Lige op til nytår overraskede Lene sin mand, Mikkel, med en nyhed, der næsten fik ham til at bryde sammen. Tyve år havde de levet sammen, efter hvad Mikkel troede var et lykkeligt ægteskab. De havde en dejlig datter, Freja, som var blevet gift og allerede havde givet dem et barnebarn. Hvad mere kunne man ønske sig? Han burde vel bare nyde tilværelsen.
Alligevel var alt ikke rosenrødt. Mikkel havde knoklet som lastbilchauffør i mange år, tilbragt uger og måneder væk hjemmefra, alt for at familien aldrig skulle mangle noget.
Men det viste sig, at hans elskede Lene længe havde haft en affære bag hans ryg, mens hun ringede og skrev, at hun savnede ham, og at puden var våd af tårer. Alt var som taget ud af en vittighed: “Og så kom manden tidligt hjem fra forretningsrejse…”
Mikkel lavede ingen skandale. I stedet pakkede han sine ting, tog sine papirer, satte sig i bilen og kørte væk. Da han var udenfor byen, holdt han ind til siden. Hænderne rystede, han kunne ikke begribe, hvordan det var nået så vidt.
Alt, hvad han havde gjort, var for hjemmet, for familien. Han havde sendt Lene og Freja af sted på ferie, købt bil, renoveret lejligheden. Da Freja skulle giftes, holdt han den flotteste fest. Fra hver tur havde han gaver med hjem og ringede flere gange om dagen. Og imens havde hun haft sin affære. Han følte sig snydt.
Selvfølgelig var han ikke naiv; mange mænd havde eventyr på landevejen. Men Mikkel havde styret sig, passet på sine følelser og elsket sin kone. Og det hele viste sig at være spildt.
Han satte bilen i gang, men anede ikke, hvor han skulle køre hen. Tankerne myldrede rundt i hovedet, blandet af vrede og skuffelse. Til sidst besluttede han sig for at køre til sin barndomsby, selvom det var en tur på næsten tre hundrede kilometerbare væk fra alt det, der nu var hans fortid.
Telefonen ringede ustandseligt: tyve ubesvarede opkald. Fra både Lene og Freja. Mikkel slukkede telefonen. Sådan et svigt føltes som at blive overhældt med iskoldt vand.
Hele hans liv passerede forbi hans indre blik: da de gik ud af rådhuset, da han hentede Freja hjem fra hospitalet, første skoledag, blomsterne han havde med hjem efter køreturene Alt det gode og smukke. Hvordan havde han misset tegnene på, at Lene for længst havde mistet kærligheden til ham?
Hans svigermor, Gud have hendes sjæl, havde ofte advaret: Lykkens pris ligger ikke i penge, du risikerer at miste din mand. Det går ikke, at han aldrig er hjemme. Sådan går familier i stykker. Hun havde ramt plet.
Gamle koner i boligområdet havde også nævnt det for ham, men han havde altid fejet det væk. Nu kørte han planløst af sted.
Mikkel havde ikke været i sit barndomshjem i ti år; måske eksisterede landsbyen næsten ikke mere. Og så kørte han midt om vinteren, op til nytår. Sikke en gave, Lene havde givet ham.
Ved en tankstation købte han alt muligt ind, som om han skulle et sted hen uden butikker. Det viste sig at være fornuftigt. Han svingede af hovedvejen og ind mellem de gamle marker. Hvor der før lå landsby efter landsby, var der nu kun spredte lys. Sneen begyndte at falde tæt, og vinden peb, men Mikkel kunne stadig huske vejen. Han havde elsket sin lille landsby.
Hans mor havde aldrig villet flytte til byen. Hun blev gammel og boede alene i det hus, hun kendte hele livet. Hun havde sagt: Her er det hjemligt, jeg ville gå til i byerne. Hun blev der til det sidste. Da Mikkel begravede hende, lukkede han huset ned og kom aldrig tilbage.
Nu var han næsten fremme, der var kun ti kilometer igen, men nu var husene færre. Med møje og besvær kørte han ned ad den velkendte vej. De fleste vinduer var mørke, mange huse forladte, men hos et par enkelte var der lys.
Da han stod foran sit barndomshus, kunne han se at plankeværket var skævt, og brædderne, han havde slået for vinduerne, holdt stadig. Da han banede sig vej gennem sneen, fandt han den gamle nøgle på sin skjulte plads. Landsbyen var ikke et sted, hvor folk låste dørene; kun da han rejste, satte han en stor hængelås på. Låsen så helt komisk ud på den lette dør.
Mikkel fik låsen op og gik ind, lyste op med sin lommelygte. Han fandt kontakten, og lyset tændtes i stuen. Alt stod, som da han rejste, bortset fra, at nu var det fugtigt, støvet og tomt uden hans mors varme.
Først hentede han brænde fra skuretder havde altid været tørre pinde. Han tændte op i ovnen, og flammerne dansede straks i de mørke hjørner. Varmen bredte sig. Han fyldte spande med vand fra pumpen, der endnu fungerede, satte kedlen over, og snart var der varmt nok til en omgang rengøring.
Snart duftede der rent og lunt i stuen. Mikkel satte sig til bords med madvarerne: skar pølse, ost, brød, åbnede en dåse kød, stegte æg. Klokken slog elleve.
Snart nytår. Måske er det tid til at starte forfra. Hvordan, ved jeg ikke endnu. Men som mor sagde: Morgendagen er klogere. I morgen tænker jeg videre.
Han fandt en øl frem, men nåede ikke tage første tår, før det hamrede voldsomt på ruden, så han næsten tabte flasken.
“Måske bor der stadig nogen her,” tænkte han og åbnede døren. En ung kvinde stod der, med sne på sjalet. Hun så på Mikkel med rødsprængte øjne.
“Jeg ved ikke, hvem De er,” sagde hun. “Jeg har kun boet her i tre måneder. Men min lille dreng er alvorligt syg. Der er ingen læge her, kun en håndfuld huse tilbage. Jeg frygter, det er blindtarmsbetændelsejeg havde selv de samme smerter. Jeg så lys, og mit barn får det værre.”
Mikkel trak straks i jakken og huen. “Så lad os komme af sted! Jeg tager en skovl med, vejene er sikkert sneet til. Jeg havde selv svært ved at komme frem.”
Vinden var stilnet. Mikkel løftede drengen, som brændte af feber, og de tog af sted. De fandt hurtigt ud til hovedvejen, men måtte flere gange skovle sig fri ind mod byens sygehus.
Foran sygehuset, halvanden time senere, blev der straks tilkaldt læge. Kvindens mistanke var rigtig, og drengen blev kørt til operation. Klokken nærmede sig to om natten.
“Så blev det alligevel nytår.”
“Undskyld, jeg ødelagde din aften.”
“Det vigtigste er, at det nok skal gå.”
De sad i stilhed på gangen, kvinden med øjnene fæstet mod dørens rude. Tiden sneg sig af sted. Til sidst kom lægen ud: “Godt I kom i tide. Lidt senere, så… Men nu kan I tage hjem.”
“Vi bliver her til morgen,” sagde kvinden. “Der er langt hjem.”
“Som I vil. Godt nytår. Snart bliver han flyttet, så kan du se din dreng.”
Natten igennem sad de udenfor stuen. Da solen stod op, måtte drengens mor, Gertrud, ind til ham, og Rasmus kom til sig selv.
Gertrud blev hos sønnen, mens Mikkel vendte tilbage til landsbyen. Han fyrede op i ovnen, spiste lidt og faldt i søvn. Efter frokost blev han enige med sig selv om at besøge hospitalet. Rasmus smilede allerede, ærgerlig over at misse nytårog over ikke at have mødt julemanden.
“Han plejer altid lægge gaver under juletræet! Men i år dukkede han nok ikke op. Jeg ved jo godt, at han går ind ad døren, jeg er jo ikke en lille dreng mere.”
“Du skal ikke være ked af det,” sagde Mikkel. “Jeg kørte forbi jeres hus og så store fodspor i sneen. Og der var faldet sne om natten, så de var ikke vores. Han har nok været forbi.”
“Men huset var lukket så gik han bare igen. Så blev der ingen brandbil til Rasmus.”
“Vent nu lidt. Da jeg var lille, lagde julemanden min gave enten på trappestenen eller i skuret. Måske har han gemt din gave også. Når du kommer hjem, kan du lede efter den.
Det ville være sejt. Jeg har også været artig hele åretikke, mor?
Gertrud nikkede stille. Rasmus, lægen siger, jeg ikke kan blive her, jeg skal hjem. Tør du være alene?
Selvfølgelig, jeg er jo stor. Du må hellere finde min gave, inden sneen dækker den.
Gertrud og Mikkel kørte hjemad sammen.
Tak for den historie med julemanden. Men i virkeligheden har jeg ikke fået købt en gave. Økonomien er stram. Vi flyttede herud med næsten ingenting; min mand drak, slog mig og gik også løs på Rasmus. Vi flygtede en nat, og det her hus, min moster efterlod mig, blev min redning. Min mand kender det ikke og ville bare have solgt det. Nu starter vi på en frisk.
Mikkel kørte forbi butikken: Vi må købe en brandbil til Rasmus, ellers mister han troen på julemanden.
Han købte en legetøjsbrandbil og noget slik, og de kørte hjem.
Gertrud var en yngre kvinde end Mikkel, nok ti år under hans alder. Hun ville nægte gaverne: Vi har ikke råd, og du skal ikke bruge penge på et fremmed barn.
Men må jeg ikke gøre noget rart for nogen til nytår? spurgte Mikkel.
Mikkel tilbragte hele ugen i landsbyen: skovlede sne og hjalp Gertrud med brænde og indkøb. Han besøgte Rasmus hver dag på hospitaletdet var første gang, han var der alene uden sin mor.
Efter et par dage blev Rasmus udskrevet. På vejen hjem spurgte han om sin gave og ærgrede sig over, at sporene var væk. Men da han ledte i skuret, fandt han brandbilen.
Han glemte mig ikke! råbte Rasmus glad. Han findes virkelig! Min mor har slet ikke råd til sådan en, ved du, hvor dyr den er?
Mikkel smilede. At give glæde til andre føltes godt.
For at fejre, at Rasmus var hjemme, inviterede Gertrud Mikkel på middag.
Tak, Gertrud. Jeg har virkelig savnet hjemlig varme.
Hvor er din familie?
De er fortid. Men lad os tage den snak en anden gang.
Aftenen gik hurtigt. Rasmus faldt i søvn efter al leg.
“Ærligt talt har jeg ikke lyst til at gå, men jeg må videre. Rejsen kalder. Tak for alt. Måske ses vi igenjeg ved det ikke endnu.”
Gertrud svarede blot: “Rasmus vil spørge efter dig i morgen.”
“Sig ham farvel fra mig. Jeg ved ikke, om jeg vender tilbage. Men I, og især Rasmus, har gjort indtryk…”
Mikkel tog af sted. I tre uger kørte han landet tyndtmen tænkte tit på de to i landsbyen.
Efter næste tur besøgte han Freja og sit barnebarn i København. Til Lene sagde han blot, han havde søgt skilsmisse.
Han vidste stadig ikke, hvad han ville med livet. Da han endelig havde fri en uge, kørte han igen til landsbyenkun for at opdage, at han var savnet.
Rasmus ventede ved huset: Det tog lang tid, men mor har ventet på dig.
Har hun sagt det?
Nej, men jeg kan godt se det. Hun kigger altid ud, når en bil kører forbi. Gå ind til hende, I skal nok snakke. Jeg leger så længejeg ved jo, hvad der foregår.
Mikkel gik ind, hilste på Gertrud, der vendte sig bort og rodede i gryderne.
Jeg troede ikke, du kom igen. Hvad vil du i det her øde sted?
Det er svært, Gertrud. Man skal tænke. Tyve år med én, det er ikke bare ingenting. Men du har strejfet mine tanker siden sidst. Vil du tage imod mig?
Gertrud så på ham og lagde så hovedet ind til hans bryst.
De begyndte at leve sammen. Mikkel satte huset i stand om sommeren, fik installeret vand og lavede saunaen klar. De fik et par høns, en ged og lavede køkkenhave. Gertrud lejede sit hus ud som sommerhus, for omegnen var smuk, og der var mange, som gerne ville nyde roen fra byen. Livet blev bedre. Rasmus hang ved Mikkel og begyndte snart at kalde ham for far.
Livet er underligt. Man ved aldrig, hvilken vej det tager, og hvilke overraskelser det bringer. Som de gamle siger: At leve livet er ikke som at gå over en flad mark. Hvis man tør åbne sit hjerte igen, kan selv de største nederlag føre til noget nyt og endnu større glæde.
