet videre til en lille lysthus, hvor Jytte lagde sin gamle, varme sweater på den.
Nu er den din, så læg dig på den og bliv varm, sagde hun og gik videre til sit arbejde.
Den dag var Jytte optaget, så Lillen tilbragte næsten hele dagen alene dog med den samme spurv, som fløj rundt og holdt hende med selskab.
Sommeren fløj af sted, og august kom med sin høst. Lillen fik dagligt friske jordbær og sprøde agurker fra haven. Henrik brummede dog stadig:
Musene vil snart bugte sig rundt i huset, mens du sidder som en doven høne, så gå ud og fang dem!
Lillen gik ud, selvom hun stadig var en lille killinger og aldrig havde fanget en mus før. På en dag fangede hun to mus og lagde dem på verandaen, så Henrik måtte anerkende hendes jagtfærdigheder.
Efterhånden gik efteråret, og Jytte blev syg og sendt på hospital i København. Lillen blev på sommerhuset helt alene, og hun savnede sin ejer så meget, at hun næsten glemte, hvordan hun skulle finde mad. Henrik kom kun forbi et par gange for at tømme brønden med tørfoder, så Lillen måtte klare sig selv.
I begyndelsen af november faldt sneen, og kulden slog hårdt til. Lillen søgte tilflugt i lysthuset, men maden var knap, og hun var blevet spinkel af sulten.
En dag kom Henrik med en fremmed mand i bæltet. Den nye besøgende, Anders, gik rundt på grunden, så på huset og kiggede ind i lysthuset.
Hvad laver den lille kat her? spurgte han, mens han kiggede på Henrik. Hun vil dø af sult og kulde.
Henrik sukkede:
Jeg har ingen tid til hende, min kone er på hospitalet, og jeg er på arbejde fra morgen til aften.
Skal vi ikke bare lade hende blive? spurgte Anders, overrasket.
Henrik mumlede:
Hvis du vil have hende, så tag den, så jeg kan slippe af med den.
Anders gik med Lillen hjem, men efter et par dage kom han tilbage og efterlod kun en tør pølse og lidt brød. Lillen gik langsomt i stå, mens spurven stadig fløj rundt og fløjtede for trøst.
Anders, som havde købt sommerhuset gennem foreningen for fritidsboliger, besluttede en weekend at tage ski og køre på sommerhusets område. På vejen var sneen så dyb, at han måtte skubbe sig frem med fødderne. Endelig stod han ved huset, som var dækket af et hvidt lag, og han gravede sig frem til lysthuset.
Lise, hvor er du? Er du i live, min lille ven? råbte han, mens han skubbede sneen væk fra døren.
Inde på den lille bænk lå en gammel uldtrøje, og en grå halefjeder stak ud. Anders løftede trøjen og så den udslidte, udmattede killingen ligge stille.
Pludselig hørte han spurvens fløjt. Den sad på den åbne dør og kiggede på sin ven. Lillen åbnede øjnene og så Anders med tårer i blikket.
Du lever, min lille perle, sagde han, og tårerne silede ned ad hans kinder.
Anders lagde forsigtigt et stykke hakkebøf foran Lillen og hældte lidt vand i en lille skål. Killingen snusede til duften og begyndte langsomt at spise. Spurven fløjtede glade toner ved siden af.
Anders rev et stykke brød fra sin taske, smuldrede det ud på bænken til spurven og sagde:
Tag også noget, min lille ven.
Da måltidet var færdigt, pakkede Anders Lillen ind i et lille, blødt håndklæde, som han selv havde hentet fra sin egen hylde, og holdt hende tæt ind til sig.
Så skal du hjem nu, lille ven, sagde han og vinkede til spurven.
Anders kørte straks til dyrlægen, som sagde, at Lillen var meget svækket og måtte lægges på observation. Efter en uge med pleje blev hun stærk nok til at blive med hjem.
Anders kone, Iben, købte et hyggeligt lille hus til Lillen og legetøj, så hun igen havde en tryg familie.
Et par uger senere ringede Jytte til Anders og spurgte, om Lillen stadig levede. Jytte havde netop opdaget, at hendes egen mand havde kastet sin elskede kat ud i kulden. Anders fortalte hele historien, men Jytte spurgte ikke om at få Lillen tilbage. Hun var glad for, at katten havde fundet nye, gode ejere.
Selv i de mørkeste tider findes der mennesker med et stort hjerte, der er klar til at hjælpe dem, der har brug for det. Denne historie viser, at ægte godhed altid finder sin vej.
Tror du på det?
