Født og opvokset på landet, havde Franks opførsel altid været venlig og hensynsfuld. Da han fyldte 18, besluttede han sig for at flytte ind til København for at finde en ordentlig profession. Hans familie var skeptiske og mente, at han kunne få arbejde hjemme i landsbyen, men Frank var stædig og lod sig ikke påvirke af deres advarsler.
Hans mor, som havde opdraget ham alene siden faderens alt for tidlige bortgang, havde ikke lyst til at lade ham rejse. Frank fortsatte dog sin uddannelse og blev udlært automekaniker. Det meste af hans månedsløn, som han tjente i danske kroner, sendte han hjem til moderen for at hjælpe med husholdningen. Han giftede sig, men ægteskabet bristede efter fem år, da hans hustru ikke var tilfreds med deres økonomiske forhold. Trods dette blev Frank stadig værdsat højt af både venner og slægtninge.
Livet i byen passede dog ikke til Frank. Han blev skuffet over, at mange problemer kunne løses med penge alene; han længtes efter noget mere meningsfuldt og enkelt.
Når han talte med sin mor i telefonen, opfordrede hun ham ofte til at vende tilbage til landsbyen. Der var masser af arbejde at få. Hun foreslog endda, at han kunne finde lykken med deres fælles veninde, Birgitte. Frank havde følelser for Birgitte, og hans anden kone, som også var fra byen, havde forladt ham på grund af økonomiske vanskeligheder.
Da han var fyldt 40, vendte Frank hjem til landsbyen og fik arbejde på det lokale savværk. Denne forandring bragte ham stor glæde. Endelig mærkede han den ægte værdi af livet i et samfund, hvor man støtter og stoler på hinanden. Frank fandt sammen med Birgitte, og de blev gift. Kort efter fik de deres første barn.
Det betød alt for Franks mor, at hendes søn vendte tilbage. Frank forstod nu rigtigt betydningen af den gamle danske talemåde: “Hvor der er mennesker, er der muligheder.” Omringet af landsbyens varme og hjælpsomhed fandt Frank ægte tilfredshed og formål. Det var en tid, som jeg ofte tænker tilbage på med en underlig ro og taknemmelighed.
