Småkage
Han kaldte hende Småkage allerede ved første møde, da han dumpede ned ved siden af hende i et lignende rødt, flosset fløjlsæde, fedtet ind af mange hundrede albuer, netop sådan som det under Gerda.
Et øjeblik lod han blikket glide rundt i salen, før han så på sin sidemand.
Nå, hvad så, småkage, keder du dig? sukkede han og forsøgte at smide benet over det andet, men det smalle rum mellem rækkerne i DR Koncerthuset tillod det ikke. Hans spidse laksko stødte op mod sædet foran, foden vred sig ubehageligt, og Mads lavede et ansigt.
Gerda lod, som om hun ikke ænsede ham. Hun stirrede insisterende på scenen, trods at der absolut intet spændende foregik. Længere fremme masede de med kablerne, folk pilede rundt med udstyr, borde stod tæt som på en gammel konference det sædvanlige. Og det var ulideligt lummert.
Gerda fik det altid lidt dårligt på steder med for mange mennesker, når man sådan skal sidde tæt, skulder ved skulder, og ikke engang kan gå sin vej.
Jah det er sgu håbløst, trak Mads ud, mens han kløede sig på hagen. Og ved du hvad, småkage, vi kommer ikke til at høre ét nyt ord. Jeg har læst alle indlæggene, det er mit job, forstår du. Det er fis og ballade det hele.
Gerda vendte sig langsomt og så strengt på ham.
Han var ellers pænt klædt, i jakkesæt og slips, skoene var nyvoksede. Alligevel var der noget skævt over ham, som om han ikke passede til sættet; en drillepind, bulderbasse og snakkehoved ingen tvivl. Og det korte hår strittede, ovenikøbet med to hvirvler, hvor håret snoede sig i bløde kringler.
Mads, afbrød han sig selv, rakte sin kæmpestore hånd frem. Hvad siger du til at hoppe over og spise lidt mad? Du er så lille, skravlet jeg vil gerne fodre dig lidt op. Ja, sådan bliver det. Kom, vi stikker af herfra!
Lyset blev dæmpet, ledelsen trådte ind på scenen, sekretærer og honoratiores begyndte at klappe, og imens traskede Mads ufortrødent afsted med sin Småkage, trampede folk over tæerne og proppede slipset ned i jakken igen. Slipset ville alligevel helst ud og stikke drilsk tunge af til alle de gråhårede konferencefolk.
Hvad bilder du dig ind? Slip mig! Du hører, hvad jeg siger! Gerda forsøgte at nappe sin hånd fri, men havde ikke heldet med sig, så hun småtrippede efter Mads mod udgangen.
De slap ud i foyeren netop som bifaldene toppede, og en tekniker daskede ivrigt på mikrofonen for at bede om ro.
Slip mig! Jeg skal tilbage og tage noter jeg har et referat, der skal skrives! snappede Gerda, krammede sin notesbog til sig, tabte kuglepennen, bøjede sig, men Mads var hurtigst, samlede den op.
Drop nu den skrivekløe, Småkage! Jeg sender dig alle rapporterne på mail. Læs på din fridag i stedet. Nu skal vi ha noget mad. Men først vand du er så bleg, og pulsen hamp Jeps, det kunne jeg se! Han følte hurtigt på hendes puls, rystede på hovedet. Luft, mad og ingen flere konferencer!
Gerda havde det virkelig ikke så godt. Hjertet slog hurtigt, det susede for ørerne.
Ingen havde før sådan taget sig af hende. Det plejede altid at være Gerda, der sørgede for andre for mor, mand, datter. Det var normalt. Indimellem ønskede hun faktisk at være kæledægge, grinende, sorgløs, ligge i en mands arme, drikke vin og fnise over ligegyldigheder som de i fjernsynet, men sådan blev det jo aldrig.
Men Mads skubbede hende pludselig ud i den mulighed.
Før Gerda fik set sig om, sad hun ved et lille bord på den hyggelige cafe ovre på hjørnet, og straks kom tjeneren med store glas friskpresset juice, så orange at den lignede flydende sol, lige så intens, som om nogen havde most en hel appelsinlund ned i glassene.
Så. Drik. Og tag noget vand. Hvad skal vi mon spise? funderede Mads.
Hun måtte åbenbart gøre stor lykke på ham. Gerda var egentlig køn, slank og fin, kunne have haft succes hos mænd, hvis altså ikke Ja, hvis ikke den der evige træthed og opgivelse havde malet ansigtet mat. 40+ og familie uden kærlighed, alt var rutine. Skulle hun så stråle?
Men Mads syntes hun var smuk træt, men smuk småkage.
Jeg behøver ikke noget. Jeg hviler bare og går så tilbage. Det er helt okay, stammede Gerda.
Jamen, vi tager altså stegt laks med grønt, salat og hvad vil du drikke, Småkage?
Han kiggede væk fra menukortet, strøg håret op, dufte af cigaretter og citrusparfume, rank og munter.
Gerda rødmede, vredt.
Hun var bindegal! En fremmed mand slæber hende med ud, fodrer hende, kalder hende for småkage, retter hårlokken på hendes pande, din frækkert! Og hun sad bare og smeltede. Helt magtesløs.
Dér, hvor Mads havde rørt hendes arm, brændte hun, og små kuldegys dryssede ned langs ryggen.
De drak hvidvin, og Mads fortalte om de år, han arbejdede på byggepladser i Jylland. Senere tog han til Grønland (det var så sygt koldt!), ragede rundt på projekter et par år, og derefter
Og så, Småkage, åbnede jeg og min ven Jakob vores eget lille firma. Ikke noget fantastisk, men vi byggede sommerhuse, ansatte en lille håndværkerflok. Folk vil bo godt, ik? Ikke rende på udendørsdas i frostvejr. Og sådan blev det. Men nu spiser du! Han nækkede opmuntrende til hendes tallerken. For pokker, du skal bare ha mad, Småkage! Jeg tænkte det med det samme: Den kvinde skal ha mad! Vil du have noget mere?
Hun rystede på hovedet. Den der pige følte sig rundtosset. Af vinen, af mad af at nogen for første gang i årevis bare nussede om hende, fordi hun er pige, træt og tynd.
Barndommen var ganske anderledes. Gerda voksede op alene med sin mor, Bodil. Mor passede altid butikken, Gerda spiste morgenmad alene, om aftenen var Bodil træt og sen, Gerda varmede maden, vaskede op, mens moren stod under bruseren, og tit faldt de i søvn sent.
Nytårsaften kom Bodil hjem ved halv elleve, døde af træthed. Gerda pressede hende ned i en pæn kjole, ordnede håret, så der var festlighed, og så gik de ind til gæsterne.
Der var altid gæster naboer, veninder, nogle fjernere fætre, alle grinede og keylede snaps i sig, men Gerda holdt øje med moren, så hun ikke gik ud som et lys efter første shot.
Bodil drak kun snaps, mente champagne var for forkælet, men snaps det var hjemligt! Men kroppen stod af hurtigt, og efter første genstand snorkede hun tit ved bordet. Gerda puffede hende vågen, moren lo lidt bittert og krævede endnu et shot, sagde skål, men det lød tungt og træt. Her var ikke megen plads til, at Gerda kunne være lillepige.
Gerda giftede sig tidligt. Søren var ti år ældre, fornuftig, veluddannet, men kølig og knap så kærlig, som om han bare havde sat Gerda ind i maskineriet som en brugbar tandhjul. Ikke noget glam.
Bevares, forelskelsen, spændingen og et par glimt af eventyr i begyndelsen, men senere forsvandt det. Gerda havde nu sin familie og ikke længere en mor med hævede ben, udsigten til en trist baggård, og tapetet, der skallede. I stedet fik hun Sørens lejlighed, køkken, altan, to værelser og en stor bogreol. Folk var misundelige tænk, at bo sådan, og endda uden svigermor på nakken!
Og altid, lige siden barndommen, var Gerda Gerda eller madamtitlen Gerda Kristensen. Søren, mor, veninder alle sagde bare Gerda.
Men nu Småkage. Hvidvin, snacks Nok en, der ville høre, hvad Småkage tænkte, hvad hun egentlig ville.
Søren interesserede sig aldrig for det. Jo, indkøb, ferier og større beslutninger vendte han, men det var mere information end reelle samtaler. Proforma. Søren kunne altid lide åbne vinduer, ikke noget med at lukke af, hellere trække i uldtrøje end høre på hendes klager.
Mads, derimod, sørgede straks for, de sad lunt og hyggeligt. En omsorgsfuld fyr.
Han spurgte ind, Gerda svarede genert. Jo, hun havde en mand. Og ja, en datter har de også. Hvad hun hedder? Malou Malou læser sprog på universitetet. Gerda fandt hende selv den bedste privatlærer, og nu skal Malou på udveksling.
Malou var ikke kommet til ubevidst eller ved bønnelse. Det var planlagt Sørens mor mente, det var på tide, han blev far, og Gerda var stadig ung, så det måtte jo lykkes. Ikke desto mindre måtte de arbejde for det.
Da de endelig ventede sig, holdt Søren sig temmelig kold. Ikke noget mavenusseri, ingen småsnak til babyen i maven. Han syntes bare, det var mærkeligt.
Når den er født, kan jeg opdrage, sagde han, når Gerda så meget som antydede behov for nærhed. Men hvis du vil, kan jeg da køre dig til jordemoderen.
Det gjorde han så også, og hentede både moder og datter fra hospitalet til gæster og flag. Nøje kontrollerede han både Malous vægt, Irinas mælkeproduktion, købte det sundeste, stod op om natten, tog hende til vaccine, og da sundhedsplejersken kom, kontrollerede han håndvask og udspurgte hende om hendes stethoskop.
Slidt? spurgte veninden Mette forstående, når hun så Gerda bag rande og trætte øjne. Ja, børn er ikke roser, men også en kamp. Hjælper Søren da ikke?
Gerda trak på skuldrene. Søren hjalp men jo aldrig sådan rigtigt…
At være evig martyr havde sin egen søde smag. Altid overbebyrdet, staklerne snakkede om, hvor sølle hun dog havde det, og hendes mand fik ris, for han passede jo slet ikke på Irina.
Mads derimod, øste delikatesser på hende, forkælede hende, og Gerda rødmede og fejede det væk.
Kom nu, småkage! brummede Mads. Spis, ellers slipper jeg dig ikke!
Gerda nippede, så på sin ridder med triste øjne, og spiste.
Han fulgte hende til metroen, så ville hun ikke have mere selskab og undskyldte sig bort.
Samme aften dukkede der et resumé af alle konferencerapporter op i hendes indbakke.
Til småkagen fra Mads! stod der med store bogstaver.
Gerda klappede hurtigt klappen på computeren ned, men Malou havde vist skimtet teksten og smilede skævt.
Fjollede kælenavne! snerrede Gerda. Det er officielle papirer!
Malou svarede ikke, satte høretelefoner på og tændte for Spotify
Gerda, Malou, jeg er hjemme! Kom og spis! lød det ud fra entréen.
Søren, træt efter sammenpressede t-baneture og bus, smed skjorten, blev i bukser, rodede så shorts på med grønne palmer, åbnede altandøren og indåndede.
Han lugtede surt, gennemtrængende fra i går.
Jeg orker ikke at gå i bad mere, Gerda! Det klør på hele kroppen efter jeres evige brusebad. I morgen måske! fejede han af uden at reagere på milde hentydninger. Nå, spis nu. Jeg er træt.
De spiste tavst, hver med sine tanker. Gerda om Mads og hans friskhed og galanteri
Han ringede til hende på jobbet allerede dagen efter.
Hej Småkage! Hvordan har du det? Har du spist frokost? lød det højt i hendes øre, og hun kiggede uroligt rundt, bange for hvem der hørte med.
Nej har ikke nået det endnu. Har alt for travlt, mumlede hun lavt. Småkage. Det klang så skrøbeligt Små prik, ned ad ryggen.
Slip det arbejde. Kom nedenunder. Jeg sidder i kantinen ikke noget særligt, men man skal jo leve. Kom så! Jeg venter.
Gerda fik fremstammet et eller andet, undskyldte sig til kollegerne, tog elevatoren. Hendes kinder brændte så hun troede det lyste op i hele kontorhuset. Alle måtte ha opdaget, at Gerda Kristensen nu gik på skumle møder.
Hun kaldte ham for sig selv elsker. Det var svimlende, og så forbudt.
Den dag var Mads i T-shirt og jeans, stadig let rufset.
De drak kaffe, Gerda fortalte om barndommen, Mads lyttede.
Småkage, du er virkelig flot, ved du godt det? sagde han pludseligt. Kom, vi køber dig en kjole! Jeg kender nogle i butikkerne, de finder lige, hvad du skal have. Jeg vil se dig i kjole.
Og det kom han også til. Godt nok ikke dér, men senere, da han tog hende med i Magasin, plantede sig på bænken, mens ekspedienterne flokkedes om den forvirrede Småkage.
Gud, som han så på hende! Med sultent blik! Søren havde aldrig kigget sådan.
Jeg har aldrig oplevet sådan noget! hviskede Gerda senere til sin bedste veninde Mette. Kun på film. Jeg følte virkelig, jeg var en kvinde. Det var frygteligt, men skønt.
Hvad med Søren? spurgte Mette, da de havde gabt færdig.
Han må ikke vide det. Og du siger ingenting! Kjolen må bo hos dig så længe. Den kostede en formue! Hvad skal jeg dog gøre?
Mette trak på skuldrene. Tja det går som det går.
Jeg kan bare ikke forstå dig, Gerda Søren er godt nok en tør pind, men han har gjort meget for dig og Malou. Altid på pletten, han arbejder, sørger for jer. Kunne sgu være værre! Du måtte gerne leve lidt pænere, men så burde du også sige rosende ord til ham, kvinder! Mænd er som børn ros, og de springer gennem ringe for dig! Det får du ikke gjort, Gerda. Sorry, ikke min kop te. Godnat!
Gerda vendte sig indad, så ned i sin kop, og græd lidt sagtmodigt
Malou bestod eksamen, tog i sommerhus med venner. Moderen fik en seddel: Lad være med at skrive.
Mads dukkede op en uge efter, ventede udenfor opgangen, rød i fjæset af kulde.
Hej Småkage! Savnede du mig? sagde han, gemte kinderne i læderjakken.
Gerda havde ringet, men han havde ikke taget den.
Mads hvad laver du her?
Hun kiggede sig efter hans bil.
Jeg skulle hente noget på tide at betale lidt tilbage, Småkage! sagde han og lagde armen om hende.
Tilbage? Hvem skylder jeg noget? Hvad snakker du om?
Hun forsøgte at vriste sig fri, men han holdt hende stramt.
Jeg har fodret dig, hyggede om dig! hviskede han slesk i øret. Nu har jeg brug for hjælp. Giv mig penge, smukke. Jeg har problemer, men du har jo morens lejlighed stående. Jeg har regnet ud fem millioner kan du få. Sælg den. Og din nuværende med. Nå, lad os gå op og snakke det igennem.
Småkage hylede, ville slippe fri, men hans greb var for hårdt, og hun blev væk i mørket, bedende om hjælp men gården var mennesketom denne frostklare nat.
Kom nu, Småkage, jeg fryser, sagde han og trak hende mod døren.
Gerda græd, satte sig næsten i sneen så slap Mads hende brat, slog ud med hovedet og faldt tungt til siden.
Over ham stod Søren. Ubarberet, forreven og gal i skralden. Trak ham op.
Skrid! Fiser du så, makker? Ellers får du tæsk! snerrede han, gik til angreb, men Gerda greb fat i hans arm, trak ham væk.
Mads, der gættede hvem Søren var, grinede hånligt, men det forsvandt, da han fik et par solide knytnæver på kinden.
Gider ikke se dig igen! tordnede Søren og snuppede sin hue fra jorden, tørrede snuden og vendte sig mod Gerda. Kom nu. Det er koldt…
Hvad de to talte om resten af natten, ved kun månen og vinden, der peb i det åbne vindue.
Kaffen stod urørt, og urene tikkede, mens mørket lukkede sig om de to mand og kone, der på en eller anden måde forsøgte at komme videre
Ingen kaldte nogensinde Gerda for Småkage igen. Og hvis nogen gjorde, ville hun bare stivne og vende sig væk.
Mads dukkede aldrig op igen. Han kunne ikke vinde den kamp, ikke mod en gammel dansk jernvilje som Sørens.
Senere, efter at have overhørt Gerda fortælle i bussen om morens lejlighed og ensomheden, havde Mads tænkt, han lige kunne ordne boligsagen og samtidig stille ensomheds-sulten. Hvis bare han havde trykket på de rigtige knapper, havde hun måske opgivet det hele til ham. Han havde gjort hende tam, fodret, varmet. Men han blev for grådig, og da vennen Jakob begyndte at kræve sine penge tilbage, gjorde det så ondt i ribbenene, at han hastede på.
Nu rykkede han ud af silkebetrækkede, højloftede lejligheder med udsigt til Nordhavn. Han finder andre småkager stiller dem tilfreds, spiser og forlader dem, når regningen skal hentes ind.
Og så starter festen forfraPå altanen, mens solen ramte de gamle beboelsesmiljøer med et skævt forårsglimt, stod Gerda lænet over rækværket med en kop lunken kaffe. Hun mærkede vinden køle sin kind, lod blikket glide over byens tagrygge. Inde bag glasdøren sov Søren, let knurrende som altid, men hans hånd lå beroligende langt over dynen, parat til at tage hendes, hvis hun ville.
Dér, midt i stilheden, kom Malous sms: Hej mor. Vi overvejer at tage til Lissabon i efteråret. Skriver senere. Kram 
Gerda trak vejret dybt ind gennem næsen, smagte resterne af citrus og noget syrligt en længsel, men også ro. Hun følte sig stadig hul visse morgener, ramt af gamle minder om kælenavne og sene nætter, men der var ingen smerte mere, kun et blidt suk.
En spurv satte sig på gelænderet, nippede til sine fjer, og fløj så videre. Gerda smilede for sig selv ikke Småkage, ikke offer, ikke pligtens trætte skikkelse. Bare Gerda. Måske ikke let, måske ikke ung, men alligevel stadig her. Hun gav sig selv lov til at stå lidt længere, mærke solen, drømme om ingenting. Og da Søren rokkede sig og slog gardinet til side med et gnaven, men velkendt smil, vendte hun sig helt om, åbnede døren og trådte ind i stuen.
Hun satte kaffekoppen fra sig på køkkenbordet, lagde hånden på Sørens skuldre og sagde blidt, næsten kærligt:
Kom, vi laver morgenmad sammen. Hvad siger du til røræg og friskbagt toast?
Søren knurrede igen, men lod sig trække ud i det spæde lys, og Gerda mærkede for første gang i årevis noget stige op indefra ikke glæde, ikke eufori, men måske et spirende håb. Ikke for at blive kaldt noget særligt, ikke for at forsvinde i andres hænder. Men bare for, måske, at lære sig selv at kende. Lidt efter lidt. Kop efter kop. Dag for dag.
