Fuglen
Karen! Hvad tager du dig dog så lang tid for? Jeg sidder her og venter! Sæt dig nu! Anna, Karens nabo på opgangen, rykkede sig lidt på bænken for at få det mere bekvemt.
Og ærligt talt, hvilken aften! Hvorfor sidde derhjemme, hvor der bare kører fjernsyn, og katten Misse skraber rundt i hjørnerne? Kedeligt! Men nede i gården der er forår! Det er egentlig tidligt endnu, kun april, men allerede lunt og mildt. Selv det gamle kirsebærtræ, som Annas mand, Poul, engang plantede under vinduerne, står nu med lyserøde knopper klar til at blomstre. Og bænken under, som Poul også lavede, malede Anna for en uge siden, så nu skinner den som ny bare venter på, at nabokonerne sætter sig side om side og sladrer hyggeligt om børnene, helbredet, livet og kærligheden.
Hvad taler vi kvinder ellers om? Selv om man kender hinanden ud og ind, så finder man alligevel altid noget nyt at snakke om. Noget at undre sig over eller glædes ved, og så ruller snakken. Børn bliver større, helbredet skrøbeligere, og kærligheden… Ja, den kan man ikke få for meget af. Den er der næsten altid for lidt af. Derfor sidder vi og lytter, venter på, at én deler sine hemmeligheder. Så føles det lidt lettere bagefter. Måske har man selv tomhed og stilhed i hjertet, men så længe kærligheden findes hos nogen, er den ikke forsvundet fra verden.
Anna, som folk her kalder Annette, havde kendt sin nabo Karen så længe, hun selv kunne huske. Over et halvt århundrede har de boet dør om dør på Østerbro. Da de var små, lå dørene altid på klem. Mødrene vidste jo, at hvis ikke pigerne var i den ene lejlighed, så legede de nok bare inde ved naboen. Rigtigt at dørene begyndte først for alvor at låses, efter Asta og Karen drog ud for at finde lykken.
De var seks år.
Annettes bedstemor kom forbi på besøg og fortalte pigerne, at hvis man vil være virkelig lykkelig, så skal man fange lykkens fugl ved halen og holde fast. Så kommer alt til at gå godt både livet og kærligheden.
Om det hele forstod pigerne ikke, men de blev enige om at prøve at finde denne lykkefugl. Hvem vil ikke gerne have, at forældrene ikke længere småskændes over ingenting, men lever i harmoni? Især da Annette sagde, at hun vidste, hvor fuglen bor! I nabobygningen hos en sær, knarvorn mand med hæs stemme. Han kom sommetider ud i gården med fuglen: En stor, farvestrålende og larmende én. Det var utvivlsomt lykkens fugl for sådan én havde pigerne aldrig set, hverken i Zoologisk Have eller andetsteds.
De forberedte sig grundigt til jagten på fuglen. På Annettes altan fandt de et gammelt bur; dengang havde bedstemor engang haft en kanin med fra landet i det bur. De tænkte, at fuglen jo skulle anbringes et sted? Man kan ikke holde en fugl ved halen altid, og de ville jo heller ikke have hænderne fulde og ikke kunne spise den is, der helt sikkert venter, hvis man bliver lykkelig
De tog også lidt brød og kiks med, og efter lidt betænkning tilføjede Karen en lækker dansk flødekaramel for hvem ved, hvad fuglen bedst kan lide? Slik kan alle da lide! Det ville være ærgerligt at stå der og mangle karamellen, hvis fuglen nu foretrak den frem for brød.
Der var ikke travlt. Det var en alvorlig opgave! Annettes bedstemor rejste hjem og lovede at have barnebarnet på sommerferie. Forældrene begyndte at planlægge ferie, de skulle afsted sammen med et vennepar, så turen til Langeland ikke blev for dyr. Ikke langt, bare et par timers kørsel. Et gammelt sommerhus, solide vægge, stor have med gynger og kort afstand til havet. Herligt!
Annette glædede sig til både ferieturen og sommeren hos bedstemor. Hun havde ondt af Karen, for hun havde ingen bedstemor. Tænk, hvordan mon det var at vokse op uden? Hvem lister småkager til én, fortæller ikke bare om Rødhætte, men hele lange, magiske historier? Hvem hækler en sommerhat med bånd til én?
Annette tænkte, at hvis de bare fangede lykkens fugl, ville Karen også få en bedstemor. Måske endda én, der var veninde med hendes egen, så de slet ikke skulle undvære hinanden hele sommeren.
Dagen før de skulle til Langeland, lød der et “vi går over til hinanden og leger!” til mødrene, og så smuttede de lydløst. Døren blev forsigtigt lukket, pigehvinene blev kyst tilbage, og så gik det i samlet trop ned ad trappen.
Deres egen gård, nabogården, og så stod de dér foran den grå, lidt kedsommelige bygning, hvor lykkens fugl boede.
Men i gården var der helt tomt. Heden holdt måske folk inde. Ingen at spørge, ingen fugl at se. Karen var allerede på randen til tårer, men Annette havde aldrig været den, der gav sig til at tude for ingenting. Ville de have en bedstemor, is og smukke, prikkede sommerkjoler, måtte de selv finde fuglen! Og hvis forældrene skulle lade være at skændes, som de håbede, skulle det altså lykkes.
Hvorfor kalde fuglen slem? Jo, for hvis den var venlig, ville den jo bare sidde og vente på dem under et træ. Det gjorde den ikke.
Annette tog resolut Karen i hånden og gik hen mod opgangen. Man kan jo altid banke på og spørge nogen. Men hvor mange lejligheder der var! Ikke alle åbnede, nogle råbte, at de bare legede, og visse steder blev de truet bort med vrede blikke.
Men endelig var der én, der lukkede op: en dreng lidt ældre end dem. Han trak på skuldrene og sagde bare: “Kom ind!”
Der var ingen fugl, men så mange spændende ting, at pigerne glemte tid og sted. Der var uhyggelige masker på væggene, store konkylier, man kunne høre havet i, og et kæmpe modelskib næsten ægte med små matroser.
Det har jeg lavet med far. “Den Store Anna”.
Som mig! udbrød Annette og smilede.
Hedder du Anna? Flot navn, ligesom min mor.
Hvor er hun?
Mor? På arbejde. Kommer snart. Hvorfor leger I alene? Får I ballade hjemme?
Først dér huskede pigerne fuglen, at det nok var middag, og at de måtte være savnet. De flygtede gennem opgangen næsten glemte buret men drengen standsede dem og gav dem nogle smukke fjer.
Hvad er det?
Det er påfuglefjer. Dem får jeg af mor, hun arbejder i Zoo. Tag dem!
Pigerne tog forsigtigt imod, fascinere af fjerene, og løb hjem.
Der ventede dem stormvejret! Grædende mødre strømmede rundt og råbte på dem, fædre røg nervøst ude foran, mens politiet blev tilkaldt. Da de blev fundet, satte Karens mor sig ned midt på legepladsen med et lettelsens suk. Så kom både tårer og kys og en skævert. Men de havde faktisk ikke tid til mange skældud.
Nogle dage senere sad pigerne på gyngerne foran sommerhuset, de havde lejet. De vippede lidt omkring, fandt det bedste sted at sidde, og hviskede sammen:
Karen, ved du hvad? Vi behøver ikke noget fugl!
Hvorfor ikke?
Fordi bedstemor sagde jo, at lykken er, når man bliver elsket.
Og hvad så?
Jamen, hvis ikke vi blev elsket, så ville de ikke have grædt sådan, da vi blev væk! Ikke? Så var de ikke blevet så bange.
Nej…
Så vi ER jo lykkelige, ikke?
Ved ikke rigtig.
Det gør jeg!
Og hvad med forældrene?
Har de skændtes de seneste to dage?
Nej…
Det kan de altså lade være med, hvis de vil! Fuglen kan ikke hjælpe dem. Forstår du?
Ja…
Det sommer blev det bedste i deres fælles barndomsminder.
Når Anna tænker på sit liv, glæder hun sig altid over at have én at dele minder med. Ikke bare dele, men spørge, hvis noget går i glemmebogen to husker bedre end én.
Og Karen husker faktisk altid bedst. Måske fordi hun tog tingene mere roligt? Det var Anna, der var som kviksølv levende og ivrig. Karen sad, tænkte og gik så forsigtigt af sted. Skynd dig, og du gør dig kun til grin. Og hun husker alt, som var det i går.
Da Anna lærte sin kommende mand at kende, genkendte hun ham ikke straks. De havde været på date i flere uger, før hun kom på besøg hos ham.
“Den Store Anna”…
Modelskibet stod stadig, hvor to små piger engang havde betragtet det. De var nu 23, Karen gift, men Anna følte sig stadig som pigen, der var bange for at knække en matros. Efter brylluppet fandt Anna den fjer, hun havde passet på alle årene, i sin yndlingsbog og viste sin mand.
Kan du huske?
Og hun grinede hjerteligt, når han forgæves prøvede.
Så kom årene med glæde og sorger. Med datterens og senere sønnens første skridt, sygdommen, hvor Poul reddede Anna via de bedste læger, og holdt hende i hånden, til fremtiden igen smilede forsigtigt til dem. Og så dagen, hvor tiden stoppede, og Anna glemte at trække vejret, fordi liv og luft forsvandt sammen med Poul. Da var Karen der. Hun lod ikke Anna kollapse, men slog hendes kinder og holdt om hende, vuggende som et barn.
Hold ud, Anna! Du har børn!
Og Anna kom til sig selv. Trods alt blev lykken ikke væk, bare anderledes, lidt mindre, men stadig den Poul havde givet. Og selv om børnene var voksne, kunne man ikke miste mor lige efter far. Det var for meget. Hvad sagde bedstemor?
Så længe der står nogen mellem barnet og himlen, er barnet ikke forældreløst. Det er et lykkeligt barn…
Hun havde ret! Så må man leve! For børnenes skyld. Og børnebørnenes. Selvom alle flyttede, fordi arbejde og selvstændighed krævede det, vidste Anna hun var elsket og velkommen. Hun kunne pakke kufferten, købe gaver og tage på besøg hos enten søn eller datter. De glædede sig altid. Eller vente til ferien, når børnebørnene kom og hjemmet summede af liv igen. Hun ville ikke sove om natten, lyttende til børnebørnenes vejrtrækning, og sengen, den store hvor hun og Poul havde sovet, ville ikke stå tom. Selv det ældste barnebarn ville snige sig ind og høre eventyret selvom hun kendte det udenad og Anna fandt ro og glæde igen. En stille lykke, let som en fjer. Måske ikke så flot som den, hun fik af Poul, men helt sin egen; eftertragtet og smuk.
Så heldige er ikke alle. Mange ønsker og ønsker, men får aldrig lykke af himlen. Men Karen og Anna var heldige. De fangede ikke lykkefuglen men deres lykke undslap dem ikke. De forstod tidligt, hvad lykke kan betyde for en kvinde. For dem var det at have børn i live, og så skal resten nok ordne sig.
Karen ville det og kæmpede. Hun kunne sagtens være blevet uden børn. Det blev ikke til nogen egne med Anton. Men de elskede hinanden, som kun få gør, så alle omkring undrede sig over samhørigheden. Karen sagde ikke meget om Anton, men der var ikke andet end godt at fortælle.
De levede i harmoni.
Anna havde altid troet, det bare var sludder. Så mødte hun Poul og så Karens Anton, og så var det klart.
Ikke alt var let for Karen. Hun arvede svigerfamilie som kun de færreste: Anton havde syv tanter, to søstre begge skrappe! Det er svært at falde til, når alle skal vide alt og kommenterer på alt hvor man går, hvad man køber til kaffen. Aldrig kunne Karen gøre alle tilfredse.
Heldigvis var svigermor Maria en perle! Hun tog Karen til sig fra starten, uden bebrejdelser. Hvorfor hendes egne døtre blev sådan, forstår man ikke.
Hun var bare så blid, Maria. Kunne ikke sige nej til nogen, og græd let, hvis nogen sagde noget. Karen havde ondt af hende. Kaldte hende næsten mor med det samme.
Alle rykkede tættere sammen, da Antons mor solgte sin lejlighed og flyttede tættere på sønnen dog i nabobygningen, for hun ville ikke trække sig ind over deres. Maria kendte Anna og Karls planer. Hun sagde intet til familien.
Maria havde lært på den hårde måde, hvor svært familielivet kan være, da hendes mand forsvandt med en ny kærlighed og efterlod hende med tre børn. Han hjalp, men det var ikke rigtig et liv.
Det var Karen, der hjalp Maria til at finde ro igen. Maria fik et nyt job som sygeplejerske på fødegangen, dér spottede hun den dreng, der blev Karens søn. Med tanken om, at Karens familie aldrig ville acceptere en fremmed dreng, flyttede Karen og Anton væk et stykke tid, kom så hjem med ham uden forklaringer. Anna vidste det, men det var første gang Karen satte en grænse for sin familie. De mumlede, men så hvor elsket drengen blev af farmor og mor, og så blev der stille.
Anton døde pludselig, på trods af at han arbejdede på hospitalet. Karen var knust, og Anna trådte til, som Karen havde gjort for hende.
Du har sønnen, forældre, Maria! Du må ikke gå til i sorg! Hvem skal holde sammen på det hele? Anton elskede dig mere end sig selv vil du kaste hans kærlighed bort nu? Det ville han ikke have…
Uanset om det var Annas ord eller hendes ansvarsfølelse, så rejste Karen sig igen.
Karen fik sin søn godt fra start. Pavli blev officer, og han og hustruen kommer to gange om året med børnebørn. Pavlis kone, Sofie, blev hurtigt datter for Karen, især fordi hun havde et barn fra tidligere, som Pavli adopterede. Karen tog straks drengen ind, som sin egen: “Hej, jeg er din mormor Karen! Vil du have en småkage?”
Det kræver ikke meget at smelte et modershjerte tag hendes barn til dig, og hun åbner sit.
Derfor regner Karen nu Sofie som datter, og børnebørnene starter med ældstedrengen, som måske ikke var Karens blod, men hendes hjertebarn.
Karen, hvornår tager vi på landet? Nu er det da blevet rigtigt forår! Anna lænede hovedet tilbage for at se de første kirsebærblomster.
I weekenden. Vi skal lige have pudset vinduer først.
Åh ja, jeg havde helt glemt, at påsken falder tidligt i år.
Ja. Og jeg må have styr på madlavningen.
Kommer dine?
Bare i to dage, på vej til København for at se på uddannelsesmuligheder for den store. På vej tilbage bliver de lidt længere. Måske bliver de små hos mig et par uger, men det er ikke helt bestemt. Hvad med dine?
Mine kommer først til sommer. Skole, du ved; sommerferien er ikke begyndt endnu.
Det er jo kun halvanden måned!
Ja… men det føles længe.
Sådan er det, når man glæder sig. Tiden snegler af sted og så vupti forsvinder øjeblikket som en varm sommerdag. Men, Annette?
Ja?
Det øjeblik, det vil jeg give alt for. Uanset hvor kort det er, så lever man på det smil, samler glæderne som perler på snor. Lykken er nok sjældent stor, men den føles kun lille, hvis man ikke ser, hvor meget man faktisk har fået.
Det er sandt! Kan du huske, hvordan vi gik ud for at finde lykkefuglen?
Det glemmer jeg aldrig! Karen grinede og lagde armene over brystet. Jeg kunne ikke sidde ordentligt i en uge bagefter! Min mor blev så urolig, og så fik jeg en lærestreg af min far men du hoppede lige så friskt rundt, kan jeg huske!
Det gjorde jeg! Men hør, Karen…
Ja?
Jeg tror altså, vi fik fat i fuglen dengang, uden at opdage det. Hele tiden har den fløjet ved siden af os. Hvordan kan vi ellers have fået alt det, som mange kvinder beder om hele livet familie, kærlige mænd, fantastiske børn og børnebørn? Tror du ikke, vi er lykkelige?
Jo! Og skulle vi ikke også sige tak til vores fugl? Bare svinge med vingerne og vifte med halen for alle dem, vi elskerKaren lo stille og så op mod himlen, hvor en enkelt solsort sad i kirsebærtræets top og sang sin bløde aftensang. Et vindpust fik den til at lette, kaste sig i en blid bue gennem gården og derefter forsvinde, som om den vidste, de to veninder havde set, hvad der var værd at se.
Se, dér fløj den, hviskede Anna og sammen fulgte de fuglens bane med øjnene, indtil den forsvandt over tagene mod lyset.
Måske skal man bare lade lykken komme og gå, som den vil, sagde Karen blidt. Hver gang den vender tilbage, skal vi tage imod den med åbne hænder og hver gang den flyver videre, skal vi bare vente tålmodigt.
Anna nikkede, og i stilheden lod de alt det, der havde været, glide gennem dem som varme solstråler: barnegråd og latter, vreden over mistede chancer, smagen af kold is på en hed julidag, duften af nymalet bænk, en kær venindes favntag og kærlighed, der lyste op selv de mørkeste stunder.
En barnestemme råbte fra en altan. Døren til opgangen gik op, og duften af aftenmad bredte sig i gården. Bag de gamle kampestensvægge boede historier fra et helt liv kærligtnusset, skæv og lidt støvet. Og under kirsebærtræet sad to kvinder med årerne i håret, men frisk forventning i blikket. For man bliver aldrig færdig med at vente på lykke eller med at give den videre.
Kom, Karen, sagde Anna, nu skal vi hjem. Vi har stadig tid til en lille snak og måske et stykke kage.
Karen blinkede til hende. Måske kan vi høre fuglen synge for os igen i morgen?
De rejste sig op, børstede malingsstøv af skørtet og gik langsomt arm i arm op ad den slidte trappe, hvor deres fodtrin havde lyttet gennem årene. Oppe i træet faldt kirsebærknopperne sagte ned som lyserøde snefnug. De landede blødt i bænkenes sprækker, i hårtotterne, i fortidens minder.
Og mens lyset vendte sig bort fra gården, vidste både Karen og Anna, at lykkefuglen havde slået reder i deres hjerter for længe siden og at dens sang, den ville leve, så længe de sad sammen under træernes flor og delte livet, hver dag, igen og igen.
