Lige op til nytårsaften gik jeg og min mor ind i “Legetøjsland”… Og jeg blev fuldstændig forelsket i en kjole derinde – rød, strikket, med klare blå kanter forneden og på ærmerne. Vi skulle derind efter småting – måske en lyskæde eller guirlander… Men jeg stod fast og tryglede min mor om at få lov at prøve kjolen. Den sad på mig som støbt – som om den var syet til mig. Og straks fløj fantasierne rundt i hovedet. Jeg var vild med en dreng i klassen, og jeg drømte sådan om, at han skulle se mig til julefesten i netop den kjole. Der stod jeg så, med tårer i øjnene, for jeg nægtede at tage den af igen. Min mor så det og sagde: “Jeg får snart løn, skal vi ikke tage den med hjem?” Jeg var lykkelig som et lille barn hele vejen hjem. Vi pyntede lejligheden, gjorde klar med juletræet. Men i køleskabet var der kun is og en klump smør tilbage. Vi ventede spændt på mors løn. Som du måske husker, arbejdede man stadig 31. december i de gode gamle dage – man blev bare sendt lidt tidligere hjem. Mor kom hjem fra arbejde og var helt ked af det – lønnen var ikke kommet, den var forsinket. Der var tårer i hendes øjne, og hun var så flov over, at jeg skulle sidde uden rigtig nytårsmiddag. Men ærligt talt var jeg slet ikke ked af det. Stemningen var stadig festlig. Jeg yndede at sidde foran fjernsynet og se de mange nytårsfilm, som altid kun blev vist omkring nytår – dengang var der jo ikke så mange kanaler, nærmest kun Danmarks Radio og TV2. Mor kogte kartofler, tilsatte smør, rev gulerod og dryssede lidt sukker over. Det var alt, vi havde. Vi satte os til bords, og mor begyndte at græde. Jeg trøstede hende, og pludselig opdagede jeg, at jeg selv græd ligeså meget – ikke på grund af mangel på mad, men fordi jeg var så frygtelig ked af det på vegne af mor. Til sidst krøb vi sammen under dynen i sofaen og så det store nytårsshow i fjernsynet. Så slog klokken 12, og naboerne strømmede ud i opgangen med champagne og ønskede hinanden godt nytår. De råbte og sang i opgangen, men vi blev inde. Så ringede det pludselig på døren – igen og igen. Mor åbnede, og udenfor stod vores sure gamle nabo fra opgangen, fru Vera, som altid skældte mig ud for at løbe på trapperne eller ikke vaske opgangen ordentligt. Ungerne på vejen brød sig ikke om hende – hun jagede os væk for larm og ballade. Fru Vera var blevet godt fejret, jeg hørte ikke, hvad hun snakkede med mor om, men til sidst kom hendes store krop ind i stuen, hun kiggede på vores simple kartoffelbord og gik tavst tilbage til sin egen lejlighed. Efter 20 minutter blev der ikke længere ringet på – men banket med fødderne! Vi forskrækkede os helt, mor forbød mig at åbne og gik selv ud og kiggede. Så rullede fru Vera ind i stuen med favnen fuld af poser, glas, bakker, tallerkener – og en flaske champagne. Med et højlydt “hjælp dog til!” gik hun i gang med at stille sild, pølse, syltede agurker, kogt kylling, slik og endda et par mandariner på bordet. Mor begyndte at græde igen, men denne gang på en anden måde. Fru Vera kaldte hende skør, tørrede hendes tårer med sin store ærme og gik igen. Efter nytår fortsatte fru Vera som den bestemte dame i opgangen – og nævnte aldrig den aften igen… Da vi mange år senere sammen begravede hende med hele opgangen, viste det sig, at vores “sure nabokælling” faktisk havde hjulpet os alle en gang…

Dagen før nytårsaften gik min mor og jeg ind i BR Legetøj. Det var egentlig bare for at købe noget småt måske juleguirlander eller lidt gavepapir. Men midt blandt alt det farverige legetøj, fik jeg øje på en kjole, som fik mit hjerte til at banke lidt hurtigere. Det var en rød, strikket kjole med en flot, blå kant nederst og på ærmerne. Jeg kunne slet ikke tage øjnene fra den.

Jeg stod længe og plagede min mor om, at jeg måtte prøve den og til sidst lod hun sig overtale. Da jeg fik kjolen på, sad den, som var den syet til mig. Og straks begyndte jeg at drømme. I min klasse gik der en dreng, Rune, som jeg var meget glad for og jeg ønskede inderligt, at han skulle se mig i den kjole til klassefesten nytårsaften.

Jeg stod foran spejlet, nærmest på grådens rand, og nægtede at tage kjolen af igen. Mor så mig, sukkede og sagde: Jeg får løn på fredag, lad os tage den med i dag. Jeg var lykkelig, da vi kørte hjem gennem København.

Vi pyntede lejligheden op til nytår. Mor fandt den gamle æske med pynt, og vi fik vores lille grantræ dekoreret med glaskugler og flag. I køleskabet stod kun lidt smør og en isklump tilbage. Vi ventede utålmodigt på mors løn, for som man nu gjorde i Danmark i firserne arbejdede alle også nytårsaftensdag. De blev bare sluppet hjem lidt tidligere end normalt.

Da mor endelig kom fra arbejde d. 31. december, var hendes øjne røde. Hun havde ikke fået løn; der var forsinkelse på udbetalingen. Hun var ulykkelig over, at hun ikke kunne give mig et rigtigt festmåltid. Man kunne nærmest mærke skammen i hendes stemme.

Ærligt talt kan jeg dog stadig huske, at jeg overhovedet ikke blev ked af det. Stemningen var stadig forventningsfuld og festlig. Jeg sad foran tvet og slugte de gamle danske nytårsfilm, der kun blev vist denne ene gang om året ellers sendte Danmarks Radio kun et par kanaler, og udvalget var ikke stort.

Mor skar kartofler i tern og kogte dem. Hun rørte smør i og serverede dem varme. Gulerødder blev revet og drysset med lidt sukker det var alt, vi havde den aften.

Vi satte os sammen ved bordet, og så kunne mor ikke holde tårerne tilbage. Jeg prøvede at trøste hende, og før jeg vidste af det, græd jeg også. Ikke fordi vi ikke havde lækre ting på bordet men fordi jeg fik så ondt af min mor. Det satte sig som en klump i halsen.

Senere på aftenen lagde vi os på sofaen, tæt sammen under et tæppe, og så det store tv-koncert med danske musikere. Klokken blev tolv, raketterne begyndte at sprutte i gården, og alle naboerne kom ud på opgangen med glas Asti og ønskede hinanden godt nytår. Vi blev dog bare siddende.

Lidt efter ringede det insisterende på døren. Mor gik ud for at åbne, og udenfor stod fru Agnete hende der altid brokkede sig over, at jeg løb på trapperne eller glemte at vaske efter mig i vaskekælderen. Børnene i gården kunne ikke lide hende; hun skældte altid ud, hvis man legede for højt.

Fru Agnete havde nok fejret lidt allerede. Jeg hørte ikke, hvad hun sagde til min mor, men hun puffede sig ind i stuen, og på vej ud sendte hun et skævt blik til vores lille kartoffel-middag.

Tyve minutter senere bankede nogen hårdt på døren med fødderne. Mor gik ud igen, og så kom fru Agnete ind denne gang med favnen fuld af bæreposer. Hun satte madlavede sylteglas, kolde frikadeller, rugbrød, pålæg, sild, konfekt og endda mandariner på bordet. Asti stak under armen på hende.

Hun skyndte på min mor: Stop nu med det tuderi, og hjælp til, for pokker! sagde hun og begyndte at pakke mad og drikke ud. Mor græd igen, men det var af lettelse. Agnete kaldte hende en tosse, tørrede mors tårer væk med sin striktrøje og forsvandt så ud i opgangen.

Efter den nytårsaften fortsatte Agnete som opgangens general. Hun nævnte aldrig, hvad hun havde gjort den aften.

Da vi efter mange år fulgte hende til graven, gik det op for os alle i opgangen, at alle på et tidspunkt havde fået hjælp af Agnete til noget. Hun havde egentlig et stort hjerte, selv om hun var besværlig.

Den nytårsaften lærte jeg, at ægte omsorg sjældent larmer men den sætter dybe spor for livet.